Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
09-02-2022 13:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Natur, Miljø og Klima |
Sted: |
Bæredygtighedshuset |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 22/2635
Resumé
Bæredygtighedssekretariatet vil på mødet give en rundvisning i Bæredygtighedshuset samt en introduktion til Kolding Kommunes Bæredygtighedsstrategi ’Kolding2030 – Sammen skaber vi fremtidens bæredygtige samfund’, herunder give et indblik i målsætningerne under hvert indsatsområde.
Derudover vil der blive givet et oplæg om de potentialer der er for at de grønne og blå elementer kan styrke Koldings strategiske byudvikling.
Sagen behandles i
Natur, Miljø og Klima.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at præsentationen tages til efterretning.
Beslutning Natur, Miljø og Klima den 09-02-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
Bæredygtighedssekretariatet vil på mødet give en rundvisning i Bæredygtighedshuset samt en introduktion til Kolding Kommunes Bæredygtighedsstrategi ’Kolding2030 – Sammen skaber vi fremtidens bæredygtige samfund’.
Bæredygtighedsstrategien er Kolding Kommunes lovpligtige agenda 21 og blev vedtaget af Kolding Byråd i oktober 2020, og er gældende til og med 2023.
I Bæredygtighedsstrategien er der udpeget seks indsatsområder:
Sundhed og trivsel for alle
Klima i balance
Mangfoldig natur
Vand som ressource
Ressourcer i kredsløb
Bæredygtige fællesskaber
De seks indsatsområder har et direkte link op til FNs 17 verdensmål og repræsenterer både den miljømæssige og sociale bundlinje. Under hvert indsatsområde er der opstillet nogle langsigtede og kortsigtede målsætninger samt nogle målsætninger, som er møntet på Kolding kommune som geografisk enhed og Kolding Kommune som virksomhed.
Som et led i implementeringen af Bæredygtighedsstrategien er der udpeget en tværgående programgruppe for bæredygtighed, som består af repræsentanter fra Kommunens fem forvaltninger samt en repræsentant fra Business Kolding. Hver uge mødes programgruppen i Bæredygtighedshuset.
Bæredygtighedshuset er Kolding Kommunes knudepunkt for bæredygtighed og grøn omstilling. Det er stedet, hvor borgere, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, foreninger og Kolding Kommune kan sætte skub på den bæredygtige omstilling og frit kan dele viden, idéer og inspiration inden for bæredygtighed. For at lykkedes med den bæredygtige rejse er det nemlig afgørende, at bæredygtighed bliver en fælles dagsorden, som vi er sammen om at løfte på tværs af sektorer, brancher og siloer.
Bilag
Sagsnr.: 21/30058
Resumé
By- og Udviklingsforvaltningen præsenterer på mødet et overblik over udvalgets opgaver i forhold til landsbyer, landsbyfællesskabsplaner, centerbyer samt bydele i Kolding by.
Sagen behandles i
Natur, Miljø og Klima.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget tager introduktionen til efterretning.
Beslutning Natur, Miljø og Klima den 09-02-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
By- og Udviklingsforvaltningen præsenterer på mødet et overblik over udvalgets opgaver i forhold til landsbyer, landsbyfællesskabsplaner, centerbyer samt bydele i Kolding by.
Landsbyer:
I Kolding kommune er der 20 landsbyer, som understøttes af en landsbykoordinator fra By- og Udviklingsforvaltningen.
Landsbyerne er organiseret i et landsbysamarbejde, kaldet ”Landsbyforum”, hvor alle landsbyer har deres egen repræsentant. Landsbyforum har nedsat et forretningsudvalg, bestående af formand, næstformand og to øvrige repræsentanter.
Landsbyforum mødes to gange årligt med politikerne i Natur-, Miljø- og Klimaudvalget – i regi af KKL (Kolding Kommunes Landsbysamarbejde), ligesom der er en årlig fælles besigtigelsestur.
Der frigives årligt en landsbypulje, i år på 2.167.000 kr. til projekter i landsbyerne.
Landsbyforum vurderer og prioriterer de indkomne projekter i samarbejde med landsbykoordinatoren. Forslagene præsenteres og indstilles for udvalget (i regi af KKL), hvorefter udvalget på et udvalgsmøde behandler indstillingen.
Udvalget vil sidst på året blive præsenteret for en status på de etablerede projekter.
Landsbyfællesskabsplaner:
Landsbyfællesskabsplanen er et værktøj til at styrke landsbyerne og landsbysamarbejdet. Landsbyer med en geografisk sammenhæng kan gå sammen om at afdække fælles potentialer og ønsker til at udvikle det gode liv.
Formålet og ønskerne med landsbyfællesskabsplanen er, at den skal bidrage til at fremme fællesskab og bedre sammenhæng landsbyerne imellem. Landsbyfællesskabsplanen bygger på en inddragende proces med områdets lokale ildsjæle og interessenter.
Landsbyfællesskabsplanen skal fungere som et fælles referencedokument for både borgerne i landsbyerne, politisk og administrativt i kommunen omkring borgernes ønsker og prioritering af udvikling og fællesskaber i landsbyerne.
Centerbyer:
De tre centerbyer i Kolding kommune er Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup. Dertil er der tre lokalråd/byfora – Forum Christiansfeld, Lunderskov Lokalråd og Vamdrup Byforum. Formændene samt yderligere én repræsentant fra hvert lokalråd samles 3-4 gange om året, hvor der er en fælles sparring og vidensdeling.
Der er to puljer som relaterer til arbejdet med centerbyerne.
Der frigives årligt en centerbypulje på 564.000 kr., som skal fordeles mellem de tre centerbyer. Formændene for de tre lokalråd/byfora kommer med en anbefaling, som behandles i Natur-, Miljø- og Klimaudvalget.
Der frigives årligt borgerplanmidler på 800.000 kr., til at understøtte borgerplanerne for Lunderskov og Vamdrup. Forslag til anvendelse af midlerne præsenteres for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget, som foretager den endelige godkendelse.
Bydelspuljen:
Der frigives årligt en bydelspulje, i år på 440.000 kr. til projekter i Kolding by.
Forvaltningen vurderer og prioriterer de indkomne projekter i samarbejde med bydelskoordinatoren. Forvaltningen præsenterer og indstiller forslagene til udvalget til godkendelse.
Udvalget vil sidst på året blive præsenteret for en status på de etablerede projekter.
Ovenstående emner til bliver nærmere præsenteret på mødet.
Præsentationen vil efterfølgende blive sendt til udvalgets medlemmer.
Sagsnr.: 22/2641
Resumé
På baggrund af en indledende drøftelse på udvalgets første møde, vil By- og Udviklingsforvaltningen på dette møde præsentere nogle af de erfaringer, man gjorde i sidste byrådsperiode i forhold til mødeformer og dialog.
Sagen behandles i
Natur, Miljø og Klima.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget drøfter erfaringer og anbefalinger i forhold til tilrettelæggelsen af udvalgets egen mødeform.
Beslutning Natur, Miljø og Klima den 09-02-2022
Drøftet.
Udvalget er optaget af, at der bliver mulighed for direkte dialog med lokalråd, organisationer og professionelle aktører på udvalgets område og ønsker derfor, at udvalgets mødeplan fremadrettet afspejler dette, f.eks.1-2 årlige møder med både centerbyer og bydele samt 2 årlige møder med landsbyer.
Udvalget ønsker også at have særlig fokus på dialog med de unge, idet meget af det, de unge er optaget af, ligger indenfor udvalgets ansvarsområde.
Sagsfremstilling
Lokaldemokratiudvalget, 2018-2021, havde som en af sine opgaver at undersøge og afprøve nye møde- og dialogformer, der understøtter kontakten til borgerne i lokalområderne.
I forbindelse med udarbejdelsen af Lokaldemokratiudvalgets Hvidbog blev der gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt lokalrådene i Kolding kommune. Undersøgelsen bekræfter udvalgets oplevelse af, at byrådets arbejde opleves mere vedkommende, når politikere har afholdt møder hos dem eller i anden sammenhæng har deltaget i lokale aktiviteter.
I Hvidbogen er en af anbefalingerne, at lokal afholdelse af udvalgs- og evt. byrådsmøder vil være ét blandt flere midler til at styrke den demokratiske dialog. Åbne temamøder forud for udvalgsmøderne vil være et andet middel.
Natur-, Miljø- og Klimaudvalgets ansvarsområde er væsentligt bredere end det daværende Lokaldemokratiudvalgs. Det er derfor vigtigt ikke kun at fokusere geografisk, hvis der ønskes en stærkere demokratisk dialog inden for udvalgets ansvarsområder. Hér vil møder med forskellige interessenter, foreninger, virksomheder m.m., også kunne bidrage. Det kan eksempelvis være grønne organisationer, landboorganisationer, Green Kolding, Kolding Vandråd, EWII, TREFOR, BlueKolding osv.
Der vil på udvalgsmødet blive lagt op til en drøftelse af, hvordan udvalget ønsker møder og mødeform tilrettelagt.
Bilag
Sagsnr.: 07/4849
Resumé
Natur-, Miljø- og Klimaudvalget orienteres om de godkendte takster for 2022 for private vandværker i Kolding kommune.
Sagen behandles i
Natur, Miljø og Klima.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at orienteringen om taksterne for 2022 tages til efterretning.
Beslutning Natur, Miljø og Klima den 09-02-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
Byrådet skal i henhold til Vandforsyningslovens § 53, stk. 1, godkende private vandværkers takster og ifølge styrelsesvedtægt for Kolding Kommune, § 21, stk. 2, varetager Natur-, Miljø- og Klimaudvalget denne opgave. Byrådet har vedtaget en kompetencedelegeringsplan for 2022-2025, hvor by- og udviklingsdirektøren er bemyndiget til at godkende vandforsyningstaksterne mod, at de forelægges Natur-, Miljø- og Klimaudvalget til orientering.
Takstblade 2022
32 ud af 34 vandværker i Kolding kommune har fremsendt takstblad for 2022 til godkendelse.
Knudsbøl Vandværk mangler at indsende regnskaber. De er blevet anmodet om regnskaberne pr. brev, som de andre vandværker. Der er efterfølgende sendt to rykkere ud. Ferup Vandværk mangler at indsende takstbladet for 2022 før det kan godkendes, de er også blevet rykket to gange. Hvis takstblad og regnskaber kommer ind på ovenstående vandværker, bliver der på mødet orienteret om det.
Der er for hvert af de 32 vandværker udarbejdet en økonomisk oversigt og teknisk vurdering.
Der vurderes at være god sammenhæng i vandværkernes økonomi, og der er ikke sket markante prisstigninger fra 2021 til 2022.
Der er vedhæftet en samlet oversigt over takster for vandværker i Kolding kommune for 2022.
Den overordnede økonomiske vurdering er baseret på vandværkernes omsætningsaktiver/likvide midler. ”OK” henviser til, at vandværkerne har råd til at klare de daglige driftsomkostninger og mindre udfordringer. ”Fint” henviser til, at vandværket har råd til store og mere omfattende anlægsudgifter, f.eks. store ledningsrenoveringer, nyt vandbehandlingsanlæg, renovering af boringer og vandværket m.m.
BlueKolding Vand A/S, Bramdrupdam, Strandhuse-Nr. Bjert og Vamdrup vandværker og TRE-FOR Vand A/S er omfattet af Vandsektorlovens (Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold) kapitel 3, Indtægtsramme m.v.
Forsyningssekretariatet udmelder, på baggrund af vandværkernes oplysninger, en indtægtsramme for vandværkselskabernes samlede omkostninger til drift og anlæg, som en samlet beløbsmæssig grænse for vandselskabets indtægter. Kolding Kommune skal godkende taksterne og påse, at de ligger indenfor den udmeldte indtægtsramme.
Forvaltningen har fokus på, at der i takstbladene ikke er overladt noget til forhandling eller andre uklare definitioner.
Bilag
Sagsnr.: 10/29885
Resumé
Natur-, Miljø- og Klimaudvalget orienteres om spildevandstaksterne for 2022 for BlueKolding A/S.
Sagen behandles i
Natur, Miljø og Klima.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at orienteringen om taksterne for 2022 tages til efterretning.
Beslutning Natur, Miljø og Klima den 09-02-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
Byrådet skal årligt godkende eller afvise spildevandstakster, der er indstillet til myndighedsgodkendelse, af spildevandsforsyningsselskaber beliggende inden for kommunen. Dette sker med baggrund i bekendtgørelse af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. § 3.
Ifølge styrelsesvedtægt for Kolding Kommune, § 21, stk. 2, varetager Natur-, Miljø- og Klimaudvalget denne opgave. Byrådet har vedtaget en kompetencedelegeringsplan for 2022-2025, hvor by- og udviklingsdirektøren er bemyndiget til at godkende spildevandstaksterne mod, at de forelægges Natur-, Miljø- og Klimaudvalget til orientering.
Forsyningssekretariatet udmelder på baggrund af forsyningsselskabets indmeldte oplysninger en indtægtsramme for 2022. Kommunalbestyrelsen sikrer med sin godkendelse af taksten, at grundlaget herfor er i overensstemmelse med kommunens planer for forsyningsområdet.
Driftsbidrag:
| 2020 (ekskl. moms) | 2022 (ekskl. moms) |
Vandafledningsbidrag pr. m3 |
|
|
Op til 500 m3 | 34,45 kr. | 34,45 kr. |
500 – 20.000 m3 | 27,56 kr. | 27,56 kr. |
Over 20.000 m3 | 13,78 kr. | 13,78 kr. |
|
|
|
Fast bidrag pr. stik | 474,40 kr. | 474,40 kr. |
Tilslutningsbidrag:
| 2020 (ekskl. moms) | 2022 (ekskl. moms) |
Bidrag pr. boligenhed | 51.966,00 kr. | 53.594,00 kr. |
Tilslutningsbidraget er prisindeksreguleret efter Danmarks Statistik prisindeks for Byggeri og boligforhold.
Takstbladet for BlueKolding Spildevand A/S 2022 er vedlagt som bilag.
De fremsendte takster ligger inden for den af Forsyningssekretariatet udmeldte indtægtsramme.
Forsyningssekretariatet kontrollerer tidligere års økonomiske rammer for Forsyningsselskabet, derved bliver eventuelle over-/underforbrug reguleret i de næste års økonomiske rammer.
BlueKolding A/S prisfastsætter tilslutningsbidrag, så der sikres en finansiering af de forestående anlægsinvesteringer og en stabil fremtidig prisudvikling. For BlueKolding Spildevand A/S handler det om finansiering af anlægsaktiver – særligt i forhold til kommende klimasikringsprojekter.
Bilag
Sagsnr.: 21/25290
Resumé
Lokalplanområdet anvendes af virksomheden Nic. Christiansen Gruppen, som har deres kontordomicil på arealet. Virksomheden ønsker at udvide, således at der bliver plads til flere medarbejdere og bedre forhold for virksomhedens øvrige aktiviteter.
Med lokalplanforslaget øges bebyggelsesprocenten i området fra 40 til 100, mens den maksimale bygningshøjde på 24 meter fastholdes.
Lokalplanområdet er udsat for trafikstøj fra Fynsvej. Lokalplanen sikrer, at der kan etableres udendørs opholdsarealer, som ikke belastes med støj over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier.
Sagen behandles i
Plan og Teknik og Natur, Miljø og Klima (for så vidt angår sidste ”at” i forslaget).
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at forslag til kommuneplantillæg 8 sendes i offentlig høring i 4 uger,
at forslag til lokalplan 0511-32 Ved Sjællandsvej og Fynsvej – et erhvervsområde sendes i offentlig høring i 4 uger,
at afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering af planforslagene offentliggøres samtidigt.
Beslutning Plan og Teknik den 01-02-2022
Godkendt.
Beslutning Natur, Miljø og Klima den 09-02-2022
Udvalget godkendte det 3. ”at” i forslaget vedrørende miljøvurderingen.
Sagsfremstilling
Baggrund og formål
Planområdet har et areal på ca. 1 ha og er beliggende på hjørnet af Fynsvej og Sjællandsvej umiddelbart nord for Kolding havn og fjord.
Luftfoto, der viser planområdets afgræsning og beliggenhed
Virksomheden, Nic. Christiansen Gruppen, som har bygninger på ejendommen i dag, ønsker at erstatte de eksisterende bygninger med nybyggeri, som kan rumme flere medarbejdere samt bedre faciliteter til virksomhedens aktiviteter.
Historik
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget vedtog den 3. november 2021, at der skal udarbejdes lokalplan 0511-32 Ved Sjællandsvej og Fynsvej – et erhvervsområde med tilhørende kommuneplantillæg. Det foreliggende forslag til lokalplan er udarbejdet ud fra de ved opstarten godkendte principper.
Bygherre har dog ønsket, at lokalplanen omfatter en yderligere udvidelsesmulighed, hvorfor lokalplanforslaget giver mulighed for én etage mere end beskrevet ved opstarten.
Kommuneplantillæggets indhold
Kommuneplantillægget giver mulighed for en højere bebyggelsesprocent, idet bygherre ønsker mulighed for at bebygge grunden med op til 98 %. Den gældende kommuneplanramme giver mulighed for en maksimal bebyggelsesprocent på 40. Det er ikke nødvendigt at øge den maksimale bygningshøjde på 7 etager og 24 meter.
Lokalplanens indhold
Anvendelse
Lokalplanområdet anvendes i dag af virksomheden Nic. Christiansen Gruppen, som har deres kontordomicil på arealet. Virksomheden ønsker at udvide, således at der bliver plads til flere medarbejdere og bedre forhold for virksomhedens øvrige aktiviteter. Lokalplanområdets anvendelse vil således fortsætte som hidtil og udlægges til erhverv.
Bebyggelse og arkitektur
Den nye bebyggelse på ejendommen er disponeret i en enkelt bygningskrop, som placeres nordligt på grunden. Bygherre ønsker i første omgang at etablere bebyggelse i 5 etager, hvoraf én etage er parkering, da lokalplanen giver mulighed for, at grundens terræn kan udnyttes til at etablere parkering under bygningen.
En mulig fremtidig udvidelse af etagearealet sikres i et mindre byggefelt mod syd i sammenhæng med parkeringsetagen. Der gives ligeledes mulighed for udvidelse med én ekstra etage på den primære bygning.
Snit, der viser den bygning, bygherre ønsker at opføre i 1. etape, samt udvidelsesmuligheder
Den fremtidige bebyggelse er meget synligt beliggende ved en af de mest brugte indfaldsveje til Kolding. Stadsarkitekten har i løbet af planprocessen været i dialog med bygherre om byggeriets udformning og arkitektoniske udtryk. Bygningen udformes med en let og åben stueetage, og oven for en regulær bygningskrop, der tilføres dybde og struktur med dybe udhæng.
Visualisering af den forventede udformning af byggeriet, med parkeringsniveau, der udnytter terrænforskellen i området. Det overliggende dæk er begrønnet for at opnå sammenhæng med det omkringliggende grønne friareal.
Grønne områder
Lokalplanen sikrer, at den del af området, som ikke anvendes til bebyggelse eller parkering, skal tilplantes, således at området fremstår grønt ud mod Fynsvej.
Klimatilpasning
Området er højt beliggende og er derfor ikke umiddelbart i risiko for oversvømmelser eller havstigning. Lokalplanens bestemmelser sikrer, at regnvand håndteres på grunden, således at kloaksystemet og de omkringliggende områder ikke belastes heraf.
Inden for kommuneplanrammen er dog udpeget et areal, som kan være udsat for oversvømmelse ved en såkaldt 100-års hændelse. Udpegningen omfatter et meget lille område, som ligger udmatrikuleret i vejarealet og ikke vil blive bebygget. Planlægningen har således ingen indflydelse på det udpegede areal.
Trafik og Parkering
Lokalplanområdet trafikbetjenes fra Baldersvej ligesom i dag. Der etableres endnu en indkørsel, således at trafikformer kan adskilles og større køretøjer til f.eks. renovation kan køre ind og ud af området uden at bakke. Lokalplanen udlægger parkering efter de gældende normer for kontorerhverv.
Miljøforhold
Lokalplanområdet er udsat for kraftig vejstøj fra Fynsvej, som grænser op til arealet. Der er udarbejdet en støjrapport, der viser, at trafikstøjen fra Fynsvej vil overstige Miljøstyrelsens vejledende støjgrænse på Lden 63 dB for kontorer samt Lden 58 dB for udendørs opholdsarealer. Støjredegørelsen viser dog også, at der ved etablering af et 1,5 meter højt støjværn på tagfladen kan sikres et opholdsareal, der overholder støjgrænsen for udendørs opholdsarealer.
Lokalplanområdet omfatter en eksisterende erhvervsejendom i et område, som i kommuneplanen er udlagt til blandet bolig og erhverv. Lokalplanområdet er inden for en radius af 200 meter omkranset af blandede byfunktioner med både enfamiliehuse, etageboliger, mindre erhvervsvirksomheder, dagligvarebutik og offentlig service samt Kolding Kommunes center for senhjerneskade med bo- og dagtilbud. Det vurderes derfor, at der kan gøres brug af huludfyldningsprincippet, der tilsidesætter den vejledende støjgrænse for områder til kontorerhverv på 63 dB.
Planlovens §15a bestemmer, at støjbelastede arealer kun må udlægges til støjfølsom anvendelse, hvis planen kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener. Det vurderes, at anvendelsen til kontorformål inden for lokalplanens byggefelter kan sikres mod støj fra vejen, idet der med afskærmning kan etableres tilstrækkeligt udendørs opholdsareal, og det byggeteknisk er muligt at sikre et acceptabelt indendørs støjniveau.
Lokalplanen sikrer, med krav til ibrugtagning, at støjniveauet fra trafikstøj ikke overstiger den vejledende grænse på 58 dB ved etablering af opholdsarealer. Lokalplanen giver mulighed for etablering af støjdæmpende foranstaltninger ved opholdsarealerne. Sammen med byggelovgivningen sikrer lokalplanen desuden, at det indendørs støjniveau sikres, idet der stilles krav om sikring af indendørs støjniveau, såfremt der etableres oplukkelige vinduer.
Miljøscreening
Der er foretaget en miljøscreening, der viser, at der ikke skal udarbejdes en egentlig miljøvurdering.
Politiske fokusområder m.m.
Arkitekturstrategien har været anvendt som dialogværktøj i forhold til udformningen af det fremtidige byggeri.
Bæredygtige ambitioner
DGNB er en bæredygtig certificering af bygninger. Ordningen vægter miljø, økonomi og sociale forhold ligeværdigt. Dertil kommer en analyse af den procesmæssige og den tekniske kvalitet. 49 kriterier bliver bedømt og får point, der regnes sammen til en bedømmelse fra bronze til platin.
Bygherre har en målsætning om, at det nye byggeri skal DGNB-certificeres til guld. Med udviklingen af projektet har der derfor været et stort fokus på at prioritere løsninger, der kan understøtte denne ambition.
Som en virksomhed, der vil gå forrest, når det handler om mobilitet, er det forventningen, at flertallet af medarbejderne fremadrettet vil komme til at køre i elektriske biler, og der etableres derfor ladestandere i forbindelse med parkeringsområderne. Mere end halvdelen af parkeringspladserne placeres under bygningen, for derved at skabe plads til udvikling af attraktive grønne områder rundt om huset.
Der anlægges en have oven på en åben parkeringskælder samt beplantede friarealer ud mod Fynsvej. Beplantningen vil medvirke til at højne kvaliteten af arbejdsmiljøet og den generelle sociale bæredygtighed og samtidig mindske befæstelsesgraden og skabe bedre betingelser for håndtering af regnvandet på grunden.
Som en del af det grønne tema, arbejdes der også med en integreret begrønning på dele af facaden og etablering af en taghave med orangeri. Solafskærmning er integreret i bygningens arkitektur i form af udkragede baldakiner, således at behovet for mekanisk nedkøling mindskes. Udover at benytte fjernvarmeforsyningen i området, som i sig selv er bæredygtig, forberedes huset samtidig for lavtemperatur varmeforsyning, så man senere nemt kan ændre varmeforsyningen til f.eks. varmepumper.
Der har i projektet været fokus på mulighederne for genanvendelse og upcycling af nogle af materialerne fra det gamle hus, og det er intentionen, at betonen fra det gamle hus knuses og genanvendes i det omfang, det er muligt. Der vil naturligvis også være fokus på, at de materialer, der anvendes i huset, ikke afgiver skadelige stoffer.
Med fokus på det interne arbejdsmiljø arbejdes der både med løsninger, der kan optimere dagslysforholdene, det akustiske indeklima samt den generelle fleksibilitet i forhold til arbejdsflow.
Plankategori
Lokalplanen med tilhørende kommuneplantillæg er kategoriseret som en B-lokalplan jævnfør A, B, C kategoriseringen, hvilket betyder, at det er Plan og Teknik, der har kompetence til at træffe beslutning om, at planforslaget med tilhørende kommuneplantillæg sendes i offentlig høring.
Tidsplan
Lokalplanforslaget med tilhørende kommuneplantillæg skal i offentlig høring.
Forvaltningen anbefaler, at planforslagene sendes i offentlig høring i 4 uger i perioden 15. februar–15. marts 2022. Denne høringsperiode anses for tilstrækkelig, fordi:
- kommuneplantillægget vurderes ikke at have principiel karakter,
- planforslagene vurderes ikke at være særlig omfangsrige.
Endelige vedtagelse af lokalplanen sker administrativt umiddelbart efter høringsperiodens slut, med mindre der i høringsperioden indkommer indsigelser. Hvis der indkommer indsigelser, forventes Plan og Teknik at kunne få forelagt lokalplan og kommuneplantillæg til endelig vedtagelse den 3. maj 2022.
Bilag
Sagsnr.: 22/3502
Resumé
Medlemmer af Natur-, Miljø- og Klimaudvalget Mads Byriel Kloppenborg-Skrumsager (V), Yrsa Mastrup (V) og Molle Lykke Nielsen (O) har på vegne af Venstre og Dansk Folkeparti anmodet om at få et punkt på Natur-, Miljø- og Klimaudvalgets dagsorden.
Punktet omhandler et ønske om at Kolding Kommune trækker indmeldingen af Stenderupskovene som eventuel naturnationalpark tilbage og meddeler miljøministeren, at Kolding Kommune ikke står bag en udpegning på det foreliggende grundlag.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at udvalget drøfter og tager stilling til det af Venstre og Dansk Folkeparti fremsatte forslag.
Nyt forslag
Natur, Miljø og Klima.
Beslutning Natur, Miljø og Klima den 09-02-2022
Forslaget blev drøftet.
Der opnåedes enighed om at afsende vedhæftede brev til miljøministeren.
Sagsfremstilling
Medlemmer af Natur-, Miljø- og Klimaudvalget Mads Byriel Kloppenborg-Skrumsager (V), Yrsa Mastrup (V) og Molle Lykke Nielsen (O) har på vegne af Venstre og Dansk Folkeparti anmodet om, at følgende forslag optages på dagsordenen:
”Venstre og DF ønsker, at indmeldingen af Sønder Stenderup Nørreskov, Midtskov og Sønderskov som evt. kommende naturnationalpark trækkes tilbage.
Da Miljøministeriet henvendte sig om en mulig naturnationalpark lød det, ”at der ville blive tale om en længere proces, hvor nationale arbejdsgrupper og lokale synspunkter inddrages og biodiversitetsindholdet vurderes nærmere”.
Forventningen var en inddragende proces, hvor forskellige muligheder og scenarier kunne drøftes med henblik på at tage hensyn til såvel biodiversitet som den rekreative brug af området.
Dette er øjensynligt ikke tilfældet, da vi nu kan forstå, at miljøministeren er undervejs med at udpege naturnationalparker inden for nær fremtid, på trods af, at vi fortsat ikke har kendskab til hverken kriterier, betingelser eller konsekvenser af en mulig naturnationalpark. Som byråd ønsker vi at tage stilling på et oplyst grundlag, ligesom vi har det som en vigtig værdi, at borgere i det berørte område inddrages og tages med på råd.
På den baggrund anser vi det for uansvarligt, hvis ministeren på det foreliggende grundlag vil træffe beslutning om en naturnationalpark i Stenderupskovene, og vi foreslår, at indmeldingen trækkes tilbage, og at det meddeles ministeren, at kommunen ikke står bag en udpegning på så ufuldstændigt et grundlag.
Forvaltningens bemærkninger:
Det daværende Plan-, Bolig- og Miljøudvalg besluttede den 1. september 2021 at indmelde Stenderupskovene som eventuel naturnationalpark (se vedhæftede bilag).
Formålet med at udpege en række større naturområder som naturnationalpark er at understøtte biodiversiteten ved at forbedre levesteder, og i biodiversitetssammenhæng er Stenderup skovene et af Kolding kommunes hotspots.
Den proces ministeriet har tilrettelagt har kun i begrænset grad åbnet mulighed for dialog om konkret udmøntning inden der tages stilling til hvilke områder som skal udpeges.
På baggrund af dialog med både naturstyrelsen og miljøministeren i januar 2022 er det By- og Udviklingsforvaltningens vurdering, at udpegningen af de udvalgte naturnationalparker er nært forestående.
Bilag
Resumé
Deltagelse i ekstraordinære aktiviteter.
Sagen behandles i
Natur, Miljø og Klima.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at Natur, Miljø og Klima drøfter, om der er behov for, at et eller flere medlemmer af udvalget varetager andre kommunale hverv.
Beslutning Natur, Miljø og Klima den 09-02-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
Det fremgår af Kolding Kommunes Regulativ om Vederlag og godtgørelse til Byrådets medlemmer, punkt 2, at der kan tillægges erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for varetagelse af andre kommunale hverv, når deltagelsen sker efter anmodning fra Byrådet eller et af Byrådets udvalg, på grund af en protokolleret beslutning.
Aktivitet:
Ingen.
Resumé
På mødet orienteres om nyt fra By-og Udviklingsforvaltningen inden for udvalgets område.
Sagen behandles i
Natur, Miljø og Klima.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Natur, Miljø og Klima den 09-02-2022
Godkendt.
Sagsfremstilling
Der kan ikke træffes beslutning under punktet, fordi det kun er et orienteringspunkt.
Bilag
Resumé
Orientering fra formanden.
Sagen behandles i
Natur, Miljø og Klima.
Beslutning Natur, Miljø og Klima den 09-02-2022
Godkendt.
Resumé
Udvalget skal godkende referatet. Dette gøres ved, at hvert medlem, der har deltaget i mødet, underskriver ved at trykke på ”Godkendt” i sagen Underskriftsark.
Sagen behandles i
Natur, Miljø og Klima.