Skip til hoved indholdet

Bydelspuljen


Penge til din bydel? Der er 425.000 kr. i puljen.

Bydele i Kolding kan søge penge til forskønnelse af deres område.

Drømmer I om at skabe en grøn oase i jeres bydel? Trænger jeres fællesområde til en større renovering? Eller har I helt andre vilde tanker om projekter og faciliteter, som kan udvikle og forskønne det område I bor i? Så har I mulighed for at få et tilskud til at realisere drømmene. Søg pengene fra Kolding Kommunes Bydelspulje.

Byrådet har afsat 425.000 kr. årligt til Bydelspuljen.

Der er ansøgningsfrist mandag den 1. marts 2021.

Ansøgningerne behandles på Lokaldemokratiudvalgets møde 5. maj. 

Formål

Formålet er at give dig og beboerne i dit lokalområde mulighed for at søge om et beløb til forskønnelse eller forbedring af det område, I bor i. 

Næsten kun fantasien sætter grænser, men Lokaldemokratiudvalget lægger vægt på, at det der søges til skaber forbedringer og forskønnelse i boligområdet, samt styrker fællesskabet for både børn og voksne.

Hvem kan søge

For at sikre at de beløb, der bevilges, bliver til glæde for et større boligområde, skal ansøgningen sendes på vegne af den lokale grundejerforening, andelsforening, borgerforening, boligforening, sportsforening eller lignende forening.

Foreninger, der går sammen om at søge til større fælles projekter, har større chancer for at modtage penge fra puljen.

Bydelspuljen henvender sig til jer, der bor i Kolding by.
På kortet ses området, som Bydelspuljen dækker.

Tildelingskriterier

  • Projektet skal være placeret udendørs i en af Koldings bydele.
  • I skal kunne stille med et hold frivillige, til opbygning og gerne efterfølgende afledt drift/vedligehold af det projekt, I søger til.
  • Projektet skal være ”blivende” med en fast placering. Dog kan der søges støtte til anlæg, som er flytbare eller anlæg som er midlertidige, af minimum 2-års varighed.
  • Der kan gives tilsagn om midler i efterfølgende år (under forudsætning af budgettets politiske godkendelse), med det formål at skabe egenfinansiering til fondsansøgninger.
  • Der kan i en prøveperiode på 2 år gives tilsagn om mindre støttebeløb (maksimalt 5.000 kr.) til fx facilitering og rammer for opstart af et nyt lokalråd. Tilbuddet gælder kun én gang pr. nyt lokalråd.
  • Har I brug for hjælp til hvordan et område skal se ud, kan der søges midler til et forprojekt - for eksempel en plan for området.
  • Projektet skal være offentligt tilgængeligt.

I forbindelse med ansøgning til og prioritering af Bydelspuljen, vil der blive lagt vægt på flg.:

  • At projektet understøtter aktivitet, fællesskab, sundhed og trivsel i jeres lokalområde.
  • At projektet kan være mødested for borgere med forskellig alder, kultur og behov.
  • At projektet skaber øget sammenhæng eller udvikling af eksisterende områder eller faciliteter.
  • At I arbejder med at skabe lokalt ejerskab til det ansøgte projekt? F.eks. opdelt i faserne: Projektudvikling, anlæg, drift, vedligehold.
  • At projektet understøtter Kolding Kommunes arbejde med bæredygtighed. Se hele bæredygtighedsstrategien 

Kolding Kommune er ambitiøse på bæredygtighedsdagsordenen, og har en Bæredygtighedsstrategi, delt op i seks hoved-indsatsområder:

Sundhed og trivsel for alle

Hjerte - ikon for Sundhed og trivsel for alle

Hvordan understøtter vi borgerne i at trives både fysisk og mentalt ved at skabe de rette rammer og forudsætninger?

Klima i Balance

Sky og sol - ikon for Klima i balance
Hvordan kan vi nå 70% reduktion i vores CO2 udledning inden 2030 både ved at kigge på transport, energi og landbrug og vores vareforbrug?

Mangfoldig natur

Blad - ikon for mangfoldig natur
Hvordan kan vi sikre den mangfoldige natur og biodiversiteten i Kolding både ved at beskytte det eksisterende, men også ved at styrke sammenhængen og skabe mere og bedre natur både i by og på land?

Vand som ressource

Dråbe - ikon for vand som ressource

Hvordan sikrer vi vores drikkevand, så fremtidens generationer fortsat kan drikke rent vand fra hanen, og hvordan kan vi sikre vores by mod fremtidige klimaforandringer?

Ressourcer i kredsløb

Genbrugstegn med tre pile i en cirkel - ikon for ressourcer i kredsløb
Hvordan sikrer vi, at vores ressourcer ikke går tabt, men i stedet skaber nye løsninger baseret på mere genbrug, genanvendelse, deleøkonomi og repair, og hvordan sættes de menneskelige ressourcer i spil?

Tre personer - ikon for bæredygtige fællesskaber
Bæredygtige fællesskaber

Hvordan sikrer vi, at alle har den nødvendige viden til at kunne træffe bæredygtige valg, og hvordan kan vi ruste vores eksisterende fællesskaber til at kunne bidrage til den bæredygtige omstilling?

Se hele bæredygtighedsstrategien

Målet med strategien

Målet med strategien er at vi, sammen med borgere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner, skal skabe fremtidens bæredygtige samfund. Derfor spiller jer, der søger bydelspuljen, også en vigtig rolle i den omstilling vi skal igennem.

Vi vil derfor bede jer overveje jeres projekts eventuelle bidrag til den grønne omstilling, med udgangspunkt i ovennævnte indsatser, og derfor har vi - nederst i selve ansøgningsskemaet - lavet et lille ansøgningstillæg som vi vil bede jer udfylde.

Måske har I allerede tænkt ’grønt’ ind i jeres projekt? I har måske planlagt at bruge genbrugsfliser, at bestille en bænk af miljømærket træ, har en låneordning med naboerne om trailer og redskaber, så I undgår at købe nyt, eller I påtænker at planter danske træer og så vilde blomster, til gavn for biodiversiteten? Så er I jo allerede i gang.

Udover at vi, med jeres svar, kan få en indikation på, hvordan jeres projekt støtter op om kommunens bæredygtighedsstrategi, bliver I måske inspirererede til at ændre jeres projekt i en lidt grønnere retning. Det ville jo være fantastisk.
Vi glæder os til at læse jeres ansøgning

Bemærk venligst, at ansøgningsfristen den 1. marts 2021 er overskredet, så der er lukket for ansøgninger.

På vegne af den eller de foreninger/grupper, der søges igennem, skal I udfylde nedenstående ansøgningsformular, som bliver sendt til By- og Udviklingsforvaltningen.

Kolding Kommune hjælper gerne med kvalificering af projekterne, og svarer på tvivlsspørgsmål inden ansøgningsfristens udløb. 

Kontakt gerne Karin Raaby på tlf. 29 37 12 89 eller mail kraa@kolding.dk