Skip til hoved indholdet

Biodiversitetsstrategi

Femplettet køllesværmer
Femplettet køllesværmer

Biodiversitet betyder mangfoldigheden af liv. Når man taler om at bevare biodiversiteten, handler det først og fremmest om de uerstattelige arter, som det er vigtigt, at vi passer på.
Kolding Kommune arbejder for at bevare de mange sjældne arter ved at sikre deres levesteder som højmoser, overdrev, strandenge, kildevæld og andre naturtyper, som i dag udgør en meget lille del af kommunens areal.

Kolding Kommunes byråd vedtog 31. maj 2022 en biodiversitetsstrategi for kommunen. Strategiens vision er at standse tabet af biodiversitet, og målene er blandt andet at sikre de mest værdifulde levesteder for sjældne arter samt at skabe mere ny natur i kommunen, sådan at kommunens andel af natur kommer op på landsgennemsnittet, hvor vi i dag ligger på omkring halvdelen af dette.

Strategiens vision er at standse tabet af biodiversitet i Kolding Kommune. Vi vil vende biodiversitetstabet til biodiversitetsfremgang, og vi vil sikre de vigtigste levesteder mod ødelæggelse og forringelse – også på langt sigt. Visionen har afsæt i kommunens bæredygtighedsstrategi, som danner rammen for biodiversitetsstrategien.

Strategien bygger på 4 indsatsområder:

  • Bevare det uerstattelige – ved sikring af de vigtigste levesteder først (brandmandens lov)
  • Give naturen mere plads
  • Sikre naturlige processer og forhold i naturområderne
  • Øge forståelsen for og engagementet i biodiversitet ved formidling og inspiration.

Den nye biodiversitetsstrategi hviler på to bærende principper. Det ene princip er ’Brandmandens lov’, som handler om at bevare det uerstattelige ved at sikre de vigtigste levesteder først. Det uerstattelige er de sjældne arter, der ikke kommer igen, når de først er forsvundet.

Det andet princip handler om at inddrage de private lodsejere i de områder, hvor de er høj biodiversitet i dag, gennem frivillighed og formidling. Tanken er, at lodsejerne skal have kendskab til de sjældne arter, som lever på deres ejendom og viden om, hvad der skal til for at bevare dem.

Strategien identificerer 10 geografiske kerneområder for biodiversitet i kommunen, hvor biodiversiteten er højest, og hvor indsatsen for at sikre biodiversiteten og standse tabet af sjældne arter derfor skal prioriteres.

 

Forside af biodiversitetsstrategi 2022

Biodiversitetsstrategi vedtaget af byrådet