Skip til hoved indholdet

AFLYST - Inspirationsmøde for alle foreninger d. 16. marts 2022 - Program

Oprettet 02. februar 2022

Inspirationsmøde for foreninger - AFLYST

Du og din forening inviteres til Inspirationsmøde med fokus på alle aldersgrupper.

Onsdag d. 16. marts 2022 kl. 16.30-18.30

på KUC, Ågade 27, 6000 Kolding

 

Program

Vi kører 3 spor, hvor du har mulighed for at høre lige præcis de oplæg, der har interesse for din forening.

Kl. 16.30

Velkomst og introduktion til spor/inspirationstur

Kl. 16.45

Inspirationstur spor 1 - se udvalg af oplæg nedenfor

Kl. 17.10

Inspirationstur spor 2 - se udvalg af oplæg nedenfor

Kl. 17.30

Pause (kom og spørg Fritid og Idræt)

Kl. 18.00

Inspirationstur spor 3 - se udvalg af oplæg nedenfor

Kl. 18.20

Afrunding

 

Vi glæder os til at se jer.

Fritid og Idræt, Kolding Kommune

 

Oplæg

Herunder kan du læse om de forskellige oplæg, du kan høre på inspirationsturene. Se også i beskrivelsen herunder, hvornår de enkelte oplæg er tilgængelige i hvilke spor.

Aktiv Fritid

Mød Aktiv Fritid og hør om brobygningsindsatsen, hvor formålet er at understøtte alle børn og unges vej ind til et aktivt fritidsliv. Vi står klar med sparring og hjælp til de konkrete udfordringer, som I kan stå med i klubben ift. målgruppen børn og unge mellem 6 og 18 år. Desuden samarbejder vi gerne med jer om at skabe nye tiltag for målgruppen. Dertil har vi udvidet Aktiv Fritid til også at inkludere 18 år og opefter. Kom og hør mere om dette.

Spor 1, 2 og 3

Foreningstilskud

Kolding Kommune yder tilskud til foreninger. Vi er i gang med at kigge på vores tilskudsområde. Har I input til ændringer på tilskudsreglerne?

Spor 1, 2 og 3

Idrætsskoler

Kolding Kommune har 7 idrætsskoler, der arbejder målrettet med kompetenceudvikling inden for bevægelse samt åbne skoleforløb. Kolding Kommune finansierer aflønning til foreninger, der kan sende kompetente instruktører ud til at køre åbent skoleforløb. Forløbene er af forskellig varighed, og vi vil gerne udvide samarbejdet til flere idrætsgrene, der kan afvikle forløb ude på skolerne. Det er primært tænkt som introduktionsidrætsgrene i de idrætter, som eleverne ikke kan afprøve i det lokale foreningsliv.

Spor 2

Kolding Talent

Kolding Talent er betegnelsen for kommunens samarbejde med Team Danmark om talentudvikling. Kolding Talent har etableret sportsklasser på Brændkjærskolen, idrætsskoler, Kolding Talentakademierne og arbejder med udvikling af klubmiljøer. Vi samarbejde med 10 lokale klubber om udvikling af klubledelse, sportslig ledelse samt trænere. Generelt arbejdes der med at udvikle klubmiljøer, så Kolding kan udvikle mange talenter på højt niveau.

Spor 3

Moving Kolding - Ungdomsliv i balance

Kom og hør om projektet ”Moving Kolding – ungdomsliv i balance”. Projektet ønsker at nedbryde barrierer mellem skole og fritidsaktører og skabe en øget tilslutning til fritidsaktiviteter blandt børn og unge. Bliv klogere på hvordan netop din forening kan spille ind i projektet, og hvordan vi sammen kan få flere børn og unge til at være aktive.

Spor 1

Parasport

Ønsker I at høre mere om de mange muligheder for at lave aktiviteter for personer med fysisk funktionsnedsættelse og/eller sindslidelse, så kom forbi og hør mere. Vi har allerede gang i aktiviteter for sårbare og udsatte grupper, for bostederne, fælles idrætsdage og er i år vært for Special Olympics idrætsfestival.

Spor 1, 2 og 3

Sportsåret i Kolding Kommune

År 2022 bliver et år fyldt med store sportsevents i Kolding. Tour de France kører med 3. etape igennem store dele af Kolding Kommune, Kolding er værtsby for Royal Run med over 10.000 gængere/løbere, der er VM i orienteringsløb samt meget mere. Kom og hør om hvordan din forening kan spille ind i sportsåret 2022 i Kolding.

Spor 1, 2 og 3

Bevægelse i landsbyerne

I forbindelse med, at Kolding er Bevæg dig for livet visionskommune, er et af fokusområderne at skabe grundlag for et godt liv på landet, hvor lokalområdet bliver det centrale omdrejningspunkt for et aktivt liv. Det kunne være ved at iværksætte aktiviteter/projekter som aktiverer såvel foreningsliv som lokalrådet, det lokale civilsamfund og andre frivillige interessenter. Et eksempel på dette kunne være at etablere lokale by events i forbindelse med Royal Run, som kickstarter til flere fleksible og tværgående motionstilbud i forlængelse af heraf. Kom forbi og lad os inspirere hinanden.

Spor 1, 2 og 3

Super Sund Studieby

Kom og hør om hvordan din forening kan lave tiltag målrettet studerende, og være med til at skabe rammerne for et godt studieliv. Måske I ønsker at starte et ugentligt studiehold op, være en del af vores velkomstarrangementer for studerende eller noget helt tredje, så kom og hør om mulighederne.

Spor 1, 2 og 3

60+FRISK

Er jeres forening aktiv i 60+FRISK?
Så kom til dialog om, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at få endnu flere seniorer i gang i jeres forening. Skal vi lave en ekstra indsats oven på coronatiden? Har I nye ideer liggende i skuffen, som I gerne vil have i gang? Er der andre ønsker til, hvordan jeg kan støtte op om jeres tilbud/forening?

Er seniorerne en ny målgruppe i jeres forening, og har I lyst til at lave et tilbud for dem?
Så kom til dialog om, hvordan 60+FRISK kan hjælpe jer videre med de ideer, I har.
Hvad har I brug for hjælp til i opstartsfasen, hvordan formidler vi tilbuddet til målgruppen osv.

Spor 1, 2 og 3

Foreningssekretariat

Er du og din forening spændt på at høre mere om planerne for etableringen af et lokalt foreningssekretariat? Der er et spændende samarbejde mellem Kolding Idræt (KI) og Fritid og Idræt i støbeskeen, som vi gerne vil fortælle jer om. Flere undersøgelser har vist, at der er stor interesse for sekretariatstankerne, men vi ønsker forsat at lytte og være i dialog med alle foreningslivets aktører, så mød op og giv os dine input og tanker

Spor 1, 2 og 3