’Daghjem i eget hjem’ vinder pris
Oprettet 19. september 2022Torsdag d. 15. september 2022 afholdt Demensalliancen deres årlige demenstopmøde for alle landets kommuner, hvor formålet var at sætte nye visioner for et demensvenligt Danmark og samtidig hylde alt det dygtige fagpersonale, som arbejder med mennesker med demens til daglig.
Her vandt demensområdet fra Kolding Kommune en pris inden for kategorien ’Årets mest demensvenlige aktivitet til borgere med demens’ for tilbuddet Daghjem i eget hjem.
Prisen er kommet på baggrund af medarbejdernes utrættelige arbejde med at skabe spændende og relevante tilbud for mennesker med demens, og selv en coronapandemi har ikke kunnet sætte en stopper for dem.
Pandemien åbnede op for Daghjem i eget hjem
Faktisk er det pandemien, som lige netop har gjort, at Daghjem i eget hjem kom til verden. Under de lange nedlukninger, måtte aktivitetscentrene for mennesker med demens – også kaldet daghjem – nemlig lukke ned. Men borgerne skulle ikke overlades til sig selv, og derfor begyndte medarbejderne at bringe aktivitetscentret til dem og lave aktiviteter med dem derhjemme.
Det viste sig ikke kun at være et godt alternativ under pandemien, for forsøget gav mange spændende indsigter som viste, at nogle af borgerne havde et stort behov for ikke at komme ud blandt andre og derfor trivedes langt bedre derhjemme. Der var der færre mennesker at forholde sig til, og aktiviteterne foregik i velkendte rammer.
Disse indsigter har gjort, at Daghjem i eget hjem nu er en fast del af de tilbud, som Kolding Kommune tilbyder mennesker med demens og deres pårørende.
Tilbuddet reflekterer arbejdsgangen i Senior-, Sundheds- og Fritidsforvaltningen, hvor der arbejdes ud fra tilgangen Selvværd og Sammenhæng. Her er medarbejderne nysgerrige på borgerne og skaber mening sammen med dem, når der f.eks. skal udvikles nye løsninger eller tilbud.
Læs mere om tilgangen https://selvvaerdogsammenhaeng.dk/
Seneste nyheder
-
Ændrede tømmedage hen over påsken
22. marts 2024 -
Marianne Wolff Lundholt bliver ny direktør for Trekantområdet Danmark
22. marts 2024 -
Kolding tyvstarter på kæmpe klimaprojekt
22. marts 2024 -
Fjernvarmearbejdet på Fynsvej vil påvirke trafikken
22. marts 2024 -
Forårskampagne - op til 59% rabat på udvalgte byggegrunde
20. marts 2024