Kolding Kommunes affaldsplan
Affaldsplanen er vores fælles ramme for, hvordan vi øger genbrug og undgår affald i Kolding Kommune.
Affaldsområdet gennemgår store ændringer i disse år.
Ændringerne er dels et udtryk for ny lovgivning fra Folketinget og EU og dels et generelt øget fokus på grøn omstilling i samfundet.
Nu handler det også om at kaste kritiske øjne på vores daglige forbrug, for vi trækker på naturens ressourcer. Og det er lidt af et skifte, for affald har altid bare været noget, vi skiller os af med. Men den æra er slut, også i Kolding Kommune.
Du kan finde kommunens aktuelle affaldsplan samt tidligere planer nederst på denne side.
Udvalgte punkter fra Affaldsplan 2025-2037
Mål for 2030
- Mindre affald pr. indbygger. I dag producerer smider hver borger 750 kilo ud om året - sammen med resten af Danmark giver det os europarekord i skrald.
- Mere husholdningsaffald skal sendes mod genanvendelse. I dag sender vi 55 % mod genanvendelse. Målet er 60 procent i 2030 og 65 procent i 2035.
- Mål om at Kolding Kommunes affaldsafdeling Redux skal sænke CO2-regnskabet, så det bidrager positivt til målet om en klimaneutral affaldssektor. Området dækker over klimaeffekterne ved behandling og håndtering af det affald, Redux indsamler, både med egne biler og gennem transportører.
Gennemførte aktiviteter fra affaldsplaner i perioden 2014-2024
Ret unikt for Kolding Kommune har både borgere og virksomheder adgang til fire af kommunens fem genbrugspladser døgnet rundt. Du kan også aflevere farligt affald.
Du skal blot tilmelde dig ordningen Genbrug 24-7, som kun kræver en telefon, der kan sende SMS'er.
Alle kommunens 90.000 borgere sorterer mad- og restaffald hver for sig. Det betyder, at madaffaldet kan genanvendes til biogas og senere gødning.
Samtidig er det muligt at komme af med glas, metal, papir og hård plast ved de nærliggende miljøstationer. Fra efteråret 2025 vil alle husstande skulle sortere hjemme, og yderligere typer affald vil blive tilføjet, nemlig tekstilaffald, mad- og drikkekartoner, pap og blød plast.
Mængden af ting og sager, der ikke bliver genbrugt eller genanvendt, er mere end halveret. I 2019 blev kun 2 % af kommunens affald sendt til nedgravning.
I planperioden 2014-2024 har vi forsøgt forskellige ting. I en periode kunne man give og tage fra en enkelt container på en genbrugsplads.
Et af de helt store projekter handlede om, at borgere frit kunne tage ting fra containere på Kolding Nord Genbrugsplads. Forsøget gik i gang i efteråret 2019, men måtte stoppe i sommeren 2023 af to væsentlige årsager:
- Konflikter og trusler skabte utryghed både blandt personale og besøgende, og det var den primære årsag til at forsøget med direkte genbrug stopper. En lille gruppe faste klunsere udnyttede ordningen til egen vindings skyld og solgte især skrot videre. Hør indslaget på P1s podcast 'Tiden', 17 minutter inde i podcasten.
- Der kom ikke nok genbrug i omløb på denne måde. Vurderingen er nu, at indsamling til et fælleslager, 'Skatkammeret', og uddeling af genbrug til virksomheder og andre med et CVR-nummer, vil kunne øge omsætningen fra 400 ton til 800 ton pr. år.
Fra sommeren 2023 og stadig er modellen således 'Skatkammeret'. Ordningen kan benyttes af alle med CVR-nummer, fx:
- skoler, herunder lærere og studerende
- foreninger, fx spejdere
- børnehaver
- humanitære og andre genbrugsbutikker
- iværksættere
- alle erhvervsdrivende med et CVR-nummer
Alle ovennævnte uanset postnummer kan plukke genbrug fra burene i Skatkammeret til egen drift eller videresalg som en del af deres forretning.
Målet er at få mest muligt genbrug ud i erhvervslivet for at forøge materialernes værdi og forlænge deres levetid.
Projektet Genbrugsfællesskabet handler om at skabe en stærk genbrugskultur i Kolding Kommune.
- Her kan du både give den fuld skrue på workshops og sætte egne genbrugsprojekter i søen.
- Du kan også nøjes med at kigge med fra sidelinjen og modtage minikurset 'Få styr på affaldshierarkiet'.
- Fællesskabet er også for foreninger.
Kolding Kommune ønsker, gennem formidling og læring, at gøre børn og unge til affaldseksperter inden 7. klasse. Målet er, at de tager indsigt og motivation til gode vaner med sig hjem, inspirerer deres forældre og senere bruger det som voksne.
Derfor har alle kommunens elever i 4. klasse, fra august 2023, temaet ”Affald er ressourcer” på skemaet i faget Natur og Teknologi.
Redux – Affald og Genbrug har til formålet skabt undervisningsforløbet Aloria og spillet Jagten på glaskuglerne, der er udviklet og testet i tæt samarbejde med lærere og elever fra flere skoler i Kolding Kommune. 'Jagten på glaskuglerne' markerer afslutningen på undervisningsforløbet Aloria, og er et røre-/gørespil, hvor eleverne bruger krop, hænder og hjerne. Spillet kombinerer mystik og gåder fra escaperooms og bevægelse fra orienteringsløb.
Sådan kontakter du os
Telefontider:
Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-16.30