Skip til hoved indholdet

Energikrise

Stikkontakt

Vi sparer på energien

Fra denne side kan du se, hvordan Kolding Kommune aktuelt tackler energikrisen med højere energipriser og risikoen for mangel på energi hen over vinteren. Du kan også få tips til, hvordan du selv kan spare på energien.

Regeringen, regionerne og kommunerne har indgået en aftale om at spare på energien i det offentlige i lyset af energikrisen i Europa. Efterfølgende har Energistyrelsen udarbejdet et idekatalog med forskellige temaer og over 30 forslag til, hvordan man kan sænke energiforbruget i offentlige bygninger.

Her kan du se eksempler på, hvad Kolding Kommune gør:

  • Temperaturen er sænket til 19 grader Celsius i alle lokaler undtagen vuggestuer og plejehjem. Medarbejderne anbefales at tilpasse påklædning til temperaturen.
  • De steder, hvor det er muligt, er der nat- og weekendsænkning på opvarmning – dog sænkes temperaturen generelt ikke til under 18 grader på grund af risiko for skimmelsvamp. Tilsvarende justeres lys og varme ved ferielukning.
  • Flere forvaltninger kører adfærdskampagner. Bl.a. har kantinerne gennemført en energisparekampagne, og der planlægges en undervisningsdag for kommunens tekniske servicemedarbejdere for at opfriske, hvordan de bedst styrer og regulerer bygningernes varme- og ventilationsanlæg. Alle medarbejdere bliver bedt om at have fokus på forbruget og slukke for f.eks. pc’er når de går hjem.
  • Gennem de seneste år er belysningen i store dele af de kommunale bygninger udskiftet, så lyset reguleres efter både bevægelse og dagslys.
  • Sideløbende fortsætter kommunen sin mangeårige indsats for at nedbringe energiforbruget i de kommunale bygninger via en lang række projekter – bl.a. belysningsprojekter, installation af solcellebatterier, montering af krydsveksler (ventilation), berøringsfrie vandhaner, udskiftning af cirkulationspumper, montering af ugeur på cirkulationspumper, udskiftning af toiletter, udskiftning af radiatorventiler og termostater, udskiftning af køleanlæg, udskiftning af vinduer og efterisolering.
  • Mere langsigtet arbejdes der på omlægning af kommunale ejendomme, som opvarmes med olie/gas til en billigere og mere bæredygtig energiform, og aktuelt er muligheden for at installere fjernvarme i Almind, Viuf og Vester Nebel i høring blandt beboerne i de tre områder.

Du kan læse om udgifter og effekter for en lang række konkrete projekter i Kolding Kommunes energiredegørelse for 2021

Gadelamperne vil fortsat være tændt i nattetimerne i Kolding Kommune, selv om vi har fokus på at spare på energien i den kommende vinter. Det viser sig nemlig, at der ikke er noget at hente ved at slukke for gadebelysningen med den teknologi, som vi og andre kommuner bruger.

Kolding Kommune skiftede for nogle år siden til moderne og energivenlig LED-belysning, som sørger for, at gadelamperne tænder og slukker på det bedste tidspunkt i forhold til, hvornår solen går ned og står op. I systemet er også indbygget en funktion, som dæmper belysningen i nattetimerne mellem kl. 22 og kl. 06, hvilket reducerer elforbruget med ca. 40 pct. Den funktion sætter ud af drift, hvis der slukkes for gadebelysningen. En analyse fra gadelysproducenterne viser, at det der derfor ikke er noget at spare ved at slukke for lyset.

Kolding Kommune har i tæt dialog med City Kolding og handelsstandsforeningerne i Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup besluttet at fastholde julebelysningen, men samtidig at tidsbegrænse både perioden og det daglige tidsrum for julebelysningen.

Se, hvornår julebelysningen er tændt

Kolding Kommune har flere end 200 ejendomme. Kommunen har gennem en længere årrække arbejdet systematisk på at nedbringe energiforbruget. Det har givet resultat. Siden 2006 er elforbruget f.eks. faldet med 29 pct., og forbruget af vand er halveret.

Du kan læse mere om kommunens energiforbrug i energiredegørelsen for 2021.
I 2020 lavede Kolding Kommune en kontrakt om fastpris på en del af elregningen. Det er en fordel, da prisen i dag er langt højere.

I 2022 er 60 pct. af elregningen på de gamle priser, mens 40 pct. af forbruget i vores bygninger er til de aktuelle priser.

Med de nuværende priser har Kolding Kommune også i 2023 en fordel af de fastprisaftaler, der blev indgået dengang. Halvdelen af elregningen betales til de gamle priser, mens halvdelen betales til den aktuelle pris.

Skrue ned for radiatoren, tag kortere brusebad, brug strømmen når den er billigst, … Der findes masser af tips til at nedbringe energiforbruget. Kolding Kommune anbefaler, at man følger de officielle spareråd fra Energistyrelsen.

Hvis du går forbi en kommunal bygning, hvor lyset er tændt uden for normal åbningstid, uden at der tilsyneladende foregår noget indenfor, så giv os gerne et praj på internbyg@kolding.dk

Vær opmærksom på, at der kan være en god grund til, at lyset er tændt. Skoler bruges f.eks. tit til møder og andre aktiviteter om aftenen og selv i weekender.

Vi undersøger alle henvendelser, men kan ikke tilbyde at svare tilbage.