Skip til hoved indholdet

Vigtig oplysning om D-dråber

Sundhedsplejersken gør opmærksom på, at du, inden du giver D-vitamin til dit barn, ALTID skal læse på flasken, hvor meget der skal gives dagligt. Dit barn skal have 10 mikrogram D-vitamin dagligt. Det kan være forskelligt fra produkt til produkt, hvor mange dråber det svarer til. Er du i tvivl, så kontakt din sundhedsplejerske eller ring til vagttelefonen 29232511 mellem kl 8.30 og 9.30 på hverdage.

Hvis dit barn får 800 ml MME (eller mere) dagligt skal du ikke give D-vitamin. Dette gælder hvis MME indeholder 1,3 mikrogram D-vitamin eller mere i 100 ml færdig blanding. Hvis MME indeholder mindre end 1,3 mg D-vitamin skal du fortsætte med D-vitamin dråber.

D-vitamin anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen

Anbefaling til spæd- og småbørn under 4 år:

Det anbefales at give spæd- og småbørn et D-vitamintilskud på 10 µg dagligt hele året, fra 2 uger og indtil 4 år. Hvis forældrene ønsker at give barnet en børnevitaminpille skal barnet ikke samtidig have D-vitamin tilskud. Børnevitaminpille må ikke gives til børn under 1½ år

Anbefaling til voksne og børn fra 4 år:

Alle voksne og børn fra 4 år anbefales, at tage et kosttilskud med 5-10 μg vitamin D i vinterhalvåret (fra oktober til april).

Anbefalinger til særlige befolkningsgrupper:

10 µg D-vitamin dagligt hele året anbefales til:

  • Gravide
  • Børn og voksne med mørk hud
  • Børn og voksne som bærer en tildækkende påklædning om sommeren
  • Personer, som ikke kommer udendørs til daglig, eller som undgår sollys.