Lokalplanen med tilhørende kommuneplantillæg er kategoriseret som en A-lokalplan jævnfør A, B, C kategoriseringen, hvilket betyder, at det er Byrådet, der har kompetence til at træffe beslutning om, at planforslaget med tilhørende kommuneplantillæg sendes i offentlig høring.

Luftfoto med lokalplanområdets afgrænsning.
Politiske fokusområder, overordnede strategier m.m.
Lokalplanen understøtter Plan-, Bolig- og Miljøudvalgets politiske fokusområde i forhold til at sikre et mangfoldigt udvalg af attraktive boliger og boligområder for alle gennem alle dele af livet.
Lokalplanen understøtter arkitekturstrategien ved at have fokus på bebyggelsens indpasning til stedets karakter og sikre grønne friarealer, som giver mulighed for socialt liv og rekreativt ophold.
Arkitekturstrategien vil blive anvendt som dialogværktøj i forhold til at sikre sammenhæng i bebyggelsens disponering og udtryk.
Baggrund og formål
Lokalplanarbejdet sker på initiativ af en privat investor, som ønsker at udvikle området med boligbebyggelse til udlejning i form af 26 rækkehuse og ét fælleshus. Hovedparten af bebyggelsen vil blive seniorboliger.
Lokalplanområdet omfatter i dag den tidligere Seestgård, som er indrettet til erhvervsformål. Bygningerne er ikke længere i brug og området står derfor hen uden aktivitet. Bygningerne er ikke bevaringsværdige og forudsættes nedrevet for at realisere boligprojektet. Kolding Kommune har den 30. september 2019 givet en nedrivningstilladelse.
Planforhold
Arealet er i Kommuneplan 2017-2029 omfattet af rammeområde 0814.E2, som udlægger området til erhvervsområde med maks. 1,5 etager og 8,5 meters bygningshøjde. Arealet er desuden omfattet af lokalplan nr. 0814-11, som bevarer og udlægger de tidligere landbrugsbygninger til erhvervs-formål.
Derfor skal områdets plangrundlag ændres i form af udarbejdelse af et kommuneplantillæg og aflysning af eksisterende lokalplan for arealet omfatter af det nye plangrundlag.
Kommuneplantillæggets indhold
Kommuneplantillægget udarbejdes, så området i fremtiden bliver udlagt til boligområde med bebyggelse i maks. 2 etager og 8,5 meters bygningshøjde.
Da kommuneplantillægget ændrer områdets anvendelse fra erhvervsformål til boligformål skal der gennemføres en foroffentlighedsfase i form af indkaldelse af idéer og forslag til områdets fremtidige anvendelse.
Lokalplanens indhold
Planområdet og er beliggende ved Holbergsvej i bydelen Seest i Kolding by. Området er beliggende i byzone og afgrænses mod nord af en dagligvarebutik, mod øst af Holbergsvej og af åben-lav boligbebyggelse til øvrige sider.
Foto af eksisterende tidligere landbrugsbygninger.
Lokalplanen disponerer området med en adgangsvej fra Holbergsvej, der afsluttes med en vendeplads. Områdets parkeringspladser etableres på hver side af adgangsvejen.

Bebyggelsesplan for det kommende boligområde.
Arealet nærmest Holbergsvej disponeres med 10 rækkehuse i to plan og på de øvrige arealer planlægges bebyggelse i et plan i form af 16 rækkehuse og ét fælleshus, sidstnævnte vil kunne omdannes til en bolig. For at skabe samspil med nærliggende boligområde ved Seestgårdsvej planlægges boligerne opført med saddeltage og i rød tegl.
Centralt i området udlægges et grønt areal til fælles ophold og leg. Mindre stier giver adgang til boligerne og fællesarealerne.

Visualiseringer af kommende boligbebyggelse i lokalplanområdet.
Opmærksomhedspunkter
I planprocessen vil der være fokus på bebyggelsens karakter, de grønne områder og beplantning, regnvandshåndtering og indretning af opholdsarealer, herunder håndtering af mulig vejstøj.
Tidsplan
Det forventes, at et forslag til lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg kan forelægges Plan-, Bolig- og Miljøudvalget og Byrådet i januar 2020.