Skip til hoved indholdet

Maja Decovski Hansen er ny arbejdsmarkedschef

Oprettet 29. september 2023
Ny arbejdsmarkedschef Maja Decovski Hansen
Ny arbejdsmarkedschef Maja Decovski Hansen

Kolding Kommune har dermed sikret sig en arbejdsmarkedschef, der kommer med solid erfaring fra arbejdsmarkedsområdet og stærke ledelsesmæssige kompetencer.

I Kolding Kommunes Social- og Arbejdsmarkedsforvaltning får Maja det samlede ansvar for drift og udvikling af beskæftigelsesindsatsen, integrationsindsatsen og samarbejdet med virksomhederne i forhold til rekruttering og fastholdelse af arbejdskraft. Desuden skal Maja stå i spidsen for udviklingen af kommunens position som et socialøkonomisk fyrtårn i Danmark.

Udover erfaringerne fra arbejdsmarkedsområdet medbringer Maja kommunal erfaring fra sundhedsområdet samt handicap- og psykiatriområdet og vil med sine resultater stå stærkt i det tværgående samarbejde, som Byrådet med livsfaseorganiseringen har sat øverst på den velfærdspolitiske dagsorden i Kolding Kommune.

” Jeg er tiltrukket af Kolding Kommunes klare satsning på, at borgerne skal opleve helhed og sammenhæng i deres møde med kommunen. Jeg glæder mig til at udvikle det tværfaglige samarbejde på tværs af social- og sundhedsområderne med udgangspunkt i Borgerens Centrum. I Kolding er rammerne på plads og politisk er der sat en klar retning om, at borgerne skal opleve Selvværd og Sammenhæng på tværs af de faglige søjler” siger Maja Decovski Hansen.

Som arbejdsmarkedschef skal Maja skabe stærke netværk og udbygge samarbejdet med virksomhederne i Kolding Kommune - det kræver en god forståelse for virksomhedernes ønsker og behov.

”Vores politiske udvalg for Social og Arbejdsmarked har netop besluttet rammer og retning for, hvordan vi skal styrke samarbejdet med virksomhederne om rekruttering og efteruddannelse. Det kræver fokus og vedholdenhed at udvikle det gode samarbejde med udgangspunkt i en oprigtig interesse i virksomhedernes aktuelle agenda og behov, hvilket Maja vil være garant for”, siger Social- og Arbejdsmarkedsdirektør Thomas Reintoft.

Som arbejdsmarkedschef får Maja Decovski Hansen en væsentlig opgave i at lykkes med at fastholde de mange kompetencer på arbejdsmarkedsområdet og sikre fortsat motivation og engagement omkring opgaveløsningen i en usikker tid, hvor regeringen ønsker at reformere og effektivisere beskæftigelses-indsatsen. Hun bliver chef for ca. 250 ansatte, og budgetansvaret for den nye arbejdsmarkedschef er på omkring 1,5 milliarder kr.

Maja Decovski Hansen kommer med 8 års ledererfaring fra arbejdsmarkedsområdet i Sønderborg Kommune og tiltræder stillingen som arbejdsmarkedschef i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Kolding Kommune den 1. november 2023.

Maja er 50 år og bor med sin familie i Hørup på Als. Fritiden bruges på rejser, at kokkerere, gåture i naturen og samvær med venner og familie.