Skip til hoved indholdet

Slut med at gå ud på isen

Oprettet 18. februar 2021

Så er det ikke længere sikkert at bevæge sig ud på isen på Bønstrup Sø ved Vamdrup og på søen i Legeparken i Kolding. Efter de seneste dages tøvejr er isen blevet for skrøbelig og for tynd, og det er derfor ikke tilladt at færdes på søerne.

I mandags blev der åbnet for færdsel på de to søer, da målinger viste, at isen levede op til kravet om at være mindst 13 cm tyk. Siden har kommunen målt istykkelsen på de to søer hver dag.

I Legeparken var isen 12 cm tyk ved formiddagens måling, og det er derfor ikke længere tilladt at færdes på isen.

”Isen på Bønstrup er faktisk stadig godt 13 cm tyk, men ved kanten af søen er isen blevet så skrøbelig, at man kan brække den af. Derfor er det ikke forsvarligt at bevæge sig ud på isen, og derfor tillader vi ikke længere færdsel på søen,” fortæller anlægstekniker Marie Muxoll, Kolding Kommune.

På begge søer står der vand og sjap på isen, så det er i forvejen ikke særligt attraktivt at færdes på søerne, og med de kommende dages stigende plusgrader vil isen hurtigt smelte.

Her måler Kolding Kommune tykkelsen på isen

I perioder med frost og tykkere isdække måler Kolding Kommune tykkelsen af isen på seks udvalgt søer spredt ud over hele kommunen for at kunne vurdere, om det er sikkert at færdes på isen. De seks søer er Bønstrup Sø, Dollerup Engsø, Legeparken, Marielundsøen, Slotssøen og Ødis Sø. Efter lukningen af Bønstrup Sø og søen i Legeparken er det ikke tilladt at gå ud på nogen af de overvågede søer.