Et af fokusområderne i Teknik- og Klimaudvalget i 2019-22 er at ”beskytte vores værdier mod oversvømmelser”.
Kolding Kommune og BlueKolding igangsatte i 2017 ”Kolding Å” klimatilpasningsprojektet, hvis overordnede formål er at sikre den fremtidige afledning af regnvand fra Kolding by.
Kolding Å-projektet består af tre delprojekter – et pumpe/sluseprojekt ved havnen og to vandtilbageholdelsesprojekter.
Kolding Kommune og BlueKolding samarbejder med Kolding Havn om pumpe/sluseprojektet. Det takstfinansierede pumpe/sluseprojekt er centralt for klimatilpasning af områderne langs Kolding Å.
Økonomiudvalget besluttede den 18. april 2017, at By- og Udviklingsforvaltningen skulle igangsætte arbejdet med en konceptbeskrivelse for klimatilpasning af området omkring Kolding Havn.
Der blev opsat 6 scenarier (se Bilag 1), hvor Kolding Havn er indtænkt i én samlet løsning i forhold til både by og havn i flere af disse.
I forhold til det videre arbejde, er der behov for en endelig beslutning om, at der arbejdes videre med scenarie 1b, der omfatter pumpebygværk på nordsiden af Kolding Å, en sluse i Kolding Å og sikringsvægge langs Kolding Havns sydlige kajkant.
Pumpe/sluseprojektets formål
Formålet med pumpe/sluseprojektet er at sikre den nødvendige kapacitet til tag- og overfladevand i Kolding Å, når der varsles skybrud. Ved langvarige nedbørshændelser er det det samlede Kolding Å-projekt, der sættes i drift.
Endvidere skal pumpe/sluseprojektet være med til at kontrollere vandstanden bag ved slusen i forbindelse med forhøjet vandstand i Kolding Fjord, så der stadig er plads til tag- og overfladevand i Kolding Å.
Projektets udformning bevirker, at det er med til at klimatilpasse Kolding by samt den sydlige del af Kolding Havn i forhold til oversvømmelse fra havet.
Situationen i dag
Kystdirektoratets højvandsstatistik er afbildet på figur 1. Figuren viser ligeledes den kritiske kote på 1,35 m, hvor der i dag begynder at opstå skader.
Anbefalingen til sikringskote tager udgangspunkt i de samfundsøkonomiske betragtninger.

Figur 1 Kystdirektoratets højvandsstatistik samt kritisk kote i forhold til skadesomkostninger
Samfundsøkonomiske beregninger
Samfundsøkonomiske beregninger viser, at 91 % af de forventede skader ved stormflod over de næste 100 år skyldes hændelser, som er lavere end oversvømmelser til kote 2,45 m.
Skadesomkostninger uden nogen højvandssikring vil over 100 år beløbe sig til 1.573 mio. kr. Skadesomkostningerne falder, jo større et område, der højvandssikres. Omkostningerne til højvandssikringen stiger med stigende sikringskote, når denne etableres med faste elementer.
Skadesomkostningerne for en 25-årig periode vil uden nogen højvandssikring beløbe sig til 319 mio. kr. Beløbet falder til 160 mio. kr., når der højvandssikres til kote 2,25 m, som er den midlertidige løsning. Se tabel 1.
I den midlertidige løsning arbejdes der med watertubes. Her kan sikringshøjden ikke forhøjes yderligere.
Scenarie | Netto nutidsværdi (NPV) i mio. kr. |
Kolding uden sikring (25 år) | 319 |
Scenarie 1b | 160 |
Tabel 1: Skadesomkostninger
Sikringskote
Kommunens rådgiver, Cowi, anbefaler, at der sikres til kote 2,45 m. Hertil skal der lægges et bølgetillæg. Det betyder, at den permanente højvandssikring kommer op i kote 2,8 m (strækning A-E på figur 2). Kote 2,8 m svarer ca. til en 100 års hændelse i 2050.
Den størst nettogevinst for scenarie 1b, hvor der benyttes watertubes som en del af sikringslinjen, ligger ved kote 2,25 m.
Hvor tit forventes anlægget taget i brug?
Over en periode på 25 år skal der påregnes 11 reelle højvandshændelser over kote 1,3 m, hvor der begynder at komme skader.
Da der kan være varslet en højvandshændelse, uden at den reelt finder sted, må det forventes, at klimatilpasningsløsningen skal bruges ca. 14 gange over en periode på 25 år.
Linjeføring 1b
Linjeføring 1b klimatilpasser Kolding by og delvist Kolding Havn (se figur 2 og bilag 1).

Figur 2: Linjeføring 1b
Klimatilpasningsløsningen for den permanente løsning - strækning A-E - etableres til kote 2,45 m plus bølgetillæg (2,8 m). Kote 2,8 m svarer cirka til en 100 års hændelse i 2050 (en hændelse, der statistisk set kun forekommer en gang pr. 100 år).
Den permanente del af løsningen indbefatter: Forhøjelse af sti ved marina City - strækning A-C, Pumpe og sluseanlæg C-E.
Løsningen for strækning E-G, som er den midlertidige løsning med en 25 års tidshorisont, tager udgangspunkt i den eksisterende jordvold (E-F), som sikres til at kunne modstå stormflod.
Strækning F-G udføres i mobile løsninger af watertubes (vandfyldte slanger, der danner en barriere, som dermed holder havvandet væk) kombineret med semi-faste vægge (alu-skots, som stables på hinanden mellem stålstolper). Dette etableres til kote 2,25 m, hvilket svarer til, at løsningerne sikrer til en cirka 130-140 års hændelse i 2044 (om 25 år).
Linjeføring 1b indeholder langs havnekajen og Jens Holms Vej alene midlertidige løsninger med en forventet levetid på 25 år.
Den midlertidige løsning skal opretholde sikringsniveauet, når havvandspejlet stiger, så der fortsat er bassinkapacitet i Kolding Å ved høj havvandstand. Det giver tid til at finde den rigtige permanente løsning. Den permanente løsning skal etableres i takt med, at havneområdet udvikles i overensstemmelse med byrådets vision for området.
Nabohøring
Efter den retningsgivende beslutning i april 2020, har linjeføring 1b været udsendt i nabohøring. Det har resulteret i høringssvar fra TrekantBrand og Aalborg Portland, se bilag 2.
TrekantBrand har bemærkninger til deres responstid samt et ønske om inddragelse.
Der er afholdt møde med TrekantBrand vedrørende deres opmærksomhedspunkter, og disse medtages i projektbeskrivelsen.
Aalborg Portland har ønsker til sikringsvæggens placering langs kajkanten, så de kan opretholde normal drift i en højvandssituation.
Der tages kontakt til Aalborg Portland i projekteringsfasen for at afklare deres ønsker om placering af højvandssikringen.
Placering af pumpe- og sluseanlægget
Pumpe- og sluseanlægget placeres ved udløbet af Kolding Å i fjorden (se figur 3 og bilag 3).
