Et enigt Teknik- og Klimaudvalg besluttede på deres møde den 21. oktober 2019, at udgiften til kommunens Flextur-ordning skal reduceres med 0,5 mio. kr. i budgetperioden 2020 til 2023. Yderligere besluttede et flertal, at udgiften til den kollektive trafik skal reduceres med 1,3 mio. kr. i 2022 og 2023.
Som tidligere varslet, senest under behandlingen af Sydtrafiks budgetforslag for 2020 den 21. august 2019, forventes et budgetunderskud på den kollektive trafik fra 2020 og i årene herefter.
Sammenlagt giver dette et behov for en reduktion af udgifterne til den kollektive trafik på:
(i 1.000 kr.) | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 |
Reduktion på Flextur | 500 | 500 | 500 | 500 |
Reduktion på kollektiv trafik | 0 | 0 | 1.300 | 1.300 |
Forventet underskud | 331 | 974 | 1.239 | 1.367 |
Reduktionsbehov i alt | 831 | 1.474 | 3.039 | 3.167 |
I perioden fra 2020 til 2023 skal der således findes besparelser for i alt 8,5 mio. kr. på den kollektive trafik.
By- og Udviklingsforvaltningen har i samarbejde med Sydtrafik udarbejdet et katalog over besparelsesforslag. Forslagene berører Flextur, bybusnettet, skoleruter og mellembysruter.
Ændringer på Flextur kan gennemføres inden for få måneder, mens ændringer på busruter først kan gennemføres ved køreplanskiftet ultimo juni 2020, hvorfor besparelser på disse kun vil have halv virkning i 2020.
Sydtrafiks deadline med hensyn til indmelding af køreplanændringer til køreplanskiftet ultimo juni 2020 er reelt den 29. november 2019, men Kolding Kommune har fået lov til at strække dette til den 13. december 2019. Indmeldelser af køreplanændringer efter denne dato kan først træde i kraft ved køreplanskiftet i december 2020, og vil derfor ikke medføre besparelser i 2020.
Ud af de i alt 28 opstillede besparelsesforslag peger By- og Udviklingsforvaltningen på 12 forslag, som vil give en samlet årlig besparelse på 1,89 mio. kr. Reduktionsbehovet vil dermed være dækket til og med 2021, og der vil dertil være en buffer på godt 0,3 mio. kr. i 2020 og godt 0,4 mio. kr. i 2021 til dækning af uforudsete udgifter såsom indtægtstab (skønnet til 100.000 kr. i 2020 og 200.000 kr. i 2021), merforbrug på flextur som følge af nedlagte afgange samt indeksstigninger.
De udpegede forslag er valgt ud fra en betragtning af:
- Antal berørte passagerer
- Udgift pr. tabt passager
- Er der andre alternativer, såsom andre busruter, inden for en rimelig gangafstand eller mulighed for brug af Flextur?
- Benyttes afgangen dagligt?
- Hvilket turformål anslås rejsen at have – fritidsrejse eller arbejds-/uddannelsespendling?
Besparelsesforslagene, der er udpeget efter disse kriterier, er følgende:
Forslag nr. | Forslag | Besparelse pr. år (i kr.) |
9 | Indskrænkning af betjeningstidsrummet linje 6 | 268.000 |
14 | Sløjfning af 2 afgange på rute 252 | 202.000 |
15 | Sløjfning af 2 afgange på rute 253 | 100.000 |
16 | Sløjfning af 6 afgange på rute 257 | 208.000 |
18 | Ingen kørsel i ferieperioder på rute 253 og 257* | 229.000 |
20 | Sløjfning af 1 afgang på rute 510 | 92.000 |
21 | Sløjfning af 1 afgang på rute 520 | 30.000 |
22 | Sløjfning af 1 afgang på rute 521 | 40.000 |
23 | Sløjfning af 1 afgang på rute 537 | 55.000 |
24 | Sløjfning af 4 afgange på rute 538 | 197.000 |
26 | Takststigning på Flextur | 271.000 |
27 | Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld som byzone-område i Flextur-regi** | 193.000 |
Besparelser i alt | 1.885.000 |
* Rute 252 er fravalgt på grund af det højere passagertal.
** Kræver en behandling i Sydtrafiks bestyrelse.
En uddybning af konsekvenserne ved gennemførelsen af de enkelte besparelsesforslag kan findes i bilaget ”Besparelseskatalog – kollektiv trafik”.
Teknik- og Klimaudvalget behandler besparelseskataloget på deres møde den 11. december 2019.