Skip til hoved indholdet

Invitation til borger- og dialogmøde: Det gode liv med handicap

Oprettet 14. juli 2022
Til mødet kommer Peter Rosenmeyer, paralympisk bordtennisspiller, og holder foredrag

Hvor drømmer du om, at vi som kommune og samfund er om 10 år?

I Kolding Kommune sætter vi ambitionerne højt for det gode liv med handicap, og vi vil gerne høre din mening. Derfor inviterer politikkerne fra udvalget Social Bæredygtighed til borger- og dialogmøde for alle interesserede tirsdag d. 23. august 2022 kl. 16.00-19.00 på Sundhedscenter Kolding.

Formålet er at skabe en fælles platform, hvor vi sammen kan blive klogere på udfordringerne på området. Samtidig ønsker vi et bedre indblik i, hvad de berørte borgere oplever at Kolding Kommune lykkes med – eller ikke lykkes med.

”Vi vil rigtig gerne i dialog med mennesker, som er berørt af funktionsnedsættelser på den ene eller den anden måde. Vi vil gerne blive klogere på, hvad vi lykkes med i dag, hvor vi kunne blive bedre, og hvad vi måske skal gøre mere af i fremtiden. Det er vigtigt for os, at vi lytter til hverdagseksperterne, inden vi går i gang med at kigge ind i de fremtidige scenarier for området,” siger Birgitte Munk Grunnet, formand for udvalget Social Bæredygtighed.

Til borger- og dialogmødet kan du opleve foredrag med paralympisk bordtennisspiller Peter Rosenmeier, som for tiden er aktuel med dokumentaren ’Rosenmeiers Rejse’ på DR, hvor han rejser rundt og møder mennesker med handicap, som lever markant anderledes end i Danmark. I 2021 udgav han og journalist Asger Lind Krebs bogen Fri os fra medlidenhed, hvor Rosenmeier giver et indblik i sit eget liv med et fysisk handicap – og om at omverdenens forventninger kan påvirke et menneske på godt og ondt, og hvordan man kan gøre sig fri ved at tage afsæt i egne muligheder og evner.

Efterfølgende vil der være oplæg og efterfølgende debat ved fire forskellige stande. Her vil temaerne være:

  • Børn & Unge
  • Familien & Pårørende
  • Voksne med funktionsnedsættelser
  • Lige adgang for alle.

Læs mere og tilmeld dig her på www.kolding.dk/detgodeliv

Har du ikke mulighed for at deltage, men vil du alligevel gerne dele dine input, så skriv en mail til detgodeliv@kolding.dk.

Bemærk: Send ikke fortrolige og følsomme personoplysninger til denne mail.