Skip til hoved indholdet

International topsquash i Kolding den 1.-3. oktober

Oprettet 20. september 2021

Første weekend i oktober er Kolding KFUM Squash og Dansk Squash Forbund værter for en WSF & PSA Satellite-turnering. Turneringen giver de håbefulde danske squashtalenter international erfaring på hjemmebane, mens der samtidig er ranglistepoint på spil.

Snart kan de mange sportsglade koldingensere igen glæde sig over at få en international sportsbegivenhed til byen.

Kolding KFUM Squash og Dansk Squash Forbund har nemlig sikret sig værtskabet for en WSF & PSA Satellite-turnering: Kolding Open, der løber af stablen fra den 1.-3. oktober i Pulzion i Kolding.

Turneringen giver de unge danske squashtalenter rig mulighed for at vise sig frem på den internationale scene, endda på dansk grund, mens der ligeledes kæmpes om point til PSA-listen. Derfor kan turneringen også meget vel få betydning for de danske spillere, der er på vej fremad, og som drømmer om på sigt at kunne spille med i de største PSA-turneringer.

For formand i Dansk Squash Forbund, Jan Rask, er det glædeligt med en professionel turnering på dansk grund.

- Jeg er oprigtig glad for, at vi får en professionel squashturnering til Kolding. Det er et vigtigt skridt i forhold til at udbrede kendskabet til og øge interessen for squashsporten i Danmark. Selvom turneringen primært er for skandinaviske og nordeuropæiske spillere, så giver det vores unge talenter gode muligheder for at teste sig selv af internationalt og tjene ranglistepoint, siger Jan Rask.


Samarbejde om Kolding Open

Turneringen, der har deltagelse af 32 herrer og 16 damer, er resultat af et bredt partnerskab mellem Kolding KFUM Squash, Dansk Squash Forbund, Kolding Kommune og Trekantområdet Danmark.

Kolding Kommunes fritids- og idrætschef Kurt Smidt ser igen frem til, at byen kan bryste sig af at være centrum for en international ketchersports-begivenhed.

- Vi er glade for, at det er lykkedes at få en international squashturnering til Kolding. Det viser, at Kolding kan noget på ketcherfronten med gode faciliteter og stærke foreninger. Eventen er ligeledes med til at understøtte vores ambitioner og netværk indenfor ketchersport, og vi tror på, at værtskabet for PSA-turneringen vil styrke det sportslige squashmiljø i byen og øge vores muligheder for at tiltrække fremtidige mesterskaber og events til Kolding, siger Kurt Smidt.

Også formand i Dansk Squash Forbund, Jan Rask, hilser det brede samarbejde mellem klub, kommune og forbundet velkommen.

- For squashsportens udvikling er det essentielt, at vi kan stable solide samarbejder på benene på tværs af klubber, kommuner og forbundet. Det håber vi klart er kommet for at blive. Kolding KFUM Squash er en klub i udvikling med gode faciliteter, så jeg er ikke i tvivl om, at det bliver et fedt setup, siger Jan Rask.


Store ambitioner for ketchersporten i Kolding

Kolding Open bliver afholdt i Pulzion i Kolding, hvor Kolding KFUM Squash til dagligt holder til. En traditionsrig klub med 30 år på bagen. Klubbens formand Jesper Verner ser frem til at give både spillere og publikum en stor sportslig oplevelse.

- Det er vigtigt for Kolding KFUM Squash at være med til at gøre en forskel for squashsporten i hele landet. Med en turnering som Kolding Open kan vi være med til at øge interessen for sporten, og det er bestemt et skridt i den rigtige retning. Kolding er en ketcherby med de absolut bedste faciliteter, og det skal vi være stolte af. Det er en fantastisk mulighed for os som klub at kunne løfte en international squashturnering, og vi ser meget frem til en stor sportslig oplevelse og et godt samarbejde med Dansk Squash Forbund og Kolding Kommune, siger Jesper Verner, formand i Kolding KFUM.

Fakta om turneringen

  • Turneringen spilles i Pulzion, Kolding KFUM Squash, fra 1.-3. oktober 2021.
  • Turneringen er en WSF & PSA Satellite-turnering med en præmiesum på 5000 kr. for hhv. herrer og damer.
  • Der er fri entré for tilskuere.