By- og Udviklingsforvaltningen har herunder fremsat et konkret forslag til, hvorledes de besparelser, som fremgår af Byrådets 1. behandling den 8. oktober 2019, kan udmøntes gennem en omprioritering på lokaldemokratipolitikområdet.
Der foreligger naturligvis et politisk råderum til at udmønte besparelsen på anden vis. Det kan være i form af at undtage nogle af de foreslåede budgetposter, neddrosle eller opjustere besparelser på nogle budgetposter – og frembringe nye forslag. Forvaltningen vil på udvalgsmødet være i stand til at redegøre for de konsekvenser, som eventuelle ændringer i udmøntningen medfører.
Ud over reduktionen på Lokaldemokratiudvalgets politikområde, sker der ligeledes en rammebesparelse på administrationspolitikområdet, samt en yderligere blokreduktion på ledelse, myndighed og administration. Disse besparelser vil blive udmøntet på administrative funktioner på alle politikområder og ikke udelukkende på administrationspolitik. Reduktionerne vil få betydning for serviceniveauet og sagsbehandlingstiderne for alle forvaltningens politikområder.
På baggrund af udvalgets beslutning vil der ske en orientering/høring af MED-organisationen samt Landsbyforum og centerbyerne, så eventuelle bemærkninger kan tilgå inden endelig stillingtagen ved Byrådets 2. behandling af budgettet den 31. oktober 2019. Forvaltningen har dog også sikret, at MED-organisationen har fået lejlighed til at forholde sig til forvaltningens oplæg i nærværende dagsorden. MED-organisationens bemærkninger er vedhæftet som bilag.
Budgetforliget medfører en konkret reduktion for Lokaldemokratiudvalget på 72.000 kr. i 2020 stigende til 142.000 i 2023. Nedenfor ses forvaltningens forslag til udmøntning af besparelsen samt forslag til omprioriteringer.
| I 1.000 kr., P/L 2020 |
Forslagsnr. | Tekst | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 |
1 | Planer for Landsbyfællesskaber (ophører fra 2021) | 0 | -437 | -437 | -437 |
2 | Centerbypuljen reduceres til 200.000 og øremærkes til Christiansfeld | -372 | -372 | -372 | -372 |
3 | Bydelskontakt eller Centerbykontakt (½ stilling) | 300 | 300 | 300 | 300 |
4 | Råderum til udvalgets prioritering | 0 | 402 | 385 | 367 |
| I alt | -72 | -107 | -124 | -142 |
Note 1: Planer for Landsbyfællesskaber
Indsatsen nedlægges fra 2021 for at frigøre midler til dels udmøntning af besparelse og dels omprioritering inden for udvalgets område. Som en konsekvens heraf vil Landsbyfællesskabsplanen for Stenderuphalvøen blive den sidste.
Note 2: Centerbypuljen
Puljen reduceres med 372.000 kr. årligt for at frigøre midler til dels besparelse og dels omprioritering inden for udvalgets område. De resterende 200.000 kr. øremærkes til Christiansfeld, som i modsætning til Lunderskov og Vamdrup ikke har borgerplanmidler (hver 900.000 kr. årligt).
Som konsekvens heraf vil der samlet set være 372.000 kr. mindre til at realisere lokale ideer og ønsker i Lunderskov og Vamdrup, med mindre det besluttes eksempelvis at forøge borgerplanmidlerne via råderummet.
Note 3: Bydelskontakt eller Centerbykontakt (½ stilling)
Der oprettes en halvtidsstilling som bydelskontakt for lokalrådene i Kolding by, som beskrevet i udvalgspolitikken, eller der genbesættes en halvtidsstilling som centerbykontakt.
Note 4: Råderum til udvalgets prioritering
Det frigjorte beløb betyder et råderum for udvalgets prioritering nu eller senere.
Forslaget indebærer, at Landsbypuljen, Bydelspuljen og borgerplanmidlerne fortsætter uændret:
Budgetposter, der foreslås uændret | I 1.000 kr., P/L 2020 |
| 2020 | 2021 | 2022 | 2023 |
Bydelspuljen | 425 | 425 | 425 | 425 |
Landsbypuljen | 2.190 | 2.190 | 2.190 | 2.190 |
Borgerplanmidler Vamdrup | 900 | 900 | 900 | 900 |
Borgerplanmidler Lunderskov | 900 | 900 | 900 | 900 |