Skip til hoved indholdet

Ydermolen i Marina City bliver en oplevelse i sig selv

Oprettet 25. november 2020
Visuelt bliver det spiralformede brohoved et flot vartegn for den nye lystbådehavn. Illustration Kolding Kommune/Rambøll.

Ydermolen i den nye lystbådehavn i Marina City i Kolding får en helt speciel udformning, som indbyder til gåture og hygge. Det afslører tegningerne af ydermolen, som nu er klar.
Molen skal naturligvis først og fremmest skærme for fjordens bølger og is, men kommer også til at bidrage med andre kvaliteter.

Den nye ydermole bliver 350 meter lang og får et iøjnefaldende spiralformede molehoved, der nærmest har form som et sneglehus.

”Visuelt bliver brohovedet et flot vartegn for den nye lystbådehavn. Samtidig tror jeg, at ydermolen og specielt brohovedet bliver et attraktivt mødested,” siger Torben Gade, projektchef for Marina City.

Ydermolen indbyder til gåtur med flere indlagte stoppesteder, hvor man kan sidde og hygge sig. Den mest spektakulære udsigt får man fra brohovedet, hvor man kan gå et par meter op på den spiralformede forhøjning og kikke ud mod Lillebæltsbroen, fjorden og måske noget kapsejlads. Eller man kan kikke i modsat retning og få et flot vue ud over havnen og byen.

Spiralformen skaber nogle gode siddetrin, og rampen er naturligvis udformet, så bevægelseshæmmede også kan komme ud og nyde stedet.

Hvad ydermolen skal fremstilles af, er endnu ikke lagt fast. Normalt vil man vælge tropisk hårdttræ eller stærkt imprægneret træ, men en mere bæredygtig løsning kunne være at lave molen helt eller delvist af genbrugsplast.


Ydermolen og specielt brohovedet forventes at blive et attraktivt mødested. Illustration Kolding Kommune/Rambøll.

Artiklen er publiceret 19. december 2019