Skip til hoved indholdet

Regulativer for vandløb

For alle offentlige vandløb skal der foreligge et regulativ. Regulativet beskriver bl.a. vandløbenes dimensioner, bygværker og vedligeholdelsesbestemmelser.

Et regulativ består af en tekstdel og en række bilag, såsom længde- og tværprofiler. På nuværende tidspunkt er det med få undtagelser alene tekstdelen, der er tilgængelig på hjemmesiden. Skulle du ønske kopi af nogle af bilagene, er du velkommen til at kontakte Natur & Vand på telefon 79 79 75 76 eller mail naturogvand@kolding.dk. Her er du også velkommen til at henvende dig, hvis du har spørgsmål til regulativer i øvrigt, eller er usikker på, hvad vandløbet hedder.

På det dynamiske kort kan du se de offentlige vandløb i Kolding Kommune

Vandløb opdeles i to klasser: offentlige og private vandløb.

  • Offentlige vandløb er vandløb, som byrådet har besluttet skal optages som offentlige.
  • Private vandløb er vandløb, som ikke er optaget som offentlige eller som byrådet har besluttet skal udgå som offentlig vandløb (nedklassificerede vandløb).

Det er lodsejerne langs vandløbene, der ejer vandløbene uanset om de er private eller offentlige.

I de offentlige vandløb er det Kommunen, der administrerer og vedligeholder vandløbene efter de gældende serviceaftaler (vandløbsregulativer). For offentlige vandløb skal Kommunen udarbejde vandløbsregulativer.

Hvad er vandløbsregulativer?
Vandløbsregulativer er beskrivelser af en række forhold ved de offentlige vandløb. Blandt andet findes bestemmelser om vandløbets vedligeholdelse og om vandløbets form og evne til at føre vand.

Et regulativ kan omfatte bestemmelser for et enkelt vandløb eller for flere offentlige vandløb.

Regulativerne kan betragtes som en uddybning af vandløbslovens almindelige bestemmelser. De er retsgyldige dokumenter.

Vandløbsmyndigheden udarbejder regulativerne. Miljøkravene til vandløbene samt de direktiver og lovgivninger, der beskytter naturen, skal respekteres, når regulativerne udarbejdes.

Regulativerne kan betragtes som kontrakter mellem bredejerne og vandløbsmyndigheden, hvor de to parters pligter og rettigheder ved det pågældende vandløb beskrives.

Proceduren for vedtagelse af et regulativ er beskrevet i vandløbsloven. Proceduren indeholder to lovpligtige offentliggørelser, som kan betragtes som en forhandling af kontrakten mellem de enkelte bredejere og vandløbsmyndigheden.

I Kolding Kommune er der ud over de to lovpligtige offentliggørelser en ekstra forhøring i form af et informationsmøde om det første udkast til et nyt vandløbsregulativ.

Vandløbsmyndigheden skal vedligeholde de offentlige vandløb.

Vedligeholdelsen skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i regulativet for de pågældende vandløb. Hverken mere eller mindre. Vedligeholdelsen skal således sikre, at vandløbets skikkelse og/eller evne til at lede vand ikke ændres.

Vandløbsmyndigheden må således hverken undlade at udføre vedligeholdelse eller udføre ekstra vedligeholdelse.

Vandløbsmyndigheden må heller ikke uddybe vandløbene gennem vedligeholdelse med maskiner. Uddybning af vandløb skal altid beskrives i et reguleringsprojekt og godkendes af vandløbsmyndigheden, før det må udføres i vandløbet.

Vandløbsmyndigheden kan ikke ændre vedligeholdelsen, før det er besluttet gennem en ændring af regulativerne.

Bredejerne skal tåle, at vandløbsmyndigheden udfører vedligeholdelsen.

Bredejerne skal også overholde bestemmelserne i regulativerne. Det drejer sig blandt andet om:

  • Arbejdsbælter og bræmmer
  • Fjernelse af grøde og fyld
  • Hegning for løsgående husdyr og fjernelse af hegn i forbindelse med vedligeholdelse
  • Bevaring af beplantning langs vandløb
  • Placering og vedligeholdelse af drænudløb
  • Begrænsninger i sejlads i større vandløb

Der udarbejdes ikke regulativer for private vandløb. Her gælder alene vandløbslovens bestemmelser. Hvis et offentligt vandløb omklassificeres til privat vandløb, vil regulativerne sættes ud af kraft.

I særlige tilfælde kan vandløbsmyndigheden fastsætte bestemmelser for private vandløb om:

  • Skikkelse og/eller vandføring
  • Vedligeholdelse
  • Opsamling af grøde

Sådanne bestemmelser for private vandløb vil normalt ligge helt op af vandløbslovens almindelige bestemmelser.

  • Vandløbsloven
  • Bekendtgørelse om regulativer for offentlige vandløb

Lovgivningen kan findes på www.retsinformation.dk