Dagsorden eller referat
Referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
05-02-2015 13:30:00 |
---|---|
Udvalg: |
Handicaprådet |
Sted: |
Udvalgslokalet, 4. |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 14/19794
Resumé
Venstres byrådsgruppe anmoder om omkonstituering i forbindelse med Tanya Buchreitz Jensens fravær.
Sagen behandles i
Økonomiudvalget og Byrådet samt orientering i Handicaprådet.
Forslag
Borgmesteren foreslår,
at anmodningen om omkonstituering imødekommes.
Sagsfremstilling
Hanne Visbech Holgaard indtræder i:
Socialudvalget,
Miljøudvalget,
bestyrelsen for Christiansfeld Vand A/S,
bestyrelsen for Kolding Spildevand A/S
og som stedfortræder for Jørn Pedersen i Valgbestyrelsen ved kommunale valg,
stedfortræder for Jesper Elkjær som stemmeberettiget delegeret ved KL’s politiske topmøder,
stedfortræder for Asger Christensen i repræsentantskabet for Trekantområdets Affaldsselskab I/S
stedfortræder for Jan Quvang i bestyrelsen for Center for Specialundervisning for unge og Voksne,
Yrsa Mastrup indtræder i Fritids- og Idrætsudvalget,
Ole Alsted indtræder i Eliteidrætsrådet,
Komiteen for Nordea Danmark Fondens Idrætspris
og som stedfortræder for Yrsa Mastrup i Kolding Kommunes Fritidsråd,
Tobias Jørgensen indtræder i Handicaprådet.
Beslutning Økonomiudvalget den 08-12-2014
Forslaget indstilles til godkendelse, idet der ikke sker ændringer i bestyrelsen for Christiansfeld Vand A/S og bestyrelsen for Kolding Spildevand A/S.
Beslutning Byrådet den 15-12-2014
Økonomiudvalgets indstilling blev godkendt.
Beslutning Handicaprådet den 05-02-2015
Omkonstitueringen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 14/623
Resumé
Seniorprojektchef Tina Jacobsen fra Rambøll anmoder i henvendelse af 26. januar 2015 om et møde med Handicaprådet i forbindelse med ombygning af Kolding Busterminal.
Sagen behandles i
Handicaprådet.
Forslag
Senior- og socialdirektøren foreslår,
at sagen drøftes.
Sagsfremstilling
Kolding Kommune skal ombygge den eksisterende busterminal ved Mazantigade samt rutebilstation øst for banegården. Eksisterende terminalbygning og halvtag i rutebilstationen nedrives, og belægninger fjernes. Herefter etableres en helt ny indretning af busterminalen – se princip for indretning i vedhæftede fil.
Efter gennemgangen på mødet er Handicaprådet velkommen til at sende eventuelle kommentarer til Rambøll.
Beslutning Handicaprådet den 05-02-2015
Handicaprådet ønsker rapporten fra tilgængelighedsrevisor tilsendt.
Handicaprådet ønsker endvidere, at der etableres ledelinjer, at der skal være sammenhæng mellem busterminal og togspor med mulighed for overgang og etablering af elevator, at der etableres digital skiltning med lyd, at der etableres handicaptoilet, og at der på pendler P-plads etableres plads til 8 m handicap P-plads (kan etableres i udkant).
Det bør overvejes at lukke for gennemgående trafik i Mazantigade.
Der henvises i øvrigt til vejledning fra Dansk Blindesamfund.
Bilag
Sagsnr.: 13/12898
Resumé
Handicaprådets formand ønsker en opfølgning på designprocessen.
Sagen behandles i
Handicaprådet.
Forslag
Senior- og socialdirektøren foreslår,
at sagen drøftes.
Sagsfremstilling
Handicaprådet har fra september til december 2014 arbejdet med designprocessen omkring rådets fremtidige profil.
Sammenskrivning fra designprocessen ”Handicaprådet – Identitet og roller” medsendes.
Beslutning Handicaprådet den 05-02-2015
Det anføres, at det trykte produkt ikke er læsevenligt.
Vedr. processen opleves for meget metode og for lidt fremdrift - mere proces end Handicaprådets behov. For lidt sammenhæng fra gang til gang. Ønske om mere komprimeret forløb.
Slutresultatet skønnes at være brugbart.
Slutresultatet skønnes at være brugbart.
Bilag
Sagsnr.: 14/623
Resumé
Handicaprådet har valgt tilgængelighed som overordnet tema for 2015. Det drøftes på mødet, hvordan arbejdet med temaet skal udmøntes.
Sagen behandles i
Handicaprådet.
Forslag
Senior- og socialdirektøren foreslår,
at sagen drøftes.
Sagsfremstilling
Handicaprådet har for 2015 valgt at arbejde med det overordnede tema tilgængelighed. Da temaet er meget omfattende, bør der prioriteres nogle mere konkrete områder inden for temaet.
Spørgsmålene omkring udpegning og uddannelse af tilgængelighedskonsulenter samt inddragelse af interesseorganisationer bør indgå i drøftelsen.
Beslutning Handicaprådet den 05-02-2015
Handicaprådet besluttede at arbejde med temaet tilgængelighed.
Handicaprådet ønsker at prioritere uddannelse af 3 tilgængelighedskonsulenter, som skal dække de 3 største handicapgrupper – bevægelse, kommunikation og udviklingshæmmede.
Handicaprådet vil indhente synspunkter fra handicaporganisationer i relation til tilgængelighed.
Sagsnr.: 14/623
Resumé
Socialudvalgsformanden videresender den 18. januar 2015 en henvendelse om hørehæmmede til behandling i Handicaprådet.
Sagen behandles i
Handicaprådet.
Forslag
Senior- og socialdirektøren foreslår,
at henvendelsen drøftes.
Sagsfremstilling
Socialudvalgsformanden videresender henvendelse fra Ellen Hansen, Christiansfeld om hørehæmmede.
I henvendelse er anført:
”I Danmark er der o. 800.000 hørehæmmede. Jeg er en af dem.
Danmark er et foregangsland i hjælp til hørehæmmede. Det gælder især indenfor kirken (teleslynge) og på tv (brug af undertekster). Men spisesteder og sportshaller er ikke gode til at tage hensyn til hørehæmmede, og det forstår jeg ikke.
Som snart 88-årig går jeg stadig til senioridræt i den stedlige hal. Her nyder jeg motionen og det sociale samvær. Jeg stiller mig lige foran lederen, som viser øvelserne, så det går fint. Men alle kan jo ikke stå forrest! Bagefter har vi seniordans, og der føler jeg mig lidt som en hund i keglespil!
Vores sportshal har haft teleslynge installeret, siden den blev bygget, men har aldrig brugt systemet. Da jeg henvendte mig til inspektøren, blev systemet sat i gang. Men det fungerer ikke, og idrætslederne har for længst smidt det stativ med mikrofonen, som hele tiden gled ned fra hovedet. (Der findes mikrofoner, som kan hæftes på tøjet).
Et system, som ikke virker, er penge smidt ud ad vinduet.
Skal man holde fest, skeler man til, om der i en festsal er god eller dårlig mulighed for at høre taler og underholdning. Ikke et eneste af de mange gode spisesteder på min egn har – mig bekendt – teleslynge installeret, til trods for, at det ikke er særlig bekosteligt. Hvis en annonce for et spisested kunne fortælle: ”Her er installeret teleslynge!” ville det af mange blive foretrukket. Ofte er der ældre med til festerne, bedsteforældre og oldeforældre. I øvrigt bliver flere og flere yngre også ramt af hørebesvær, så de 800.000 hørehæmmede kan hurtigt blive til flere.
Mit nytårsønske er, at min kommune i det nye år må arbejde for, at der bliver installeret (og vedligeholdt) teleslynge i alle foredragssale og idrætshaller, så at også de hørehæmmede kan få glæde af at komme her.
Med ønsket om et godt nytår til alle i kommunen, også de hørehæmmede, og med venlig hilsen,
Ellen Hansen
Kilde: ”Hør godt – i kirke og menighed” Nr. 32/100. (Kirkeblad udgivet af Folkekirkens Arbejde for Hørehæmmede Vest for Storebælt)”
Beslutning Handicaprådet den 05-02-2015
Problematikken indgår i renoveringsplaner.
Sagsnr.: 14/623
Resumé
Formanden for Danske Handicaporganisationer i Kolding, Ida Merethe Jørgensen, anmoder i e-mail af 17. januar 2015 om, at ”Information om tilgængelighed” behandles i Handicaprådet.
Sagen behandles i
Handicaprådet.
Forslag
Senior- og socialdirektøren foreslår,
at anmodningen drøftes.
Sagsfremstilling
I anmodningen er anført:
”Vedr. tilgængelighed. Kunne Kolding Kommune ikke lave en liste på deres hjemmeside over de steder, der er tilgængelige for handicappede, så borgere og turister kan gå ind og se, hvor det er muligt for dem at færdes, hvis man har et handicap. Ligeledes kunne turistbureauret skrive det ind i deres folder, hvor det var tilgængeligt for handicappede.
Flere kommuner har lavet det, så det må Kolding Kommune også kunne.
Manglende tilgængelighed rammer bredt, udover handicappede rammer det også ældre personer med fx rollatorer og børnefamilier med barnevogne.
Man kunne evt. gøre det i samarbejde med alle borgere i kommunen, som kan anmodes om at give tilbagemelding, når de møder utilgængelige forhold i kommunen. Herved får man kendskab til, hvor udfordringerne er, hvilket gør det lettere at sætte mere præcist ind. Altså gøre projektet til alle borgeres projekt!”
Beslutning Handicaprådet den 05-02-2015
Indgår i fremtidig prioriteringsdiskussion omkring tilgængelighed.
Sagsnr.: 14/623
Resumé
Formanden for Danske Handicaporganisationer i Kolding, Ida Merethe Jørgensen, anmoder i e-mail af 17. januar 2015 om, at et opklarende spørgsmål vedr. Socialpædagogernes spørgeskemaundersøgelse sættes på Handicaprådets dagsorden.
Sagen behandles i
Handicaprådet.
Forslag
Senior- og socialdirektøren foreslår,
at anmodningen drøftes.
Sagsfremstilling
I anmodningen er anført:
”Socialpædagogernes spørgeskemaundersøgelse.
DH Kolding undrer sig over, at Handicaprådet ikke har været involveret i denne undersøgelse. Spørgsmålene var stilet til henholdsvis politikere, embedsmænd og handicapråd!!
I andre kommuner fik handicaprådet en overordnet orientering, og derefter blev hvert medlem af rådet forsynet med en kopi af spørgeskemaet, som de så skulle udfylde og sende videre. Hvorfor var det ikke sådan i Kolding Kommune?”
Socialpædagogernes Landsforbund har i mail af 31. juli 2014 bedt om kontaktoplysninger på de medlemmer i Handicaprådet, der repræsenterer brugerorganisationer.
Det er som svar på henvendelsen oplyst, at Handicaprådet ikke ønsker kontaktoplysningerne udsendt, men at henvendelse til rådet kan ske til Kolding Kommune på e-mail: soc@kolding.dk
Beslutning Handicaprådet den 05-02-2015
Orienteringen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 14/623
Resumé
Formanden for Handicaprådet ønsker opfølgning på Post Danmark-sagen sat på Handicaprådets dagsorden.
Sagen behandles i
Handicaprådet.
Forslag
Senior- og socialdirektøren foreslår,
at sagen drøftes.
Sagsfremstilling
Der ønskes en opfølgning på sagen for såvel postekspeditionen i Føtex, Helligkorsgade som pakkeafhentningen på Banegårdspladsen.
Tidligere sagsakter medsendes som bilag.
Beslutning Handicaprådet den 05-02-2015
Sagen følges op med Post Danmark omkring pakkeposten.
Bilag
Sagsnr.: 14/19912
Resumé
Handicaprådet har den 11. december 2014 behandlet en henvendelse fra rådets formand med forslag til udarbejdelse af en frivilligpolitik for Kolding Kommune.
Handicaprådets beslutning af 11. december 2014 er: ”Handicaprådet foreslår Socialudvalget at nedsætte en arbejdsgruppe, hvor Ældrerådet, Handicaprådet, Frivilligt Forum og andre relevante aktører indgår. Det foreslås endvidere, at kortlægning af foreninger indgår i arbejdet.”
Sagen behandles i
Socialudvalget samt orientering i Handicaprådet.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår,
at forslaget om udarbejdelse af en frivilligpolitik drøftes.
Sagsfremstilling
I henvendelsen fra Handicaprådets formand er anført:
”Handicaprådet og Ældrerådet indstiller til Byrådet, at der udarbejdes en frivilligpolitik for Kolding Kommune.
Regeringens frivilligcharter blev i efteråret 2013 præsenteret i de 5 regioner.
I region Syddanmark fandt mødet sted i Odense den 24. oktober 2013.
Fra Kolding deltog 6 personer, heriblandt repræsentanter fra Ældrerådet og Handicaprådet.
De 6 repræsentanter enedes om at rette henvendelse til Kolding Kommune med opfordring til, at en sådan politik udarbejdedes, og med et tilbud om at ville bidrage til dette.
Denne henvendelse er baggrunden for denne indstilling.
Rådene er opmærksomme på, at der allerede i dag udføres en betydelig indsats af frivillige til løsning af forskellige opgaver i kommunen.
Derfor ønskes en frivilligpolitik udarbejdet med henblik på at sikre, at dette og fremtidig frivilligt arbejde foregår efter synlige og alment accepterede retningslinier.
Udarbejdelse af en frivilligpolitik er blevet aktualiseret af, at der af det centrale MED-udvalg er vedtaget personalepolitiske rammer for frivilligt arbejde i Kolding Kommune.
De 2 råd bidrager meget gerne til udarbejdelse af frivilligpolitikken.”
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Socialudvalget vedtog
at de gamle politikker for Seniorområdet og Socialområdet sammenskrives
at politikkerne står tydelig og uafhængig af årstal
at sammenskrivningen sker i samarbejde med Handicapråd, Ældreråd og Frivilligt Forum med skyldig hensyn til områdernes forskellighed.
Beslutning Handicaprådet den 05-02-2015
Orienteringen blev taget til efterretning.
Bilag
Sagsnr.: 14/623
Resumé
Dansk Handicap Forbund, Kolding Afdeling og Seniorområdet, Kolding Kommune afholdt den 21. november 2014 møde om hjemmeplejen og sygeplejen.
Referat fra mødet vedlægges.
Sagen behandles i
Handicaprådet (orientering).
Forslag
Senior- og socialdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Handicaprådet den 05-02-2015
Orienteringen blev taget til efterretning.
Bilag
Sagsnr.: 14/3355
Resumé
Den endelig version af Sundhedsaftalerne 2015-2018 er sendt i høring.
De politiske ønsker fra Kolding Kommune fra dialogrunden i foråret kan genfindes i aftalen.
Det anbefales, at Kolding Kommune tilslutter sig den aftale, der skal gælde de kommende fire år.
Sagen behandles i
Socialudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet samt orientering i Handicaprådet.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at Sundhedsaftalen 2015-2018 godkendes.
Sagsfremstilling
Den 5. januar 2015 er den endelige version af Sundhedsaftalen 2015-2018 udsendt til de syddanske kommuner med ønske om en tilkendegivelse for tilslutning til aftalen.
Sundhedsaftalen 2015-2018 er mere tydelig og præcis end tidligere udgaver af sundhedsaftaler, og de politiske ønsker fra Kolding Kommune fra dialogrunden i foråret 2014 kan genfindes i aftalen.
Bl.a. omkring henvisning til kommunale forebyggelsestilbud, tættere samarbejde mellem jordemødre og den kommunale sundhedspleje, fokus på det børnepsykiatriske område og mental sundhed blandt børn og unge samt prioritering af borgere med funktionelle lidelser.
Sundhedsaftalen 2015-2018 har været udsendt til høring af flere omgange, og dette vil derfor nærmere være en tilkendegivelse frem for et egentligt høringssvar.
På baggrund af det endelige høringsudkast til en ny sundhedsaftale for Region Syddanmark og de 22 kommuner anbefales det, at Kolding Kommune tilslutter sig den aftale, der skal gælde de kommende fire år.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Forslaget indstilles til godkendelse.
Der foretages en opfølgning af Sundhedsaftalerne 2015-2018 og forelægges Socialudvalget i januar måned 2016.
Beslutning Handicaprådet den 05-02-2015
Orienteringen blev taget til efterretning.
Bilag
Sagsnr.: 11/12490
Resumé
Sundhedsplanen 2011-2014 for Kolding Kommune blev godkendt i efteråret 2011, efter at planen havde været til drøftelse i alle stående udvalg, og består af 31 forebyggende og sundhedsfremmende indsatser.
Indsatserne har bl.a. medført, at der er blevet udviklet en prototype til et bevægelsesmøbel til at fremme læring og bevægelse i folkeskolen og
at det første værested i Danmark, der er blevet certificeret under Nøglehulsmærkningen, ligger i Kolding.
Sagen behandles i
Socialudvalget samt orientering i Handicaprådet.
Forslag
Senior- og Socialdirektøren foreslår
at orienteringen tages til efterretning
at status for sundhedsplanindsatser forelægges for Byrådet, når udkast til fremtidig sundhedspolitik foreligger.
Sagsfremstilling
Sundhedsplanen 2011-2014 for Kolding Kommune består af 31 forebyggende og sundhedsfremmende indsatser. Indsatserne er løbende blevet igangsat.
I 2013 og første halvår af 2014 er der bl.a. sket følgende:
I forbindelse med ”iMo Learn”-projektet under indsatsen Let dig, der er en del af det tværgående program Sundhed og trivsel for alle, er der udviklet en prototype til et bevægelsesmøbel, der har stort potentiale til at fremme læring og bevægelse i folkeskolen.
Som en del af Let dig, er der også blevet uddannet 75 frivillige stolegymnastikinstruktører og 30 aktivitetsvenner til ældreområdet.
Der er uddannet tre nøglepersoner for at sikre tidlig opsporing af borgere med alkoholproblemer, og uddannelse af Kolding Kommunes frontmedarbejdere, som er medarbejdere med borgerkontakt, startet i efteråret 2014.
Som en del af indsatsen Mærk Maden er det første værested i Danmark, Kulturhuset, blevet certificeret under Nøglehullet.
Kolding Kommune var også den eneste kommune i Danmark, der deltog i Fødevarestyrelsens årlige Nøglehulskampagne i 2014 ved afholdelsen af Herrefede dage i samarbejde med City Kolding.
I forbindelse med indsatsen ’Forebyggende sundhedsindsatser på offentlige og private virksomheder’ er der blevet udviklet et koncept til samarbejde med private virksomheder, ’Virksomhed med overskud’. I løbet af 2013 valgte 18 virksomheder at få sundhedsfremmende indsatser.
Sundhedschef Helle Rasmussen vil på mødet give en status på sammenhæng af sundhedspolitik, sundhedsplan samt sundhedsaftalen.
Beslutning Socialudvalget den 21-01-2015
Godkendt med den tilføjelse, at der afholdes en åben temadag for de involverede parter i sundhedsplansindsatserne.
Beslutning Handicaprådet den 05-02-2015
Orienteringen blev taget til efterretning.
Bilag
Sagsnr.: 14/620
Resumé
Generel orientering til Handicaprådet.
Sagen behandles i
Handicaprådet.
Forslag
Senior- og socialdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Orientering fra Handicaprådsmedlemmerne og Handicapchefen.
Beslutning Handicaprådet den 05-02-2015
Orienteringen blev taget til efterretning.