Fokus på udfordringsretten er en del af regeringens sammenhængsreform. Formålet er at udvikle nye løsninger i det offentlige, skabe mere rum til god ledelse og større frihed i opgaveløsningen og afskaffe unødvendige proceskrav og dokumentation.
Fra regeringens side er den udvidede udfordringsret planlagt til at løbe frem til udgangen af 2021, og det vil således være muligt løbende at fremsende forslag til udnyttelse af udfordringsretten.
Senior- og Socialforvaltningen foreslår, at der fremsendes ansøgning til ministeriet om anvendelse af udfordringsretten på nedenstående 3 områder:
1. Brug af velfærdsteknologi og digitale redskaber
Afprøvning af nye velfærdsteknologier og digitale redskaber udfordres af lovgivningen, da brugen af disse ifølge lovgivningen betragtes som overvågning frem for omsorg.
Reglerne om magtanvendelse begrænser og forhindrer i flere situationer, at velfærdsteknologi kan anvendes til at understøtte borgerens behov for tryghed, omsorg, værdighed, sikkerhed, bevægelsesfrihed samt frihed til selv at vælge. Ligesom reglerne forhindrer, at kommunerne kan afprøve og udvikle nye velfærdsteknologiske løsninger sammen med markedet.
Regeringen har varslet en revision af reglerne om magtanvendelse, som blandt andet i højere grad skal åbne mulighed for brug af velfærdsteknologiske løsninger, som kan registrere borgernes bevægelser. Det er uvist hvilken formulering, hjemmel og vejledning, der præcist vil blive givet til brugen af velfærdsteknologi.
Det foreslås, at der ved fremtidig lovgivning gives en generel hjemmel til at gøre brug af velfærdsteknologiske løsninger til fremme af omsorgen og borgers værdighed, forudsat at der forud for anvendelsen ligger en faglig og omsorgsmæssig vurdering af borgers funktionsniveau, som også har taget hensyn til personalets kendskab til borgerens livsværdier og holdninger og under inddragelse af pårørende.
Blandt de hjælpemidler, som kan fremme plejen af borger og dermed borgers livskvalitet og værdighed, kan nævnes sengesensorer og andre bevægelsessensorer i boligen.
Lovområde der udfordres: Servicelovens § 124-127 om magtanvendelse og § 81-85 om hjælp og støtte.
2. Adgang til sundhedsdata
For at sikre en helhedsorienteret pleje og indsats overfor borgerne er det nødvendigt at styrke betingelserne for anvendelse og udveksling af data i forbindelse med tværsektorielt samarbejde.
Den nuværende sundhedslov kræver samtykke, hvis en ikke-sundhedsfaglig person fra en kommunal forvaltning skal indhente oplysninger til brug for en helhedsorienteret pleje og indsats. Det er derfor ikke muligt at sammenstille sundhedsdata med data fra andre indsatsområder i f.eks. analyse og effektmålings øjemed.
Det vanskeliggør planlægningen af den rette indsats for borgeren, eksempelvis i tilfælde hvor det kan være vanskeligt at afgøre, om en person er arbejdsløs fordi vedkommende er syg, eller om sygdommen er fremkaldt af en manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.
Den manglende hjemmel er et tiltagende problem, idet kommunen yder en kombineret servicelovs, arbejdsmarkedslovs og sundhedslovsindsats til et stigende antal borgere.
Der er knyttet stort administrativt arbejde ved indhentning og opdatering af samtykker, og borgerne er i flere situationer uforstående overfor, at oplysningerne ikke allerede kan deles uden samtykke. Det medfører, at det er vanskeligt for kommunen at yde borgerne en helhedsorienteret og sammenhængende indsats på tværs af fagområder og forvaltninger, men også på tværs af sektorer.
For at kunne tilbyde den rette indsats på det rigtige tidspunkt foreslås det, at anvende udfordringsretten til at sikre et informationsgrundlag, der baserer sig på oplysninger fra både sundheds-, social-, og arbejdsmarkedsområdet fra både kommune og region.
Lovområde der udfordres: Sundhedslovens kap. 9 om tavshedspligt, videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger.
3. Flytning uden samtykke
Kommunen visiterer løbende borgere til kommunens plejeboliger, botilbud og almene boliger.
Ofte vil borgers funktionsniveau udvikle eller ændre sig under borgerens ophold. Dette gør sig særligt gældende for borgere i botilbud og almenboliger, hvor borger kan bo næsten hele livet og hjælpen, f.eks. på grund af alder, ændrer sig fra f.eks pædagogisk støtte (servicelovens §85) til personlig pleje og omsorg (servicelovens § 83). Det kan f.eks være en borger på et socialpædagogisk botilbud der med alderen bliver dement og hjælpen til borgeren bedre kan varetages på et plejehjem. I dette tilfælde kan en flytning af borger være en fordel for borgers trivsel da det nye tilbud i bedre grad kan varetage omsorg og pleje relateret til borgerens demens (og fordi behovet for socialpædagogisk støtte er kraftigt reduceret/ faldet bort som følge af aldersudviklingen/ demenssygdommen).
I nogle tilfælde kan borger ikke samtykke til en flytning eller kan – til trods for klare omsorgsmæssige fordele og pædagogiske indsatser – ikke indse fordelene ved en flytning og modsætter sig en flytning.
Det medfører, at der opstår en meget sammensat beboergruppe, hvilket kan gøre det vanskeligt for personalet at yde en kollektiv rehabiliterende eller social indsats for beboerne. Dette gør sig især gældende for de mere specialiserede tilbud med beboere med komplekse funktionsnedsættelser.
De nuværende regler for flytning uden samtykke i serviceloven giver ikke mulighed for at flytte borgere til andre tilbud uden samtykke i ovennævnte situationer.
Det foreslås, at der indføres mulighed for flytning af borgere når der kan påvises en klar og vedvarende omsorgsmæssig fordel ved flytning, og det ligeledes er dokumenteret at borger ikke længere er omfattet af målgruppen for det eksisterende botilbud. Formålet med det eksisterende botilbud er opnået eller formålet kan ikke opnås og derved tilgodeser botilbuddet ikke borgerens behov.
Udgangspunktet skal derfor altid være borgerens aktuelle situation og at det tilbud borgeren flyttes til i væsentlig højere grad kan yde den relevante hjælp til borgeren.
Flytning uden samtykke er indgribende og skal derfor alene ske når hensynet til omsorgen for borgeren taler væsentligt herfor og mulighederne for at indhente samtykke til flytning er udtømte.
Samtidig skal borgeren, borgerens pårørende og eventuel værge oplyses om at en flytning uden samtykke kan påklages til relevant klageinstans og at afgørelsen vil have opsættende virkning så flytningen ikke kan effektueres uden anden myndighed har været inde over, og borgerens retssikkerhed hermed sikres.
Ovenstående forslag kunne naturligt indføres som et led i regeringens varslede revision af magtanvendelsesområdet.
