Kolding Kommune sælger stor byggegrund til boligfællesskab
Oprettet 24. november 2021Kolding Kommune udbyder en storparcel på 17.000 m2 ved Anholtvænget i Drejens, som sælges til en investor, der vil opføre et seniorboligfællesskab eller en anden form for boligfællesskab på grunden
Drejens er et attraktivt nybyggerkvarter i Kolding Kommune, der ligger i den nordlige ende af Kolding tæt på naturen med bl.a. Kolding Fjord og Lillebælt. Det er samtidig et område, der har oplevet stor byggeaktivitet de seneste år. Siden 2017 er et ca. 190.000 kvadratmeter stort areal ved Drejens nemlig blevet udviklet fra landbrugsjord til et fuldt udbygget boligområde. Og nu bliver det altså også muligt at tilføre området et boligfællesskab.
- Det er jo enormt eftertragtet at bo i boligfællesskaber i disse år. Ventelisterne er lange. Og der er private investorer, der allerede har opført og er i fuld gang med at opføre denne boligtype andre steder i kommunen. Ved også at reservere noget jord i Drejens til et seniorboligfællesskab eller en anden form for boligfællesskab kan vi tilgodese en efterspørgsel samtidig med, at der bliver en bedre diversitet i området hvad angår boligformer. Det er winwin, konstaterer borgmester Jørn Pedersen.
Storparcellen er det næstsidste ubebyggede areal, der er omfattet af et lokalplanområde ved Agerøvej, Drejensvej og Rytterskolevej, der startede med udbuddet af byggegrundene ved Alrøvænget i 2017.
Se udbuddet af storparcellen på komtilkolding.dk/anholtvænget – der er budfrist fredag 17. december kl. 12.
Seneste nyheder
-
Hæder til biograf, skater, kvinderute og lokal festival
17. april 2024 -
Se de nominerede til Årets Bæredygtighedshelt 2023
15. april 2024 -
175-årsdagen for historisk slag markeres i Christiansfeld
12. april 2024 -
Stormflodsødelagte badebroer får nyt liv som fuglekasser
12. april 2024 -
Synsmesse kommer til Kolding
12. april 2024