Skip til hoved indholdet

Kendt koldingenser skal styrke foreninger og frivillig

Oprettet 16. marts 2023

Nu kommer der for alvor skub og tyngde i det sekretariat, der skal hjælpe Koldings hundredvis af kultur- og idrætsforeninger og deres mange frivillige med alt fra administration til udvikling. Organisationen Kolding Idræt og Kolding Kommune, der står bag foreningssekretariatet, har netop ansat tidligere sportschef i SønderjyskE Fodbold, Hans Jørgen Haysen, som leder.

Mange foreninger inden for bl.a. idræt og kultur har store problemer med at skaffe trænere, instruktører, bestyrelsesmedlemmer og anden frivillig arbejdskraft. I nogle tilfælde er udfordringerne så store, at foreningens aktiviteter, og dermed rammen om utallige børn og voksnes fritid, ligefrem er truet.

Frivillige skal have det sjovt
Udfordringerne skyldes ikke mindst de mange administrative opgaver, der ofte følger med det frivillige arbejde på alt fra baner til bestyrelser. Men nu skal det være både nemmere og sjovere at være frivillig i de hundredvis af foreninger i Kolding Kommune.

Det mener den samlende interesseorganisation for idrætten i Kolding, Kolding Idræt, der i samarbejde med Fritids- og Idrætsafdelingen i Kolding Kommune har skabt et sekretariat for hele Kolding Kommunes foreningsliv. Sekretariatet skal hjælpe foreningerne med de opgaver, der hænger de frivillige ud af halsen – og i værste fald skræmmer dem helt væk.

”Jeg kender det fra min egen tid som frivillig fodboldtræner i Kolding. Der er rigtig mange opgaver udover det, man egentlig gerne vil bruge sin tid på som frivillig; nemlig at give andre nogle gode oplevelser,” siger Hans Jørgen Haysen, der har boet i Kolding hele sit liv.

Vil styrke foreningskulturen
Efter en årrække som sportschef i Haderslev skal han nu stå i spidsen for Koldings nye foreningssekretariat, og han ser frem til opgaven.

”Jeg har altid været en del af foreningslivet i Kolding, og jeg glæder mig til at være med til at udbygge og styrke den stærke foreningskultur, der er i hele kommunen inden for både kultur, idræt og andre folkeoplysende formål. Og så glæder jeg mig til at være med til at gøre livet nemmere og sjovere for de frivillige,” siger Hans Jørgen Haysen.

Dialog og fællesskab
Han har allerede en ganske god fornemmelse af, hvilke opgaver han og sekretariatet kan hjælpe foreninger og frivillige med, men den kommende tid skal alligevel bruges på dialog med foreningerne.

”Det er vigtigt, at de får mulighed for at fortælle, hvad de rent faktisk har brug for. Dermed får vi også opbygget et fællesskab, hvor vi kan hjælpe hinanden,” vurderer Hans Jørgen Haysen.

Det nye sekretariat får økonomisk støtte fra Kolding Kommune i de første tre år, men derefter er det meningen, at det skal kunne finansiere sin egen drift ved at sælge sine ydelser til foreningerne.

Opstart den 15. april

Foreningssekretariatet starter op den 15. april 2023 og yderligere info følger.