Dagsorden eller referat
Referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
21-01-2015 08:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Social- og Sundhedsudvalget |
Sted: |
Udvalgslokalet, 4. etage |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 14/18726
Resumé
Ansøgning om anlægsbevilling på 9,6 mio. kr. vedrørende projekt nr. 4743 - Samling af døgntilbud, udbygning af døgntilbuddet Tinghøj.
Jf. budget 2015, note 1.3 tekniske ændringsforslag mv. er der sket en reduktion af budgettet til sårbare børn og unge med 5,0 mio. kr. En forudsætning for realisering af besparelsen er opførelsen af en ny bygning på adressen Tingvejen 6 – 8.
Sagen behandles i
Socialudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår,
at bevillingsansøgningen godkendes,
at udgiften på 9,6 mio. kr. finansieres ved kasseforbrug,
at direktionen pålægges at anvise konkret finansiering senest ved bevillingskontrollen medio 2015 med udgangspunkt i de muligheder, der er nævnt under sagsfremstillingen.
Sagsfremstilling
Projektet omfatter uafhængig ny bygning på adressen Tingvejen 6 – 8.
Bygningen er på ca. 436 m2 fordelt på 2 etager, og indeholder 8 værelser, spise- og opholdsarealer, samt administration, vagt og depotrum. Bygningen placeres på den eksisterende boldbane.
Ansøgningen fremsendes jævnfør beslutning i Socialudvalget den 18. juni 2014 (sag nr. 14) – ”Revision af udviklingsplanen for sårbare børn og unge”. Her besluttedes en omorganisering af døgntilbudsområdet, hvor der skal ske en tilpasning og effektivisering af de to eksisterende døgntilbud Tinghøj og Landerupgaard, med henblik på at imødekomme efterspørgslen samt skabe den nødvendige kapacitet og fleksibilitet i organisationen.
Ansøgningens bevillingsmæssige forudsætninger:
Nødvendig anlægsbevilling | 9.600.000 kr. |
Oprindelig anlægsbevilling | 0 kr. |
Tillægsbevilling til anlægsbevilling | 9.600.000 kr. |
Rådighedsbeløb 2015: Nødvendig rådighedsbeløb 2015 | 9.600.000 kr. |
Oprindelig rådighedsbeløb 2015 | 0 kr. |
Tillægsbevilling til rådighedsbeløb 2015 | 9.600.000 kr. |
Projektet er ikke optaget på investeringsoversigten for 2015 hvorfor det nødvendige rådighedsbeløb i første omgang foreslås finansieret ved kasseforbrug.
Efterfølgende vil finansiering blive anvist enten i forbindelse med overførselssagen i marts 2015 eller alternativt senest i forbindelse med bevillingskontrollen medio 2015.
Af alternative finansieringsmuligheder kan peges på:
- Øgede salgsindtægter af f.eks. landbrugsjord ved Landerupgaard. Landbrugsjorden skønnes at have en værdi på ca. 12,0 mio. kr.
- Ikke forbrugte beløb i 2014, der ikke skal tilføres 2015-budgettet, eller eventuelt overskud i forbindelse med midtvejsregulering.
Centralforvaltningens bemærkninger
Der er ikke yderligere bemærkninger til ansøgningen.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsnr.: 14/3355
Resumé
Den endelig version af Sundhedsaftalerne 2015-2018 er sendt i høring.
De politiske ønsker fra Kolding Kommune fra dialogrunden i foråret kan genfindes i aftalen.
Det anbefales, at Kolding Kommune tilslutter sig den aftale, der skal gælde de kommende fire år.
Sagen behandles i
Socialudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at Sundhedsaftalen 2015-2018 godkendes.
Sagsfremstilling
Den 5. januar 2015 er den endelige version af Sundhedsaftalen 2015-2018 udsendt til de syddanske kommuner med ønske om en tilkendegivelse for tilslutning til aftalen.
Sundhedsaftalen 2015-2018 er mere tydelig og præcis end tidligere udgaver af sundhedsaftaler, og de politiske ønsker fra Kolding Kommune fra dialogrunden i foråret 2014 kan genfindes i aftalen.
Bl.a. omkring henvisning til kommunale forebyggelsestilbud, tættere samarbejde mellem jordemødre og den kommunale sundhedspleje, fokus på det børnepsykiatriske område og mental sundhed blandt børn og unge samt prioritering af borgere med funktionelle lidelser.
Sundhedsaftalen 2015-2018 har været udsendt til høring af flere omgange, og dette vil derfor nærmere være en tilkendegivelse frem for et egentligt høringssvar.
På baggrund af det endelige høringsudkast til en ny sundhedsaftale for Region Syddanmark og de 22 kommuner anbefales det, at Kolding Kommune tilslutter sig den aftale, der skal gælde de kommende fire år.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Forslaget indstilles til godkendelse.
Der foretages en opfølgning af Sundhedsaftalerne 2015-2018 og forelægges Socialudvalget i januar måned 2016.
Bilag
Sagsnr.: 11/12490
Resumé
Sundhedsplanen 2011-2014 for Kolding Kommune blev godkendt i efteråret 2011, efter at planen havde været til drøftelse i alle stående udvalg, og består af 31 forebyggende og sundhedsfremmende indsatser.
Indsatserne har bl.a. medført, at der er blevet udviklet en prototype til et bevægelsesmøbel til at fremme læring og bevægelse i folkeskolen og
at det første værested i Danmark, der er blevet certificeret under Nøglehulsmærkningen, ligger i Kolding.
Sagen behandles i
Socialudvalget
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at orienteringen tages til efterretning
at status for sundhedsplanindsatser forelægges for Byrådet, når udkast til fremtidig sundhedspolitik foreligger.
Sagsfremstilling
Sundhedsplanen 2011-2014 for Kolding Kommune består af 31 forebyggende og sundhedsfremmende indsatser. Indsatserne er løbende blevet igangsat.
I 2013 og første halvår af 2014 er der bl.a. sket følgende:
I forbindelse med ”iMo Learn”-projektet under indsatsen Let dig, der er en del af det tværgående program Sundhed og trivsel for alle, er der udviklet en prototype til et bevægelsesmøbel, der har stort potentiale til at fremme læring og bevægelse i folkeskolen.
Som en del af Let dig, er der også blevet uddannet 75 frivillige stolegymnastikinstruktører og 30 aktivitetsvenner til ældreområdet.
Der er uddannet tre nøglepersoner for at sikre tidlig opsporing af borgere med alkoholproblemer, og uddannelse af Kolding Kommunes frontmedarbejdere, som er medarbejdere med borgerkontakt, startet i efteråret 2014.
Som en del af indsatsen Mærk Maden er det første værested i Danmark, Kulturhuset, blevet certificeret under Nøglehullet.
Kolding Kommune var også den eneste kommune i Danmark, der deltog i Fødevarestyrelsens årlige Nøglehulskampagne i 2014 ved afholdelsen af Herrefede dage i samarbejde med City Kolding.
I forbindelse med indsatsen ’Forebyggende sundhedsindsatser på offentlige og private virksomheder’ er der blevet udviklet et koncept til samarbejde med private virksomheder, ’Virksomhed med overskud’. I løbet af 2013 valgte 18 virksomheder at få sundhedsfremmende indsatser.
Sundhedschef Helle Rasmussen vil på mødet give en status på sammenhæng af sundhedspolitik, sundhedsplan samt sundhedsaftalen.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Godkendt med den tilføjelse, at der afholdes en åben temadag for de involverede parter i sundhedsplansindsatserne.
Bilag
Sagsnr.: 15/121
Resumé
I forbindelse med igangsætning af et tværgående projekt omkring borgere med Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL), har Kolding Kommune fået bevilget støttemidler fra TrygFonden.
Sagen behandles i
Socialudvalget
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Kolding Kommunes sundhedsområde har iværksat et tværgående projekt omkring KOL. Projektet skal bl.a. styrke borgerens egen håndtering af sygdommen og reducere antallet af indlæggelsesdage og ambulante besøg på sygehuset. Borgerne måler deres lungefunktion og medarbejderne kan følge udviklingen af målingerne, hvilket giver mulighed for bedre rådgivning og vejledning til borgerne.
Kolding Kommune har søgt og fået bevilget støttemidler fra TrygFonden til udstyr til 100 borgere i forbindelse med projektet.
Bevillingen er på 1.000.000 kr.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Godkendt.
Beslutning Seniorudvalget den 04-02-2015
Godkendt.
Sagsnr.: 14/2770
Resumé
Socialudvalget besluttede i mødet den 19. marts 2014, at der gennemføres et pilotprojekt om tandpleje til socialt udsatte borgere.
Baggrunden for pilotprojektet er bl.a., at der i gruppen socialt udsatte borgere er store udækkede tandplejebehov, som giver tandsmerter, spise- og taleforstyrrelser og kan medvirke til at fastholde borgeren i misbrug.
På baggrund af evaluering af pilotprojektet anbefales det, at ordningen videreføres og udvides til en større målgruppe i 2015.
Evalueringen har været forelagt Udsatterådet.
Tilføjelse til resumé
På baggrund af evaluering af pilotprojektet blev det på Social- og sundhedsudvalgets møde den 21. januar 2015 besluttet, at projektet videreføres i 2015 og, at sagen optages igen efter ½ år med henblik på status på tandpleje til socialt udsatte borgere samt en orientering om sammenhæng af ansøgning og lovgivning vedrørende støtte til tandbehandling.
Sagen behandles i
Socialudvalget
Forslag
at projektet videreføres i 2015.
Nyt forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
Sagsfremstilling
I efteråret 2014 er der gennemført et pilotprojekt omkring tandpleje til socialt udsatte borgere. Formålet med pilotprojektet har været at gøre det lettere for de socialt udsatte borgere at benytte de behandlingsmuligheder, der allerede eksisterer, og undersøge om det er muligt at rekruttere frivillige til at varetage opgaven. Pilotprojektet skulle også afdække, om der efterfølgende ville være basis for at indføre forslaget i et større omfang.
Pilotprojektet har afklaret, at det ikke har været nødvendigt at oprette en egentlig tandklinik (kaldet en unit), da det viste sig at være tilstrækkeligt med rådgivning og vejledning til de allerede eksisterende tilbud: private tandlæger og den kommunale specialtandpleje.
Tandrådgivningen fandt sted i Folkekøkkenet hver anden torsdag fra september til november i 2014. Ca. 30 borgere indgik i pilotprojektet.
Borgerne var ved starten primært brugere af Folkekøkkenet, men siden kom der andre borgere til via værestedet Regnbuen.
Borgernes tandstatus har for de flestes vedkommende været præget af en stor mængde tandsygdom. Årsagerne til, at de ikke har opsøgt en tandlæge i en længere tidsperiode var bl.a. økonomi og tandlægeskræk.
Den frivillige støtte til at sørge for, at borgerne fik gennemført at få tid og komme afsted til rådgivningen, har været altafgørende for de fleste af de borgere, som projektet har været i kontakt med. Mange af borgerne har haft et stort behov for social rådgivning, også om andet end tænder. Borgerne har desuden givet udtryk for, at de følte sig trygge ved, at tandrådgivningen foregik et kendt sted som Folkekøkkenet.
Det har været muligt at rekruttere frivillige tandlæger til tandrådgivningen, men det er fra disse tandlægers side understreget, at der i Folkekøkkenet er tale om rådgivning, og ikke egentlig undersøgelse, idet det stiller helt andre krav til journalisering, udstyr og vilkår.
Økonomi
Til gennemførsel af pilotprojektet er der anvendt ca. 50.000 kr. til rådgivning, materialer og administrativ tid.
I 2013 var der et mindre forbrug på §82a på det sociale budget på 690.000 kr., som er overført til tandplejebudgettet. Disse midler kan med fordel anvendes til udvidelse af målgruppen samt til finansiering af flere specialtandlægetimer.
På baggrund af de gode resultater fra pilotprojektet foreslås, at
a) Tandrådgivningen videreføres og således vil omfatte en større målgruppe (ca. 150-200 borgere i 2015)
b) Der fortsat forsøges at rekruttere frivillige tandlæger til ordningen. Rådgivningen gives i samarbejde med Kolding kommunes tandlægekonsulent (p.t. ligger funktionen ved overtandlægen)
c) Fortsat økonomisk/social rådgivning.
d) Der anvendes midler til brug af flere specialtandplejetimer samt til udvidelse af målgruppen i 2015.
e) Udviklingen følges i 2015 med henblik på eventuel fortsættelse i de kommende budgetår.
Evalueringen har været forelagt Udsatterådet den 13. januar 2015.
Udsatterådet anbefaler,
at projektet fortsætter, da behovet er der
at der i forbindelse med projektet er fokus på mentorordning, således at der er støtte om de udsatte til at benytte tilbuddet og hjælp til at ansøge om økonomisk støtte til behandlingen
at tilbuddet synliggøres
at der er fokus på økonomisk formåen for udsatte som i kraft
af misbruget ikke har et reelt rådighedsbeløb.
overensstemmelse med projektet formål og indsats.
Tilføjelse til sagsfremstilling
Tandrådgivningen blev genoptaget primo marts 2015.
Rådgivningen har været varetaget af medarbejdere fra økonomisk rådgivning og frivillige praktiserende tandlæger suppleret af tandlæge fra Kolding Kommunes specialtandpleje og tandlægekonsulenten.
Der er anvendt/aftalt anvendelse af midler i 2015 til:
- ekstra special-tandpleje,
- supplerende tandlægetimer og
- frikøb af klinikassistenttimer i den kommunale tandpleje.
Årsagen hertil er, at det har vist sig, at der via projektet i Folkekøkkenet er ind-visiteret flere borgere til specialtandplejen, og at opmærksomheden på specialtandplejen via projektet er øget og flere borgere har henvendt sig direkte til specialtandplejen og af den vej blevet ind visiteret. Tilbuddet er endvidere forsøgt synliggjort for målgruppen via opslag af plakater på Kolding Kommunes sociale væresteder m.m.
Tandrådgivningen er åben hver anden torsdag, hvilket vurderes som et passende omfang. Der er ca. 5 borgere i rådgivningen pr. gang.
Erfaringer
Erfaringen for projektet i 2015 er de samme som evalueringen fra december 2014:
- Rådgivningen blev taget godt imod blandt brugerne, og opfattelsen er, at det har medvirket til, at en del borgere, som ellers ikke ville have modtaget nødvendig tandbehandling er kommet i gang med det.
- Det har været en gevinst, at den opsøgende del er foregået på borgerens hjemmebane.
- Mange af borgerne har et stort behov for social rådgivning, også om andet en tænder.
- For en del af borgerne er det meget afgørende at den akutte behandling ikke koster noget, hvis de skal have den gennemført.
- Der er et stort behov for social støtte for en del af disse borgere, hvis de skal have behandlingen gennemført.
- Behovet for mentorordning og social støtte er fortsat meget stort og det er større end det på nuværende tidspunkt er muligt at honorere (ad frivillig vej).
- Lovgivningen fortsat opleves som for kompliceret for en del af borgerne. Lovændring vedr. Lov om social service § 82a har næppe ændret herpå, ligesom mange borgere fortsat har behov for en her og nu afklaring af økonomien.
- Ved behandling såvel efter Lov om social service § 82a som i den kommunale specialtandpleje er der en egenbetaling. Hvis man er uden midler kan man efter Lov om social service §82 søge om tilskud til dækning af denne - dvs. egenbetalingen – som enkeltydelse. Dette at der er en egenbetaling – selv om man kan søge om at få den betalt – opleves af nogle borgere som en hindring for at få tandbehandling. Hvad angår egenbetalingen til Specialtandplejen kan kommunen beslutte, at man ikke opkræver egenbetaling (men det bør så nok være gældende for alle ind visiterede i Specialtandplejen- p.t. godt 200 borgere, og ikke kun for de borgere der ind visiteres via folkekøkkenet). I Kolding kommune har man hidtil valgt at opkræve egenbetaling i såvel Den kommunale omsorgstandpleje (ca. 400 kr./år) som i Specialtandplejen (max. 1740 kr./år).
- Det har vist sig vanskeligt fremadrettet at rekruttere yderligere frivillige tandlæger til rådgivningen, derfor suppleres med timer fra specialtandplejen/ tandlægekonsulenten.
- Der er fortsat et stort behov for ekstra (frivillige?) ressourcer til social støtte for en del af disse borgere, hvis de skal have behandlingen gennemført.
- Ordningen forventes videreført i resten af 2015, dog med et slip i juli 2015.
Med baggrund i erfaringerne fra projektet i efteråret 2014 og foråret 2015 anbefales det fremadrettet:
- At tandrådgivningen videreføres i resten af 2015.
- At overveje om støtten til borgerne i tandrådgivningen skal styrkes enten af frivillig vej, eller alternativt ved ansættelse af social mentor/coach/ støtte.
- At overveje om man som kommune ønsker ikke at opkræve egenbetaling til omsorgstandpleje og specialtandpleje, eller om man fremover fortsat henviser til ansøgning om enkeltydelse til dækning af egenbetaling for de borgere der er berettiget hertil.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Godkendt med den tilføjelse, at sagen optages igen om ½ år med henblik på status på tandpleje til socialt udsatte borgere samt en orientering om sammenhæng af ansøgning og lovgivning vedrørende støtte til tandbehandling.
Sagsnr.: 14/19912
Resumé
Handicaprådet har den 11. december 2014 behandlet en henvendelse fra rådets formand med forslag til udarbejdelse af en frivilligpolitik for Kolding Kommune.
Handicaprådets beslutning af 11. december 2014 er: ”Handicaprådet foreslår Socialudvalget at nedsætte en arbejdsgruppe, hvor Ældrerådet, Handicaprådet, Frivilligt Forum og andre relevante aktører indgår. Det foreslås endvidere, at kortlægning af foreninger indgår i arbejdet.”
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår,
at forslaget om udarbejdelse af en frivilligpolitik drøftes.
Sagsfremstilling
I henvendelsen fra Handicaprådets formand er anført:
”Handicaprådet og Ældrerådet indstiller til Byrådet, at der udarbejdes en frivilligpolitik for Kolding Kommune.
Regeringens frivilligcharter blev i efteråret 2013 præsenteret i de 5 regioner.
I region Syddanmark fandt mødet sted i Odense den 24. oktober 2013.
Fra Kolding deltog 6 personer, heriblandt repræsentanter fra Ældrerådet og Handicaprådet.
De 6 repræsentanter enedes om at rette henvendelse til Kolding Kommune med opfordring til, at en sådan politik udarbejdedes, og med et tilbud om at ville bidrage til dette.
Denne henvendelse er baggrunden for denne indstilling.
Rådene er opmærksomme på, at der allerede i dag udføres en betydelig indsats af frivillige til løsning af forskellige opgaver i kommunen.
Derfor ønskes en frivilligpolitik udarbejdet med henblik på at sikre, at dette og fremtidig frivilligt arbejde foregår efter synlige og alment accepterede retningslinier.
Udarbejdelse af en frivilligpolitik er blevet aktualiseret af, at der af det centrale MED-udvalg er vedtaget personalepolitiske rammer for frivilligt arbejde i Kolding Kommune.
De 2 råd bidrager meget gerne til udarbejdelse af frivilligpolitikken.”
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Socialudvalget vedtog
at de gamle politikker for Seniorområdet og Socialområdet sammenskrives
at politikkerne står tydelig og uafhængig af årstal
at sammenskrivningen sker i samarbejde med Handicapråd, Ældreråd og Frivilligt Forum med skyldig hensyn til områdernes forskellighed.
Bilag
Sagsnr.: 15/237
Resumé
Som en del af den sammenhængende børne- og ungepolitik skal Kolding Kommune udarbejde en plan for den sammenhængende indsats over for ungdomskriminalitet jvf. Lov om social service § 19, stk. 3.
Sagen behandles i
Socialudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår,
at planen for den sammenhængende indsats over for ungdomskriminalitet vedtages.
Sagsfremstilling
Planen indeholder beskrivelse af de forebyggende indsatser over for unge under 18 år samt de handlinger, der sker, når en ung har begået kriminalitet.
Forebyggelse af ungdomskriminalitet er en tværorganisatorisk og tværfaglig opgave. Det betyder, at det er et fælles ansvar, der går på tværs af forvaltninger i kommunen og politiet.
Det tværorganisatoriske arbejde er forankret i SSP-samarbejdet og Lokalrådet.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Forslaget indstilles til godkendelse.
Senior- og Socialdirektøren pålægges
at undersøge hvordan den forebyggende indsats foregår i lokalområderne med henblik på udarbejdelse af evt. udvidelsesforslag til budget 2016
at de opsøgende medarbejderes arbejdsområder repræsenteres på et kommende møde.
Bilag
Sagsnr.: 14/20937
Resumé
Socialudvalget besluttede i mødet den 17. september 2014, at der udarbejdes en kvalitetsstandard på den sociale alkoholbehandling, med det formål at synliggøre serviceniveauet på området.
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Forslag
Senior og Socialdirektøren foreslår
at forslag til kvalitetsstandard om social behandling af alkoholmisbrug godkendes.
Sagsfremstilling
Der er i lighed med kvalitetsstandard på området for stofmisbrugsbehandling udarbejdet forslag til kvalitetsstandard for den sociale alkoholbehandling.
Kvalitetsstandarden er bygget op på baggrund af Sundhedslovens § 141, behandling til alkoholmisbrugere. Kvalitetsstandarden er bygget op på samme måde som kvalitetsstandarden på stofmisbrugsbehandling, men med de lovgivningsmæssige afvigelser der er i mellem de to lovgivninger.
Kvalitetsstandarden beskriver det serviceniveau på alkoholmisbrugsbehandlingsområdet, som kommunalbestyrelsen beslutter, herunder de politiske målsætninger og prioriteringer, som ligger bag beslutningen.
Kvalitetsstandard, opfølgning og revision på kvalitetsstandarden gøres alment tilgængelig for borgerne i kommunen, herunder som minimum på internettet.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Godkendt med den tilføjelse, at det undersøges om der er mulighed for at skabe opmærksomhed på gratis tilbud til alkoholmisbrugsbehandling i lokale ugeaviser, Vamdrup Kino, lægehuse m.v.
Bilag
Sagsnr.: 14/21075
Resumé
Som et fælleskommunalt projekt under KKR har en arbejdsgruppe med blandt andet repræsentanter fra Kolding Kommune, arbejdet med, hvad det gode liv er for borgere med en sindslidelse eller en erhvervet hjerneskade. Der foreligger nu en afrapportering som kommunerne skal forholde sig og behandle i forhold til videre foranstaltning.
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at orienteringen tages til efterretning
at videre foranstaltning af projektet drøftes.
Sagsfremstilling
Under KKR samarbejde i Syddanmark er der nedsat et Dialogforum mellem kommunerne og flere af brugerorganisationerne på det specialiserede socialområde. Her deltager blandt andet formand for KKR, Egon Fræhr.
På baggrund af drøftelser i Dialogforum Syddanmark blev projekt Fokus på det gode liv igangsat. Udgangspunktet er, at kommunerne på det sociale område står overfor en række dilemmaer, hvis borgerne fortsat skal kunne tilbydes gode tilbud, som giver god effekt.
Derfor blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter, både fra kommuner og fra flere handicaporganisationer. Arbejdsgruppen skulle, ud fra en innovativ tilgang, udarbejde oplæg til, hvordan der kan arbejdes med at fokusere på livskvalitet i tilbuddene.
Fra Kolding Kommune har formand for Socialudvalget Lis Ravn Ebbesen og planlægger i Socialstaben, Lene Kamp, deltaget i arbejdsgruppen.
Innovationsfabrikken på IBC Kolding har ledet processen for arbejdsgruppen.
Formålet med projektet har været, at forstå det gode liv set fra en brugers perspektiv. For på den måde at undersøge om de forestillinger vi fra kommunal side har om det gode liv, svarer til forventningerne og behovene hos de mennesker, vi hjælper.
Der har hovedsagelig været to målgrupper som har været omdrejningspunkt for arbejdet. Personer med en sindslidelse og personer med en erhvervet hjerneskade.
Arbejdsgruppen har bl.a. via en række interviews fået en indsigt, der har udmøntet sig i fire spørgsmål:
1. Hvordan undgår vi, at kommunen bliver forudsætningen for detgode liv?
2. Hvordan kan modtagere af hjælp blive bidragsydere i andres liv?
3. Hvordan bliver kommunen den aktive og gode medspiller i starten af et forløb?
4. Hvordan ser vi mennesket i stedet for diagnosen?
I Kolding er der foretaget interviews med borgere på Overmarksgården.
Projektets resultater har været drøftet i Socialdirektørforum, hvor det blev besluttet:
”at Fokus på det gode liv drøftes i lokale fora, herunder Handicapråd.
Fælleskommunalt socialsekretariat udarbejder oplæg til lokale drøftelser. På det politiske temamøde den 5. marts 2015 skal Fokus på det gode liv indgå som tema.”
Planlægger Lene Kamp vil på mødet give et oplæg om Projekt ”Fokus på det gode liv.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Godkendt.
Bilag
Sagsnr.: 15/109
Resumé
Medlem af Socialudvalget Kristina Jørgensen (O) anmoder i mail af 24. december 2014 om at følgende punkt optages på dagsordenen:
”Som studieby har Kolding Kommune en stor andel unge bosiddende, og det er derfor naturligt at have fokus på denne gruppe også socialpolitisk.
Ifølge Livslinien er det samlede antal selvmordsforsøg halveret siden 1980, mens det blandt børn og unge i alderen 10-19 år er mere end fordoblet. Dette understreges af flere specifikke tilfælde af selvmordsforsøg i Kolding Kommune, som har været skildret i lokalpressen i løbet af 2014.
For at få et indblik i Kolding Kommunes tilbud til unge under 18 år, der har forsøgt selvmord og kvaliteten af tilbuddene, ønskes en redegørelse for indsatsten samt en opgørelse over antal selvmord herunder antallet af gentagelsestilfælde, derfor foreslås følgende:
at Socialudvalget gives en redegørelse for tilbud til og indsats overfor unge, der har forsøgt at begå selvmord,
at Socialudvalget oplyses om, hvor mange unge i Kolding Kommune i perioden 2010-2014, der har forsøgt at begå selvmord og hvor mange af disse, der har forsøgt selvmord før
at der efter ovenstående redegørelser drøftes, hvorvidt der er behov for en øget forebyggelsesindsats rettet mod unge selvmordstruede.”
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at sagen drøftes.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Sagen blev drøftet.
Sagsnr.: 14/16155
Resumé
Deltagelse i kommunale aktiviteter, medlemmer af Socialudvalget.
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at Socialudvalget drøfter, om der er behov for, at et eller flere medlemmer af udvalget varetager andre kommunale erhverv.
Sagsfremstilling
Jf. Kolding Kommunes regulativ om vederlag og godtgørelse til byrådets medlemmer, punkt 2, fremgår det, at der kan tillægges erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for varetagelse af andre kommunale hverv, når deltagelse sker efter anmodning fra Byrådet eller et af Byrådets udvalg, på grund af en protokolleret beslutning.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Ingen deltagelse i aktiviteter.
Sagsnr.: 14/16155
Resumé
Orientering fra formanden.
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Der blev givet en orientering.
Sagsnr.: 14/16155
Resumé
Orientering om udvalgt nyt fra Social-og Sundhedsområdet.
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Sagsfremstilling
Dagsordenspunktet er alene et orienteringspunkt, hvorfor der ikke kan træffes beslutning under punktet, idet dette i her enkelt sag vil kræve forudgående optagelse af et punkt på dagsordenen.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Der blev givet en orientering.