Skip til hoved indholdet

Centervej

Centervej

 

På Centervej bor 40 voksne mennesker med fysisk og psykisk nedsat funktionsevne. Beboerne har hver deres individuelle behov, som vores omsorg, pleje og socialpædagogisk støtte tager udgangspunkt i.

Botilbuddet drives efter servicelovens § 85 og af Kolding Kommune. Dette betyder, at beboeren skal visiteres til bostedet af sin handlekommune, hvis beboeren ønsker en bolig her.

Hverdagen for beboerne på Centervej byder for de fleste på et beskæftigelsestilbud hos SOJA. Det kan f.eks. være et arbejde på Multiflex eller daghjem/dagcenter på SOJA eller Rytterskolevej. Transport til og fra beskæftigelse varetages af SOJA.

Nogle beboere får, pga. deres handicaps, tilbud om beskæftigelse i botilbuddet. Her laves forskellige aktiviteter som motion, besøg og ”arbejde” i botilbuddets kolonihave, eller arbejde med små opgaver i kirken.

Beboere med forskellige fysiske handicaps kan bevilges fysioterapibehandling og -træning på botilbuddet. Det er botilbuddets fysioterapeuter, der vurderer behov for fysioterapi.

Herudover får nogle beboere ridefysioterapi. Dette er bevilget af beboernes egne læger.

Fysioterapi og ridefysioterapi foregår i hverdagen, og beboerne har, efter behov, fri fra beskæftigelse.

Hvis det er muligt, tilbydes beboerne udflugter, der er tilpasset deres behov. Det kan være en med madkurv eller kaffe, tur til Legoland eller andet. Hvert år tager en større flok afsted til Sølund festival.

Fritiden kan også bruges på forskellige aktiviteter som sløjd, EDB eller folkedans gennem SUK (Samvær, Undervisning, Kultur). Du kan læse mere om SUK, tilmelding og deltagerbetaling på SUK Regionsyddanmarks hjemmeside.

Samvær med venner og naboer i botilbuddet vægtes højt, hvorfor der arrangeres forskellige tilbud/aktiviteter eks. cafe, højtidsarrangementer og gudstjenester i samarbejde med kirken.

Aktivitetshuset kan borgerne bruge til private arrangementer, såsom fødselsdage og lignende.

Der er, i botilbuddet, indrettet wellness-område med spa og snoozelrum, begge dele til fri afbenyttelse.

I øvrigt kan fritiden byde på biografture, koncerter, sportsbegivenheder og meget andet. Til disse arrangementer benytter beboerne ofte ledsagere. Der kan søges om ledsagelse hos beboers handlekommune.

Botilbuddet tilbyder beboerne ferie med overnatning. Hvor ferien går hen, besluttes i samråd med beboeren. Eksempler på ferieture kan være bondegårdsferie og sommerhusophold.

Fællesskaber i Kolding Kommune

Personalet på Centervej er primært socialpædagogisk uddannet. Her er desuden ansat omsorgs- og SOSU personale. Men der er også ansat fysio- og ergoterapeuter og rengøringsassistenter.

Botilbuddet samarbejder med University College i Kolding vedr. pædagogstuderende og har årligt 2 - 6 studerende i praktik.

I botilbuddet er ansat ca. 100 fastansatte medarbejdere, samt 50 løst tilknyttede vikarer, der tager sig af borgene ved ferie og sygdom. 

I tidsrummet 7:00 – 22:00 er der personale i alle bomiljøer, herefter er der 2-3 vågne natmedarbejdere og én sovende vagt.

Personalet på Centervej har efteruddannelse inden for flere områder blandt andet neuropædagogik, Marte Meo og sansestimulation.

Centervej består af 28 rækkehuse og 12 lejligheder, der er indrettet således, at de kan tilgodese beboernes forskellige behov.

Boligerne er på 40-45 m2, hertil kommer andel af fællesarealer.

Der er etableret fælles facilliter i form af et trænings- og wellness-hus, aktivitetshus, samt administrations- og mødehus.

Boligerne er placeret i udkanten af området og fælles faciliteterne i midten, sådan at der er et centralt torvemiljø.

Botilbuddet ligger i den nordlige del af Kolding og er omkranset af grønne arealer og lukkede stisystemer, som giver mulighed for at gå og cykle på egen hånd i trygge rammer.

Vi er tæt på lokalcentret med indkøbsmuligheder og bybus, der kører til midtbyen eller Kolding Storcenter holder indenfor kort gåafstand.

Udgifter forbundet med boligen og det socialpædagogiske tilbud, der ydes, på Centervej:

Husleje
Boligerne er opført efter almenboligloven, hvilket betyder at borgeren indgår en lejekontrakt med Kolding Kommune.

Beboer skal betale et indskud ved indflytning. Der kan ansøges om et boligindskudslån hos kommunen.

Huslejen opkræves af Kolding Kommune.

Beboeren har mulighed for at søge om boligsikring ved Udbetaling Danmark – boligstøtten afhænger af beboerens indkomst og eventuel formue.

Servicebetaling
Udover husleje kan der være egenbetaling på enkelte serviceydelser blandt andet rengøring.

I forbindelse med indflytning inviteres beboer og evt. forældre/pårørende til en indledende snak om beboerens forventninger til livet på Centervej. I den sammenhæng afklares også samarbejdsaftaler mellem beboer, evt. pårørende og botilbuddet, f.eks. omhandlende informationsniveau (hyppighed, telefonisk og skriftligt), deltagelse i møder, deltagelse i arrangementer mv.

I første kvartal år 2022 gennemførte social- og handicapområdet i Kolding Kommune en designproces med fokus på hjem, hjemlighed og hjemfølelse med involvering af borgerne, pårørende, ansatte og nærmiljøet.

Læs mere om det her

Styrelsen for Patientsikkerhed har i efteråret 2023 foretaget tilsyn på Bostedet Centervej.

Resume

Rapport

Kontakt

Centervej 7-9 og Centervej 21-23 og Centervej 21 A
6000 Kolding
Telefon 79799151
Afdelingsleder Rasmus Steinmetz

Centervej 11-13, Centervej 15-17 og Centervej 19
6000 Kolding
Telefon 79791312
Afdelingsleder Axel Emiliussen Rømer