Skip til hoved indholdet

Birkemusen får bedre leveforhold i Hylkedalen

Oprettet 26. marts 2021
Birkemusen kan kendes på dens lange rygstribe, og måler fra snude til halespids til halerod 5-8 cm, mens halen kan være op til 11 cm.
Birkemusen kan kendes på dens lange rygstribe, og måler fra snude til halespids til halerod 5-8 cm, mens halen kan være op til 11 cm. Foto: Julie Dahl Møller.

Et af Danmarks sjældneste pattedyr, birkemusen, lever i Hylkedalen og den får nu endnu bedre forhold i dette område. Det sker på baggrund af en miljøvurderingsrapport og en nærmere undersøgelse af birkemusens levesteder i området.

- I Hylkedalen er vi i gang med at forbedre fritidsfaciliteterne med blandt andet nye stier og træningselementer, og som en del af de projekter skaber vi bedre levevilkår for birkemusen. Samtidig laver Kolding Kommune og BlueKolding i fællesskab et klimatilpasningsprojekt i Hylkedalen og her gælder på samme vis, at birkemusens leveforhold er tænkt ind i projektet, fortæller biolog Dorthe Aaboer, Kolding Kommune og forklarer videre:

- Vi vil blandt andet sørge for, at der fremover kommer større sammenhængende områder med højt græs, urter og krat, som er afgørende for birkemusens levevis. Desuden kommer der nye firbenede naturplejere i form af kreaturer og de kan, til forskel fra de får, som græsser i Hylkedalen i dag, fremme en mere varieret flora og en større andel af urter, hvilket vil give bedre forhold for insekter, som er en del af birkemusens føde.

Dorthe Aaboer tilføjer, at birkemusens leveforhold også er tænkt ind i arbejdet med at anlægge nye trampestier. Der kommer områder langs stierne, hvor der kan gro høje urter og krat med hindbær og brombær, der både giver skjulesteder og føde til birkemus.

Trampespor langs åer nedlægges

I forbindelse med at Kolding Kommune anlægger nye stier, nedlægges til gengæld en eksisterende sti langs Seest Mølleå tæt ved Holbergsvej.

Dorthe Aaboer og Nanna Winbladh
Nanna Winbladh, Outdoor- og formidlingskonsulent og Dorthe Aaboer, Biolog. Skal i fællesskab anlægge de nye stier og faciliteter i Hylkedalen.

- Som en del af klimaprojektet skal åen genslynges, og igen få lov at slå sine folder. Derfor har vi valgt at stoppe driften af et trampespor langs åen og stien vil formentlig snart forsvinde. Netop i dette område blev en birkemus fanget af en såkaldt fotofælde, da den nationale overvågning af birkemus (NOVANA) sidste sommer undersøgte Hylkedalen. Ved at nedlægge sporet giver vi birkemus lettere adgang til den våde ådalsbund, som den foretrækker og til en højere vegetation, siger Nanna Winbladh, outdoor- og formidlingskonsulent, der sammen med Dorthe Aaboer anlægger de nye stier og faciliteter i Hylkedalen.

I stedet for trampesporet langs ådalen er anlagt en mere tør sti længere oppe ad skrænten nord for Seest Mølleå.

Besøg Hylkedalen og birkemusen

I Hylkedalen er afmærket en 3 km lang rute – Birkemusruten. Ruten er afmærket med røde pile og starter ved Trailcenteret ved Seest Idrætspark på Holbergsvej 50. Birkemusruten udnytter alle Hylkedalens højdemeter og har flotte udsigter over ådalen undervejs. Stien er ikke velegnet for gangbesværede, kørestole og barne- og klapvogne.

Fakta om birkemus

Birkemusen er en lille gnaver, der kun lever to steder i Danmark: I det vestlige Limfjordsområde og i den sydlige del af Jylland, herunder Hylkedalen, hvor den er registreret i den seneste nationale birkemus-overvågning sidste sommer.

Birkemusen kan kendes på dens lange rygstribe, og måler fra snude til halespids til halerod 5-8 cm, mens halen kan være op til 11 cm. På birkemusens menukort står insekter, larver, regnorme, edderkopper, frø, bær og friske, grønne plantedele.

Birkemusen foretrækker at leve i lysåbne, ældre skove med rig bundvegetation, kratbevoksede moser, enge og dyrkede marker. Birkemusen søger ofte sin føde om natten, og her kommer dens lange hale den til hjælp. Halen fungerer nemlig som støtte og balancehjælp, når den lille mus klatrer rundt i vegetationen.

Fra oktober-maj sover birkemusen vintersøvn under jordoverfladen i en rede af græs og mos.

Kilde: Miljøstyrelsen