Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
04-04-2022 08:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Kultur |
Sted: |
Det gamle posthus, Banegårdspladsen 8 |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 21/24512
Resumé
Udvalget får en gennemgang af de foreningsdrevne institutioner, der får faste årlige driftstilskud under Kulturpolitikken.
Sagen behandles i
Kultur.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
På mødet vil udvalget få præsenteret en gennemgang af de foreningsdrevne kulturinstitutioner, der får faste årlige tilskud under Kulturpolitikken.
Sagsnr.: 21/30994
Resumé
Forvaltningen fremlægger oplæg til program for politikudviklingsseminar Kultur
Sagen behandles i
Kultur.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at oplægget til program godkendes.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
Kulturudvalget godkendte i januar 2022 et introduktionsprogram bestående af tre temapræsentationer og et afsluttende seminar om politikudvikling i forlængelse af temapræsentationerne.
Forvaltningen fremlægger i denne sag et oplæg til program for seminaret, der foregår fra den 25. april kl. 13.00 til den 26. april kl. 12.00. Møderne foregår i Musiklokalet i Søstrehuset, mens deltagernes aftenprogram foregår på Brødremenighedens Hotel, hvor der også overnattes.
Oplæg til program for seminaret:
Den 25. april:
Kl. 13.00-13.10 Velkomst og rammesætning.
Kl. 13.10-14.10 Fremtidens kulturliv. Oplæg ved fremtidsforsker Jesper Bo Jensen.
Kl. 14.15-15.15 Perspektiver fra interessenter. Oplæg og drøftelser v.
- Jimi Kristensen, direktør Volkerts Fylke. Om kultur som løftestang for det kommercielle kulturliv.
- Heidi Kjær, direktør Hotel Scandic. Om kultur som løftestang for hotel- og turismebranchen.
- Hanna Andresen, tidligere leder af Gademix. Om kultur som løftestang i det sociale arbejde.
Kl. 15.15-15.30 Pause.
Kl. 15.30-15.45 Hvad står vi på. Kort oplæg om Det kulturelle Landkort, anbefalinger fra det tidligere udvalg og nedslag fra Byrådets arbejdsgrundlag.
Kl. 15.45-17.30 Fælles drøftelser og workshop.
Kl. 17.30-18.30 Byvandring i Christiansfeld.
Kl. 19.00- Middag og efterfølgende Kulturmatador.
Den 26. april
Kl. 9.00-10.00 Kulturens effekt, værdi og hvordan vi kan måle. Oplæg ved Louise Ejgod Hansen, forskningsleder på Center for kulturevaluering, Aarhus Universitetet.
Kl. 10.00-10.30 Inspiration fra Kulturledernetværket v. Lisbet.
Kl. 10.45-12.00 Opsamling og drøftelse af den videre proces.
Sagsnr.: 18/2760
Resumé
Efter licitationen for Vamdrup Kino og Kolding Kommunes fælles projekt ”Vores Hus” i Vamdrup står det klart, at projektet skal tilføres flere midler, hvis det skal i mål.
Forvaltningen fremlægger i denne sag 4 scenarier for en gennemførelse af projektet – herunder med forslag om at bringe en alternativ udbudsform i anvendelse.
Da licitationsresultatet viser, at det oprindelige budget på knap 14 mio. kr. skal forøges med ca. 9 mio. kr., hvis projektet skal gennemføres (inklusiv ekstra depotrum i kælderen), er det forvaltningens anbefaling at annullere licitationen. Dette beror på en vurdering af, at prisniveauet er for højt – særligt på jord- og beton, el og VVS-entrepriserne. Det er herefter forvaltningens vurdering, at der skal arbejdes videre med scenarie 3 eller 4 jævnfør beskrivelsen i sagsfremstillingen.
Forvaltningen anbefaler desuden, at der skal arbejdes videre med at afsøge mulighederne for at tilvejebringe yderligere finansiering – herunder ekstern finansiering.
Sagen behandles i
Kultur. (Eventuelt videresendes sagen til Økonomi og Strategi samt Byrådet afhængigt af beslutningen i Kultur)
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at licitationen annulleres,
at udvalget arbejder videre med scenarie 3 inklusiv udvidet kælder under forudsætning af at finansieringen falder på plads.
at der arbejdes videre med at afsøge supplerende finansiering af projektet – herunder ekstern finansiering.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
Den 28. september 2021 besluttede Byrådet at igangsætte projektering og udbud af Vamdrup Kino og Vamdrup Biblioteks fælles projekt ”Vores Hus” i Vamdrup.
Med en donation fra Bent O. Jørgensens fond på 5.735.000 kr. har projektet en samlet anlægsbevilling på i alt 13.860.000 kr.
Huset bygges og ejes i et fællesskab mellem Vamdrup Kino og Kolding Kommune og visionen er, at huset kommer til at fungere som et åbent hus med et mangfoldigt kulturtilbud til borgere og foreninger i Vamdrup.
Finansieringen består af en kommunal bevilling på i alt 6.625.000 kr., en donation fra Bent O. Jørgensens fond på 5.735.000 kr., egenfinansiering fra Vamdrup Kino på 900.000 kr. hvoraf ca. 150.000 kr. kommer fra et sponsorat fra Saint-Gobain Isover på isolationsmaterialer til byggeriet. Desuden en donation fra Jens Holms Biblioteksfond på 600.000 kr.
Projektet, som tidligere er fremlagt for såvel Bent O. Jørgensens fond som Kulturudvalget i Kolding Kommune, blev sendt i udbud i fagentreprise i februar 2022, og efter anmodning fra Vamdrup Kino blev der i den forbindelse udbudt et ekstra kælderlokale på 50 m2.
Licitationsresultatet forelå mandag den 7. marts 2022, og det er efterfølgende drøftet på et bygherremøde den 10. marts 2022, hvor såvel repræsentanter for Biblioteket som Vamdrup Kino deltager.
Resultatet på fagentrepriseudbuddet er præget af de stærkt stigende materialepriser, og det udbudte projekt inklusiv 50 m2 ekstra kælder vil efter licitationen kræve en samlet bevilling på 23.157.691 mio. kr. Der vil altså skulle findes ekstra finansiering på i alt 9.297.691 kr.
Heraf udgør de ekstra kælderkvadratmeter i alt 842.410 kr.
Rådgiverne har udarbejdet 2 besparelsesforslag, som bygherremødet og efterfølgende Vamdrup Kinos byggeudvalg har drøftet og forholdt sig til.
Besparelsesforslag 1 beløber sig til i alt 1.933.520 kr. Dette forslag accepterer Koldingbibliotekerne, mens Vamdrup Kino accepterer en del af forslaget, så der i alt kan findes enighed om besparelser på 1.393.105 kr.
Besparelsesforslag 2 beløber sig til i alt 1.463.950 kr. Forslaget går ud på helt at fjerne kælderplanet og etablere teknikrum i stueetagen. Ingen af parterne kan acceptere dette besparelsesforslag.
Det efterlader 4 mulige scenarier, hvis der skal arbejdes videre med projektet.
Scenarie 1 – Accept af nuværende licitationsresultat inklusiv ekstra 50 m2 kælder og inklusiv besparelsesforslag på 1.393.105 kr. Samlet anskaffelsessum på 21.764.586 mio. kr. (merudgift i forhold til det samlede budget: 7.904.586 kr.)
Vamdrup Kinos byggegruppe anser det udvidede kælderrum for nødvendigt for til fulde at kunne leve op til Kulturudvalgets ønske om, at ”Vores Hus” også skal kunne facilitere andre af byens grupper og foreninger. Her tænker Vamdrup Kino især på musik, - teater og storskærmsarrangementer, hvor multisal og kulturfoyer sammenlægges. Dette vil kræve depotplads til opbevaring.
Scenarie 2 – Accept af nuværende licitationsresultat eksklusiv ekstra 50 m2 kælder og inklusiv besparelsesforslag på 1.393.105 kr. Samlet anskaffelsessum på 20.922.176 mio. kr. (merudgift i forhold til det samlede budget: 7.062.176 kr.)
Scenariet svarer til scenarie 1, blot uden de 50 m2 ekstra kælder. Differencen på behovet for ekstra finansiering udgøres altså af værdien af den ekstra kælder på 842.410 kr.
Vamdrup Kinos byggegruppe vurderer, at ”Vores Hus” uden udvidet kælderdepot vil kunne fungere til biograf- og biblioteksdrift og kunne facilitere andre brugere med sædvanlig adgang til mødelokaler og multisal. Sammenlægning af multisal og kulturfoyer vil også være mulig, men anvendelsesmulighederne bliver begrænset af manglende depotplads.
Scenarie 3 – Annullering af den nuværende licitation og gennemførelse af nyt udbud med en ny udbudsform i foråret 2022.
Anskaffelsessum inklusiv ekstra 50 m2 kælder: 20.242.791 mio. kr. (merudgift i forhold til det samlede budget: 6.382.791 kr.)
Anskaffelsessum eksklusiv ekstra kælder:19.400.381 mio. kr. (merudgift i forhold til det samlede budget: 5.540.381 kr.)
Rådgiverne peger på, at et nyt udbud med en ny udbudsform forventeligt kan reducere den samlede entreprisesum med yderligere 1.5 mio. kr. i forhold til scenarie 1 og 2.
Den ny udbudsform er en såkaldt hovedentreprise i omvendt licitation, hvilket betyder, at der udbydes til et fast budget (targetpris). De bydende konkurrerer dermed på at levere mest for pengene og giver mulighed for at byde ind med alternative løsninger, som selvfølgelig opfylder gældende krav. Det kan blive nødvendigt at leve med f.eks. et billigere loft, synlige installationer eller en mere rå overflade.
Det er vurderingen baseret på den nuværende markedssituation for nybyggeri kombineret med erfaringer med andre lignende udbud, at den samlede pris ved denne udbudsform kan nedbringes. Hvis arbejdet med den ny udbudsform sættes i gang nu, vil byggeriet kunne startes i juni/juli 2022.
Scenarie 4 - Annullering af den nuværende licitation og nyt udbud med en ny udbudsform i efteråret 2022.
Scenarie 4 er i princippet det samme som scenarie 3, blot udskydes udbuddet til efteråret 2022. Det vil betyde, at eventuelle ekstra-bevillinger kan følge Byrådets budgetproces og indgå i denne. Samtidig vil det muliggøre igen at afsøge muligheder for yderligere ekstern finansiering – eventuelt i dialog med de allerede deltagende fonde/sponsorer.
Samtidig udgør en udskydelse også en risiko i forhold til eventuelle yderligere stigninger i materialepriser m.m.
Vamdrup Kino kan ikke anbefale et nyt udbud. Kinogruppen mener, at den forventede besparelse er beskeden, og set i lyset af dette, samt de usikkerheder, der er omkring tidshorisont, materialeprisstigninger og projektets endelige kvalitet og brugervenlighed finder gruppen det meningsløst, at skulle ud i en forsinkende licitation. Gruppen kan derfor hverken anbefale scenarie 3 eller 4.
Forvaltningens vurdering af licitationsresultat og eventuelt nyt udbud.
Arbejdet var udbudt i 10 fagentrepriser, og især jord- og betonentreprisen gik væsentligt over budget. Her var prisen 90 % over budgetkalkulationen, og der indløb kun ét tilbud.
Det betyder, at forvaltningen betvivler, at der har været tilstrækkelig konkurrence på området.
El- og VVS-entreprisen havde også et prisniveau på ca. 50% over budgetkalkulationen.
Disse faktorer gør, at forvaltningen samlet set anbefaler at annullere licitationen og gå i nyt udbud med en hovedentreprise med en fikseret entreprisesum (omvendt licitation).
Det er yderligere rådgivers vurdering, at markedet lige nu betyder, at der er hovedentreprenører, der efterspørger hovedentrepriser i den størrelsesorden.
Den samlede vurdering er derfor, at det er muligt at opnå et fornuftigt resultat ved at afprøve denne licitationsform.
Uanset hvilket scenarie, der vælges, skal der skaffes ekstra finansiering. Forvaltningen anbefaler derfor en dialog med de 2 involverede fonde, Bent O. Jørgensens fond og Jens Holms Biblioteksfond.
Forvaltningen har derudover været i dialog med Bolig- og Planstyrelsen om mulighederne for støtte til projektet, såfremt Kolding Kommune søger om og opnår tilsagn om at Vamdrup udpeges til forsøgsby i regeringens forsøgsordning for frie bymidter. Styrelsen udpeger i juni måned 2022 de 10 bymidter, der deltager i forsøgsordningen og dermed kan modtage støtte til byfornyelse og lokale velfærdsfunktioner, som f.eks. kulturhuse og biblioteker. Der er i projektet afsat 100 mio. kr. til byfornyelse og 30 mio. kr. til velfærdsfunktioner, og det er en forudsætning for at blive udpeget, at der etableres en lokal velfærdsfunktion.
Støtten fra de 2 puljer udmøntes dog først i 2024.
Skal der udmøntes støtte til anlæg af ”Vores Hus” vil det altså forsinke projektet.
Styrelsen understreger imidlertid, at det ikke er en hindring for udpegning, at de enkelte kommuner allerede har igangsat byggeri af den lokale velfærdsfunktion, der er en forudsætning for deltagelse.
Såfremt Kolding Kommune søger (og bliver udpeget), og allerede har igangsat byggeriet af ”Vores Hus”, vil den kommunale bevilling til ”Vores Hus” kunne medgå som 40 % medfinansiering til såvel puljen for byfornyelse som puljen til velfærdsfunktion. Fra sidstnævnte pulje vil ”Vores Hus” dog kun kunne få driftsstøtte, da huset allerede vil være etableret, når støtten udmøntes. Puljen vedrørende velfærdsfunktion kan f.eks. støtte løn til en projektmedarbejder eller øvrige driftsomkostninger i en afgrænset periode.
Bilag
Sagsnr.: 19/33477
Resumé
Bestyrelsen for Harteværket har brug for konsulentstøtte til en strategiproces, der skal kortlægge institutionens fremtidige strategi og efterfølgende driftsorganisering.
Eva Kjer Hansen (V) og Merete Due Paarup (B) foreslår, at Kulturudvalget bevilger 50.000 kr. til denne proces
Sagen behandles i
Kultur.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget drøfter og tager stilling til det af Eva Kjer Hansen og Merete Due Paarup stillede forslag.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
Bestyrelsen for Harteværket arbejder i øjeblikket med scenarier for værkets fremtidige driftsorganisation og strategi. Der er i den forbindelse behov for indkøb af ekstern konsulentstøtte til at facilitere processen.
Eva Kjer Hansen (V) og Merete Due Paarup (B) foreslår i den forbindelse, at projektet støttes fra Kulturudvalget, og at der i den forbindelse bevilges 50.000 kr. til processen.
Forvaltningens vurdering
Den nuværende samarbejdsaftale med Harteværket er besluttet den 24. august 2020. Den 23. august 2021 besluttede udvalget at udarbejde en allonge til samarbejdsaftalen på baggrund af en ekstrabevilling til Harteværket afsat ved Budget 2021 på 320.000 kr. Af oversigten over samarbejdsaftaler, der skal godkendes i 2022, fremgår det, at allongen er planlagt til fremlæggelse i Kulturudvalget i maj 2022.
Såfremt udvalget ønsker at fremme Eva Kjer Hansen og Merete Due Paarups forslag, foreslår forvaltningen at forhandlingerne og beslutning om allonge til samarbejdsaftalen afventer udfaldet af bestyrelsens strategiproces.
Forvaltningen peger endvidere på, at finansieringen kan findes i overførslerne, hvor det afgående Kulturudvalg har prioriteret pulje frie midler på 400.000 kr. til det nuværende Kulturudvalgs disposition.
Sagsnr.: 19/37777
Resumé
I sagen skitseres 3 forslag til midlertidig placering af Æresporten fra Genforeningen i forbindelse med Royal Run samt 6 forslag til en permanent placering. På mødet får udvalget en præsentation med fotos fra alle de foreslåede placeringer.
Sagen behandles i
Kultur.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget peger på en midlertidig placering af æresporten ved Royal Run.
at udvalget peger på hvilke af forslagene til permanent placering, der skal afklares yderligere.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Kulturudvalget besluttede:
at æresporten midlertidigt placeres ved Søterassen.
at mulighederne for permanente placeringer i rundkørslen ved Ødis og Kongensgade/Allervej afsøges yderligere.
Sagsfremstilling
Kultur besluttede på udvalgsmøde den 7. marts 2022 at pålægge forvaltningen at afsøge muligheder for en fremtrædende placering af æresporten fra Genforeningen under Royal Run og en ny permanent placering efterfølgende. Æresporten, der er designet af arkitektkollektivet A-A Collective, står pt. placeret på P-pladsen ved Genforenings- og grænsemuseet tæt ved den historiske grænse.
I det følgende fremlægger forvaltningen 3 forslag til en midlertidig placering i forbindelse med Royal Run. Derefter fremlægges 6 forslag til en permanent placering med henblik på at udvalget kan pege på hvilke, der skal afklares nærmere i forhold til økonomi, trafikale forhold og sikkerhed, tilladelser fra grundejere med videre. Alle forslagene til en permanent placering har en kobling til fortællingen om den historiske grænsedragning.
Forslag til placering i forbindelse med Royal Run
- Søterrassen ved Slotssøen
En mulig placering af æresporten er på Søterrassen, der er beliggende ved Slotssøens sydøstlige bred tæt på bibliotek og banegård. Æresporten kan stå vinklet, så man kan se gennem den op mod Koldinghus og således ”indrammer” byens kongeslot set fra søen.
Alle løbere, inklsiv kronprinsessen, forventes at komme lige forbi, men løbet vil ikke gå gennem den. Den vil alene være et dekorativt element på ruten.
Tour de France-feltet kommer også forbi hjørnet af Slotssøen netop her. Det betyder, at æresporten vil opnå stor synlighed i forbindelse med begge begivenheder, da det er muligt at lade æresporten stå i op til 6 uger med en midlertidig byggetilladelse.
Søterrassen har tidligere været anvendt til mindre kunstinstallationer. Senest Erik Valters ”Flyvende hollænder”-skib i januar, men i forbindelse med Kulturnat og festuge har der også flere gange været installationer ved og på Søterrassen; blandt andet et malet 3D-kunstværk og Koldings egen ”lille havfrue”, der også var skabt af lokale Erik Valter.
Forvaltningen har givet tilladelse til opstilling af to containere i sommersæsonen med salg af henholdsvis kaffe/kage og mad på Søterrassen. Vurderingen er dog, at der er plads til også at opstille æresporten, og at der stadig vil være god plads om den og godt indkig til den fra flere sider.
- Ved SDU – på sti langs åen
En anden mulig placering af æresporten er ved starten af den sti, der går mellem Kolding Å og Syddansk Universitet lige ved Buen. En placering her vil være med til at sætte spot på Studieby Kolding og hele campusområdet, der er i vækst. En placering her, hen over stien mellem SDU og å vil betyde, at alle deltagere i Royal Run skal løbe gennem æresporten.
Den vil også stå lige ved ruten i forbindelse med Tour de France. Placeringen her er dog mere ”klemt”, da der er træer langs stien, skilte, lygtepæle m.v. og man derfor ikke vil få et uhindret kig ind på æresporten men primært vil få oplevelsen af den, når man er tæt på, og når man går under den.
- Ved Nicolai Kultur – hjørnet af Skolegade/Katrinegade
Tredje forslag til en midlertidig placering af æresporten er ved indgangen til Nicolai Kultur, hvor den enten placeres, så alle løbere skal gennem den på ruten, der går gennem Nicolai Gården, eller på ”plateauet” på hjørnet af Skolegade/Katrinegade lige ud for Nicolai Scene.
Forvaltningens vurdering er, at dette er den mindst egnede placering i forhold til at fremhæve æresportens kvaliteter. Med en placering her vil æresporten stå tæt op ad store bygninger og vil dermed synes mindre ligesom æresportens transparens – at man kan se igennem den fra alle vinkler – ikke opleves så meget, når der er rødt murværk lige bagved.
Fordelene ved en placering her kan være, at sætte spot på en del af midtbyen hvor alle ikke ”lige kommer forbi”.
Midlertidig opstilling
Forvaltningens forventning er, at det er realistisk med en midlertidig opstilling på alle de nævnte steder. Der kan dog stadig komme udfordringer, der betyder, at opstillingen ikke kan lade sig gøre som skitseret her.
Udgifterne forventes også at løbe op i 70-80.000 kr., uanset hvilken placering der vælges. Der kan der dog komme yderligere udgifter såfremt anlæg kompliceres i form, at der for eksempel skal anvendes ekstra lift/kran, støbes beton til fundament eller andet.
Såfremt udvalget ønsker at fremme sagen, foreslår forvaltningen at finansieringen findes i overførslerne, hvor det afgående Kulturudvalg har disponeret en pulje frie midler på 400.000 kr. til det nuværende Kulturudvalg.
Permanent placering af æresporten
- Henover cykelstien langs Koldingvej ved den historiske grænse – tæt ved Genforenings- og Grænsemuseet.
- Genforeningspladsen i Christiansfeld.
- Græsareal ved hjørnet af Kongensgade/ Allervej i Christiansfeld.
- Opkørsel til Skamlingsbanken hen over (cykel)-sti.
- Rundkørsel nr. 2 fra Vonsild retning Christiansfeld.
- Rasteplads Høkkelsbjerg ved Koldingvej.
Forvaltningen foreslår, at udvalget drøfter hvilke af forslagene, der skal afklares nærmere.
På mødet vil forvaltningen få en præsentation med billeder fra alle de nævnte lokationer. Forvaltningen fremlægger forslag til permanent placering inklusive beregning på økonomi, afklaring af tilladelser med videre for udvalget inden sommeren 2022.
Sagsnr.: 18/4321
Resumé
Dronning Dorothea Teatret fremsender årsrapport samt revisionsprotokollat for perioden 1. oktober 2020 til 30. september 2021.
Årsrapporten er godkendt af bestyrelsen den 28. februar 2022. Regnskabet er revideret af Beierholm, som har forsynet årsrapporten med en revisionspåtegning uden forbehold.
Årsrapporten udviser et overskud på 63.815 kr.
Teatrets egenkapital udgør 149.668 kr.
Sagen behandles i
Kultur.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at årsrapporten for 2021 godkendes.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
Kolding Kommune har indgået en samarbejdsaftale med Dronning Dorothea Teatret.
Foreningen har i regnskabsåret 1. oktober 2020 – 30. september 2021, som følge af Covid-19 og delvist nedlukning af Danmark, opnået et overskud, særligt grundet de modtaget kompensation fra Erhvervsstyrelsen og DFS' Covid-19 Kulturpulje. Uden kompensationerne havde egenkapital muligvis været tabt.
Årsrapporten udviser et overskud på 63.815 kr. mod et underskud på 122.580 kr. året før. Ledelsen finder årets resultat tilfredsstillende.
Teatrets egenkapital udgør 149.668 kr.
Aktiver er faldet fra 5.773.288 kr. i 2020 til 5.380.130 kr. i 2021. Forskellen skyldes primært afskriverne på bygningen og en lavere bankbeholdning.
Regnskabet er revideret af Beierholm og har ikke givet anledning til kommentarer. Revisionsfirmaet konkluderer, at årsregnskabet giver et retvisende billede af foreningens aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 30. september 2021, samt at resultatet af foreningens aktiviteter for regnskabsåret 1. oktober 2020 til 30. september 2021 er i overensstemmelse med årsregnskabsloven.
Teatret er hårdt ramt af de mange aflysninger og perioder med nedlukning relateret til corona. Det betyder, at der også er sket et stort frafald af frivillige ved teatret, og det vil være et væsentligt indsatsområde i 2022 at få nye frivillige engageret i teatrets virke.
Årets sommerspil på amfiscenen bliver Queen-musicalen We Will Rock You, som teatret forventer vil trække mange besøgende til.
Bilag
Sagsnr.: 17/6896
Resumé
Kolding Miniby fremsender årsrapport for 2021.
Regnskabet er revideret af den valgte revisor, og revisionen har ikke givet anledning til bemærkninger.
Årsrapporten er godkendt på generalforsamling den 14. januar 2022.
Årsrapporten viser et underskud på 2.208 kr. Kolding Minibys egenkapital udgør 2.578.140 kr.
Sagen behandles i
Kultur.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at årsrapporten for 2021 godkendes.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
Kolding Miniby har, i følge vedtægterne, til formål at fremme opførelsen af Minibyen, at skabe økonomisk grundlag for Minibyen, at skabe udstillingsmuligheder for Minibyen samt at oprette støtteforening til gavn for Minibyen.
Kolding Kommune har indgået en samarbejdsaftale med Kolding Miniby gældende fra 1. januar 2021 til 31. december 2024. I aftalen forpligter Kolding Miniby sig til årligt at udarbejde en årsrapport.
Som det fremgår af samarbejdsaftalen, skal der være fokus på 4 Kulturpolitiske Fokusområder.
Årsrapporten for 2021 blev godkendt på generalforsamlingen den 14. januar 2022. Regnskabet er revideret af den valgte revisor, og revisionen har ikke givet anledning til bemærkninger.
Årsrapporten for 2020 udviser et underskud på 2.208 kr.
Kolding Miniby har, ved udgangen af regnskabsåret 2021, en egenkapital på 2.578.140 kr. Det kommunale tilskud var på 111.000 kr. og ellers kommer indtægterne fra salg af souvenirs, gaver, kontingenter mv.
Kolding Miniby havde 239 medlemmer og 17.101 besøgende i 2021.
Kolding Miniby havde 25 års Jubilæum i 2021. Den blev holdt den 22. oktober 2021 i selve Minibyen med indbudte gæster, som havde tilknytning til Minibyen til en festlig fejring.
Bilag
Sagsnr.: 22/8671
Resumé
Kongeaamuseet fremsender årsrapport for 2021 for Kongeaamuseet, Foreningen Kongeaamuseet og Lokalhistorisk Arkiv.
Årsrapporten udviser et overskud på 171.067,04 kr. Egenkapitalen ultimo 2021 er på 797.784,93 kr.
Sagen behandles i
Kultur.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at årsrapporten for 2021 godkendes.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
Kongeaamuseet har indgået samarbejdsaftale med Kolding Kommune fra 1. januar 2020 til 31. december 2023.
I henhold til samarbejdsaftalen fremsender Kongeaamuseet evaluering af handlings- og aktivitetsplanen. Museet har i forhold til de Kulturpolitiske Fokusområder arbejdet med ”Kultur som løftestang”, ”Borgeren som medskaber” og ” Mødesteder og midlertidighed”.
Museet er tæt forbundet med Foreningen Kongeaamuseet og Lokalhistorisk arkiv, og deres økonomi hænger sammen. Samlet var der et driftsoverskud på 171.069,04 kr. i 2021, og egenkapitalen er på 797.784,93 kr. ultimo 2021.
Kongeaamuseet har fået et tilskud på 136.000 kr. og Lokalhistorisk Arkiv har fået tilskud på 29.891,35 kr. fra Kolding Kommune.
Entreindtægter udgør 9.799 kr.
Der har i alt været indtægter på 554.393,34 kr., hvoraf 200.000 kr. er en gave fra Thorhauge Andersen, en lokal borger, der generøst har doneret til flere institutioner og aktiviteter i Vamdrup samt Ødis.
Udgifterne har samlet været på 383.324,30 kr. Den største udgift var vedrørende genforeningen.
I 2021 har museet haft besøg af 512 gæster. Dertil kommer flere skoler og foreninger.
Første del af 2021 var for Kongeaamuseet præget af nedlukning af kulturlivet på grund af Covid-19. Det betød ændringer på næsten alle felter af planlagt arbejde og på muligheden for at vise resultaterne frem for publikum.
Den 1. maj 2021 kunne museet dog slå dørene op igen, og det viste det sig muligt at afholde alle planlagte programpunkter i foreningens årsprogram blandt andet Åbent Hus i forbindelse med Crazy Hours i Vamdrup, udflugt til Rens og Ladelund, byvandring med Niels Christian Mikkelsen og ikke mindst Arkivernes Dag.
Årets vigtigste arrangement var afviklingen af eventdagen 20. juni 2021 i forbindelse med projekt ”her gik grænsen” – et arrangement som grundet Covid-19 var udskudt fra 2020 til 2021. På trods af regnvejr fra dagens start var der flot tilslutning med veteranbiler og mange cyklende spejdere.
Udstillinger
Årets udstilling handlede om grænsegendarmer, specielt gendarmer med tilknytning til Vamdrup-området, men også langs hele Kongeågrænsen. Foruden plancher i ”det store udstillingslokale” bestod udstillingen af udpluk fra dagbogsoptegnelser fra en grænsegendarm - og en video om samme.
Kongeåsti
Medlemmer fra bestyrelsen for Kongeaamuseet har sammen med medlemmer af Byforum deltaget i arbejdet med etablering af Kongeåsti i Kolding kommune. Arbejdet er nu lagt i hænderne på medarbejdere i Kolding kommune, og museet ser frem til at blive inddraget i tekster til informationstavler.
Museumsgenstande og nye tiltag
Museet modtog en større samling af engelske modeltog og –biler, som håndværksholdet har arbejdet med at skabe plads til.
I december 2021 påbegyndtes en sidste mulig udvidelse af udstillingsområdet på loftet. Den indvundne plads skal benyttes til udvidelse af udstillingen om fotografer fra grænsestationsbyperioden. Der arbejdes intenst med at øge søgemulighederne på museets righoldige samling af fotoglasplader fra tiden omkring 1900-1930.
Bilag
Sagsnr.: 19/6553
Resumé
Danmarks-Samfundet Kolding fremsender årsrapport 2021.
Sagen behandles i
Kultur.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren forestår,
at årsrapporten for 2021 godkendes.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
Danmarks-Samfundet har til formål at udbrede kendskabet til Dannebrog og anvendelsen af Dannebrog som et nationalt symbol for dansk kultur, fællesskab og identitet.
Danmarks-Samfundet oplyser, at Coronaen igen i 2021 satte sit præg i Danmarks-Samfundets arbejde, men som Coronaen – langsomt – slap sit greb, blev det alligevel muligt at deltage i nogle få arrangementer.
Danmarks-Samfundet deltog i fejringen og planlægningen af faneborg i forbindelse med Hendes Majestæt Dronning Margrethes besøg i kommunen, i forbindelse med den udskudte genforeningsfejring.
Grundet Coronaen har det kun været muligt at overrække faner og flag i 2021 til foreningernes egne små og lukkede arrangementer, ligesom det har været svært at få genereret et salg af tobindsværket om genforeningen, som udkom kort før nedlukningen i marts 2020. Herudover har det været vanskeligt at få generet et decideret flagsalg (salg af de små Valdemarsflag).
Foreningen har i 2021 fået støtte fra Kolding Kommune på 50.000 kr. Foreningen har samlet haft indtægter for 60.697 kr. samt udgifterne på 52.931 kr., således at regnskabet ender med et overskud på 7.766 kr. og en balance på 197.958 kr. ultimo 2021.
Bilag
Sagsnr.: 17/4042
Resumé
Sønderjyllands Symfoniorkester har bedt om, at Kolding Kommune udpeger et medlem af bestyrelsen for orkesteret.
Sagen behandles i
Kultur, Økonomi og Strategi og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at Kulturudvalget indstiller en repræsentant til bestyrelsen for Sønderjyllands Symfoniorkester.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Kultur indstiller Iben Lehmann Rasmussen til bestyrelsen i Sønderjyllands Symfoniorkester.
Sagsfremstilling
Kolding Kommune har i de sidste to perioder haft en repræsentant i bestyrelsen for Sønderjyllands Symfoniorkester. Medlemmet repræsenterer de jyske kommuner i Region Syddanmark, og blev sidst udpeget af Kommunekontaktråd (KKR).
KKR har imidlertid i 2017 besluttet, at de ikke længere vil stå for denne udpegning, hvorfor Sønderjyllands Symfoniorkester har bedt Kolding Kommune om at udpege en repræsentant.
Kolding Kommune har en samarbejdsaftale med Sønderjyllands Symfoniorkester.
Forvaltningen foreslår, at Kultur indstiller en repræsentant til bestyrelsen.
Sagsnr.: 21/31702
Resumé
Hermed fremsendes orientering om anlægsregnskaber 2021 for afsluttede på over 2 mio. kr. for Kultur.
Sagen behandles i
Kultur, samlet sag til Økonomi og Strategi og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at orienteringen om anlægsregnskaberne for afsluttede anlægsprojekter over 2 mio. kr. tages til efterretning.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Ifølge Budget og Regnskabssystemet for kommuner skal der for anlægsprojekter, hvor bruttoudgiften er over 2 mio. kr. aflægges et anlægsregnskab, som Byrådet skal godkende. Byrådet skal ikke godkende anlægsprojekter, hvor bruttoudgiften er under 2 mio. kr.
Anlægsregnskaber 2021 for afsluttede anlægsprojekter, hvor bruttoudgifter overstiger 2 mio. kr., fremsendes til orientering.
Anlægsregnskaberne udviser følgende:
Afsluttede projekter over 2 mio. kr. (i 1.000 kr.)
Projektbetegnelse |
| Rådigheds-beløb 2021 | Forbrug 2021 | Total bevilling* | Total forbrug | Note |
P.nr. 4925 Kulturpolitik - planlagt bygningsvedligehold 2018-2021 | U I | 1.644 0 | 1.619 0 | 7.403 0 | 7.341 0 | 1 |
P.nr. 4716 Legeparken | U I | 373 0 | 301 0 | 2.926 -426 | 2.653 -419 | 2 |
P.nr. 5096 Museum Kolding, udvikling af lokaler på Staldgården | U I | 10.000 0 | 10.000 0 | 10.000 0 | 10.000 0 | 3 |
Note 1.
Projektet omfatter planlagt bygningsvedligeholdelse 2018-2021 på ejendomme.
Note 2.
Projektet er afsluttet. Ved genopretningsplanen i 2019 blev der skåret 200.000 kr. I 2021 er der anlagt en legeplads.
Note 3.
Anlægstilskud som er udbetalt til Museum Kolding.
Resumé
Deltagelse i ekstraordinære aktiviteter.
Sagen behandles i
Kultur.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at Kultur drøfter, om der er behov for, at et eller flere medlemmer af udvalget varetager andre kommunale hverv.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
Det fremgår af Kolding Kommunes Regulativ om Vederlag og godtgørelse til Byrådets medlemmer, punkt 2, at der kan tillægges erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for varetagelse af andre kommunale hverv, når deltagelsen sker efter anmodning fra Byrådet eller et af Byrådets udvalg, på grund af en protokolleret beslutning.
Aktivitet:
Reception og venskabsby-besøg fra Huescar i anledning af fremvisningen af filmen ”The longest war”, onsdag den 6. april fra 15.00-22.00. Deltagere Eva Kjer Hansen (V) og Merete Due Paarup (RV).
Resumé
På mødet orienteres om nyt fra By-og Udviklingsforvaltningen inden for udvalgets område.
Sagen behandles i
Kultur.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Der kan ikke træffes beslutning under punktet, fordi det kun er et orienteringspunkt.
Bilag
Resumé
Orientering fra formanden.
Sagen behandles i
Kultur.
Beslutning Kultur den 04-04-2022
Taget til efterretning.