Skip til hoved indholdet

Nytænkning skal lette p-pres: 140 nye p-pladser i Kolding midtby

Oprettet 09. juni 2021
De parkeringsarealer, der er omfattet af den nye ordning, er markeret med Visitors-skilte. Skiltet her står på Saxovej 20, hvor 40 pladser er lejet hos Pierre Ejendomme. De sidste skilte bliver sat op mandag.

Kolding Kommune går nye veje for at gøre det lidt lettere at finde en ledig parkeringsplads i Kolding midtby. Fra 15. juni kan bilister via mobilen gratis booke en p-plads, som kommunen har lejet hos virksomheder, organisationer, boligselskaber, m.fl. Sammenlagt kommer der knap 140 nye p-pladser fordelt på syv forskellige adresser. De eksisterende kommunale p-pladser berøres ikke af den nye ordning og kan benyttes som hidtil.

”Ligesom andre større byer mangler vi p-pladser, og det er en udfordring, som der desværre ikke findes nemme løsninger på. Men nu gør vi det en lille smule lettere at finde en ledig p-plads, og man kan oven i købet booke de nye pladser på forhånd, så man er sikker på at have et sted at parkere, når man kommer frem. Samtidig er det en intelligent og bæredygtig løsning, hvor vi udnytter byens eksisterende p-pladser fuldt ud uden at skele til, om de er private eller kommunale,” siger Jakob Ville, formand for kommunens teknik- og klimaudvalg.

Gratis 

Kolding har som en af de første kommuner i Danmark indgået en aftale med virksomheden ParkPrivate. Selskabet har screenet midtbyen for private parkeringspladser, som ikke er optaget hele tiden. Det kan f.eks. være virksomheder med ledig p-kapacitet eller boligselskaber, hvor en del af p-pladserne står tomme i dagtimerne, mens beboerne er på arbejde.

I første omgang er der indgået aftaler med ejerne af knap 140 p-pladser, som kan bookes fra gang til gang via app’en Visitors. Parkeringen er gratis for brugeren.

”Man er velkommen til allerede nu at gå ind og booke en p-plads i app’en, men først fra på mandag har vi fået sat skilte op ved alle de nye pladser,” forklarer afdelingschef Heine Fischer Møller, Trafik, Vej og Park.

I udpegningen af de nye p-pladser er der skelet til, hvor presset på parkering er særlig højt. Bl.a. kommer der ekstra p-pladser i Latinerkvarteret, og ikke langt fra Ålegården er der også fundet aflastning.

Test af fleksibel model

Kolding Kommune vil nu afprøve løsningen og indhøste erfaringer, før man evt. tilbyder yderligere pladser.

”Vi har lavet en treårig aftale med ParkPrivate. Vi kunne godt have startet med endnu flere pladser. Men nu prøver vi først med de 140 nye p-pladser for at teste ordningen. Samtidig er det selvfølgelig også et spørgsmål om økonomi. Udgiften for p-pladserne og it-systemet er på en lille mio. kr. årligt. Det er mange penge, men til sammenligning koster det over 100.000 kr. at etablere bare én p-plads i et nyt p-hus og dertil kommer drift af p-huset,” oplyser Heine Fischer Møller.

Hvis ordningen bliver en succes, betragter Jakob Ville den deleøkonomiske løsning som et af flere initiativer til at håndtere parkeringsudfordringerne i bymidten.

”Det her løser ikke alle vores problemer. Vi er i gang med at lægge en langsigtet strategi, som formentlig indebærer, at der skal bygges et eller flere p-huse samtidig med, at vi forsøger at få flere til at køre sammen, bruge den kollektive trafik eller tage cyklen. Men Visitors er en dejlig fleksibel løsning, hvor vi hurtigt kan skrue og ned for antallet af pladser. Den mulighed er rar at have - f.eks. når vi midlertidigt bliver nødt til at nedlægge eksisterende p-pladser i forbindelse med store byudviklingsprojekter,” understreger Jakob Ville.

Kommunens egne p-pladser

Kommunens egne parkeringspladser – godt 2.200 i Kolding midtby – berøres ikke af den nye ordning. De kan benyttes som hidtil og kræver ikke brug af app.

”Nogle borgere vil måske være lidt usikre over at skulle downloade og bruge en app for at kunne bruge de nye pladser. Jeg vil opfordre folk til at give det en chance. Der er brugt mange ressourcer på at skabe en simpel og brugervenlig løsning. Men har man ikke mod på det med apps, kan man alligevel få glæde af, at vi nu kommer med 140 nye p-pladser, for forhåbentlig vil de lette presset på vores eksisterende p-pladser, så det sammenlagt bliver lettere at finde en ledig plads til bilen,” siger Heine Fischer Møller.

Læs mere

Hvis du har spørgsmål til den nye parkeringsordning, som omfatter de 140 nye p-pladser, så kan du finde svar på ofte stillede spørgsmål på Visitors’ hjemmeside.

Her ligger de nye p-pladser

Her kan du se, hvor de nye p-pladser er placeret. I app’en kan du se billeder, brugstider og læse mere om de enkelte pladser. Herudover er p-pladserne fysisk markeret med et skilt.

  • Låsbygade 65: 5 pladser
  • Låsbygade 79: 10 pladser
  • Riberdyb 5: 10 pladser
  • Olaf Ryes Gade 8: 30 pladser
  • Saxovej 20: 40 pladser
  • Clemensgade 1: 12 pladser
  • Engstien 1: 30 pladser (er først tilgængelige slut juni/start juli)

Sådan gør du

For at parkere på en af de 140 p-pladser skal du gøre følgende:

  • Download app’en Visitors og tilmeld dig gruppen ”Kolding Midtby”
  • Vælg p-plads
  • Indtast din nummerplade og book
  • Herefter modtager du en digital p-tilladelse på din mobil

Når du parkerer på den bookede plads, skal du ikke sætte noget i forruden, stille p-skiven eller foretage dig andet. Den digitale p-tilladelse, som du modtager på din mobil, når du booker, er dit bevis på, at du holder lovligt på pladsen. Hvis en p-vagt kikker forbi, kan de via deres udstyr se, om du har en gyldig booking.