Kolding har siden 2017 været optaget i UNESCO’s globale netværk af kreative byer, som Creative City of Design. Kolding blev optaget, fordi vi på tværs af civilsamfund, offentlige institutioner, virksomheder samt kultur- og uddannelsesinstitutioner har udviklet et unikt designøkosystem. Et økosystem som gør, at vi er sammen om at skabe et samfund, hvor design fremmer bæredygtig velfærd og vækst.
Det vil vi opnå
I Kolding står vi sammen om at skabe et inkluderende samfund, hvor det er attraktivt og meningsfuldt at uddanne sig, bo, leve og drive virksomhed ud fra økonomiske, sociale, kulturelle og miljømæssige aspekter.
Vi demonstrerer, at bæredygtig velfærd og vækst skabes i innovative samarbejder mellem civilsamfund, offentlige institutioner og virksomheder samt kultur- og uddannelsesinstitutioner.
Som medlem af det globale UNESCO-netværk har vi en unik mulighed for at styrke vores fælles forståelse, se vores lokale indsatser i globalt perspektiv og fremme den fælles fortælling om Kolding som kreativ og bæredygtig by.
Sådan gør vi det
Gennem egne og fælles aktiviteter, indsatser og events m.m. fokuserer vi på lokal udvikling i globalt perspektiv, hvor FN’s 17 verdensmål angiver retningen.
Vi udvælger og skaber aktiviteter, som medvirker til kreativ, kulturel og bæredygtig velfærd og vækst, hvor designtænkning har drevet processen og/eller givet form til nye løsninger eller produkter.