Skip til hoved indholdet

Private daginstitutioner

I Kolding Kommune er der i alt 8 private daginstitutioner, som kan modtage børn fra 0 år og frem til skolestart, enten i aldersintegrerede institutioner eller børnehaver. 

Du kan se nærmere beskrivelse af den enkelte private daginstitution på deres hjemmeside via linket herunder:

Du skal henvende dig direkte til den enkelte private institution, hvis du ønsker at få dit barn passet der.

 

Her kan du læse om Kolding Kommunes godkendelseskriterier for private daginstitutioner efter dagtilbudslovens §19, stk. 5 Link til godkendelseskriterier

Kolding Kommune skal jf. Dagtilbudslovens §5 føre tilsyn med private daginstitutioner.

Tilsynets formål er at sikre, at den private daginstitution opfylder kravene for godkendelse samt at den opfylder centrale bestemmelser jf. dagtilbudsloven, herunder rammer for den styrkede pædagogiske læreplan, sprogstimulering mv.

Privatinstitutioner er forpligtet til at samarbejde med tilsynet og give tilsynet fuld og uhindret adgang til institutionen. Kommunen har i kraft af sin tilsynspligt mulighed for til enhver tid at aflægge privatinstitutionen besøg (både anmeldt og uanmeldt) og gøre sig bekendt med de faktiske forhold, for at kontrollere at kravene overholdes.

Læs mere om Kolding Kommunes ramme for pædagogisk tilsyn her.                                         

Øvrige bestemmelser: 

Privatinstitutionen skal til enhver tid skriftligt kunne dokumentere hvordan privatinstitutionen lever op til godkendelseskriterierne. Privatinstitutionen har pligt til at oplyse Kolding Kommune om ændringer i godkendelsesgrundlaget.

Privatinstitutionen skal til enhver tid leve op til gældende lovgivning på området, herunder samtlige lovbestemmelser, bekendtgørelser og vejledninger, der retter sig mod børneområdet og dagtilbud, samt gældende for børns ophold i dagtilbud i Kolding Kommune.

Modtager privatinstitutionen klager fra forældre vedr. privatinstitutionens virke sendes et notat vedrørende dette inden 8 dage til Børne- og Uddannelses- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Privatinstitutionen skal efterleve samme myndighedskrav og standarter som kommunale institutioner i forhold til bygningsforhold, legepladsforhold, brandværnsmæssige forhold, arbejdsmiljøforhold – herunder APV, sundhedsmæssige forhold, køkkenmæssige forhold, bestemmelser vedr. befordring af børn, barneseler, sovestillinger, legetøj m.v.

Derudover skal privatinstitutionen overholde lovgivningsmæssige krav til sundhed, sikkerhed og hygiejne i daginstitutionerne, herunder Sundhedsstyrelsens anbefalinger i ”Hygiejne i daginstitutioner – anbefalinger om forebyggelse og sundhedsfremme for børn inden for hygiejne, miljø og sikkerhed” samt Fødevarestyrelsens ”Vejledning om hygiejneregler for køkkener i børneinstitutioner”.

Såfremt det vurderes, at privatinstitutionen ikke længere opfylder godkendelseskriterierne, skal kommunen stoppe driftstilskuddet. Det gælder også, hvis privatinstitutionen anvender et eventuelt overskud til et ikke godkendt formål.

Tilsynet føres af en pædagogisk konsulent fra Børne- og Uddannelses- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Hvis du er forældre til et barn i en privat daginstitution kan du jf. dagtilbudsloven søge om økonomisk fripladstilskud, ansøgning skal ske via mitkolding.kolding.dk.

Fripladstilskuddet bliver modregnet i din egenbetaling til den private daginstitution.

Der gives søskendetilskud efter gældende regler jf. dagtilbudsloven.

Hvis du ønsker at skifte fra privat daginstitution til kommunal pasning eller omvendt, er det vigtigt, at du er opmærksom på de gældende udmeldelsesfrister i den institution dit barn er tilmeldt.