Skip til hoved indholdet

Tour de France 2022

Foto: A.S.O

Tour de France kommer til Danmark i 2022, og Kolding Kommune lægger asfalt til en del af den ca. 180 km lange etape fra Vejle til Sønderborg. Kom og vær med når verdens største cykelløb rammer Danmark.

Søndag den 3. juli kommer tourfeltet gennem Kolding Kommune, og det vil vi gerne fejre sammen med foreninger, virksomheder, borgere og frivillige i hele kommunen.

Du behøver ikke have fulgt meget med i Tour de France for at vide, at en stor del af dét, som gør touren til noget særligt, er de mange sjove, skæve og skøre indslag langs ruten. Det er alt fra broer klædt i gul eller store solsikkemarker til lokale der står med håndmalede skilte, gule, prikkede eller grønne t-shirts og franske flag.

Du eller din forening eller virksomhed behøver med andre ord ikke kaste jer over store projekter for at støtte op.

Læs mere om Grand Depárt Copenhague 2022.

Har du en god ide til et projekt, et arrangement, en happening eller andet, som kan være med til at gøre Tour de France til en festlig begivenhed i Kolding? Så kan du nu søge midler til dit projekt.

Fristen for at søge puljen er fredag den 22. oktober 2022.

Kolding Kommune har etableret en pulje til aktiviteter og initiativer, der understøtter foreninger og andre lokale aktørers bidrag til fejringen i forbindelse med Tour de France 2022.

Hvis du gerne vil tage initiativ til en aktivitet, som kan gøre Tour de France 2022 i Kolding Kommune festlig, sjov og synlig, så kan du søge. Puljen vil være åben for ansøgninger fra sportsforeninger, kulturelle foreninger, institutioner, enkeltpersoner og øvrige aktører, der ønsker at understøtte fejringen i forbindelse med Tour de France 2022.

De Tour-relaterede aktiviteter skal tænkes i bred forstand som initiativer, der kan aktivere lokalsamfundet og ”få hele Kolding i gult”. Tourens vej gennem Kolding Kommune skal være en begivenhed, som alle kan tage del i. Der kan for eksempel være tale om elementer til en folkefest, udsmykning, cykelløb eller andre aktiviteter, der skaber opmærksomhed om Touren.

Aktiviteterne skal foregå i perioden op til Tour de France dvs. i første halvår af 2022 eller på selve løbsdagen den 3. juli.

Der er afsat 300.000 kr. til lokale initiativer

  • Kriterier for ansøgninger
    Tilskud gives til arrangementer og initiativer, der har Tour de France som tema i en bred forstand, og som medvirker til at løbsdagen og perioden op til bliver en festlig begivenhed, som alle er velkomne til at tage del i.
  • Aktiviteten skal finde sted i Kolding Kommune.
  • Der forventes som minimum en selvfinansiering på 50 pct. Selvfinansiering er ud over den økonomiske del f.eks. brugt arbejdstid, kørsel, produktion, entreindtægter, salgsindtægter m.v.
  • Der skal være offentlig adgang til arrangementet, men der må gerne opkræves entre.
  • Projekter, der understøtter Kolding Kommunes fokusområder cirkulær økonomi eller design, prioriteres.
  • Der lægges vægt på, om projektet planlægges og afvikles i et samarbejde mellem flere lokale parter og organisationer.
  • Arrangørerne skal sikre markedsføring af deres aktivitet.
  • Der lægges op til, at modtagerne af midler skal bruge Unesco Creative Cities logo i deres markedsføring. De skal samtidig – i det omfang det kan godkendes af Grand Depart Copenhague – bruge Tour de Frances’ side-logo.

Arrangørerne skal efterfølgende indsende regnskab for arrangementet.

Ansøgningsfrister og afgørelse

Fristen for at søge puljen er fredag den 22. oktober 2022.

De indkomne ansøgninger behandles i Økonomiudvalget.

Ansøgere, som har søgt puljen inden flytningen af Tour de France til 2022, vil blive kontaktet via mail og få mulighed for at opretholde deres ansøgninger.

Spørgsmål?
Spørgsmål? Hvis du har spørgsmål til puljen eller Tour de France 2022 i Kolding Kommune, er du meget velkommen til at kontakte Kultur og Event. Du kan kontakte:

Kristina Ladager Eventudvikler Tlf.: 79 79 17 36 M.: 24 83 17 26 kria@kolding.dk


Sådan søger du
Hvis du gerne vil søge midler fra Tour de France-puljen, skal du udfylde en formular. I den forbindelse skal du vedhæfte en beskrivelse af dit projekt eller din ide samt et budget.

Søg støtte fra Tour de France-puljen.

Bliv frivillig til Tour de France i Kolding Kommune og kom med i forreste række!
Ingen store events kan afvikles uden hjælp fra engagerede frivillige. Det samme gælder, når den 3. etape af Tour de France 2022 kører gennem Kolding Kommune.

I Kolding Kommune vil der i forbindelse med etape 3. den 3. juli 2022 være opgaver til minimum 200 frivillige. De frivillige skal primært bemande vejafspærringer, men andre opgaver kan også komme på tale.

Kolding Kommune er i dialog med lokale foreninger, som gerne vil være hjælpe til ved Tour de France 2022. Der er endnu ikke åbent for tilmeldinger, men hvis jeres forening gerne vil engagere jer i det frivillige arbejde i forbindelse med Tour de France, er i velkomne til at kontakte koordinator ved Kolding Kommune, Peter Ginnerskov på fpete@kolding.dk
Åbning for tilmelding som frivillige til 3. etape af Tour de France 2022 vil blandt andet blive annonceret her på kommunens hjemmeside.

OBS: Frivillige skal være fyldt 18 år og tale godt dansk.

Den 3. etape af Tour de France 2022 starter i Vejle og slutter i Sønderborg. Undervejs går turen gennem Vester Nebel og via Egtvedvej ankommer rytterne til Kolding.

I Kolding kører rytterne ind gennem byen ad Vejlevej og Ndr. Ringvej, og de kører blandt andet forbi Slotssøen, Koldinghus og Syddansk Universitet inden de forlader byen igen ad Skamlingsvejen.

Turen går derefter gennem blandt andet Rebæk, Bjert og Sjølund og videre til Hejlsminde. Ved Hejlsminde Strand køres etapens 2. stigning.

Fra Hejlsminde går turen til verdensarvsbyen Christiansfeld, hvor der er indlagt en pointspurt.

Få overblik over 3. etape

På kort over 3. etape i Kolding Kommune kan du se ruten i detaljer.

Når den 3. etape af Tour de France 2022 afvikles den 3. juli, vil det betyde en del ændringer for trafikken i Kolding Kommune.

Hele ruten vil være spærret af, og en del tilkørselsveje vil også blive berørt, lige som busdriften vil blive omlagt.

Ruten ventes at være spærret helt af fra kl. 11 til 14. 

Der vil blive åbnet for normal trafik hurtigst muligt efter at tour-kortegen har passeret. Man skal dog regne med, at det vil tage tid at åbne for trafikken igen.

Kolding Kommune kender endnu ikke det fulde omfang af trafikomlægningerne, men vil informere om det både her på siden og i pressen. Du kan dog allerede nu orientere dig om rutens forløb på vores kort over 3. etape af Tour de France 2022.

Uanset om du interesserer dig for Tour de France eller ej, så har du sikkert set dem: De udklædte og farverige cykel-fans, får med pelsen farvet gul, bygningerne udsmykket med bjergprikker, store cykel-billeder lavet af traktorer, eller ’Vive le tour’ skrevet med blomster. Udsmykning og land-art er noget af det, som er med til at gøre Tour de France til en fest for alle.

Land-art kan være alt fra store udsmykning på fodboldbaner og marker til gule cykler i forhaven. Det kan også være gymnastikopvisninger med gymnaster i gult, korsang eller klassisk musik omgivet af franske flag, gule blomster på virksomhedens tag eller en stor samling både på vandet. Kun fantasien sætter grænser, og alle kan være med.

Kommer det så i tv?

Vil din forening eller virksomhed gerne lave et land-art projekt, som - måske - bliver filmet og vist for millioner af seere, så er der et par ting, du skal være opmærksom på.

Land art med temaerne landbrug, cykling, Tour de France og Danmark-Frankrig har stor sandsynlighed for at blive vist på tv. Det kan f.eks. være tekster som Vive le Tour eller Bienvenue au Danemark. Udsmykning med danske og franske flag og Tour de France-farverne gul, grøn og hvid med røde prikker vil også være attraktivt at filme. Derimod vil land art med politiske budskaber og store virksomhedslogoer ikke blive vist på TV.

Bliv inspireret

Læs mere om land art og lad dig inspirere.

Fortæl os om din ide

Vi vil forud for Tour de France gøre Tv-producerne opmærksomme på, at der vil være land art forskellige steder på ruten, hvilket øger chancen for at blive vist i TV. Der er derfor en rigtig god ide, hvis I giver os besked på kria@kolding.dk om jeres planer, så vi kan formidle det videre.

Har du spørgsmål eller kommentarer om Tour de France?

Kultur og Event

Projektleder Kristina Ladager
Nytorv 11
6000 Kolding
Tlf. 79 79 17 36