Skip til hoved indholdet

Dalby Møllebæk

Danmarks længste serpentinerstryg. Ved Dalby Mølle snor 600 meter nyt vandløb sig uden om møllesøen.

Serpentinerstryget, som de fine snoninger kaldes, skal sikre, at fisk og smådyr frit kan vandre op og ned i vandløbet. Samtidig kan det nye stryg give odderen bedre levevilkår i naturen.


Dalby Møllebæks fine serpentinersving set fra luften.

 


Når vandmængden i Dalby Møllebæk er meget stor er serpentinersvingene designet, så vandet kan løbe hen over.

I serpentinerstryget er indbygget 23 pools, hvor fiskene og andre dyr har mulighed for at hvile sig, når de mod strømmen svømmer op i terrænet for at komme længere op i åsystemet for at gyde og finde føde. Tidligere spærrede opstemningen ved Dalby Mølle for fisk og smådyr. Der var godt nok etableret en lang fisketrappe ved møllen, men den var meget stejl og fungerede ikke efter hensigten.

Møllesøen er oprenset, og der er etableret en adskillelse mellem sø og vandløb langs søens østlige ende. Denne adskillelse skal sikre, at der ikke sker yderligere sandaflejringer i møllesøen, og at op- og nedtrækkende fisk og fauna ikke utilsigtet havner i møllesøen

Skoleelever fra Kolding Kommune har flere gange hjulpet havørreder forbi møllesøen i samarbejde med Kolding Naturskole ved hjælp af elfiskeri. Ved elfiskeri giver man fiskene stød, så de "besvimer" og derefter er det muligt at samle dem op og transportere dem op i åsystemet, hvor man igen udsætter dem.
Nu kan havørrederne selv svømme op i åsystemet og skoleeleverne kan i stedet nyde synet af de "glade" fisk.

Projektet blev gennemført for midler fra de statslige naturforvaltningsmidler samt tilskud fra det tidligere Vejle Amt, Kolding Kommune, ejeren af Dalby Mølle og Kolding Sportsfiskerforening. D. 27, januar 2009 blev anlægsarbejdet afsluttet. Projektet har sammenlagt kostet 2,6 millioner kroner.