Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
12-06-2019 08:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Børne- og Uddannelsesudvalget |
Sted: |
Ådalsskolen, personalestuen |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 18/27667
Resumé
Skoleleder Mette Dybdal Møller viser rundt på Ådalsskolen, og orienterer om skolens målgruppe, fokus områder og samarbejdet med Vamdrup Skole om inklusionstiltag.
Sagen behandles i
Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne-, uddannelses og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Orienteringen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 19/15267
Resumé
Børnehaven Sønderled ansøger om at få lov til at udfase småbørnsgruppen for de toårige og overgå til at være børnehave for de 3-6 årige.
Forvaltningen bemærker, at strukturændringen af børnehaven passer udmærket i forhold til forventningerne til de kommende kapacitetsforhold i området.
Sagen behandles i
Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
at ansøgningen imødekommes.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Forældrebestyrelsen i Børnehaven Sønderled ansøger om at få lov til at udfase småbørnsgruppen, som p.t. har plads til ni toårige småbørn, i løbet af de næste par år.
Der er flere grunde til dette ønske fra bestyrelsen. Først og fremmest fordi de oplever at efterspørgslen efter småbørnspladser er støt faldende, hvilket også skaber usikkerhed i personalegruppen. Dernæst fordi de gerne vil imødekomme den nye ghettoplan, hvor de har en forventning om, at der vil blive behov for flere børnehavepladser uden for ghettoområdet. Børnehaven Sønderleds geografiske placering er relativ tæt på både Skovparken og Pinjeparken, hvorfra de allerede i dag har flere børn.
Forældrebestyrelsen nævner også, at de har en forventning om, at den mindre spredning i aldersgruppen, vil skabe nye muligheder i det pædagogiske arbejde, hvor det kan opleves svært at tilpasse ressourcerne både i hverdagen, og når der arbejdes med det pædagogiske fundament og pædagogik.
Forvaltningen bemærker, at Børnehaven Sønderled tidligere har haft 15 småbørnspladser, men i 2018 – efter aftale med forvaltningen – blevet nednormeret. Nednormeringen er sket fordi der ikke har været tilstrækkelig efterspørgsel til at fylde småbørnspladserne op.
Børnehavepladserne er typisk fuldt belagt og derfor skal småbørnspladserne besættes af ’unge’ toårige, så der når at blive frigivet en børnehaveplads inden barnet fylder tre år. Børn på fx 2 ½ år vil ofte ikke kunne få en småbørnsplads idet der ikke er plads i børnehaven, når barnet fylder tre år. Efterspørgslen efter pladser til de helt unge toårige har vist sig ikke at være tilstrækkelig til at besætte alle småbørnspladserne.
Forvaltningen bemærker i øvrigt, at forældrebestyrelsens ønske til strukturændring af børnehaven passer udmærket i forhold til forventningerne til de kommende kapacitetsforhold i området.
Økonomiske konsekvenser.
Børnehaven Sønderleds budget vil blive cirka 150.000 kr. lavere end hidtil. Samme beløb vil blive tilført andre 0-2 års tilbud. Forslaget er således udgiftsneutralt for kommunen.
Bilag
Sagsnr.: 19/12636
Resumé
I sagen vurderes udviklingen i antallet af børn i Kolding Kommune for perioden fra 2019 til 2023.
Den forventede udvikling i børnetallet sammenholdes i sagsfremstillingen med bl.a. allerede planlagte bygningsrelaterede tiltag i såvel kommunalt som privat regi, og der gives en vurdering af det fremtidige match mellem udbud og efterspørgsel af dagtilbudspladser.
Sagen behandles i
Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne-, uddannelses- og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at kapacitetsanalysen drøftes.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Sagen blev drøftet.
Sagsfremstilling
I sagen vurderes udviklingen i antallet af børn i Kolding kommune for perioden fra 2019 til 2023.
Den forventede udvikling i børnetallet sammenholdes i sagsfremstillingen med bl.a. allerede planlagte bygningsrelaterede tiltag i såvel kommunalt som privat regi, og der gives en vurdering af det fremtidige match mellem udbud og efterspørgsel af dagtilbudspladser.
Overordnet er det vurderingen at pasningsgarantien på nuværende tidspunkt overholdes, uden problemer, og at udviklingen på ca. 200 flere børn fra 2019 til 2023 kan rummes inden for de allerede planlagte institutionsudvidelser i privat og kommunalt regi.
I de fleste områder af kommunen er det for nuværende muligt at booke plads til sit barn i relativ nærhed af hjemmet, mens det i enkelte områder kan være nødvendigt for nogle at søge andre steder hen.
Nedenfor gennemgås prognose for udviklingen i børnetallet, og efterfølgende vurderes på match mellem børn og pladser (udbud og efterspørgsel).
Prognosen:
Betydningen for de forskellige områder i kommunen er sammenfattet nedenfor, og tager udgangspunkt i den nyeste befolkningsprognose godkendt af Økonomiudvalget. Befolkningsprognosen har ændret sig fra sidste prognose, og det billede genkendes fra tidligere prognoser.
I perioden fra primo 2019 til primo 2023 forventes en nettotilvækst blandt børn i dagtilbudsalderen på omkring 200 børn ifølge kommunens befolkningsprognose. Det betyder, at der i nogle distrikter vil være vækst og faldende børnetal i andre distrikter.
Antallet af efterspurgte pladser er proportional med antallet af børn i aldersgruppen. Antallet af pladser til 0-2 årige børn – børn i dagpleje-/vuggestuealderen – følger således antallet af nul til toårige børn i kommunen. De fleste børn er omkring et år, når de starter i dagtilbud, hvorfor det giver et mere realistisk billede at se på udviklingen i antal et til toårige i kommunen, når pladsbehovet skal skønnes. Derfor ses prognosetallene for et til toårige i nedenstående tabel.
I nedenstående tabel ses udviklingen i antal tre til femårige børn pr. 1/1 2019 – 1/1 2023.
Prognosetal tre til femårige børn i Kolding Kommune.
Vurdering af match mellem udvikling i børnetal og antal pladser (udbud og efterspørgsel):
I perioden fra 2019 til 2023 forventes stigningen i antallet af nul til toårige at generere en efterspørgsel efter yderligere ca. 120 pladser. Stigningen i antallet af tre til femårige forventes at generere en efterspørgsel efter yderligere ca. 80 børnehavepladser. I alt ca. 200 dagtilbudspladser. Den samlede stigning dækker over lokale forskelle lokalt med områder med stigende børnetal og områder med faldende børnetal.
Det er vurderingen, at udviklingen i børnetallet kan rummes inden for de allerede planlagte private og offentlige udvidelse af pladser.
Betydningen for de forskellige områder i kommunen er sammenfattet nedenfor, og tager udgangspunkt i befolkningsprognosen og planlagte bygningsrelaterede tiltag i både kommunalt og privat regi.
Lovgivningen vedrørende ghettoområder – og herunder også mulighederne for at opnå dispensation – kan få betydning for kapacitetssituationen. Forvaltningen arbejder på en dispensationsansøgning og på at skabe et overblik, som kan præsenteres for udvalget på et senere udvalgsmødemøde.
Midtbyen og den sydlige bydel:
I midtbyen og den sydlige bydel (her defineret ved Ålykke, Munkevænget, Bakke, Søndervang, Brændkjær, Vonsild og Dalby skoledistrikter) ses en samlet stigning på ca. 86 børn i dagtilbudsalderen, hvor langt de fleste er i nul til to års alderen. Stigningen forventes at være dækket ind med de planlagte tiltag, herunder etableringen af den nye Kildemosen og forventet etablering af ny privatinstitution i forbindelse med Lykkegårdsskolen. Stigningen blandt de mindste er større end den planlagte udbygning, til gengæld er stigningen blandt børn i børnehavealderen mindre. Pladsbehovet i forhold til aldersgruppen kan løses ved en om konvertering af børnehavegrupperum til vuggestuegrupperum, når det ses nødvendigt i de kommende år.
Øvrige områder i kommunen:
Der ses en vækst i antallet af børn i dagtilbudsalderen i følgende skoledistrikter: Lyshøj, Sdr. Bjert, Alminde-Viuf, Vester Nebel og Ødis skoledistrikter.
Udviklingen i Alminde-Viuf skoledistrikt kan rummes inden for de eksisterende rammer.
Udviklingen i Ødis skoledistrikt forventes at kunne rummes inden for de eksisterende rammer. I vurderingen forudsættes at privatinstitutionen Børnehuset ved Stepping Friskole løbende kan optage børnene i lokalområdet.
I Vester Nebel vil stigningen i antallet af børn i børnehavealderen betyde, at Børnehuset i løbet af to til tre år skal udnyttes fuldt ud og at der ikke længere vil være plads til den midlertidige opnormering af vuggestueafdelingen. Hvis dagplejen i de kommende to til tre år forsat ikke kan rekruttere dagplejere får det betydning for vurderingen. Samtidigt giver perioden mulighed for at følge forældrenes valg af institution i området herunder for eksempel til Bramdrup eller til Alminde-Viuf, hvor privatinstitution Rødbæksgård (som en del borgere fra Vester Nebel også i dag benytter) forventes at udbyde yderligere ti vuggestuepladser i løbet af sommeren 2020.
I Sdr. Bjert skoledistrikt forventes en vækst på ca. 35 børn i dagtilbudsalderen i løbet af de næste fire år. De første par år forventes væksten at kunne rummes inden for eksisterende rammer. Om nogle år må de vurderes om væksten eventuelt imødekommes kan imødekommes i Børneuniverset i Sdr. Stenderup.
I Lyshøj skoledistrikt forventes en vækst i antallet af børn i dagtilbudsalderen. Væksten må følges da den om nogle ikke umiddelbart rummes inden for de eksisterende rammer i skoledistriktet. I perioden må udviklingen i forældrenes valg af institution følges herunder om forældre evt. søger mod eksempelvis ny Skovbrynet. Det vil være med til at kunne dække den øgede efterspørgsel efter pladser i distriktet.
I de øvrige skoledistrikter ses et nogenlunde stabilt eller lidt faldende børnetal. Områderne med faldende børnetal følges ligeledes.
Sagsnr.: 18/27667
Resumé
I forlængelse af Brugernævnsmødet den 27/5 2019 har forvaltningen gennemført en undersøgelse blandt mødedeltagere med blik på at evaluere mødet og komme med forslag til fremtidig form og indhold.
Sagen behandles i
Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne-, uddannelses- og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at sagen drøftes.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Sagen blev drøftet.
Sagsfremstilling
Kolding Kommunes Brugernævn har den 27/5 2019 holdt et af sine fire årlige møder. Temaet var kommunikation mellem forældre og mellem forældre og skole.
Som opfølgning på mødet har Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsforvaltningen gennemført en undersøgelse blandt deltagerne. Formålet med undersøgelsen er dels en evaluering af det netop gennemførte møde og dels en opmærksomhed på, hvilke ønsker mødedeltagerne har til mødernes fremtidige form og indhold. 31 ud af ca. 75 har gennemført undersøgelsen.
Resultatet af undersøgelsen viser, at deltagerne har oplevet mødet den 27/5 2019 forskelligt. Nogle synes mødet var relevant, andre synes mødet var mindre relevant. Der er en lille overvægt at deltagere, som fandt det mindre relevant.
Med hensyn til mødernes form viser undersøgelsen, at der er flest, der er tilfredse med den nuværende form; altså et oplæg efterfulgt af dialog og/eller proces. Flere påpeger, at det ikke skal være formen, der er styrende for mødernes afvikling, men i stedet ´hvad vil man opnå´.
En anden pointe som fremhæves af mange er, at man gerne vil i endnu tættere dialog med politikerne på mødet. Det foreslås for eksempel, at politikerne sidder sammen med den skole, de er tilknyttet og herigennem får viden om indhold og problematikker på de enkelte skoler.
I forhold til mødernes indhold, så er der særligt fem emner, som mange ønsker at arbejde med fremover. De er oplistet herunder (1. = mest efterspurgt)
- Skolebestyrelsens arbejde
- Vision og strategi for det fælles skolevæsen
- Inklusion
- Økonomi
- Test og prøver: formål og omfang
På baggrund af undersøgelsen vil forslag til tema for næste brugernævnsmøde blive mundtligt forelagt på mødet til udvalgets drøftelse.
De fire næste møder i Brugernævnet er planlagt til:
30. september 2019
25. november 2019
9. marts 2020
25. maj 2020
Sagsnr.: 18/104
Resumé
Folketinget vedtog i 2017 ’Aftale om bedre veje til uddannelse og job’, som indebærer etableringen af en sammenhængende kommunal ungeindsats på tværs af uddannelsesområdet, socialområdet og beskæftigelsesområdet. Den sammenhængende kommunale ungeindsats skal være godkendt og etableret i Kolding Kommune den 1/8 2019.
Det foreslås, at den kommunale ungeindsats i Kolding Kommune vil bestå af et tæt samarbejde mellem Socialforvaltningen og de relevante enheder i Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Forslag tager udgangspunkt i, at den kommunale ungeindsats beskrives med afsæt i, hvor opgaverne løses i dag.
Sagen behandles i
Arbejdsmarkedsudvalget den 6/6 2019, Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019, Social- og Sundhedsudvalget den 20/6 2019 samt Socialøkonomi-, Handicap-, og Hjælpemiddeludvalget den 20/6 2019.
Forslag
Socialdirektøren og børne-, uddannelses- og arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
at forslaget til den kommunale ungeindsats i Kolding Kommune godkendes.
Beslutning Arbejdsmarkedsudvalget den 06-06-2019
Godkendt.
Tobias K. J. Jørgensen
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Folketinget vedtog i 2017 ’Aftale om bedre veje til uddannelse og job’, som indebærer etableringen af en sammenhængende kommunal ungeindsats på tværs af uddannelsesområdet, socialområdet og beskæftigelsesområdet.
Den sammenhængende kommunale ungeindsats skal være godkendt og etableret i Kolding Kommune den 1/8 2019. På dette tidspunkt skal samarbejdet og den justerede opgaveløsning slå igennem. Ligeledes skal modellen i Kolding offentliggøres på www.kolding.dk.
Det er et klart fokus i Kolding Kommune, at de unge skal være livsduelige og blive klar til at leve et selvstændigt voksenliv. Det skal ske ved at skabe bedre sammenhæng for de unge og generelt få styrket ungeområdet på tværs af forvaltningerne.
Derfor foreslås det, at den sammenhængende kommunale ungeindsats i Kolding Kommune vil bestå af et tæt samarbejde mellem de relevante enheder i særligt Socialforvaltningen og Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Dette forslag tager derfor udgangspunkt i, at den kommunale ungeindsats beskrives med afsæt i, hvor opgaverne løses i dag, og det er afsættet for indmeldingen pr. 1/8 2019.
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har netop gennemført en organisationsjustering med afsæt i de politiske beslutninger om ændret forvaltningsstruktur. Der er herunder etableret et nyt Ungeområde, og derfor er der muligheder i og brug for, at det nye Ungeområde administrativt kan arbejde videre med den konkret udmøntning af opgaverne frem mod august 2019. Herefter justeres indmeldingen af opgavernes administrative løsning i Kolding. Medarbejderne inddrages i skitseringen af det for at sikre en fælles ny retning.
Beskrivelsen af den kommunale ungeindsats vil ske i et bredt samspil herunder særligt med Socialforvaltningen. Der vil være fokus på at understøtte så gnidningsfri og ukomplicerede overgange for de unge som muligt.
Der sættes i første omgang fokus på, hvordan de konkrete opgaver skal løses i et tæt samspil mellem de forskellige faggrupper og enheder, så de unge får den bedst mulige hjælp og støtte.
De konkrete opgaver består bl.a. af følgende:
- Udarbejdelse af uddannelsesplan i samarbejde med den unge
- Opgaver og funktioner vedrørende uddannelses- og erhvervsvejledning i grundskolen herunder uddannelsesparathedsvurderinger
- Vejledning om 15-17-åriges pligt til at være i uddannelse, beskæftigelse m.v.
- Beskrivelse af kendt støttebehov i den unges uddannelsesplan
- Tilvejebringelse af egu-praktikpladser
- Koordinering i forhold til virksomhedspraktik
- Målgruppevurdering til FGU
- Opsøgende og opfølgende indsats til unge under 25 år, som hverken er i gang med eller har fuldført mindst en ungdomsuddannelse, herunder unge, der har afsluttet FGU
- Jobcentrenes opgaver i forhold til unge under 25 år
- Vedligeholdelse og ajourføring af Ungedatabase
- Etablering af kontaktpersonordning til unge, som har behov herfor.
Varetagelsen af disse opgaver er nærmere beskrevet i bilaget. Den kommunale ungeindsats vil også skulle samarbejde tæt med andre parter om de unge. Det gælder bl.a. FGU og de forskellige uddannelsesinstitutioner, herunder erhvervsuddannelserne.
Ud over det tættere samarbejde om opgaverne, så vil den kommunale ungeindsats sætte fokus på at hjælpe de unge ud fra Borgerens Centrum. Det betyder bl.a. at der skal tages udgangspunkt i de unges behov og ønsker. De unge skal mødes, hvor de er, både menneskeligt og fysisk. De skal opleve at få en tværfaglig koordineret og forebyggende indsats, der giver mening for dem. Endvidere skal de unge mødes med et fokus på deres kompetencer og potentialer, og de skal mødes af kontaktpersoner, der søger at opbygge en tillidsfuld relation med dem. Ligeledes er det vigtigt, at de unges forældre og netværk bliver inddraget, som en aktiv del i deres forløb.
Samlet set giver det en sammenhængende kommunal ungeindsats, der bygger på de eksisterende organisatoriske enheder, og hvor fokus rettes mod at sikre tættere koordinering og understøttelse af de unges forløb til glæde for de unge.
Bilag
Sagsnr.: 17/19874
Resumé
I januar 2019 blev der afholdt et Byrådsseminar, hvor temaet var ”Hvordan kan vi bedst hjælpe de unge?”. På seminaret blev ’Ungesteder/Youth-place’-budgetnoten behandlet.
Ud fra de politiske tilkendegivelser foreslås det, at budgetnoten afsluttes.
Sagen behandles i
Kulturudvalget den 11/6 2019 og Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne-, uddannelses- og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at ungested/Youth-place budgetnoten afsluttes, og at evt. videre initiativer omkring lokale ungesteder skal koordineres med eksisterende indsatser.
Beslutning Kulturudvalget den 11-06-2019
Godkendt.
Merete Due Paarup
Hamlaoui Bahloul
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
I januar 2019 blev der afholdt et Byrådsseminar, hvor temaet var ”Hvordan kan vi bedst hjælpe de unge?”. På seminaret blev ungehus-budgetnoten behandlet, idet der blev fremlagt erfaringer fra Finland, som arbejder struktureret med ungehuse, samt indsigter fra ’Unge og fællesskaber’-processen, der har inddraget unge i Kolding omkring deres ønsker og behov.
Byrådet tilkendegav i den efterfølgende drøftelse en række holdninger, herunder at:
- der ønskes ikke et stort fælles hus, som kan virke som en ny ”kommunal institution”.
- nogle unge efterspørger lokale hænge-ud ungesteder, fx som ”voksenfri-zoner”
- det ikke nødvendigvis er klogt at blande frivillige aktiviteter og professionel rådgivning.
- de unge skal inddrages i en eventuel udvikling.
- tilgangen med at møde unge på deres præmisser også kan anvendes andre steder i kommunen.
Disse politiske tilkendegivelser er blevet drøftet i Direktionen og i Ungeprogrammets styregruppe, hvor de relevante områdechefer sidder. Ud fra de politiske tilkendegivelser foreslås det, at budgetnoten om Ungesteder/Youth-places afsluttes, idet der er sket en afrapportering, og Byrådet ikke har vist ønske for at arbejde videre i den retning.
I lyset af de politiske tilkendegivelser kan der arbejdes videre med at møde unge på deres præmisser, og på den måde få integreret tænkningen fra Finland i de kommunale indsatser og møder med de unge.
Ligeledes har nogle af de unge udtrykt ønsker om lokale hænge-ud steder, som i nogle tilfælde kunne være ”voksenfri-zoner”. Det er bl.a. unge i centerbyerne - Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld - samt Munkebo og Skovparken, der har givet udtryk for det.
Der arbejdes allerede med udviklingsplaner for Munkebo og Skovparken, og det foreslås, at eventuelle initiativer omkring lokale ungesteder skal sammentænkes med de øvrige indsatser og planer i områderne.
For centerbyerne kan eventuelle indsatser med lokale ungesteder koordineres med det eksisterende arbejde. Eksempelvis har Biblioteket, Ungdomsskolen og Lokaldemokratiudvalget sat i gang i en proces i Vamdrup. Det foreslås, at eventuelle nye prøvehandlinger i centerbyerne med ungesteder koordineres med dette arbejde.
Sagsnr.: 18/7429
Resumé
På baggrund af 2 workshops afholdt med fritidsklubberne fremlægges anbefalingerne for fremtidens fritidsklub.
Sagen behandles i
Fritids- og Idrætsudvalget den 11/6 2019 og Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Den konstituerede senior-, sundheds- og fritidsdirektør foreslår Fritids- og Idrætsudvalget,
at der fremadrettet afholdes ét årligt fællesmøde og ét årligt dialogmøde med de foreningsdrevne fritidsklubber,
at de foreningsdrevne fritidsklubber meldes ind i Ungdomsringen,
at kontingentet på 12.500 kr. årligt til Ungdomsringen finansieres af det afsatte budget til foreningsdrevne fritidsklubber,
at Børne- og Uddannelsesudvalget anmodes om, at Ungdomsskolen, når det er relevant, pålægges at invitere personale fra de foreningsdrevne fritidsklubber med til kostpris, når Ungdomsskolen afholder kompetenceudvikling for klubpersonalet.
Børne-, uddannelses- og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår Børne- og Uddannelsesudvalget,
at Ungdomsskolen, når det er relevant, pålægges at invitere personale fra de foreningsdrevne fritidsklubber med til kostpris, når Ungdomsskolen afholder kompetenceudvikling for klubpersonalet.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Godkendt, idet ”når det er relevant” udgår.
Beslutning Fritids- og Idrætsudvalget den 11-06-2019
Fritids- og Idrætsudvalget besluttede, at ”når det er relevant” slettes i 4. at og i Børne-, uddannelses- og arbejdsmarkedsdirektørens forslag. De øvrige forslag blev godkendt.
Sagsfremstilling
På et fællesmøde mellem Fritids- og Idrætsudvalget og Børne- og Uddannelsesudvalget den 25/9 2018 blev det besluttet, at forvaltningen skulle udarbejde forslag mod fremtidens klubtilbud. For at bygge ovenpå alt det gode, der allerede findes i fritidsklubberne, blev alle fritidsklubber inviteret til workshops hhv. den 17/1 2019, hvor der blev arbejdet med temaerne ”Hvad kan vi selv gøre?” og ”Hvad skal vi have hjælp til?”.
Som en opsamling på første workshop blev alle fritidsklubberne inviteret til endnu en workshop den 2/4 2019. På denne workshop arbejdede fritidsklubberne på at blive mere konkrete og med løsningsforslag i forhold til de tre største temaer, de havde brug for hjælp til, fra første workshop:
- Koordinator – Hvordan skal en stillingsbetegnelse se ud for en koordinator, der kan servicere alle fritidsklubber med administrativ hjælp, koordinering af samarbejde, aktiviteter osv.
- Personale – Hvordan skaber vi attraktive stillinger, kompetenceudvikling og samarbejde?
- Glidende overgang – Hvordan skaber vi bedre overgang fra SFO til fritidsklub for at fastholde børnene i fritidstilbud?
Der er peget på en række konkrete tiltag, som kan ses i vedhæftede bilag. På baggrund af de to workshops foreslår forvaltningen fremadrettet at afholde to årlige møder med de foreningsdrevne fritidsklubber, da det er dem, der kalder på hjælp. Møderne skal hjælpe med at sikre et fokus på fortsat udvikling og koordinering.
Forvaltningen har undersøgt muligheden for, at fritidsklubberne kan blive en del af Ungdomsringen. Ungdomsringen tilbyder blandt andet adgang til deres sekretariat og derigennem sparring og vejledning inden for området. Derudover tilbyder de kurser inden for kompetenceudvikling, lederudviklingsforløb og støtte til udviklings- og læreprocesser.
At blive medlem af Ungdomsringen kan være en del af svaret på nogle af de problemstillinger, fritidsklubberne kalder på hjælp til under koordinator og personale – herunder blandt andet hjælp til administrativt arbejde samt mulighed for personaleudvikling. Medlemskab for de foreningsdrevne fritidsklubber vil årligt koste 12.500 kr.
Flere af de foreningsdrevne fritidsklubber efterspørger muligheden for efteruddannelse af deres personale. Til dette fremkommer flere løsningsforslag. Ungdomsskolen kan til kostpris invitere personale fra de foreningsdrevne fritidsklubber med, når Ungdomsskolen afholder kompetenceudvikling for sit personale. Ungdomsringen tilbyder ligeledes fyraftensmøder med forskellige temaer, som medlemmer kan deltage i. Ungdomsringen tilbyder ydermere kurser inden for kompetenceudvikling. Disse kurser er ikke inkluderet i grundkontingentet, så ønsker fritidsklubberne at benytte sig af disse tilbud, er det for egen regning til udbudte kursuspris.
For at skabe attraktive stillinger peges der på, at der skal skabes en højere grad af ansættelse (flere timer). Der peges på et øget samarbejde mellem skole, SFO og fritidsklubber gerne med kombinationsstillinger.
95 procent af undervisningstimerne skal i 2020 varetages af lærere med undervisningskompetence fra læreruddannelsen (tidligere linjefag) eller kompetencer svarende hertil i de fag, de underviser i. Det er op til skolens leder at vurdere, om en lærer har såkaldte "tilsvarende kompetencer".
Dette kan være en barriere i forhold til at ansætte personale fra fritidsklubberne i folkeskolerne, men det vil være op til den enkelte skoleleder at vurdere kompetencerne. Der opfordres til lokalt at gå i dialog omkring mulighederne for ansættelse på den lokale skole/SFO
I forbindelse med temaet glidende overgang, blev der arbejdet med at skabe den gode overgang fra SFO til fritidsklub og der peges på flere konkrete tiltag, der kan være med til at sikre disse som f.eks. besøgsdag, åbent hus arrangementer og aktiviteter på tværs. Der opfordres til lokalt at gå i dialog omkring mulighederne for at skabe den gode overgang fra SFO til fritidsklub.
Bilag
Sagsnr.: 19/13443
Resumé
Udvalget besluttede på mødet den 13/5 2019, at forvaltningen skal forelægge et udkast til ledelsesinformation på mødet den 12/6 2019.
Økonomichef Rune Helms vil på mødet fremlægge udkast til ledelsesinformation på Børne- og Uddannelsesudvalgets område.
Se vedlagte bilag.
Sagen behandles i
Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne-, uddannelses, og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at sagen drøftes.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Sagen blev drøftet.
Bilag
Sagsnr.: 19/13603
Resumé
Budgetrammen for udvalget forventes at kunne overholdes. Det forudsætter dog, at der politisk foretages en række korrigerende foranstaltninger og servicetilpasninger på både Uddannelsespolitik og Børnepasningspolitik.
Sagen behandles i
Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne-, uddannelses og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at der som foreløbigt budgetbidrag fremsendes, at budgetrammen for udvalget forventes overholdt, samt
at planen for det videre budgetarbejde i Børne- og Uddannelsesudvalget godkendes.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Budgetrammen for serviceudgifter under Børne- og Uddannelsesudvalget udgør følgende:
2020 priser i hele 1.000 kr. | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 |
Børne- og uddannelsesudvalget: | 1.383.640 | 1.377.685 | 1.377.685 | 1.377.685 |
- Uddannelsespolitik | 941.393 | 937.726 | 937.726 | 937.726 |
- Børnepasningspolitik | 442.247 | 439.959 | 439.959 | 439.959 |
Budgetrammen for udvalget forventes at kunne overholdes. Det forudsætter dog, at der politisk foretages en række korrigerende foranstaltninger og servicetilpasninger på både Uddannelsespolitik og Børnepasningspolitik.
Det præcise omfang af udfordringen på områderne kan ikke opgøres på nuværende tidspunkt. Der udestår en endelig beregning af demografien på områderne ligesom økonomiaftalen mellem KL og en kommende regering kan medføre ændringer i økonomien.
Udfordringen har dog en størrelse, der kræver politiske prioriteringer, da det vil have betydning for serviceniveau og fordeling af ressourcer mellem områder. Forvaltningen lægger derfor op til, at Børne- og Uddannelsesudvalget indkaldes til et uformelt temamøde i starten af august, hvor udvalget vil blive præsenteret for det præcise beløb. Her vil forvaltningen også præsentere konkrete forslag til mulige løsninger til drøftelse. På baggrund af drøftelserne vil forvaltningen udarbejde en indstilling til det ordinære udvalgsmøde 21. august 2019.
Som forberedelse til temamødet vil der blive gennemført uformelle drøftelser med udvalgets medlemmer i løbet af juni måned.
Sagsnr.: 19/13603
Resumé
AULA er en del af Brugerportalsinitiativet (BPI) som omfatter etablering af et samlet digitalt univers for børn og pædagogisk personale på skoler såvel som for dagtilbud, forældre og ledelse. I AULA får børn, elever, forældre og pædagogisk personale sikker og brugervenlig adgang til informationer fra skoledagen og livet i dagtilbuddet.
På skoleområdet er ibrugtagningen af AULA obligatorisk, mens det på dagtilbudsområdet er frivilligt for kommunerne. Alle kommuner på nær tre, har dog på nuværende tidspunkt tilsluttet sig AULA på dagtilbudsområdet.
Udgiften til AULA overstiger imidlertid udgiften til de eksisterende systemer, hvorfor forvaltningen forelægger forslag til udvidelsesforslag til budget 2020.
Sagen behandles i
Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne-, uddannelses- og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at forvaltningen pålægges at udarbejde udvidelsesforslag på 565.000 kr. til implementering af AULA på Skoleområdet.
at forvaltningen pålægges at udarbejde udvidelsesforslag til implementering af AULA på 211.000 kr. Børneområdet.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
AULA er en del af Brugerportalsinitiativet (BPI) som omfatter etablering af et samlet digitalt univers for børn og pædagogisk personale på skoler såvel som for dagtilbud, forældre og ledelse. I AULA får børn, elever, forældre og pædagogisk personale sikker og brugervenlig adgang til informationer fra skoledagen og livet i dagtilbuddet.
På børne- og skoleområdet ønsker Kolding Kommune at bakke op om den fælles kommunikationsplatform og de synergier, der er ved at have kommunikationen samlet ét sted. Overgangen til AULA på dagtilbud betyder for forældre (borgere), at de fremadrettet vil have det samlede overblik over deres børn på tværs af skole og dagtilbud ét sted.
AULA på skoleområdet er forankret i en overordnet politisk beslutning og er således en obligatorisk opgave for kommunerne at løse. Det vil sige, at alle folkeskoler vil komme til at bruge AULA.
Beslutningen om AULA Dagtilbud er derimod et aktivt tilvalg, som hver enkelt kommune træffer. På nuværende tidspunkt har alle kommuner – med undtagelse af Kolding, København og Vejle – tilsluttet sig brugen af AULA på alle kommunale dagtilbud.
Forvaltningen vurderer, at Kolding Kommune også bør være en del af AULA projektet på dagtilbudsområdet. Det altovervejende argument er at forældrene vil opleve at have samme indgang til det kommunikationssystemet uanset, om barnet går i folkeskole eller i kommunalt dagtilbud. Denne mulighed vil forældre får i næsten alle landets kommuner.
Det skal præciseres, at AULA er et system primært til kommunikation mellem medarbejdere og forældre. Det betyder, at alle andre digitale redskaber og funktioner på dagtilbudsområdet fortsat skal foregå i et andet system, som skal kobles sammen med AULA. Her tænkes på f.eks. booking, betaling, dagplejeadministration, kapacitetsstyring og en række funktioner i daginstitutionerne.
Skoleområdet går i luften med AULA efter sommerferien 2019, mens AULA på dagtilbudsområdet forventes at gå i luften ved udgangen af 2020, hvis forslaget godkendes.
Udgiften til AULA overstiger imidlertid udgiften til de eksisterende systemer – SkoleIntra og NemIntra.
Økonomi:
Fremadrettet vil AULA på skoleområdet koste 965.000 kr. mod 390.000 kr. til SkoleIntra, svarende til en merudgift på 565.000 kr. Tilsvarende vil AULA på Børneområdet koste 211.000 kr. mere end NemIntra. I beløbene er indregnet udgiften til de snitflader, der vurderes nødvendige for at opnå den borgerrettede gevinst ved systemerne.
Sagsnr.: 19/13603
Resumé
Økonomiudvalget har på møde den 19/2 2019 godkendt forslag til budgetstrategi 2020.
Heraf fremgår det bl.a., at de stående udvalg kan fremsende udvidelsesforslag vedrørende serviceudgifter og anlæg, uden begrænsninger, til budgetforslag 2020 med overslagsår. Forvaltningen har modtaget forslag til udvidelsesforslag fra 4 skoler, som forelægges.
Sagen behandles i
Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne-, uddannelses- og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at udvalget tilslutter sig de af forvaltningen foreslåede tiltag/besvarelser anført under ”Note” i skemaet vedr. forslagene fra bestyrelserne ved de decentrale enheder.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Det fremgår af budgetstrategi 2020, at den 21/8 2019 (Børne- og Uddannelsesudvalgets møde den 21. august) er seneste frist for fremsendelse af udvidelsesforslag til Centralforvaltningen.
Forvaltningen har modtaget ønsker fra bestyrelserne ved følgende skoler til budget 2020 med overslagsår. Forslagene i deres fulde ordlyd findes som bilag til dagsordenspunktet, mens der alene i efterfølgende skema er uddraget essensen og evt. priser i forslagene. Nummereringen af forslagene er ikke udtryk for en prioritering af disse.
Uddannelsespolitik
Nr. | Decentral enhed | Ønsker til budget 2020 | Note |
1 | Vamdrup Skole | Ansøgt beløb 500.000 kr. til optimering af legeplads-forholdene på Vamdrup Skole afdeling Vest.
| Indgår på linje med lignende behov i vedligeholdelsesplanen.
|
2 | Kongsbjergskolen | Ansøgt beløb 1.413.940 kr. til at skabe et aktivitets-område, der kan understøtte skolens krav til læring og trivsel.
| Legepladsdelen indgår på linje med lignende behov i vedligeholdelsesplanen.
|
3 |
Brændkjærskolen | Der ønskes en fremrykning jf. udviklingsplanen af 7,6 mio. kr. fra 2021 til 2020, da det er i sommeren 2020 specialcenteret flytter. Midlerne skal bruges til renovering/lettere ombygning af eksisterende lokaler samt nedrivning af pavillon m.v.
| Der er ikke afsat midler til de enkelte forslag i udviklingsplanen.
Der er dermed ikke tale om en fremrykning, men et anlægsønske. |
4 |
Bakkeskolen | Der ansøges om 600.000 kr. til opgradering af det fysiske læringsmiljø på Bakkeskolen, for at kunne understøtte opfyldelse af de nationale mål, alle elever skal udfordres, så de bliver så dygtige, de kan, trivslen skal styrkes.
|
Indgår på linje med lignende behov i vedligeholdelsesplanen. |
Tilføjelse til sagsfremstilling
Bilag
Sagsnr.: 18/30183
Resumé
Ultimo april 2019 er forventningerne til Børnepasningspolitik og Uddannelsespolitik, serviceudgifter for 2019 følgende:
- Regnskabet for Børnepasningspolitik forventes at vise et merforbrug på 7,5 mio. kr. svarende til overførslen fra 2018.
- Regnskabet for Uddannelsespolitik forventes at vise et mindreforbrug på 5 mio. kr. Det medfører at den positive overførsel på 15,3 mio. kr. fra 2018 reduceres med 10,3 mio. kr.
- Vedrørende Børnepasningspolitik forudsættes dog en markant opmærksomhed på udviklingen i demografien samt afledte økonomiske udfordringer. Der ses herudover høje forbrugsprocenter på dagplejen og daginstitutioner som følge af at vedtagne besparelser ikke har kunnet udmøntes fuldt ud i årets første måneder, men det forventes at kunne imødegås af tilbageholdenhed på øvrige konti.
- Uddannelsespolitik er under pres bl.a. som følge af et stigende antal elever med behov for specialundervisning samt særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Hertil kommer, at der er effektiviseringskrav, der ikke er blevet udmøntet på de decentrale enheder, og dermed belaster de centrale konti i 2019.
Sagen behandles i
Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne-, uddannelses og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Børnepasningspolitik
Regnskabet for Børnepasningspolitik, serviceudgifter forventes at være lig det oprindelige budget, og der forventes derfor en negativ overførsel på 7,5 mio. kr. til 2020, svarende til overførslen fra 2018. Isoleret er budgettet for 2019 dermed i balance.
Forbrugsprocenten de første fem måneder ligger højere end på samme tidspunkt i 2018.
For Børnepasningspolitik kan budgetrealiseringen ultimo april 2019 vedrørende serviceudgifter opstilles således:
(Beløb i hele 1.000 kr.):
Børnepasningspolitik | Korrigeret Budget | Forbrug | Forbrugs- Procent | Forbrugs-procent i 2018 | Note |
Fælles formål | 56.273.000 | 19.648.742 | 34,9 | 40,4 | 1 |
Dagplejen | 96.791.000 | 45.003.471 | 46,5 | 43,5 | 2 |
Daginstitutioner | 244.759.000 | 103.290.837 | 42,2 | 40,2 | 3 |
Tilskud til puljeordninger, private klubber og institutioner | 24.879.000 | 8.975.824 | 36,1 | 41,5 | 4 |
Særlige tilbud | 15.872.000 | 6.485.456 | 40,9 | 32,8 | 5 |
I alt |
438.574.000 |
183.404.331 |
41,8 |
40,8 |
|
Note 1: De centrale konti er tilført midler til demografi, men disse er endnu ikke udmøntet.
Note 2: Dagplejens budget er reduceret med 7,2 mio. kr. i 2019 som følge af faldende børnetal. Der er foretaget tilsvarende korrektioner, men på grund af opsigelsesvarsler m.v. har det ikke haft fuld effekt i årets første fem måneder. Der forventes som følge heraf et mindre merforbrug i 2019.
Note 3: Der udestår udmøntning af demografimidler. Herudover er daginstitutionernes budgetter reduceret med 4,9 mio. kr. som følge af politisk vedtagne besparelser i budget 2019. De heraf følgende korrektioner har tilsvarende ved dagplejen ikke haft fuld effekt i årets første fem måneder. Dette forsøges indhentet gennem tilbageholdenhed resten af 2019.
Note 4: Den lavere forbrugsprocent skyldes en lavere andel børn i private pasningstilbud end forventet ved budgetlægningen.
Note 5: Den højere forbrugsprocent i 2019 skyldes, at budgettet vedrørende fælles udgifter til særlige tilbud er teknisk blevet justeret i 2019.
Uddannelsespolitik
Regnskabet for Uddannelsespolitik, serviceudgifter forventes at vise et mindreforbrug på 5 mio. kr. i forhold til det korrigerede budget ved udgangen af året. Der forventes dermed en overførsel på 5 mio. kr. til 2020. Dette skal dog ses i sammenhæng med, at der har været en overførsel på 15,3 mio. kr. fra 2018, der dermed er reduceret med 10,3 mio. kr. Det forudsættes derfor, at der foretages korrigerende handlinger i budgetlægningen af 2020, hvis økonomien på området skal bringes i balance.
For Uddannelsespolitik kan budgetrealiseringen ultimo marts 2019 vedrørende serviceudgifter opstilles således:
Beløb i hele 1.000 kr.):
Uddannelsespolitik | Korrigeret Budget | Forbrug | Forbrugs- Procent | Forbrugs- Procent i 2018 | Note |
Almen folkeskole m.v. | 619.602.861 | 259.412.996 | 41,9 | 44,1 | 1 |
Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning | 19.325.000 | 8.019.295 | 41,5 | 36,0 |
|
Børnespecialundervisning | 144.679.139 | 62.910.177 | 43,5 | 42,7 |
|
Bidrag til statslige og private skoler | 82.981.000 | 0 | 0,0 | 0,0 | 2 |
Efterskoler og ungdomskostskoler | 21.505.000 | 1.437.029 | 6,7 | 5,4 | 3 |
Ungdommens Uddannelsesvejledning | 11.383.000 | 4.182.214 | 36,7 | 40,4 |
|
Specialpædagogisk bistand til voksne | 11.717.000 | 7.115.066 | 60,7 | 52,0 | 4 |
Ungdomsuddannelse til unge med særlige behov | 21.752.000 | 8.807.389 | 40,5 | 46,3 | 5 |
Produktionsskoler m.v. | 248.000 | 247.728 | 99,9 | 92,3 | 6 |
Ungdomsskolevirksomhed | 25.194.000 | 11.038.922 | 43,8 | 40,6 | 7 |
I alt |
958.387.000 |
363.170.816 |
37,9 |
39,0 |
|
Note 1: Den lavere forbrugsprocent skal ses i sammenhæng med merforbruget i 2018 samt den tillægsbevilling der er givet til området i 2019.
Note 2: Afregnes samlet i juli måned.
Note 3: Afregning sker hovedsageligt i juli måned.
Note 4: Den høje forbrugsprocent afspejler udestående indtægter. Der forventes budgetoverholdelse.
Note 5: Forbrugsprocenten lå højt i første del af 2018 som følge af indkøb af bus.
Note 6: Der er afregnet for hele året.
Note 7: Merforbruget i forhold til sidste år skyldes blandt andet langtidssygdom med højere vikarudgifter til følge.
Yderligere bemærkninger: Der er ingen yderligere bemærkninger.
Sagsnr.: 18/27667
Resumé
Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Kristina Jørgensen, Dansk Folkeparti, anmoder om at få nedenstående punkt behandlet på mødet i Børne- og Uddannelsesudvalget.
Sagen behandles i
Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne, uddannelses- og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at udvalget drøfter henvendelsen.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Sagen blev drøftet.
Sagsfremstilling
Kristina Jørgensen (O) ønsker følgende punkt optaget på udvalgets dagsorden:
”Der er i øjeblikket stort fokus på kvaliteten af det pædagogiske arbejde, da det har vist sig, at der visse steder i Københavns Kommune sker kommunal omsorgssvigt.
Eksperter udtaler, at disse kritisable forhold langt fra er enestående.
Da det er kommunalbestyrelsen, der har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses ønsker jeg hermed at Børne- og Uddannelsesudvalget får en gennemgang af Kolding Kommunes samlede pædagogiske tilsyn og orienteres om, hvordan man sikrer, at ingen børn bliver udsat for kommunal omsorgssvigt.”
Forvaltningens bemærkninger:
Kommunernes tilsynsforpligtigelse følger af §16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddene og den måde, opgaverne løses på. Tilsynsforpligtigelsen har tre hovedtilgange, som skal indgå i tilsynet med alle former for dagtilbud:
- Tilsyn med pædagogiske forhold.
- Tilsyn med sikkerhed, hygiejne og lignende forhold.
- Tilsyn med økonomiske forhold.
Kolding Kommune er ligesom alle andre kommuner forpligtet til at føre tilsyn med kommunens dagtilbud. Det er op til den enkelte kommune at beslutte, hvordan tilsynsforpligtigelsen skal udmøntes i praksis. Retningslinjer for pædagogisk tilsyn er beskrevet på Kolding Kommunes hjemmeside: https://www.kolding.dk/borger/familie-boern/dagtilbud/politikker-strategier-projekter-dagtilbud
Det er kendetegnede for Børneområdet i Kolding Kommune, at både dagtilbuddene og forvaltningen i fællesskab og i tæt dialog med hinanden, har fokus på at sikre og løfte børnenes trivsel og forbedre den pædagogiske kvalitet. Dette gøres bl.a. På følgende måder:
Samarbejde mellem dagtilbud og forvaltning:
I Kolding Kommune er der, i modsætning til de fleste andre kommuner, en ledelsesperson fysisk placeret på stort set alle matrikler. Det betyder, at der hurtig kan og bliver grebet ind, hvis medarbejdere ikke udfører deres arbejde, som det forventes.
I Kolding Kommunes dagtilbud arbejdes der desuden datainformeret og evidensbaseret. Det betyder, at den viden vi har om børnenes trivsel er baseret på fakta og ikke på personlige synsninger. Vi har data fra kortlægningerne i Program for læringsledelse og kvalitetsrapporterne, der viser, hvordan børnene generelt trives i Kolding Kommune og hvordan de trives i det enkelte dagtilbud. I de tilfælde hvor data viser, at der skal være ekstra opmærksomhed på at forbedre et enkelt barns eller en børnegruppes trivsel, sættes der straks ind med konkrete initiativer. Det vil typisk være indsatser, der sættes i gang af den enkelte dagtilbudsleder. Eksempler på indsatser kan være udarbejdelse af handleplaner i forhold til konkrete børn, ændringer i organisering af dagligdagen, ændring i bemandingen i løbet af dagen, kompetenceudvikling af enkelte medarbejdere eller hele medarbejdergruppen, ændring og forbedring af kommunikationen med forældrene og inddragelse af tværfaglige samarbejdspartnere.
I nogle tilfælde tager forvaltningen initiativ til at understøtte udvalgte institutioner, hvor der er brug for en særlig indsats. I andre tilfælde er det dagtilbudslederen, der beder forvaltningen om hjælp i form af konsulentbistand og sparring.
Netværksledelse er med til at sikre kvaliteten:
Alle dagtilbudsledere i Kolding Kommune er organiseret i netværksgrupper og arbejdsgrupper. Netværksgrupperne er det vigtigste værktøj i den netværksledelse, som er etableret på Børneområdet i Kolding Kommune. Grupperne er et fagligt og kollegialt forum for lederne og en vigtig platform for udveksling af erfaringer, viden og ideer. Det betyder, den enkelte leder engageres i og får medansvar for udviklingen af det samlede børneområde.
Fælles kompetenceudvikling:
På Børneområdet er der en mangeårig tradition for fælles kompetenceudvikling. Det betyder, at når forvaltning og dagtilbudsledere for eksempel på baggrund af data fra kortlægningerne i Program for læringsledelse eller i forbindelse med ny lovgivning, bliver enige om, at der skal ske kompetenceudvikling i forhold til bestemte emner, så bliver alle dagtilbud en del af dette.
Ensartet kvalitet:
Kvaliteten i Kolding Kommunes dagtilbud er ensartet. Det betyder populært sagt, at forskellen på det ”bedste” og det ”dårligste” dagtilbud er lille.
Kortlægningerne i Program for Læringsledelse viser, at Børneområdet i Kolding Kommune generelt set ligger lidt højere på kvalitet end de øvrige fem kommuner, der indgår i programmet. Det interessante i denne forbindelse er, at hvor de øvrige kommuners gennemsnit fremkommer ved at nogle dagtilbud scorer meget højt på kvalitet og andre scorer meget lavt, så har Kolding Kommunes dagtilbud cirka den samme gennemsnitlige gode kvalitet.
Tilsyn i dagplejen:
Udover ovenstående som også gælder dagplejen gælder det særlige, at det er dagplejelederens overordnede ansvar at føre tilsyn med dagplejerne og sikre samarbejde, udvikling og kvalitet. Dagplejelederen udmønter primært dette gennem ledelse af den pædagogiske leder og dagplejekonsulenterne.
Tilsynet udøves ved dagplejekonsulenternes såvel anmeldte som uanmeldte besøg i dagplejehjemmene. Herudover deltager dagplejekonsulenterne i legestuegrupper og andre fælles aktiviteter i områderne.
Sagsnr.: 18/34318
Resumé
Deltagelse i aktiviteter.
Sagen behandles i
Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne-, uddannelses, og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at udvalget på mødet drøfter, om der er behov for, at et eller flere medlemmer af udvalget
varetager andre kommunale hverv.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Udvalget godkendte:
Kristina Jørgensen, Hans Holmer og Benny Dall deltagelse i Børneområdets dialogforum den 12/6 2019
Kristina Jørgensen, Poul Erik Jensen, Hans Holmer, Benny Dall, Pernille Øhlenschlæger, Jesper Elkjær og Tanya Buchreitz Løwensteins deltagelse i Fælles studietur til Skovparken og Munkebo den 18/6 2019
Sagsfremstilling
Det fremgår af Kolding Kommunes Regulativ om Vederlag og godtgørelse til Byrådets
medlemmer, at der kan tillægges erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for varetagelse af
andre kommunale hverv, når deltagelsen sker efter anmodning fra Byrådet eller fra Byrådets
udvalg på grundlag af en protokolleret beslutning.
Som eksempler på andre kommunale hverv kan bl.a. nævnes:
- Forelæggelse af sag for statslig myndighed
- Deltagelse i forhandling med andre kommuner
- Besigtigelse i en bestemt sag
- Deltagelse i borgermøder
- Venskabsbybesøg
Beslutning i forbindelse med dette dagsordenspunkt har alene det formål, at tilvejebringe
dokumentation for de af udvalgets medlemmer, der får udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Beslutningen, herunder oplistning på oversigten, er således ikke udtryk for
tilmelding til aktiviteten.
Der er indkommet følgende aktiviteter til drøftelse:
- ”Store læsedag” på Kolding bibliotek den 10/5 2019, kl. 9:00 - 13:00.
- Brugernævnsmøde – netværksmøde den 27/5 2019, kl. 19:00 - 21:00.
- Børneområdets dialogforum den 12/6 2019, kl. 19:00 – 21:00.
- Fælles studietur med Arbejdsmarkedsudvalget til Skovparken og Munkebo den 18/6 2019 kl. 12.00 – 15.30.
- Seminar om indeklima i daginstitutioner, som Det Økologiske Råd afholder i samarbejde med Middelfart Kommune den 21/8 2019, kl. 9.00 - 12.30. Invitation er vedhæftet som bilag. (Forvaltningen får løbende lignende henvendelser, men er jf. redegørelsen på udvalgets møde den 10/4 2019 godt dækket ind på området).
Bilag
Sagsnr.: 18/37896
Resumé
Mundtlig orientering om arbejdet med temaer på udvalgsmøderne v/ Michael Petterson.
Sagen behandles i
Børne-og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne-, uddannelses, og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Godkendt.
Bilag
Sagsnr.: 17/22612
Resumé
Orientering fra formanden.
Sagen behandles i
Børne- og Uddannelsesudvalget den 12/6 2019.
Forslag
Børne-, uddannelses, og arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Børne- og Uddannelsesudvalget den 12-06-2019
Orienteringen blev taget til efterretning.