Dagsorden eller referat
Referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
19-03-2014 09:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Social- og Sundhedsudvalget |
Sted: |
Udvalgslokalet, 4. etage, |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 14/3822
Resumé
Socialudvalgsformand Lis Ravn Ebbesen (F) har i mail af 27. februar 2014 – på baggrund af avisartikler om handicapafdelingen - ønsket en redegørelse om
1. Hvordan klagesager håndteres og hvilken indflydelse de får på daglig praksis.
2. På hvilke områder vi politisk kan ændre serviceniveau og hvad det vil koste i ressourcer.
3. Ankesagernes indhold på området de sidste 5 år og indflydelse på Kolding Kommunes serviceniveau.
4. Lovændringer siden kommunal reformen, der har betydet ændringer
5. muligheder for politisk at anlægge et andet skøn end ankeafgørelserne.
6. Lovgivningsmæssige muligheder at samarbejdet mellem handicapråd og forældregrupper optimeres.
7. Hvilke overvejelser forvaltningen gør sig i forhold til ved kommunikation at få en fælles viden med forældrene om lovgivningsmæssige og kommunale muligheder og begrænsninger.
8. Hvor forvaltningen ser muligheder for en mindre bureaukratisk sagsbehandling.
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at redegørelsen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Forvaltningen oplyser indledningsvis, at der har været to centrale emner i de omtalte avisartikler.
Det ene handler om udmålingen af tabt arbejdsfortjeneste og merudgifter, hvor det – korrekt – angives, at udgifterne er faldet markant siden 2010. Det er dog vigtigt at fastslå, at faldet i udgifterne ikke er sket som følge af besparelser, men er et resultat af, at man har arbejdet målrettet på, at bevillingerne skal følge lovgivningens krav på området. Det er sket gennem efteruddannelse af socialrådgiverne i servicelovens bestemmelser i relation til handicappede med særligt fokus på målgruppeafgrænsning, tildelingskriterier og opfølgning. Der har med andre ord tidligere været givet bevillinger, som både i tid og omfang har ligget ud over det niveau, som lovgivning og principafgørelser angiver.
Det andet emne handler om kommunikation samt råd og vejledning til borgerne. De ovennævnte tiltag omkring ydelserne skabte en markant bedre sagstyring og opfølgning i afdelingen. Men det skabte også et behov for, at udviklingen af afdelingen efterfølgende skulle handle om rådgiverrollen og borgeroplevelsen. Ledelsesmæssigt blev der som et udgangspunkt for processen sendt signal om, at ”et afslag i sig selv er ikke et succeskriterium” – der skal følge andet med. Derfor blev der som led i forvaltningens Selvværdsstrategi gennemført et 10 ugers uddannelsesforløb for alle medarbejdere i Handicaprådgivningen, hvor der er arbejdet med en coachende tilgang til rådgiverrollen (Koldingmetoden). Uddannelsen blev afsluttet ultimo maj 2013, og der arbejdes løbende på at implementere metoden.
Udover den ovennævnte uddannelse er der i løbet af 2013 og frem arbejdet med følgende tiltag i relation til rådgiverrollen og borgeroplevelsen:
1. Etablering af en dialog- og sparringsgruppe af forældre med handicappede børn.
2. Iværksat forældrekurser for nye forældre til handicappede børn.
3. Iværksat et tværfagligt rådgivningsteam pr. 1. marts 2014 for nye familier til handicappede børn. Der er involveret socialrådgiver fra Handicaprådgivningen og pædagogiske medarbejdere fra aflastningstilbuddet ”Toppen”. Medarbejderne er opsøgende i forhold til familierne.
4. Afskaffet telefontid for at forbedre tilgængelighed.
5. Etableret åben rådgivning for voksne handicappede på CSV (STU. Fabriksvej) og Kulturhuset.
Handicaprådgivningen vil endvidere gøre brug af Jobcentret erfaringer om evaluering af deres projekt omkring borgertilfredshed – ”Det hjertelige Jobcenter”, hvor indholdet er meget lig de tiltag, der er igangsat i Handicaprådgivningen.
På baggrund af de konkrete spørgsmål kan der oplyses følgende:
Ad. 1 Når en borger klager over en afgørelse sendes den til kommunen, der genvurderer sagen og inddrager eventuelle nye oplysninger og/eller ændrede forhold. Såfremt afgørelsen fastholdes, meddeles det til borgeren, og sagen videresendes til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen behandler sagen og kan 1) stadfæste afgørelsen, 2) hjemvise sagen til fornyet behandling (hvis ankestyrelsen mener, at der er fejl/mangler i sagens behandling. Der skal herefter træffes en ny afgørelse (som godt kan være den samme), 3) ændre kommunes afgørelse. Kommunen har pligt til at følge Ankestyrelsens afgørelse. Afgørelserne er også retningsgivende for kommunens praksis i lignende sager.
I perioden 1. juli 2012 – 1.juli 2013 har Handicaprådgivningen truffet over 1.000 afgørelser indenfor områderne tabt arbejdsfortjeneste og merudgifter.
Ad. 2 Lov om social service er en rammelov, hvor kommunerne på en række områder kan fastsætte et lokalt serviceniveau. I forhold til økonomiske tilskud (tabt arbejdsfortjeneste og merudgifter) og bevilling af hjælpemidler er administrationsgrundlaget lovgivning, bekendtgørelser og ankeafgørelser. Socialudvalget fastsat serviceniveau omkring aflastning til handicappede og socialpædagogisk støtte i eget hjem (hjemmevejledning). Kommunerne kan også fastsætte serviceniveau i forhold til f.eks. tildeling af botilbud, hvilke tilbud der skal være til rådighed og taksterne herfor mv.
Fælles for alle afgørelser er, at kommunen ikke kan sætte skøn under regel. Dvs. der skal altid foretages en individuel konkret vurdering af den enkelte sag – uanset et lokalt serviceniveau.
Ad. 3 Fra 1. oktober 2012 har Handicaprådgivningen selv registreret udfaldet af klagesager. I den periode har der på børnehandicap været følgende afgørelser:
§§ | Stadfæstelse | Hjemvisning | Ændring | Afvisning |
42 Tabt arbejdsfortjeneste | 36 | 7 | 8 | 1 |
41 Merudgifter | 41 | 9 | 11 | 1 |
84 Aflastning | 7 | 13 | 1 |
Ad. 4 Ændret lovgivning:
I forhold til tabt arbejdsfortjeneste (SL § 42) – er der indført generelt loft over, hvor meget der maksimalt kan ydes – p.t. 28.443 kr./md.
I forhold til merudgifter til voksne – tidligere udløste merudgifter på 6.000 kr./år og derover en kompensation på 18.000 kr./år. Efter lovændringen kompenseres borgerne med de konkrete udgifter rundet op til hele 100 kr.
I 2012 kom en præcisering af, at kommunerne skal inddrage såvel faglige som økonomiske hensyn, når der træffes en konkret afgørelse.
Ad. 5 Kommunen har som tidligere nævnt pligt til at følge Ankestyrelsens afgørelser. Dette kan ikke fraviges ved et lokalt politisk skøn.
Ad. 6 Der er ingen lovmæssige forhindringer i at optimere samarbejdet mellem Handicapråd, forældregrupper, interesseorganisationer og forvaltning i det omfang, at reglerne om tavshedspligt iagttages.
Ad. 7 Forvaltningen etablerede i foråret 2013 i samarbejde med Socialstyrelsen forældrekurser for nye familier med handicappede børn. Socialudvalget besluttede i efteråret 2013 efter indstilling fra forvaltningen at videreføre kurserne som et fast tilbud.
Udover dette er der pr. 1. marts 2014 etableret et opsøgende tværfagligt støtte- og vejledningsteam, som er et tilbud til alle forældre og pårørende til et barn med nedsat funktionsevne. Familierne bliver kontaktet umiddelbart efter, at Handicaprådgivningen får kendskab til sagen. Teamet har ikke myndighedskompetence, men er alene rådgivende.
Endelig har forvaltningen rådgivnings- og vejledningsforpligtelse overfor de enkelte borgere.
Ad. 8 På det konkrete sags niveau, er afdelingsledelsen ved at udarbejde en ny måde at foretage sagsgennemgang i rådgivernes borgersager på.
Det primære faglige ledelsesfokus vil fremover være, hvordan Koldingmetoden er synlig i sagerne, samt at borgerens oplevelse af samarbejdet skal være synlig og beskrevet i sagerne.
Emnet har været drøftet hen over årsskiftet, senest på møde i februar.
Målet er, at sagsgennemgangen får mere fokus på samarbejdet, Kolding Metoden og borgeroplevelsen.
Der vil fortsat være fokus på den grundige sagsbehandling, da det efter forvaltningens opfattelse er grundlaget for at træffe de korrekte afgørelser.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.
Bilag
Sagsnr.: 14/1231
Resumé
På det sociale område skal der offentliggøres sagsbehandlingstider. I sager hvor en borger kan søge om hjælp skal det således fastsættes, hvor lang tid der må gå, før der foreligger en afgørelse. Oplysninger om de aktuelle sagsbehandlingstider på de enkelte lovområder er indsamlet med henblik på at fristernes længde vurderes og fastsættes.
Afdelingerne har angivet de aktuelle sagsbehandlingsfrister. Fristerne svarer til den tid, der i praksis går med at behandle 80 %-90 % af den pågældende sagstyper. I afdelingerne for handicaprådgivning og hjælpemidler samt i økonomisk rådgivning træffes der i nogle sager en hurtigere afgørelse end det er angivet som sagsbehandlingstid. Det kan skyldes, at nogle sager ikke kræver omfattende sagsbehandling.
Der vedlægges en oversigt over de seneste godkendte sagsbehandlingsfrister. Sagsbehandlingstiderne er på ingen af områder ændret i forhold til august måned 2013. I august måned 2013 var sagsbehandlingstiden vedrørende lov om social pension ikke oplyst.
Sagen behandles i
Socialudvalget, Handicaprådet (høring), Socialudvalget.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at sagsbehandlingstiderne fastsættes som foreslået i vedlagte bilag
at det overlades til Senior- og Socialdirektøren at beslutte, hvor sagsbehandlingstiderne skal offentliggøres
at sagen sendes til høring i Handicaprådet.
Sagsfremstilling
Sagsbehandlingstiderne skal iht. retssikkerhedsloven § 3, stk. 2 og retssikkerhedsbekendtgørelsen § 1, stk. 1 offentliggøres, når Kolding Kommune behandler og træffer afgørelse på følgende sagsområder:
1) lov om social pension,
2) lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.,
3) lov om individuel boligstøtte,
4) lov om sygedagpenge,
5) lov om aktiv socialpolitik,
6) lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
7) lov om fleksydelse,
8) lov om social service, jf. dog stk. 3,
9) lov om delpension,
10) lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling,
11) lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge,
12) lov om seniorjob,
13) lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.,
14) lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere,
15) lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed m.v.,
16) lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, og
17) kapitel 2 i lov om friplejeboliger.
Det fremgår af lovbemærkningerne til retssikkerhedsloven, at Byrådet som kommunens øverst organ har det politiske lederansvar samt ret og pligt til at tage ansvar for at planlægge og prioritere kommunens serviceniveau, og at Byrådet derfor har pligt til at fastsætte frister for sagsbehandlingen på de enkelte sagsområder.
Byrådet skal således på de enkelte sagsområder fastsætte og offentliggøre generelle frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning til at der er truffet afgørelse i sagen. Hvis fristen ikke overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren have skriftlig besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.
Byrådet skal offentliggøre de fastsatte sagsbehandlingsfrister, og det er overladt til Byrådet at beslutte, hvordan offentliggørelsen skal ske.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.
Sagen sendes til Høring i Handicaprådet.
Beslutning Socialudvalget den 21-05-2014
Godkendt med den tilføjelse, at udvalget ønsker at forfølge den politiske målsætning, at kommunen har den bedste og mest effektive sagsbehandlingstid i forhold til sammenlignelige kommuner. Forvaltningen pålægges at fremkomme med en handleplan inden budgetforhandlingerne til 2016, som indeholder forslag til eventuelle kortere og mere effektive sagsbehandlingstider.
Bilag
Sagsnr.: 13/22610
Resumé
Præsentation af forretningsområder i Social-og Sundhedsforvaltningen, som vedrører Socialudvalget.
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Forslag
Social- og Sundhedsdirektøren foreslår
at præsentationen tages til efterretning.
Nyt forslag
Social- og Sundhedsdirektøren foreslår
at præsentationen tages til efterretning.
Nyt forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at introduktionen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Præsentation af forretningsområder.
Tilføjelse til sagsfremstilling
Præsentation af følgende forretningsområder:
Sundhedsområdet og
Handicapområdet
Tilføjelse til sagsfremstilling
Præsentation af følgende forretningsområder:
Økonomi
Beslutning Socialudvalget den 15-01-2014
Godkendt.
Beslutning Socialudvalget den 19-02-2014
Godkendt.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.
Sagsnr.: 14/3685
Resumé
Der foreligger revisionsberetning nr. 1/2013, delberetning for regnskabsåret 2013, fra BDO Kommunernes Revision, vedrørende løbende revision på Socialudvalget samt Arbejdsmarkedsudvalgets ansvarsområder.
I henhold til § 45 i lov om kommunernes styrelse, skal revisionsberetninger overgives til den berørte kommunale myndighed til besvarelse.
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at revisionsberetning nr. 1/2013, delberetning for regnskabsår 2013, tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Delberetningen omhandler løbende revision indtil 1. december 2013.
Revisionen konkluderer generelt, at den udførte revision ikke har givet anledning til bemærkninger.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.
Bilag
Sagsnr.: 14/3971
Resumé
Det bevillingsansvarlige udvalg udarbejder årligt en oversigt over de afsluttede anlægsarbejder over 2 mio. kr.
På Socialudvalgets område er der 3 afsluttende anlægsregnskaber over 2 mio. kr.
Sagen behandles i
Socialudvalget, samlet sag til Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at anlægsregnskaberne for 2013 godkendes.
Sagsfremstilling
Anlægsregnskaber 2013 under Socialudvalget – afsluttende anlægsregnskaber over 2 mio. kr.
Projektnr./beskrivelse | U/I | Bevilling | Forbrug | Afvigelse (netto) | Note |
Afsluttede regnskaber: | |||||
4620 Socialpolitik, planlagt bygningsvedligehold | U | 2.221 | 2.219 | 2 | 1 |
1009 Åhaven, forslag 2 | U | 10.000 | 9.996 | 4 | 2 |
1007 Sundhedspolitik, planlagt bygningsvedligeholdelse | U | 1.995 | 2.024 | -29 | 3 |
Note/anm.: - foran tallet angiver en merudgift/mindreindtægt
Note 1: Projekt 4620 Socialpolitik, planlagt bygningsvedligehold. Det samlede forbrug blev på 2.219.000 kr. mod en bevilling på 2.221.000 kr.
Note 2: Projekt 1009 Åhaven, forslag 2. Det samlede forbrug blev 9.996.000 kr. mod en bevilling på 10.000.000 kr.
Note 3: Projekt 1007 Sundhedspolitik, planlagt bygningsvedligeholdelse. Det samlede forbrug blev 2.024.000 kr. mod en bevilling på 1.995.000 kr.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsnr.: 14/3971
Resumé
Det bevillingsansvarlige udvalg udarbejder årligt en oversigt over de igangværende og afsluttede anlægsarbejder.
Der fremsendes 2 igangværende anlægsregnskaber vedrørende Socialudvalgets område.
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at anlægsregnskaberne for 2013 godkendes.
Sagsfremstilling
Anlægsregnskaber 2013 under Socialudvalget.
Projektnr./beskrivelse | U/I | Bevilling | Forbrug | Afvigelse (netto) | Note |
Igangværende regnskaber: | |||||
1008 Etablering af kommunalt sundhedscenter ved Kolding Sygehus, etape 1 | U | 61.328 | 20.202 | 41.126 | 1 |
1110 Bramdrupdam Bofællesskab, servicearealer | U | 9.431 | 7.389 | 2.042 | 2 |
Note/anm.: - foran tallet angiver en merudgift/mindreindtægt
Note 1: Projekt 1008 Etablering af kommunalt sundhedscenter ved Kolding Sygehus, etape 1. Det samlede forbrug er 20.202.000 kr. mod en bevilling på 61.328.000 kr.
Note 2: Projekt 1110 Bramdrupdam Bofællesskab, servicearealer. Det samlede forbrug er 7.389.000 kr. mod en bevilling på 9.431.000 kr.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.
Sagsnr.: 14/4100
Resumé
Der vil på mødet blive givet en redegørelse vedrørende socialøkonomi.
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at redegørelse tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Senior- og Socialdirektøren vil på mødet give en redegørelse.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.
Sagsnr.: 14/3939
Resumé
Formand for Socialudvalget, Lis Ravn Ebbesen, (F) anmoder i mail af 21. februar 2014 om at følgende dagsordenspunkt optages på dagsordenen:
Hjælp til at undgå hjemløshed
Lis Ravn Ebbesen (F) ønsker en redegørelse om, hvilke redskaber Kolding Kommune kan benytte, for at sikre at ingen unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år, som får halveret deres månedlige overførelsesindkomst i forbindelse med kontanthjælpsreformen eller familier med gensidig forsørgelsespligt, der pga. lavere ydelser kan risikere ikke at kunne betale for at have tag over hovedet undgår hjemløshed.
- Er der i lovgivningen mulighed for enkeltydelse til forholdsvis høj husleje?
- Kan kommunen ansætte en boligmedarbejder til at forsøge at finde en billigere bolig til borgeren?
- Hjemløshed er både en ulykkelig situation for kontanthjælpsmodtageren og også dyrt for kommunen. Kommunen har genhusningsforpligtigelsen, og borgeren har krav på igen at få hjælp til indskud møbler mv. Hvordan kan den onde spiral undgås?
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at redegørelsen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
På baggrund af ovenstående spørgsmål kan der oplyses følgende:
Kontanthjælpsregler
I forbindelse med kontanthjælpsreformen pr. 1. januar 2014 ændredes aktivlovens bestemmelser om gensidig forsørgerpligt. Den gensidige forsørgelsespligt gælder fremover nu også for par, hvor begge er fyldt 25 år, og som bor og lever sammen i et parforhold, uden at være gift.
Overgangsbestemmelser medfører dog, at ydelsesmodtagerne i 2014 vil være sikret udbetaling af halvdelen af den kontanthjælpsydelse, pågældende ville modtage efter beregningsreglerne, som disse var i 2013.
Fremover vil unge under 30 år, uden kompetencegivende uddannelse, få en ydelse, uddannelseshjælp, som svarer til SU.
Unge under 30 år, med kompetencegivende uddannelse, vil modtage kontanthjælp, men med en lavere ydelsessats, end de over 30 årige.
Aktivitetsparate unge under 30 år får et aktivitetstillæg i de perioder, hvor de er i aktivitet eller ønsker et aktivt tilbud.
Aktivitetsparate unge bevarer således deres ydelsesniveau, fra før kontanthjælpsreformen.
Kontanthjælpsydelsen for voksne over 30 år ændres ikke, når der ses bort fra de ændrede regler for samlevende.
Berørt af reformen, og de ændrede ydelsessatser, er i udgangspunktet de samlevende, hvor der indføres gensidig forsørgelsespligt, samt gruppen af unge uddannelsesparate under 30 år (dvs. uden kompetencegivende uddannelse) samt jobklare kontanthjælpsmodtagere mellem 25 og 29 år (med kompetencegivende uddannelse).
Disse grupper har alle oplevet et fald i ydelsen, gældende fra 1. januar 2014.
Hjælp i særlige tilfælde, herunder hjælp til bolig
Lov om aktiv socialpolitik indeholder forskellige bestemmelser omkring hjælp i særlige tilfælde, herunder tilfælde, rettet mod boligforholdene.
Der er mulighed for at give hjælp til uforudsete udgifter, som pågældende ikke selv har mulighed for at afholde. Der kan normalt ikke ydes hjælp til løbende udgifter.
Kommunen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse. (Aktivlovens § 81)
Der er derudover mulighed for at yde hjælp til flytning mv., hvis der er tale om boligmæssig forbedring, og hvis den pågældende ikke selv har mulighed for at afholde udgiften. (Aktivlovens § 85)
Siden 1. januar 2013 har lov om aktiv socialpolitik indeholdt en bestemmelse, som giver mulighed for at yde hjælp til rimeligt begrundede huslejeudgifter, til udsættelsestruede lejere, hvis det kan forebygge, at personen udsættes af boligen. (Aktivlovens § 81a)
Målgruppen for denne bestemmelse er børnefamilier og socialt udsatte, hvormed forstås personer med fysisk og psykisk nedsat funktionsevne, misbrugere eller f.eks. personer med ADHD, som er i en vanskelig økonomisk situation og som har vanskeligt ved at overskue deres økonomi. Kommunen afholder den fulde udgift efter denne bestemmelse.
Der er efter aktivloven også mulighed for at give hjælp til depositum, hvis der er tale om et rimeligt lejeforhold, herunder en billigere boligudgift, uanset om borgeren har et beboerindskud i forvejen. (Aktivlovens §§ 81 og 85).
Der kan efter aktivlovens bestemmelser derudover ydes særlig støtte til personer, der har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde. (Aktivlovens § 34)
Unge under 25 år kan som hidtil ikke modtage særlig støtte. Unge mellem 25 og 29 år kan alene modtage særlig støtte, når de modtager aktivitetstillæg som aktivitetsparat.
Personer imellem 25 og 29 år kan imidlertid modtage særlig støtte i en kortvarig periode på 3 måneder fra første henvendelse til kommunen.
I alle ovennævnte ydelser, tildeles hjælpen efter en konkret og individuel vurdering.
Regler for genhusning (husvilde)
I henhold til servicelovens § 80 skal Kommunen anvise midlertidigt husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af denne størrelse.
Husvilde er enlige eller familier, der har mistet deres bolig og ikke har noget at bo i, men bestemmelsen er subsidiær til andre myndigheders forpligtelser, f.eks. genhusning ved sanering og den husvildes eget initiativ til at løse sin boligsituation.
Det kan dreje sig om personer, der
- er blevet sat ud af deres bolig på grund af manglende huslejebetaling
- har fået deres bolig ødelagt ved brand eller lign.
- har måtte forlade deres bolig på grund af ulovlig beboelse eller lign.
Udenfor bestemmelsen falder f.eks.
- unge, der første gang flytter hjemmefra
- studerende, der ikke kan skaffe sig en bolig i nærheden af uddannelsesinstitutionen.
Husly kan bestå i:
- en egentlig lejebolig med kontrakt
- en midlertidig indkvartering på et værelse, i et hotel eller pensionat eller lign.
- et botilbud efter § 110 som en absolut kortvarig nødløsning og kun for enlige.
Kolding Kommunes praksis
Kommunalbestyrelsen skal straks behandle spørgsmål om hjælp, jf. § 5, når kommunen modtager fogedrettens underretning om, at en borger udsættes af et beboelseslejemål, og der er børn eller unge under 18 år i husstanden, eller kommunen er i besiddelse af oplysninger om borgeren, som sandsynliggør, at borgeren har behov for hjælp.
Tilsvarende gælder, når kommunen modtager en boligorganisations underretning om, at en anmodning om en borgers udsættelse af et lejemål på grund af betalingsmisligholdelse indgives til fogedretten, jf. reglerne om udlejerens underretning til kommunen i lov om leje af almene boliger.
Formålet med bestemmelserne er at styrke borgernes retssikkerhed og sikre råd og vejledning fra kommunen i forbindelse med udsættelsessager fra beboelseslejemål.
Bestemmelsen betyder, at kommunen har pligt til at genvurdere borgerens behov for hjælp, når der opstår en situation, hvor der er risiko for udsættelse af en lejelejlighed f.eks. på grund af betalingsmisligholdelse.
Bestemmelsen blev udvidet 1. juni 2009, således at helhedsvurderingen i forhold til børnefamilier og borgere, som kommunen kender i forvejen, skal ske allerede, når kommunen modtager underretning fra almen udlejer.
For de borgere, som ikke er omfattet af ovennævnte genvurderingspligt, indeholder bestemmelserne efter nu gældende regler en pligt for kommunen til at etablere kontakt med henblik på at undersøge mulighederne for at få hjælp til at undgå udsættelse af lejemålet. Det anføres, at kommunen skal oplyse om muligheden for at få hjælp til administration af økonomien, oprettelse af PBS-aftaler mv.
Aktuelt har ca. 650 borgere en administrationsaftale med Kolding Kommune.
Boligvisitationen
I særlige tilfælde er der mulighed for at anmode boligorganisationerne om at få tildelt en bolig til en borger med akut behov, og dermed gøre brug af kommunal anvisningsret, via Boligvisitationen, for borgere, der er i en akut boligsituation, som de trods egen, aktiv boligsøgning ikke har haft mulighed for selv at afhjælpe.
I få tilfælde har Økonomisk rådgivning i samarbejde med Ungekontakten og Boligvisitationen tildelt unge, som ikke helt opfylder reglerne, en ungdomsbolig.
Den kommunale forpligtelse anvendes primært i forhold til flygtninge, og kun i meget få tilfælde familier eller enlige.
Vurdering
Det er erfaringen, at der generelt ikke er boligmangel i Kolding, men ved aktuel, konkret søgning på boligportalerne kan ses, at vanskeligheden kan bestå i at finde boliger til et lejeniveau, der kan modsvare det ændrede ydelsesniveau.
I forbindelse med kontanthjælpsreformen opleves der endnu ikke et øget pres på ansøgninger om enkeltydelser, herunder om huslejerestancer eller indskud.
I den kontakt, der har været med borgerne i forbindelse med sagsbehandlingen omkring reformen, har der været ydet råd og vejledning om reformens konsekvenser og muligheder i forhold til blandt andet ændret boligstøtte, friplads mv.
Derudover anvendes i sagsbehandlingen de muligheder, der allerede ligger i lovgivningen, jf. ovenstående redegørelse.
Økonomisk rådgivning har 5 torsdage tilbudt åben, helhedsorienteret råd- og vejledningsmulighed, rettet mod de borgere, som er blevet berørt af reformen. I vejledningen har deltaget en økonomisk rådgiver, en beskæftigelsesrådgiver og en jobformidler.
Meget få har benyttet sig af tilbuddet, og det vurderes, på baggrund af de foreløbige erfaringer, at der ikke er et generelt behov, som ikke kan afhjælpes inden for den eksisterende lovgivning.
Endvidere vurderes det, at der ikke er behov for ansættelse af en boligmedarbejder, idet vejledning om billigere boliger indgår i Økonomisk rådgivnings sædvanlige arbejde. For så vidt angår udsatte borgere, som tager ophold på forsorgshjem indgår vejledningen i udslusningsindsatsen.
Derudover er der ansøgt om midler til implementering af Hjemløsestrategien, som i hovedtræk går ud på, at hjemløses problemer skal løses i egen bolig, den såkaldte Housing First tilgang. Det kan oplyses, at Forsorgshjemmet Overmarksgårdens ansøgning om puljemidler til implementering af Hjemløsestrategiens metoder i efterforsorgsindsatsen, blev godkendt på Socialudvalgets møde den 19. februar 2014.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.
Bilag
Sagsnr.: 14/3921
Resumé
Socialudvalgsmedlem Annie Terp Thomsen (A) anmoder ved mail af 20. januar 2014 Socialudvalget om, en skriftlig redegørelse. Annie Terp Thomsen skriver i mailen: ”På baggrund af den seneste tids avisskriverier, om penge til fattiges tandpleje anmodes om en skriftlig redegørelse for hvor meget Kolding Kommune har fået og hvordan disse er blevet brugt”.
Sagen behandles i
Socialudvalget
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår,
at redegørelsen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Med virkning fra 1. januar 2013 blev der vedtaget ændringer i Aktivlovens bestemmelser om hjælp til tandbehandling, § 82a.
Personkredsen, som er omfattet af ændringen, er kontanthjælpsmodtagere og andre modtagere af en løbende forsørgerydelse på kontanthjælpsniveau efter lov om aktiv socialpolitik.
Personkredsen for ydelsen er orienteret om bestemmelsen i forbindelse med ansøgninger om hjælp til tandbehandling, ligesom oplysning om reglerne er tilgængelige på ” Borger.dk”. Forvaltningen har endvidere fremsendt orienterings skrivelse om de nye regler til alle kommunens tandlæger i efteråret 2013.
Formålet med de ændrede regler er at give den omfattede personkreds bedre mulighed for at få udført nødvendig tandpleje, og denne gruppe borgere har således fremover mulighed for at opnå tilskud til tandpleje på lempeligere vilkår end tidligere.
Hovedindholdet er, at de omfattede borgere får ret til tilskud til hel eller delvis dækning af tandpleje på op til kr. 10.000,- for et samlet behandlingsforløb.
For borgere under 25 årige bliver tilskudsprocenten 100 bortset fra en egenbetaling på kr. 600,-. For borgere over 25 årige bliver tilskudsprocenten 65 ud over en egenbetaling på kr. 800,-.
Hvis prisen på tandbehandlingsforløbet bliver over kr. 10.000,-, skal hele behandlingen vurderes og godkendes efter de regler, der gælder for Aktivlovens § 82. Det samme gælder, hvis borgeren ønsker at ansøge om støtte til betaling af egen-andelen af tilskuddet, det vil sige såvel den faste egenbetaling på kr. 600,-/kr. 800,- som andelen på 35 % for de over 25-årige.
Reglerne er for § 82a tilrettet kontanthjælpsreformen med virkning fra 1. januar 2014, således at personer mellem 25 og 29 år, der modtager uddannelseshjælp og som ikke får aktivitetstillæg, nu er omfattet at de samme regler, som under 25 årige.
Der er på § 82a-området for 2013 et mindre forbrug og dermed et overskud på 690.000 kr. Overskuddet er overført til 2014 og skal bruges til etablering af forsøgsprojekt på opsøgende arbejde til tandbehandling til udsatte borgere.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.
Sagsnr.: 14/2770
Resumé
På Socialudvalgets møde den 21. august 2013 blev der afsat et rammebeløb på 50.000 kr. til analyse om forbedring af socialt udsatte borgeres tandsundhed. Der foreslås, at der gennemføres et pilotprojekt, som skal analysere, hvordan det kan gøres lettere for de socialt udsatte at benytte de behandlingsmuligheder, der allerede eksisterer, og om det er muligt at rekruttere frivillige til at varetage opgaven. Pilotprojektet skal afdække, om der efterfølgende er basis for at indføre forslaget i et større omfang.
Sagen behandles i
Socialudvalget
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at forslaget til analyse om forbedring af et for socialt udsatte borgeres tandsundhed godkendes.
Sagsfremstilling
I gruppen socialt udsatte borgere er der store udækkede tandplejebehov som giver tandsmerte, spise- og taleforstyrrelser og kan medvirke til at fastholde borgeren i misbrug. Et dårligt tandsæt kan også fastholde eller forværre borgerens position som socialt udsat.
For socialt udsatte borgere er der i dag følgende muligheder for at modtage tandpleje:
Den kommunale specialtandpleje
Tilskud til tandbehandling efter Lov om aktiv socialpolitik.
De eksisterende tilskudsmuligheder kan midlertidig opleves som vanskeligt tilgængelige for målgruppen. Mange er bange for tandbehandling og har manglede kendskab til, hvad der vil ske, når man ligger i tandlægestolen. Samtidig kræves en vis egenbetaling.
På baggrund af Socialudvalgets møde den 21. august 2013 om forbedring af socialt udsatte borgeres tandsundhed, har den kommunale tandpleje udarbejdet et forslag til et pilotprojekt. Dette pilotprojekt skal afdække, om der efterfølgende er basis for at indføre forslaget i et større omfang.
Pilotprojektet skal afdække:
- Om det kan gøres lettere for de socialt udsatte borgere at benytte de behandlingsmuligheder, der allerede eksisterer, ved at opsøge borgerne og tilbyde dem rådgivning og støtte.
- Om det er muligt at rekruttere frivillige til at varetage opgaven.
Rammebeløbet på de 50.000 kr., som blev afsat på Socialudvalgets møde den 21. august 2013, forslås anvendt til at gennemføre pilotprojektet i forhold til et mindre antal borgere, til at undersøge om det er muligt at rekruttere frivillige og til etablering af en midlertidig undersøgelsesfacilitet.
På baggrund af pilotprojektets resultater kan der efterfølgende tages stilling til, om indsatsen skal etableres til en større målgruppe af socialt udsatte borgere.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.
Bilag
Sagsnr.: 12/6522
Resumé
Som opfølgning på note i budgetforliget til 2013 har sundhedsplejen i Kolding etableret et samarbejde med Jens Christian Holm og Enheden for Overvægtige Børn og Unge på Holbæk sygehus omkring behandling af overvægtige børn og unge og deres familier i kommunalt regi.
Behandlingen består af en individuel plan, der udarbejdes i samarbejde med familien. Den omfatter en række ændringer i både kost, motion og livsstil.
Tilbuddet startede i august 2013 og ved udgangen af 2013 var der 10 børn under 6 år og 104 børn over 6 år inkluderet i tilbuddet.
Sagen behandles i
Socialudvalget
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Overvægt hos børn fører ofte til følgesygdomme og øget risiko for at blive overvægtig som voksne.
Børn og unge der vokser op med store vægtproblemer møder ikke kun helbredsmæssige problemer men også sociale problemer i deres liv.
Som opfølgning på note i budgetforliget til 2013 har sundhedsplejen i Kolding etableret et samarbejde med Jens Christian Holm og Enheden for Overvægtige Børn og Unge på Holbæk sygehus omkring behandling af overvægtige børn og unge og deres familier i kommunalt regi.
Enheden for Overvægtige Børn og Unge har siden 2008 behandlet overvægtige børn og unge med stor succes.
Målet er at kunne tilbyde et effektivt og valideret kommunalt behandlingstilbud til overvægtige børn og unge.
Sundhedsplejersker og diætist er blevet grundigt undervist og coachet på Børneafdelingen i Holbæk, og Enheden for Overvægtige børn og Unge fortsætter med at være sparringspartner og løbende bidrage med både undervisning og supervision.
Enheden for overvægtige børn og Unge står ligeledes for videnskabelig analyse og evaluering af behandlingsresultaterne, så det kan sikres, at behandlingen evalueres på et internationalt niveau. De foreløbige evalueringer viser bl.a., at metoden virker lige godt på alle socialklasser.
Tilbuddet henvender sig til børn/unge, der:
- er mellem 3 og 18 år
- har et BMI over 90 percentilen for køn og alder
- er motiveret for at tabe sig.
Hvis et barn ligger på percentil kurven, hvor der står 50, har det samme vægt i forhold til højde som gennemsnittet af alle børn. Ligger barnet derimod på kurven, hvor der står 90, betyder det, at 90 ud af 100 børn er tyndere end barnet.
Hvad går behandlingen ud på?:
Behandlingen følger samme principper som anvendes i Enheden for Overvægtige børn og Unge, Børneafdelingen på Holbæk sygehus.
Familierne følges i det kommunale tilbud af en sundhedsplejerske og en diætist.
Behandlingen består af en individuel plan, der udarbejdes i samarbejde med familien. Den omfatter en række ændringer i både kost, motion og livsstil. Disse ændringer introduceres allerede fra første dag.
Målet er at vægten stabiliseres mens barnet vokser, hvorved graden af overvægt reduceres.
For de unge som er udvokset er målet et vægttab.
Tilbuddet startede i august 2013 og ved udgangen af 2013 var der 10 børn under 6 år og 104 børn over 6 år inkluderet i tilbuddet. Disse 114 børn har haft 221 kontakter med hhv. sundhedsplejerske eller diætist.
Ved udgangen af februar 2014 er der 136 børn og unge, der enten er i gang med behandlingen eller har fået en dato for, hvornår de skal starte.
Tilbuddet er meget eftertragtet, og der er på nuværende tidspunkt en ventetid på min. 4 måneder fra henvisning til opstart af behandlingen.
Mange forældre fortæller, at de er meget usikre på, hvad sund mad er. De synes, de får mange informationer fra medierne osv., men ofte er informationerne meget modsigende, og det er forvirrende.
I dette tilbud får familierne klare retningslinjer for, hvad der er rigtigt eller forkert, og det bliver tilpasset individuelt for hvert barn. Det synes familierne er rigtig godt.
Ved budgetforliget blev det sat midler af til, at indsatsen kan tilbydes børnefamilierne i en 2 årig periode.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.
Sagsnr.: 14/1467
Resumé
Orientering om Kolding Kommunes Sundhedscenter.
Sagen behandles i
Socialudvalget
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
På mødet vil følgende blive drøftet:
- Den planmæssige fremgang af byggeriet.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.
Sagsnr.: 14/3641
Resumé
Formand for Socialudvalget, Lis Ravn Ebbesen, (F) anmoder i mail af 25. februar 2014 om at følgende dagsordenspunkt optages på dagsordenen:
På konferencedagen om Seeing Projektet og socialøkonomiske virksomheder den 24. februar 2014 blev Koldings projekt Revanche meget rost for måden at organisere et samarbejde til gavn for de borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet. Det indholdsmæssige blev ikke berørt. Jeg vil derfor gerne foreslå, at vi i udvalget får en indføring i projektets indhold og resultater.
Sagen behandles i
Socialudvalget
Forslag
Senior- og socialdirektøren foreslår
At orienteringen tages til efterretning
Sagsfremstilling
Revanche er et socialt behandlingstilbud efter servicelovens § 102. Dets tilblivelse har taget udgangspunkt i Selvværdsstrategiens fire elementer: menneskesyn, frivillighed, sundhed og socialøkonomi.
Det var hensigten, at færre borgere via tilbuddet i Revanche ville få behov for førtidspension.
Målgruppen er nogle borgere, som jobcentret på daværende tidspunkt havde svært ved at nå med deres tilbud: yngre borgere med psykiske lidelser af ikke-psykotisk karakter, borgere med diffuse trætheds- og smertelidelser, samt borgere med stress/depression. Tilbuddet er frivilligt, men det er uvist, om dette princip kan fastholdes med de krav der er i kontanthjælpsreformen. Der pågår drøftelser med jobcenteret herom.
Tilbuddet er startet med optag af borgere i efteråret 2012.
Udgangspunktet for behandlingsindsatsen er at finde, udvikle og fastholde den enkelte borgers potentialer og kompetencer med henblik på at opnå livsmestring og forberede sig til at deltage i et arbejdsmarkeds– eller uddannelsesrettet tilbud. Der er individuelle samtaler og gruppeforløb, brobygning til samarbejdspartnere inkl. tovholderfunktion, netværksgrupper, relations- og netværksarbejde og forløb med fokus på kost og motion. Der etableres mindre praktikker som jobcentret kan forlænge til virksomhedspraktikker.
For at tilpasse indsatsen i Revanche til kontanthjælpsreformen er der netop udarbejdet 4 forløb, som jobcentret kan visitere til: Afklaring, motivation, læring/udvikling samt opfølgning.
Der samarbejdes med en lang række andre aktører, herunder Frivillig Kolding, CSV, Kolding Misbrugscenter og Jobcenter Kolding. Samarbejde med uddannelsesinstitutioner indgår som en vigtig del af indsatsen for de unge voksne. Der er etableret praktikker i samarbejde med virksomheder og institutioner, der ønsker at tage et socialt ansvar.
En central indsats i Revanche er en frivillig social mentorordning. Gennem samarbejde med frivillige sociale mentorer får borgerne et mere uformelt netværk og mulighed for at udvikle og træne sociale færdigheder, som ellers ville mangle ift. deltagelse i en arbejds- og/eller uddannelsesrettet indsats.
Mentorerne klædes på til at varetage funktionen gennem en mentoruddannelse udviklet til formålet, ved deltagelse i tema- og netværksarrangementer, samt ved individuel sparring. Der er gennemført 2 mentoruddannelser for i alt 26 mentorer. Der uddannes nye mentorer i slutningen af marts.
Rekrutteringen af nye mentorer sker bl.a. via et samarbejde med uddannelsesinstitutioner og Frivillig Kolding. Derudover averteres der i medierne og afholdes informationsaftener for interesserede.
Pr 1. marts 2014 har Revanche haft 64 borgere indskrevet i behandling. 31 er afsluttede/er i netværkstilsknytning – se nedenstående tabel.
Arbejde på ordinære vilkår | 3 |
Uddannelse på ordinære vilkår | 4 |
Virksomhedspraktik | 9 |
Mindre praktikker | 3 |
Jobplan hos jobcenter | 9 |
I forløb hos CSV | 3 |
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.
Bilag
Sagsnr.: 14/4660
Resumé
Medlem af Socialudvalget Benny Dragsgaard Dall (Ø) skriver i mail af 13. marts 2014, at han gerne vil foreslå at følgende punkt kommer på dagsordenen:
” Udvalgets mødeplan.
Udvalget fastlægger et antal ekstraordinære møder i udvalget samt hovedpunkter på disse møder.
Begrundelse:
Så vidt jeg kan bedømme er vi langt bagefter i den politiske proces, i forhold til de udfordringer vi står overfor.
Jeg har tidligere foreslået overordnet diskussion af misbrugsområdet, kvaliteten af tilbuddene på Overmarksgården, indsatsen overfor familier med handicappede børn.
Desuden bør problemer som social udstødning som følge af de seneste reformer, samarbejde med regionen omkring psykiatrien og genoptræning også diskuteres.
Den afholdte konference omkring socio- økonomiske virksomheder vidner for mig at se som at vi også på dette område politisk er bagud i forhold til forventningerne.
Det er min opfattelse at vi ikke kan nå at indhente ovenstående på de planlagte ordinære møder.”
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at sagen drøftes.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.
Socialudvalgsmøderne i april og maj måneder afholdes i tidspunktet kl. 8.00 – kl. 13.00.
Sagsnr.: 13/22610
Resumé
Orientering fra formanden.
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Formanden orienterede.
Sagsnr.: 13/22610
Resumé
Orientering om udvalgt nyt fra Social-og Sundhedsforvaltningen på Socialudvalgets område.
Sagen behandles i
Socialudvalget.
Forslag
Senior – og Socialdirektøren foreslår
at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Dagsordenspunktet er alene et orienteringspunkt, hvorfor der ikke kan træffes beslutning under punktet, idet dette i hver enkelt sag ville kræve forudgående optagelse af et punkt på dagsordenen.
Beslutning Socialudvalget den 19-03-2014
Godkendt.