Traditionen tro blev planlægningen af Kolding Kommunes budget for 2024 skudt i gang med byrådets vedtagelse af budgetstrategi for 2024-2027 slut februar 2023.
De seneste år har budt på en pandemi, en krig i Europa og helt aktuelt en energikrise og en historisk høj inflation. Det har haft betydelige omkostninger for Danmark, og det råderum, der er for staten, regionerne og kommunerne i de kommende mange år, er nærmest ikke-eksisterende.
Det gør, at det er svære tider at lægge kommunale budgetter i: Staten dækker sandsynligvis udgifter afledt af vækst i befolkningen, men nok heller ikke mere. Der kan altid komme noget, der kan slå budgetterne ud af kurs, og der er også ønsker om en forbedret kommunal service. Som kommune skal vi kunne stå fast trods økonomisk modvind og samtidig levere god og nødvendig service til de borgere, vi er til for.
Heldigvis har de seneste års budgetter i Kolding Kommune haft fokus på robusthed og bæredygtige investeringer. Det gør, at vi står på et solidt grundlag, som der skal værnes om. Hvis Kolding Kommune fortsat skal udvikle sig og værne om den visionære velfærd i fremtiden, kræver det i den kommende budgetperiode nogle strukturelle prioriteringer – ansvarlige og bæredygtige prioriteringer. Det kræver, at der bliver foretaget nogle valg, og at der bliver kigget på nogle af de grundlæggende strukturer, både organisatorisk og fysisk.
Alle disse tråde samles op i budgetlægningen for 2024, og på årets temamøder og byrådsseminarer adresseres udfordringerne og deres løsninger løbende.