Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
01-09-2020 19:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Byrådet |
Sted: |
Byrådssalen |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 18/87
Resumé
Borgmesteren orienterer om formandsafgørelser i Byrådets sommerferie.
Sagen behandles i
Byrådet.
Forslag
Borgmesteren foreslår, at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Byrådet den 01-09-2020
Godkendt.
Bilag
Sagsnr.: 20/16978
Resumé
Regnskab 2019 for TrekantBrand fremsendes til godkendelse i byrådene i de seks ejerkommuner jævnfør selskabets vedtægter.
Årets resultat udviser et overskud på 3,2 mio. kr. Overskuddet skyldes primært en ekstraordinær indtægt vedrørende forlig omkring brand på Fredericia Havn på 1,800 mio. kr. samt ændret regnskabspraksis vedrørende sideaktiviteter, der påvirker regnskabsresultatet i positiv retning med 1,781 mio. kr.
Sagen behandles i
Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
Kommunaldirektøren foreslår,
at årsregnskab 2019, inkl. revisionsberetning samt budget 2021 for Trekantbrand godkendes, og
at revisionsberetning 2018 godkendes
Beslutning Økonomiudvalget den 25-08-2020
Forslaget indstilles til godkendelse.
Elvis Comic
Beslutning Byrådet den 01-09-2020
Godkendt.
Sagsfremstilling
Årsregnskabet for TrekantBrand bygger på de obligatoriske oversigter og redegørelser, der skal aflægges i overensstemmelse med kravene i bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. Der konkluderes i revisionsberetningen og regnskabserklæringen, at regnskabet er retvisende og udarbejdet i overensstemmelse med de gældende krav.
Regnskabet er opdelt i beredskabsopgaven og i sideaktiviteter, jævnfør vedtægterne. Hertil kommer et mellemværende med ejerkommunerne om sideaktiviteter i tidligere år.
Det samlede overskud er 3,2 mio. kr. bestående af resultatet fra hhv. beredskabsopgaven, mellemværende sideaktiviteter og sideaktivitet.
Beredskabsopgaven
Regnskabet for beredskabsopgaven i TrekantBrand udviser et overskud på 1,751 mio. kr. Overskuddet skyldes primært, at der i 2019 blev indgået et forlig i en sag om brand på Fredericia Havn i 2016. Forliget betød en enkeltstående ekstraordinær indtægt på 1,8 mio. kr.
Derudover har TrekantBrand foretaget en række tiltag de seneste 1½ år, som har haft en positiv indvirkning på bundlinjen.
Mellemværende sideaktiviteter - Regnskabsmæssig afregning
En sideaktivitet er en konkret opgave som TrekantBrand løser for en specifik kommune. For Vejle Kommune er en sideaktivtet fx. "Bamses Brandskole & Ungdomskorps" og patientløft.
Det blev på beredskabskommissionsmødet den 3. april 2019 besluttet at ændre den regnskabsmæssige håndtering af sideaktiviteter i regnskabet. Ændring af praksis betyder, at der i regnskabsresultatet for 2019 er indregnet en ekstraordinær indtægt på 1,781 mio. kr., som vedrører tidligere år. I 2019 regnskabet og i fremtiden vil mellemværendet blive indregnet i det år, som det vedrører.
Sideaktivitet
Sideaktiviteterne udviser et underskud på -0,325 mio. kr.
Regnskabsresultatet henføres til egenkapitalen. På egenkapitalen er der foretaget en nedskrivning, som berigtigelse af gamle leasingkontrakter. Derudover er egenkapitalen nedskrevet yderligere pga. en regulering af hensættelser som skyldes organisationsændringer, indefrosset ferie og et kloakeringsprojekt i Gudsø, som ikke blev færdiggjort i 2019.
Der gøres opmærksom på, at egenkapitalen ultimo 2019 fortsat er negativ med -6,3 mio. kr. ultimo 2019. Til sammenligning var egenkapitalen ultimo 2018 -6,2 mio. kr.
TrekantBrand udarbejder hvert år inden den 1. juli budget for det kommende år, jævnfør vedtægterne. TrekantBrand fremsender herefter budgettet til godkendelse hos byrådene i de 6 kommuner.
Ankestyrelsen har meddelt Trekantområdets Brandvæsen, som led i deres ordinære tilsyn, at alle ejerkommuner, herunder Kolding Kommune, ikke har inkluderet revisionsberetningen for 2018 i byrådenes endelige godkendelse af regnskab 2018 for TrekantBrand. Ankestyrelsen har udtalt, at revisionsberetningen for 2018 skal godkendes i alle ejerkommuner.
På den baggrund er revisionsberetningen for 2018 vedhæftet sagen. Ligeledes er Ankestyrelsens brev til Trekantområdets Brandvæsen også vedlagt sagen.
Revisionen forbehold:
Ledelsen i TrekantBrand har konstateret, at der i flere tilfælde er et misforhold imellem levetiden på leasede aktiver og varigheden af leasingaftalen. Der er konstateret flere tilfælde af, at aktiverne afskrives i en længere periode end de anvendes. Revisionen har ikke kunnet opnå egnet og tilstrækkeligt revisionsbevis for, at levetiden på leasingaktiverne er korrekte og som følge deraf af om den regnskabsopførte restværdi er korrekt. Dette forbehold er afklaret i regnskab 2019 samt det budgetforslag, der kommer fra TrekantBrand vedrørende 2021 hvorefter ovennævnte forbehold kan bortfalde.
Bilag
Sagsnr.: 20/249
Resumé
Ifølge vedtægterne skal Trekant Brand hvert år udarbejde et budget for det kommende år inden den 1. juli. Budgettet skal indeholde flerårige budgetoverslag. Ifølge vedtægterne skal der senest i 2022 besluttes, hvordan en ændret fordelingsnøgle baseret på indbyggertal skal implementeres. Budgetforslaget for Trekant Brand skal derfor ses i sammenhæng med ændret fordelingsnøgle indfaset med 50% virkning fra 2023 og fuld virkning fra 2024.
Generelt har Trekant Brand oplevet et økonomisk pres. Budgetforslaget indeholder et øget bidrag fra de deltagende kommuner, der kan henføres til merudgifter afledt af det operative beredskab, budgettering af nødvendige udgifter til udskiftning af materiel, en udjævning af effektiviseringsmålet fra 2% i 2 år til 0,5% i 8 år samt endelig en engangsudgift vedrørende en gammel leasingkontrakt, hvor aktiverne ikke eksisterer længere.
Budgetforslaget og indfasning af fordelingsnøgle er godkendt af Beredskabskommissionen. Fraværende var Johannes Lundsfryd Jensen, Poul Erik Jensen, Arne Gram og Jens Ejner Christensen. Anja Daugaard og Alex Vejby Nielsen tog forbehold vedrørende den ændrede fordelingsnøgle.
Sagen behandles i
Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
Kommunaldirektøren foreslår,
at budgetforslaget fra Trekant Brand godkendes,
at den ændrede fordelingsnøgle godkendes,
at bevillingsrammerne for 2021 – 2024 korrigeres jævnfør nedenstående idet merudgiften finansieres af budgetreserven.
Beslutning Økonomiudvalget den 25-08-2020
Forslaget indstilles til godkendelse.
Elvis Comic
Beslutning Byrådet den 01-09-2020
Godkendt.
Sagsfremstilling
Budgetforslaget indeholder en række korrektioner. Et samlet økonominotat er på baggrund af opdrag fra Trekant Brands bestyrelse udarbejdet af de 6 kommuners kommunaldirektører og økonomidirektører /-chefer. Der har i arbejdsgruppen været enighed om, at den økonomi, der af de 6 kommuner oprindeligt var stillet til rådighed ikke var tilstrækkelig til at drive Trekant Brand som følge af:
- Det oprindelige effektiviseringskrav på 2% i hvert af årene 2021 og 2022 kan ikke realiseres primært på grund af store gennemførte reduktioner i 2019 og 2020. Det foreslås, at det samlede effektiviseringskrav på 4% i stedet realiseres over 8 år med 0,5% årligt. Dette svarer til den effektiviseringsprocent, der generelt arbejdes med i flere af de 6 kommuner.
- Maskinparken i Trekant Brand er gammel og kan med de nuværende midler ikke i tilstrækkeligt omfang udskiftes. Trekant Brand har fået udarbejdet et notat, der viser et behov på 4 mio. kr. årligt. Der kan ske en gradvis tilførsel primært som følge af, at større udskiftninger tager lang tid at realisere. Der forslås derfor tilført 1,0 mio. kr. i 2022, 2,0 mio. kr. i 2023 og 3,0 mio. kr. fra 2024.
- Udbud af det operationelle beredskab har medført en meromkostning på 3,7 mio. kr. med virkning fra 2021.
- Indfrielse af leasingkontrakt med 0,912 mio. kr. sker ekstraordinært i 2020 mod at kommunernes driftsbidrag forhøjes tilsvarende i 2022. Leasingkontrakten indfries, da aktiverne ikke længere eksisterer.
Den samlede betaling fra kommunerne vil i 2021 udgøre 94,740 mio. kr. inkl. 0,912 mio. kr. vedrørende ovennævnte leasingkontrakt. I 2022 vil budgettet udgøre 94,393 mio. kr., i 2023 er det 94,954 mio. kr. og i 2024 er det 95,514 mio. kr.
Med den nuværende fordelingsmodel udgør Kolding Kommunes andel 24,9%, mens det efter den indbyggertalsmodel, der fremgår af vedtægterne for Trekant Brand er en andel for Kolding Kommune på 25,4%. Ved den gradvise indfasning i 2023 er Koldings andel på 25,2%.
Koldings bidrag set i forhold til de nuværende bevillingsrammer udgør herefter:
Koldings andel | 23.590 | 23.504 | 23.928 | 24.260 |
Nuværende bevillingsramme | 22.475 | 22.042 | 22.042 | 21.932 |
Rammekorrektion | 1.115 | 1.462 | 1.886 | 2.328 |
Merudgiften foreslås finansieret af budgetreserven.
Bilag
Sagsnr.: 19/35124
Resumé
BDO Statsautoriseret Revisionsaktieselskab fremsender revisionsberetning vedrørende afsluttende revision af Kolding Kommunes årsregnskab 2019.
Revisionen har ikke givet anledning til bemærkninger.
Sagen behandles i
Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
Kommunaldirektøren foreslår,
at revisionsberetningen indstilles til godkendelse,
at Kolding Kommunes årsregnskab for 2019, endeligt godkendes.
Beslutning Økonomiudvalget den 25-08-2020
Forslaget indstilles til godkendelse.
Elvis Comic
Beslutning Byrådet den 01-09-2020
Godkendt.
Sagsfremstilling
Byrådet har den 28. april 2020 godkendt årsregnskab 2019 med henblik på, at revisionen herefter skal gennemgå årsregnskabet.
Revisionsberetningen er sendt til Byrådets medlemmer pr. mail den 26. juni 2020.
Revisionen har ikke givet anledning til bemærkninger.
Bilag
Sagsnr.: 20/21715
Resumé
I forbindelse med den nationale reform af erhvervsfremmesystemet blev det besluttet, at der også skal gennemføres en reform af turismefremmesystemet, hvor den kommunale turismefremmeindsats skal konsolideres i 15-25 destinationsselskaber inden udgangen af 2020.
Konsolideringen skal medvirke til at styrke Danmarks position i den internationale konkurrence om turisterne, og at turismeerhvervet fortsat kan bidrage til at skabe vækst, beskæftigelse og oplevelser i Danmark.
Billund, Kolding og Vejle kommuner har på denne baggrund besluttet at undersøge potentialet i en fælles destinationsdannelse, med henblik på etableringen af et fælles destinationsselskab, der kan få adgang til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses nationale destinationsudviklingspulje, og i fællesskab med turismeerhvervet i de tre kommuner udarbejde en ambitiøs turismestrategi.
Der fremlægges her et beslutningsoplæg for dette.
Sagen behandles i
Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
Kommunaldirektøren foreslår,
at Kolding Kommune bliver medstifter af et fælles destinationsselskab med virkning fra 31. december 2020,
at 2 medarbejdere fra Business Kolding virksomhedsoverdrages til destinationsselskabet med virkning fra 31. december 2020,
at de bevillingsmæssige konsekvenser, jf. afsnittet Økonomi, godkendes.
Beslutning Økonomiudvalget den 25-08-2020
Forslaget indstilles til godkendelse.
Elvis Comic
Beslutning Byrådet den 01-09-2020
Godkendt.
Sagsfremstilling
Turismeerhvervet er en erhvervsmæssig styrkeposition for området med stor aktivitet inden for områder som børnefamilieturisme, erhvervs- og konferenceturisme samt natur- og kulturrelateret turisme. Turismesektoren har oplevet vækst gennem de senere år.
I 2018 blev der vedtaget en national reform af erhvervsfremmesystemet, hvor det også blev besluttet at reformere turismefremmesystemet. Det fremgår af aftalen om kommunernes økonomi for 2019, at den kommunale turismefremmeindsats skal konsolideres i 15-25 destinationsselskaber inden udgangen af 2020. Konsolideringen skal medvirke til, at Danmark kan deltage i den internationale konkurrence om turisterne, og turismen fortsat kan bidrage til skabe vækst, beskæftigelse og oplevelser i Danmark.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, som administrerer nationale og EU-finansierede tilskudsmidler til erhvervs- og turismefremme lægger i tildelingen af midler til turismefremme stor vægt på destinationssamarbejde.
Der har gennem en længere periode været drøftelser på tværs af kommunerne i Trekantområdet om mulighederne for samarbejde om en fælles turismedestination, og der foreligger nu et beslutningsoplæg til en fælles destination på tværs af Vejle, Kolding og Billund, som er vedlagt som bilag.
Den fælles destination, som foreslås at hedde Destination Trekantområdet, vil baseret på 2019-tal være Danmarks 7. største destination med 2.924.183 overnatninger, hvis de kommende destinationsselskaber etableres som forventet på nuværende tidspunkt.
Covid-19 og turismen
Den nuværende situation med Covid-19-pandemien påvirker turismeerhvervet ekstremt negativt på både udbuds- og efterspørgselssiden.
Beslutningsoplægget er udarbejdet på baggrund af data fra 2019 og tidligere, dvs. fra før den aktuelle krise i store dele af turismeerhvervet. Tallene bør af samme grund alene bruges som en indikator for niveauet før krisen, og forhåbentlig for den tilstand, vi på sigt vender tilbage til.
Det antages derfor, at selvom 2020 bliver et dårligt år for turismen, så vil det i fremtiden stadig være værdiskabende med et destinationssamarbejde, hvor den internationale markedsføring af området samt de små og mellemstore aktører på tværs af kommunerne kan nyde godt af den videndeling samt puljen af ressourcer og kompetencer, som destinationsdannelsen afstedkommer.
Formål
Destination Trekantområdet samler offentlige og private aktører indenfor turismeerhvervet i Vejle, Kolding og Billund kommuner i et fælles destinationsselskab.
Formålet er at understøtte skabelsen af vækst og arbejdspladser i turismeerhvervet gennem samarbejde og styrkelse af produktudvikling og markedsføring af tilbud og services til områdets gæster.
Målsætninger
- Destinationen skal skabe vækst i turismeomsætning og arbejdspladser.
- Destinationen skal facilitere nye samarbejder og partnerskaber i turismeerhvervet, de kommunale forvaltninger og de lokale erhvervsfremmeorganisationer.
- Destinationen skal i samarbejde med de private aktører udvikle markedsføringskampagner for destinationens vigtigste forretningsområder, som skal målrettes de vigtigste markeder.
- Destinationen skal arbejde for at forbedre vilkårene for de private aktører og øge antallet af overnatninger, herunder uden for højsæsonen (september – maj).
- Destinationen skal opnå styrket international tiltrækningskraft og øge andelen af udenlandske overnatninger.
Forretningsområder
De vigtigste forretningsområder kan ud fra områdets turismeomsætning opgøres som følgende:
- Børnefamilieturisme 2.381 mdkk
- Erhvervs- og mødeturisme 2.302 mdkk
- Kyst- og naturturisme (herunder undersegmenterne kultur og kunst, natur og sport, wellness og gastronomi m.fl.) 1.021 mdkk
Kerneopgaver
- Strategiudvikling: Destinationsselskabet skal varetage faciliteringen og involveringen af interessenter fra turismeerhvervet og de kommunale forvaltninger i udviklingen af en fælles strategi for turismeområdet.
- Produktudvikling: Destinationsselskabet skal varetage udviklingen af de tilbud, der skal give gæsten den samlede oplevelse, når han/hun besøger en attraktion eller et sted, og har oftest karakter af den værdikædeudvikling, som skal bane vejen for nye investeringer og/eller understøtte tiltrækningen og fastholdelsen af en given målgruppe.
- Markedsføring: Destinationsselskabet får ansvaret for at udvikle kommunikation og markedsføring på tværs af kommunerne. Der skal laves samlede og autentiske fortællinger, som kan formidle om områdets attraktioner og oplevelser.
- Fundraising: Destinationsselskabet skal arbejde for at geare budgettet gennem ansøgninger til erhvervsfremmebestyrelsens destinationsudviklingspulje, EU’s strukturfonde, nationale fonde og turismeerhvervet.
- Monitorering: Destinationsselskabet får ansvaret for at monitorere performance og fremdrift i realiseringen af den fælles turismestrategi, og afrapportere i forhold til dette til repræsentantskabet, bestyrelsen og byrådene.
Organisation
Destination Trekantområdet etableres som et foreningsbåret destinationsselskab, hvilket giver byrådene instruktionsbeføjelser over bestyrelsesmedlemmerne.
Bestyrelsen består af turisme-/fagchefer med tæt relation til turismeerhvervet. Dermed sikres en tæt koordinering og samspil mellem de turismerelaterede aktiviteter i kommunerne og aktiviteterne i destinationsselskabet.
Dertil indstiller byrådene i alt tre (én pr. kommune) relevante medlemmer til bestyrelsen, som besidder kommerciel og praktisk erfaring fra turismeerhvervet. Det kan være fra attraktionerne, hotel- og restaurationsbranchen, detailhandlen, turistforeningen, vidensinstitutioner eller lignende.
Bestyrelsen refererer til et repræsentantskab eller lignende, som består af repræsentanter valgt af Byrådet samt kommunaldirektører fra de deltagende kommuner, samt øvrige, udvalgte aktører fra turismeerhvervet. Der skal udarbejdes vedtægter for den præcise styring heraf, som forelægges for byrådet på et senere tidspunkt, hvor også udpegning af bestyrelsesmedlemmer vil ske.
Destinationsselskabet sekretariat består af en sekretariatschef samt en række medarbejdere, der i tæt samspil med de kommunale forvaltninger og turismeerhvervet skal udvikle en fælles strategi for turismeområdet og identificere muligheder og udvikle projekter på tværs af kommunerne.
Destinationsselskabets kontor søges placeret sammen med LEGOLAND Billund Resort med henblik på at opnå et attraktivt og professionelt miljø og kompetencefællesskab.
Den nuværende kommunale turismeservice
Det foreslås i oplægget, at Kolding og Billund Kommuner overdrager opgaven vedrørende turismeservice (turistinformation, hjemmeside mv.) til destinationsselskabet, da disse har operatører på opgaven i dag, hvilket jf. reformen ikke er muligt fremadrettet såfremt der indtrædes i et destinationsselskab.
Turismeservicen i Vejle Kommune, som er en velintegreret del af den kommunale forvaltning, foreslås fortsat drevet på denne måde, men i tæt koordinering med destinationsselskabet.
Samarbejde med Legoland-Billund Resort
Vejle, Kolding og Billund kommuner er i dag alle medlemmer af foreningen Legoland Billund Resort, som arbejder med nytænkning og udvikling på produktsiden samt en effektiv markedsføring på prioriterede internationale markeder.
I beslutningsoplægget lægges der op til at der indgås en operatøraftale med Legoland Billund Resort på børnefamilieturisme-området.
Økonomi
Destinationsselskabets foreslåede årlige budget er på 4.713.000 kr.
Finansieringen foreslås baseret på en fordelingsnøgle begrundet i kommunernes indbyggertal, turismeomsætning samt et fast beløb der tager udgangspunkt i kommunernes nuværende aftaler på turismeområdet.
Kolding Kommunes andel af budgettet er på 2.034.000 kr.
Til finansiering heraf foreslås:
- 500.000 kr. omprioriteret fra LEGOLAND Billund Resort
- 900.000 kr. omprioriteret fra Business Kolding (Virksomhedsoverdragelse inkl. personalerelaterede omkostninger)
- 280.000 kr. omprioriteret fra Business Kolding (Andel af variabelt bidrag)
- 354.000 kr. som en budgetudvidelse under Erhvervspolitik (Andel af variabelt bidrag) finansieret ved en reduktion af budgetreserven.
Beløbene fremskrives årligt jf. KL’s fremskrivningsprocent.
Oversigt over samlet budget 2021:
| Variabelt bidrag | Fast bidrag | I alt | Turismeservice | I alt inkl. turismeservice |
Vejle | 802.430 | 500.000 | 1.302.430 | ej relevant | 1.302.430 |
Kolding | 634.375 | 500.000 | 1.134.375 | 900.000 | 2.034.375 |
Billund | 376.196 | 500.000 | 876.196 | 500.000 | 1.376.196 |
| 1.813.000 | 1.500.000 | 3.313.000 | 1.400.000 | 4.713.000 |
Etableringen sker med udgangspunkt i Lov om Erhvervsfremme nr. 1518 af 18/12/2018 samt Bekendtgørelse af lov om dansk turisme nr. 242 af 15/03/2019
Bilag
Sagsnr.: 20/21856
Resumé
Ansøgning om anlægsbevilling vedr. p. nr. 4786 Vamdrup, realisering af helhedsplan.
Vamdrup Byforum har fremsendt ansøgning frigivelse af midler ved Borgerplanmidlerne 2020.
Vamdrup Byforum ansøger om frigivelse af 20.000 kr. til delvis dækning af udflugtspavillon i Margrethelund samt 15.000 kr. til rådgiver på opgaven vedrørende Det Grønne Strøg, i alt 35.000 kr.
Forvaltningen anbefaler, at ansøgningen om frigivelse af midler fra Borgerplanmidlerne 2020 godkendes.
Sagen behandles i
Lokaldemokratiudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at Vamdrup Byforums ansøgning om frigivelse af midler fra Borgerplanmidlerne 2020 godkendes.
Beslutning Lokaldemokratiudvalget den 17-08-2020
Indstilles til Byrådets godkendelse.
Beslutning Økonomiudvalget den 25-08-2020
Forslaget indstilles til godkendelse.
Elvis Comic
Beslutning Byrådet den 01-09-2020
Godkendt.
Sagsfremstilling
Udflugtspavillon i Margrethelund
Vamdrup Byforum har i en periode beskæftiget sig med opførelse af udflugtspavillon i Margrethelund. Budget for opførelse af ny udflugtspavillon er udarbejdet. Af dette fremgår, at det samlede projekt inklusive fliser og bænkesæt vil kræve en bevilling på 20.000 kr. foruden de midler fra Centerbypuljen 2020, som er godkendt.
Udflugtspavillon i Margrethelund er et centralt element i Det Grønne Strøg mellem Torvet og Kongeåen og indgår således i Borgerplan 2015.
På denne baggrund ansøger Vamdrup Byforum om frigivelse af 20.000 kr. af Borgerplanmidler 2020 som bidrag til opførelse af udflugtspavillon i Margrethelund.
Det Grønne Strøg
Det Grønne Strøg er ønsket om et sammenhængende område og grønt strøg fra Torvet i nord mod Kongeåen i syd. Det Grønne Strøg skal være af høj æstetisk kvalitet, der rummer et centralt byrum samt arealer til fortrinsvis kulturelle aktiviteter. Langs Det grønne strøg vil der være særlige ned slag som, kunstnerisk belysning under jernbanebroen i Østergade, Kinotorvet, ny funktionel parkeringsplads ved Vamdrup Kino, Margrethelund samt indbygning af et amfiteater i den naturlige, sydvendte skrænt i retning mod Kongeåen.
På denne baggrund ansøger Vamdrup Byforum om frigivelse af 15.000 kr. af Borgerplanmidler 2020 til rådgiver på opgaven vedrørende Det Grønne Strøg.
Centralforvaltningens bemærkninger
Der er ikke yderligere bemærkninger til sagen.
Sagsnr.: 20/11926
Resumé
I forbindelse med de fremrykkede budgetforhandlinger i juni 2020, blev det besluttet at gennemføre runde 3 af fremrykkede anlægsinvesteringer på i alt 66,750 mio. kr.
Frigivelsen af anlægsprojekter med en samlet udgift på mere end 3,0 mio. kr. forudsætter en godkendelse af byrådet.
Dagsordenspunktet vedrører ansøgning om anlægsbevilling vedrørende p.nr. 5074 Nye krav ifm. ændring i lov om ledningsregistrering (LER-lov).
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at bevillingsansøgningen imødekommes.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 24-08-2020
Forslaget indstilles til godkendelse.
Beslutning Økonomiudvalget den 25-08-2020
Forslaget indstilles til godkendelse.
Elvis Comic
Beslutning Byrådet den 01-09-2020
Godkendt.
Sagsfremstilling
I forbindelse med de fremrykkede budgetforhandlinger i juni 2020, blev det besluttet at gennemføre runde 3 af fremrykkede anlægsinvesteringer på i alt 66,750 mio. kr.
Frigivelsen af anlægsprojekter med en samlet udgift på mere end 3,0 mio. kr. forudsætter en godkendelse af byrådet, hvorfor der søges om anlægsbevilling vedrørende p.nr. 5074 Nye krav ifm. ændring i lov om ledningsregistrering (LER-lov).
Beløbet anvendes til digitalisering af vejafvandingsledninger på offentligt ejede vejarealer, digitalisering af ledningsoplysninger på kommunalt ejede matrikler, digitalisering af drænoplysninger fra det tidligere Hedeselskab (nu Orbicon) samt engangsudgifter i forbindelse med overgang til ny digital udleveringsproces, f.eks. tilretning af eksisterende data til LER’s datastruktur.
Ansøgningens bevillingsmæssige forudsætninger:
i kr. | Udgift |
Anlægsbevilling | 8.000.000 |
Fordeling af rådighedsbeløb:
i kr. | Udgift |
2020 | 8.000.000 |
Ansøgningens finansiering:
Det ansøgte rådighedsbeløb svarer til de afsatte midler besluttet ved gennemførelsen af runde 3 af fremrykkede anlægsinvesteringer.
Centralforvaltningens bemærkninger
Der er ikke yderligere bemærkninger til sagen.
Sagsnr.: 20/6107
Resumé
Virksomhederne Aller Aqua A/S og Hedegård A/S i Aller ønsker mulighed for at forny og udvide sine produktionsanlæg. Ønskerne kan ikke rummes inden for det gældende plangrundlag. Der skal derfor udarbejdes et tillæg til kommuneplanen samt en ny lokalplan.
Planerne skal overføre erhvervsområdet til byzone og give mulighed for den nye bebyggelse under hensyntagen til potentielle miljøkonflikter og indpasning i nærområdet og landskabet.
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at forslag til kommuneplantillæg 37 sendes i offentlig høring i 8 uger,
at forslag til lokalplan 1353-31 Ved Allervej – et erhvervsområde sendes i offentlig høring i 8 uger,
at afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering af planforslagene offentliggøres samtidig.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 17-08-2020
Forslaget indstilles til godkendelse.
Beslutning Økonomiudvalget den 25-08-2020
Forslaget indstilles til godkendelse.
Elvis Comic
Beslutning Byrådet den 01-09-2020
Godkendt.
Sagsfremstilling
Lokalplanen (med tilhørende kommuneplantillæg) er kategoriseret som en A-lokalplan jævnfør A, B, C kategoriseringen, hvilket betyder, at det er Byrådet, der har kompetence til at træffe beslutning om, at planforslagene sendes i offentlig høring.
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget vedtog 6. marts 2019 synopsis for udarbejdelsen af planerne. De foreliggende planforslag er udarbejdet ud fra de principper, der fremgår af synopsis.
Planområdet ligger cirka 1 km øst for Christiansfeld i tilknytning til landbyen Aller
Baggrund og formål
Lokalplanområdet ejes af Aller Ejendomsselskab A/S, og rummer to virksomheder, Aller Aqua A/S og Hedegård A/S, som er opstået ved en opdeling af den oprindelige Aller Mølles aktiviteter i ca. 2006-07.
Begge virksomheder har ønsker om at opføre nye bygninger, herunder siloer og en ny proceshal med en bygningshøjde på op til 24 meter. Det primære formål er en kapacitetsforøgelse og erstatning af ældre, mindre effektive fabriksenheder.
Områdets virksomhed(er) har over en årrække foretaget investeringer i bebyggelse og produktion. Virksomhed på de aktuelle arealer er således etableret på baggrund af en landzonetilladelse fra 1978 samt efterfølgende lokalplaner i 1982, 1992, 1994, 2000 og senest i 2005. På denne baggrund vurderes virksomhederne, at have foretaget væsentlige investeringer på stedet og må samlet set anses for at være veletablerede.
Planforhold
De aktuelle byggeønsker kan ikke rummes inden for den hidtidige lokalplan (Lokalplan 5.130 fra 2005, en landzonelokalplan), og har et omfang som efter Planloven skal henvises til et industriområde i byzone.
Med en undtagelsesbestemmelse indført i Planloven i 2017 (§ 11 b, stk. 4) vurderes det dog at Kolding Kommune i det konkrete tilfælde kan fastsætte rammer for overførsel af virksomheden til byzone på dens nuværende placering. Undtagelsesbestemmelsen retter sig mod virksomheder, der har behov for bygningsudvidelser, der ligger ud over, hvad der kan gives landzonetilladelse til. Ved planlægning for udvidelse af sådanne virksomheder skal der tages alle de samme planlægningsmæssige hensyn, som normalt indgår; hensyn til jordbrugserhvervet, miljøbeskyttelse, landskabelige interesser, klima, trafik og infrastruktur samt øvrige nationale interesser. Det er forvaltningens vurdering, at der i forvejen er tilstrækkelig infrastruktur og offentlig service tilstede i Aller, således at virksomhedens udvidelse ikke forudsætter nye, store offentlige investeringer.
Den ønskede udvidelse kan heller ikke kan rummes af kommuneplanens hidtidige rammebestemmelser for arealet (1353-E1), som udlægger området til kontor og serviceerhverv, lettere industri i miljøklasse 1-3 i landzone og en maksimal bygningshøjde på 15 meter.
Det er forvaltningens vurdering, at den beskrevne fremtidige virksomhed vil være en klasse 6 virksomhed (større industriprægede virksomheder og anlæg). På tidspunktet for udarbejdelsen af synopsis, vurderede forvaltningen at virksomheden var en klasse 5. Virksomhedsklassificeringen (klasse 1-7) er dog alene et planlægningsredskab, og har ikke indflydelse på hvilke miljøgrænser der skal overholdes ift. naboer.
Der er desuden konstateret en manglende optagelse af Christiansfeld Kommunes tillæg 12 (udvidelsen mod vest som skete sammen med gældende lokalplan 5.130). Der bør således under alle omstændigheder ske en formel tilretning af kommuneplanens afgrænsning og bestemmelser for rammeområdet. Afgrænsningen præciseres så rammeområdet kun omfatter lokalplanområdet.
Indkaldelse af idéer og forslag
Der er i forbindelse med kommuneplantillægget foretaget en indkaldelse af ideer og forslag i 14 dage. Der er indkommet 3 høringssvar; En nabo er bekymret for (øgede) Trafik-, støj- og lugtgener, Haderslev Stift har ingen bemærkninger i forhold til indvirkningen på kirkeomgivelserne, og en nabo er positiv (skema og høringssvar som bilag).
Lokalplanens indhold
I forhold til den hidtidige lokalplan overfører den nye lokalplan området til byzone og erhvervsområde med mulighed for industri.
Den nye lokalplan giver samlet set øgede og mere fleksible muligheder for byggeriets placering, volumen og højde; Byggefelter erstattes af byggezoner og bestemmelsen om maksimalt byggevolumen pr. m2 afskaffes. Den maksimale bebyggelsesprocent fastholdes dog på 40%.
Med de samlede bestemmelser (placering, højde, farver, beplantning, terrænregulering mv.) sikres, at den industrielle bebyggelse kommer til at fremstår samlet og med et så vidt muligt ensartet indtryk, indpasses i og afskærmes mod omgivelserne med beplantning hvor og når dette er nødvendigt, og tilpasses næromgivelserne i skala og anvendelse, hvor dette er hensigtsmæssigt.
Der indføres/ opdateres bestemmelser om opholdsarealer, skiltning, befæstelsesgrad, mulighed for tekniske anlæg mv., iht. rammer, retningslinjer og praksis.
Miljøscreening
Der er foretaget en miljøscreening, der viser, at der ikke skal udarbejdes en egentlig miljøvurdering.
Tidsplan
Lokalplanforslaget med tilhørende kommuneplantillæg skal i offentlig høring.
Forvaltningen anbefaler, at planforslagene sendes i offentlig høring i 8 uger i perioden 7. september – 2. november 2020.
Høringsperiodens længde på 8 uger anbefales, fordi der er tale om planforslag af principiel betydning (overførsel til byzone).
Endelig vedtagelse forventes at kunne foretages den 15. december 2020.
Bilag
Sagsnr.: 20/19661
Resumé
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget vedtog den 3. oktober 2018 Tillæg 01 til lokalplan 0000-41, der omfatter den østlige del af Koldings bymidte. Med tillægget koncentreredes de særligt regulerende anvendelsesbestemmelser til de mest centrale bymidtegader, og der åbnedes op for nye anvendelser og aktiviteter i de øvrige; eksempelvis at etablere erhverv på 1.sal samt boliger i stueetagen i dele af lokalplanområdet.
Den 30. januar 2019 besluttede udvalget at igangsætte planprocessen for udarbejdelse af forslag til tillæg til lokalplan 0000-12, med udgangspunkt i det samme ønske om større fleksibilitet i anvendelsen af bymidtens ejendomme.
Forslaget til tillæg 01 til lokalplan 0000-12 er udarbejdet ud fra principperne i lokalplantillæg 0000-41-01 og erstatter samtlige anvendelsesbestemmelser samt §§ 7.1 og 7.2 i lokalplan 0000-12. Lokalplan 0000-12 bibeholdes med de øvrige bestemmelser.
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at forslag til lokalplantillæg 0000-12-01 med tilhørende kommuneplantillæg 50 for Kolding bymidte fremlægges offentligt i 8 uger.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 17-08-2020
Forslaget indstilles til godkendelse.
Beslutning Økonomiudvalget den 25-08-2020
Forslaget indstilles til godkendelse.
Elvis Comic
Beslutning Byrådet den 01-09-2020
Godkendt.
Sagsfremstilling
Lokalplanen er kategoriseret som en A-lokalplan jævnfør A, B, C kategoriseringen. Det betyder, at det er Byrådet, der har kompetence til at træffe beslutning om, at planforslaget sendes i offentlig høring.
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget besluttede den 30. januar 2019 at igangsætte udarbejdelse af et nyt lokalplangrundlag for den del af bymidten der er omfattet af lokalplan 0000-12.
Politiske fokusområder m.m.
Lokalplanen understøtter de politiske fokusområder i forhold til byliv og erhvervsudvikling ved at understøtte mulighederne for større fleksibilitet i anvendelsen af eksisterende ejendomme centralt i Kolding bymidte.
Helhedsplanen for Bymidten lægger op til en styrkelse af den centrale del af byen til som detailhandelsområde. Dette understøttes af lokalplanforslaget ved fortsat at sikre udadvendte funktioner i stueetagerne i byens hovedstrøg.
Baggrund og formål
Anvendelsesbestemmelserne i de lokalplaner de omfatter Koldings centrale bymidte har vist sig at være ufleksible i enkelte tilfælde. Derfor besluttede Plan- og Boligudvalget i november 2017 at igangsætte udarbejdelse af et nyt lokalplangrundlag for den del af Kolding bymidte, der er omfattet af lokalplan 0000-41.
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget vedtog den 3. oktober 2018 Tillæg 01 til lokalplan 0000-41. 30. januar 2019 besluttede udvalget at igangsætte planprocessen for udarbejdelse af forslag til tillæg til lokalplan 0000-12, der omfatter den resterende del af bymidten, med udgangspunkt i det samme ønske om større fleksibilitet i anvendelsen af bymidtens ejendomme.
Baggrunden for begge lokalplantillægs udarbejdelse er et ønske om mere fleksible muligheder for anvendelse af midtbyens ejendomme, særligt nu hvor lokal detailhandel og byliv oplever udfordring og konkurrence fra bl.a. nethandel. Med tillæggene koncentreres de særligt regulerende anvendelsesbestemmelser til de mest centrale bymidtegader, og der åbnes op for nye anvendelser og aktiviteter i de øvrige; eksempelvis at etablere erhverv på 1.sal samt boliger i stueetagen i dele af lokalplanområdet.
Luftfoto med afgrænsning af det område, som er omfattet af lokalplan 0000-41
Luftfoto med afgrænsning af det område, som er omfattet af lokalplan 0000-12
Arbejdet med tillæg 0000-12-01 har taget udgangspunkt i en vurdering af, om der er mulighed for at ændre på anvendelsesbestemmelserne med henblik på en mere fleksibel tilgang til anvendelser.
Dette tillæg sikrer derfor kun justeringer af anvendelsesbestemmelserne samt en mindre justering af bygningshøjderne i planen, som fremover vil afspejle de faktiske forhold.
Planforhold
Forslag til lokalplantillægget er ikke i overensstemmelse med kommuneplanen for så vidt angår afgrænsning af område 0011.O1 til offentligt formål. Der er derfor udarbejdet tillæg 50 til kommuneplan 2017-2029, hvor en del af området til offentligt formål bliver overført til centerområde. Dette åbner mulighed for at bygningerne på Nicolaiplads 6 (Socialforvaltningen) kan anvendes til både boliger og offentlig og privat service på alle etager. Endvidere ændres etagehøjder og bygningshøjder inden for område 0034.C1, således at der tillades bebyggelse i 3 ½ etage.
Lokalplanområdet ligger inden for den afgrænsede bymidte i Kolding og er således omfattet af ”Retningslinje for bymidter” i Kommuneplan 2017-2029.
Butiksareal
Der er fastlagt et samlet ramme for bruttoetagearealet til butiksformål på 84.000 m2 for bymidten som helhed. I henhold til detailhandelsanalysen fra 2015 udgør det eksisterende bruttoetageareal til detailhandel inden for bymidteafgrænsningen 34.000 m2. I forbindelse med udarbejdelse af lokalplantillæg 0000-41-01 for det tilstødende bymidteområde blev der i 2018 fastlagt en arealramme til detailhandel på 46.000 m2 inden for lokalplanens området.
Inden for afgrænsningen af lokalplantillæg 0000-12-01 findes i dag ca. 8.000 m2 detailhandel. Den samlede arealramme inden for området udvides med 6.000 m2 til 14.000 m2. Hermed er der samlet disponeret 60.000 m2 af kommuneplanens fastlagte 84.000 m2 for bymidteafgrænsningen som helhed.
Lokalplantillæggets indhold
Der er 3 forhold som forvaltningen primært har vurderet på under udarbejdelse af tillæg 0000-12-01
- I hvilket omfang skal udadvendte aktiviteter fastholdes i stuetagen
- Skal etagerne over 1. salen fortsat kun indrettes til boliger som helårsbeboelse
- Størrelse på butikkerne
Udadvendte aktiviteter i stuetagen
Kolding har en aktiv og levende bymidte, hvor butikshandel, kulturelle tilbud og restauranter er centrale elementer for en levende bymidte. I Helhedsplanen for bymidten sættes der fokus på, at det er vigtigt, at der arbejdes på at fastholde den centrale del af byen til detailhandelsområde, men har samtidigt fokus på at styrkelse af bymidten også vil komme til at handle om at lokalisere funktioner, der kan erstatte butikker og fortsat skabe byliv.
Forvaltningen har derfor med afsæt i helhedsplanen og erfaringer fra konkrete sager vurderet på, hvor det er centralt af fastholde detailhandel i stueetagen, og hvor der kan skabes mere fleksible muligheder. Konklusionen er, at det er vigtigt at fastholde kravet til udadvendte funktioner som butikker, restaurationer og kulturelle tilbud i stueetagerne i forhuset langs byens hovedstrøg – inden for lokalplantillæggets område gælder det den nordlige del af Søndergade samt området omkring Låsby banke og den østligste del af Låsbygade. Disse facader markeres med særlig farve på lokalplanens kortbilag 3. Det betyder også, at anvendelse af baghuse og lignende bygninger, der ikke har facade mod gaden, bliver mere fleksibel.
Forvaltningen anbefaler samtidigt, at der ikke åbnes op for privat og offentlig service i stueetagen på ovennævnte strækninger. Det vil være muligt i de øvrige områder, hvor det så vil være muligt at lokalisere funktioner, der kan erstatte butikker og fortsat skabe byliv.
Enkelte steder vurderes det muligt at etablere boliger i stueetagen mod gaden. Det gælder dels steder, hvor der allerede findes boliger i stueetagen. Ved etablering af nye boliger i stueetagen stilles der med tillæg 0000-12-01 krav om, at gulvkoten i boligen kan etableres mindst 0,5 meter over gadeniveau, for at sikre mindst muligt indkig til boligen og en arkitektonisk tilpasning til omgivelserne.
Boliger i stueetagen
Der er et generelt politisk ønske om, at skabe mulighed for flere boliger i bymidten. Derfor skal muligheden for at udbrede den mere fleksible anvendelsesbestemmelse, som giver mulighed for boliger i stueetager med gadefacade, undersøges. Formålet er at koncentrere handelsområdet, idet det forventes at antallet af fysiske butikker vil falde i de kommende år. Desuden ønskes flere boliger i bymidten, blandt andet for at styrke bylivet og grundlaget for en bæredygtig handelsby. De tomme butikker i yderkanten af bymidten skal derfor kunne omdannes til andre anvendelser og særligt i Låsbygade og Søndergade, hvor der allerede opleves tomme butikslokaler, er interessen for denne mulighed øget under udarbejdelsen af tillæg 0000-12-01.
Derfor vil forvaltningen påbegynde en grundig undersøgelse af, hvilke konsekvenser det kan have at etablere flere boliger i bymidtens stueetager, og hvilke retningslinjer og krav der bør stilles, hvis denne mulighed skal realiseres.
Boliger på 1. sal og derover
Etagerne over 1. salen må i henhold til den gældende lokalplan kun indrettes til boliger som helårsbeboelse. Herudover præciseres det, at eksisterende boliger ikke må nedlægges og tages i brug til andet formål. Dog er der mulighed for, at eksisterende boliger i en stueetage må nedlægges, hvis det sker for at inddrage lokalerne til butiksformål.
Bosætning er centralt for at skabe en aktiv by, og understøtte handlen og andre funktioner i byen. Kolding arbejder målrettet med at skabe nye boligprojekter i bymidten, hvilket er vigtigt, da der er relativt få boliger i bymidten. Langs gågadesystemet kan det konstateres, at en række af ejendommene ikke har beboelse på 1. sal og derover.
Det er forvaltningens umiddelbare vurdering, at det kan medvirke til at fastholde bosætning i den helt centrale bydel, at 1. sal og derover skal fastholdes til boliger. Inden for lokalplantillæggets område foreslås derfor, at der på etager over stueetagen kun tillades boliger til helårsbebyggelse. Undtaget herfor er bygninger med særlige anvendelser som rådhus, idrætsbygning og lignende, der er specifikt nævnt under §3.7-§3.9, samt bygninger med markeret facadelinje, hvor 1. sal ud over boliger til helårsbebyggelse tillades anvendt til liberale erhverv og offentlig og privat service, sociale, kulturelle og undervisningsmæssige formål samt virksomhed og butik i tilknytning til funktionen tilladt i ejendommens stueetage. (se kortbilag nedenfor)
Butikkers størrelse
Af hensyn til den historiske bykerne lægges der op til at fastholde mindre butiksetableringer på maksimalt 300 m2 i den centrale del af bymidten.
På en enkelt udpeget grund er der fortsat mulighed for større butiksenheder på op til 1.600 m2 (Sinnerup, Søndergade 9)
Forvaltningens anbefaling
Med afsæt i ovenstående anbefaler forvaltningen offentlig fremlæggelse af forslag til lokalplantillæg 0000-12-01 med følgende anvendelsesmuligheder:
- Lokalplanområdet som helhed må anvendes som centerområde med boliger til helårsbeboelse, erhverv, butikker, restauranter, kulturelle formål, underholdning, turisme, kontorer, klinikker, offentlig og privat service samt park- og haveanlæg.
- I bygninger markeret med rød facadelinje (kortbilag 3) må der i forhusets stueetage kun etableres butikker, restaurant, café og kulturelle formål.
- I bygninger markeret med blå facadelinje (kortbilag 3) må der i forhusets stueetage kun etableres butikker, restauration, café, kulturelle formål samt liberale erhverv, offentlig og privat service og lignende.
- I lokalplanens øvrige områder er der mulighed for at etablere boliger, liberale erhverv og klinikker med mere i stueetagen.
- Inden for hele lokalplanområdet kan der etableres nye erhvervsfunktioner, klinikker med videre på 1. sal, såfremt det ikke betyder nedlæggelse af eksisterende boliger.
- Etagerne over 1. sal må kun anvendes til boligformål undtaget ejendomme på Nicolaiplads (Socialforvaltning, kirke og rådhus), Hyrdestræde (institution og præstebolig) Brostræde (Idrætsbygning og P-hus) samt Låsbygade og Kedelsmedegangen (Ferieboliger). Eksisterende erhverv kan fastholdes.
- Eksisterende boliger kan ikke nedlægges inden for lokalplanområdet med mindre der er tale om en stuelejlighed, der ønskes omdannet til butiksformål.
Anvendelser af stueetager (Kortbilag 3)
I forhold til den gældende lokalplan åbner tillægget op for bredere anvendelsesmuligheder end den gældende lokalplan 0000-12. Der åbnes mulighed for boliger i stueplan i dele af lokalplanområdet samt etablering af erhverv på 1. sal. Desuden tillades liberale erhverv i stueplan i en større del af lokalplanens område.
Planforslaget indeholder nogle undtagelser fra anvendelsesbestemmelserne, som sikrer at eksisterende anvendelser til offentlig service, kultur-, fritids- og undervisningsformål samt ferieboliger kan fortsættes og udvikles.
Planforslaget lægger desuden op til, at bestemmelser om bygningshøjder i §7.1 og 7.2 ændres, således at der fremover afspejler de faktiske forhold for f.eks. rådhus og kirketårn.
Planforslaget lægger således op til en samlet erstatning af anvendelsesbestemmelserne (hele § 3) og nogle få ændringer i §7 (§§ 7.1 og 7.2) Det er derfor kun disse dele af den gældende lokalplan 0000-12 der ændres.
Lokalplantillægget fastholder opdelingen af lokalplanområdet i 3 delområder. Område 1 omfatter størstedelen af lokalplanområdet med strøggader og boligområder, mens område 2 alene omfatter offentlige formål som kirke og rådhus. Området til offentligt formål reduceres i forhold til lokalplan 0000-12, således at bygningerne på Nicolai Plads 6 (nuværende Socialforvaltning) tages ud og overføres til område 1 for på sigt at åbne mulighed for anvendelse til andre formål.
Område 3 omfatter eksisterende etageboligejendomme på hjørnet af Låsbygade og Hospitalsgade, og der åbnes med tillægget mulighed for fastholdelse af lovligt etableret butik i stueetagen.
Miljøscreening
Der er foretaget en miljøscreening, der viser, at der ikke skal udarbejdes en egentlig miljøvurdering.
Tidsplan
Lokalplanforslaget skal i offentlig høring. Der foreslås en offentlighedsperiode på 8 uger fra 7. september til 11. november 2020. Høringsperioden på 8 uger forslås på baggrund af, at planforslaget omhandler et større område med mange interessenter.
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget forventes at kunne få forelagt lokalplantillægget til endelig vedtagelse den 2. december og Byrådet den 15. december 2020.
Bilag
Sagsnr.: 19/15663
Resumé
Der er udarbejdet forslag til lokalplan 1013-12, Ved Kløvervej – et etageboligområde med tilhørende kommuneplantillæg 27.
Kolding Kommune besluttede i december 2018 at sælge et areal ved Kløvervej (cirkuspladsen) til etageboliger. Salgsaftalen sætter rammer for bygningsvolumener og forudsætter, at der sikres en nord-syd gående grøn kile gennem området.
Køberen har indgået aftale om videresalg af arealet til ejeren af Kløvervej 44 (Metropolis), som har udarbejdet et projekt for fire tårne med boliger som udgangspunkt for en lokalplan og et kommuneplantillæg.
Kommunens arkitekturteam har foretaget en vurdering af projektforslaget, som har været input til lokalplanen.
Der har været indkaldt ideer og forslag i henhold til planloven. Der er kommet 5 bemærkninger, som ikke har givet anledning til ændring af projektgrundlaget.
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at forslag til kommuneplantillæg 27 sendes i offentlig høring i 8 uger,
at forslag til lokalplan 1013-12, Ved Kløvervej - et etagebolig område sendes i offentlig høring i 8 uger,
at afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering af planforslaget/ene offentliggøres samtidig.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 17-08-2020
Et flertal (Plan-, Bolig- og Miljøudvalget med undtagelse af Hans Holmer (F) og Benny Dall (Ø)) indstiller forslaget til godkendelse.
Et mindretal (Hans Holmer (F) og Benny Dall (Ø)) indstiller ikke forslaget til godkendelse.
Beslutning Økonomiudvalget den 25-08-2020
Et flertal (Økonomiudvalget med undtagelse af Hans Holmer (F) og Benny Dall (Ø))
indstiller forslaget til godkendelse.
Et mindretal (Hans Holmer (F) og Benny Dall (Ø)) indstiller ikke forslaget til godkendelse.
Elvis Comic
Beslutning Byrådet den 01-09-2020
Økonomiudvalgets flertalsindstilling blev godkendt med 22 stemmer mod 3. Imod stemte Benny Dall, Hans Holmer og Mette Voss.
Sagsfremstilling
Lokalplanen (med tilhørende kommuneplantillæg) er kategoriseret som en A-lokalplan jævnfør A, B, C kategoriseringen, hvilket betyder, at det er Byrådet, der har kompetence til at træffe beslutning om, at planforslaget (med tilhørende kommuneplantillæg) sendes i offentlig høring.