Skip til hoved indholdet

Landsbyfællesskabsplan for Almind, Dons, Vester Nebel og Viuf

Landsbyfællesskabsplanen er en fælles plan for de fire landsbyer og vil udgøre grundlaget, som de lokale kræfter og Kolding Kommune kan bruge i dialogen om udviklingen af området.

Landsbyfællesskabsplanen udtrykker, så godt det nu er muligt, hvad borgerne i landsbyerne gerne vil med deres område. Gennem hele processen har en arbejdsgruppe med lokale repræsentanter fra landsbyråd og borgerforeninger været med til at tilrettelægge borgerinddragelsen og til at udarbejde selve planen. Målet har været at få flest mulige involveret i planprocessen, og at få input fra forskellige aldersgrupper og folk med forskellige baggrunde.

Undervejs i planens tilblivelse har der været:

  • besigtigelser i de fire landsbyer og landskabet imellem dem,
  • interviews med foreningsrepræsentanter, erhvervsdrivende, skolebørn m.fl.,
  • gruppearbejde med fokus på fire udvalgte temaer og på de enkelte landsbyer,
  • tre borgermøder – et idémøde, et prioriteringsmøde og et præsentations- og debatmøde.

Udarbejdelsen af planen har været en proces, hvor de fire landsbyer har lært hinanden bedre at kende, der er skabt relationer, og interesse-fællesskaber er blevet afdækket. Det spændende arbejde venter nu forude – nemlig at få planen realiseret.

Kolding Kommunes landsbypulje vil være en vigtig kilde til realisering af planen, men det er også vigtigt at finde finansiering andre steder – eksempelvis fra fonde og andre puljer – og ikke mindst er det store lokale engagement afgørende for at gøre planerne til virkelighed.