Skip til hoved indholdet

Regulativer og forsøgsordninger på affaldsområdet

De kommunale affaldsregulativer er kommunernes regler for affaldshåndtering vedtaget af politikerne i byrådet. Hver kommune skal have ét regulativ for husholdningsaffald og ét regulativ for erhvervsaffald.

Oversigt over forsøgsordninger

Kolding Kommune har også en række forsøgsordninger på affaldsområdet. Forsøg, som udspringer af vores kommunale affaldsplan, men som endnu ikke er politisk vedtaget til at blive optaget i affaldsregulativet.

Som borger i Kolding Kommune har du pligt til at benytte de affaldsordninger, der står beskrevet i Regulativ for husholdningsaffald. Det betyder, at du typisk skal aflevere materialer til genanvendelse i miljøstationer eller på genbrugspladserne. 

Fra sommeren 2020 har vi som forsøg suppleret dine muligheder for at aflevere materialer til genanvendelse: Nu kan du også vælge at aflevere direkte hos private virksomheder.

Du skal være opmærksom på to ting: 

  1. Du kan kun aflevere dine materialer hos de virksomheder, vi har aftaler med. Aftalerne fremgår af listen herunder.
  2. Afregningen er alene et anliggende mellem dig og virksomheden. Med andre ord kan du altså ikke få reduceret dit affaldsgebyr, hvis du gør brug af den alternative anvisningsordning.

Affaldstyper der er en del af forsøget med alternativ anvisning

  • Jern/metal: Terkelsen & Co. 
  • Pap
  • Papir
  • Glas
  • Plast
  • Drikke- og fødevarekartoner
  • Tekstil
  • Haveaffald
  • Uforurenet byggeaffald (maksimalt 1 ton, da det ellers anvises efter anmeldelse)

Er du aftager, som ønsker at stå som modtager på en af fraktionerne, kan du henvende dig til affaldskonsulent Helle Nielsen på redux@kolding.dk. 

Som forsøgsordning frem til 31. december 2022 kan du få hentet affald med asbest og/eller eternit på din egen adresse*.


Du skal have mere end 50 kilo affald, og du skal sørge for at emballere det i bigbags, som du får udleveret på genbrugspladsen.


Der er ingen ekstraudgifter for dig som privatperson, da ordningen er lagt ind som en del af det genbrugspladsgebyr, du betaler over ejendomsskatten.

Skal du have hentet erhvervsaffald, bliver du efterfaktureret for mængder og antallet af bigbags, når affaldet er hentet.

* Ordningen gælder ikke erhvervsbygninger som fx landbrugsbygninger.

 

Har du spørgsmål til håndtering af asbestholdigt affald, kan du kontakte Redux – Affald og Genbrug på redux@kolding.dk.

👉 Læs mere om ordningen og bestil afhentning af asbest. 

På Kolding Nord Genbrugsplads holder genbrugsbutikken Genbrugskongen til. Butikken er etableret som en tre-årig forsøgsordning frem til efteråret 2022. Målet er, at endnu flere ting og materialer afleveret på genbrugspladserne skal komme i cirkulation igen. 

  • På Kolding Nord Genbrugsplads må Genbrugskongen både hente ting fra pladsen og fra den container, der er opstillet uden for butikken 
  • Genbrugskongen indsamler ting og sager på lige vilkår med borgerne på Kolding Nord Genbrugsplads 
  • Genbrugskongen har adgang til at indsamle møbler og andre brugbare ting, der er indsamlet af Genbrugsbilen (tidligere ordningen for storskrald)
  • Butikken giver 50% rabat til borgere med henvisning fra en socialrådgiver
  • Genbrugskongen har et Redirect Genbrugspas. Med passet i hånden må Genbrugskongen (og andre erhvervsdrivende) indsamle ting på alle genbrugspladser (dog ikke fra loppecontainerne).

Genbrugsfællesskabet udspringer af Affaldsplan 2019-2022. Projektet handler om at skabe en stærk genbrugskultur i Kolding Kommune.

  • Her kan du både give den fuld skrue på workshops og sætte egne genbrugsprojekter i søen.
  • Du kan også nøjes med at kigge med fra sidelinjen og modtage minikurset 'Få styr på affaldshierarkiet'.
  • Fællesskabet er også for foreninger. 

👉 Læs mere og tilmeld dig Genbrugsfællesskabet

  • Små erhvervsdrivende kan få udstedt et Redirect Genbrugspas hos Redux – Affald og Genbrug.
  • Kolding Kommune har i øjeblikket udstedt 56 Redirect Genbrugspas. Det er typisk iværksættere, skoler og uddannelsesinstitutioner, som har et pas.
  • Med passet i hånden kan virksomheden besøge kommunens genbrugspladser og tage ting med hjem fra containerne. 

På Kolding Nord Genbrugsplads, Bronzevej 3, er der i en 2-årig forsøgsperiode frem til oktober 2021 åbnet for, at kommunens borgere kan tage ting med hjem fra stort set hele pladsen. 

  • Du må tage ting med hjem fra Kolding Nord Genbrugsplads. Vær opmærksom på, at det ikke er tilladt at tage ting med hjem fra kommunens andre genbrugspladser
  • Du må tage fra de fleste typer af affald, undtagen er dog steder markeret med røde skilte (fx asbest og elektronik)
  • Hvis du ikke ønsker, at dine ting kan ende på hylderne i genbrugsbutikken Genbrugskongen, kan du aflevere dem i loppecontainerne på Kolding Syd, Lunderskov, Vamdrup og Christiansfeld genbrugspladser

Vær opmærksom på de særlige ordensregler, der gælder for dig, som ønsker at tage ting med hjem. Blandt andet skal du holde begge fødder på jorden.

Sådan kontakter du os

Redux – Affald og Genbrug

Bronzevej 3
6000 Kolding
Tlf. 79 79 71 00