Planområdet er beliggende mellem Stadionvej, Skovbogade og Marcus Alle. Mod vest ligger et kolonihaveområde.
Byrådet vedtog i juni 2020 en masterplan for Kolding Stadion ved Stadionvej. Masterplanen er visionen for et nyt Stadionanlæg, som lever op til kravene for at spille i de øverste ligaer. Der er beskrevet en etapedeling, som muliggør en gradvis ombygning over en årrække.
I september 2020 blev der udarbejdet en disponeringsplan for Stadionområdet: ”Fremtidens stadion i Kolding”, som danner grundlag for en lokalplan.

Planområdets afgrænsning
Historik
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget vedtog den 3. marts 2021 at der skal udarbejdes lokalplan 0212-71 ved Stadionvej - et idrætsområde med tilhørende kommuneplantillæg. Det foreliggende forslag til lokalplan er udarbejdet ud fra de ved opstarten godkendte principper.
Indkaldelse af idéer og forslag
I perioden torsdag den 18. november 2021 - torsdag den 2. december 2021 blev der gennemført indkaldelse af ideer og forslag. Der kom en enkelt bemærkning en dag efter høringens udløb, som udtrykker bekymring om, at et nyt lysanlæg vil påvirke Seest kraftigt. Forvaltningen bemærker hertil, at det nye lysanlæg vil være mere retningsbestemt belysning og påvirke omgivelserne mindre end det eksisterende anlæg.
Kommuneplantillæggets indhold
Med kommuneplantillægget gives der mulighed for højere bebyggelse end eksisterende kommuneplanrammer. Bebyggelse kan ske i op til 17 m højde og belysningsmaster i op til 44 m højde. Der åbnes mulighed for serviceerhverv og administration i tribunebebyggelsen.
Idrætsområdet udvides derudover med henblik på at tilvejebringe større parkeringskapacitet.
Lokalplanens indhold
Området disponeres i hovedtræk som i dag. Det nye stadion er baseret på en ombygning af det eksisterende stadionanlæg, det centrale område med kunstgræsbane og hal bevares.
Der udlægges et delområde på den gamle cricketbane mod øst. Dette ubebyggede område skal have en fleksibel anvendelse. Det vil sige, at det skal tjene som parkeringsplads ved store arrangementer - men på andre tidspunkter skal det kunne anvendes til marked, gadefodbold, drive in biograf eller lignende.
Derudover åbnes der op for, at der kan placeres 3-4 boliger langs Marcus Alle, da det vil være en afrunding af rækken af boliger langs Marcus Alle
Der er udlagt 3 delområder i lokalplanen.
Delområde A er idrætsområdet. Området rummer to byggefelter. Mod vest placeres stadionanlægget med tribuner og ankomstarealer. Lige øst for stadion er et byggefelt omkring den eksisterende hal. I stadionanlægget, kan der udover tribuner, fodboldbane, lysanlæg etableres lokaler til tilknyttede funktioner, som klublokaler, omklædning, vip-lounge, restaurant mm.
Under tribunerne kan endvidere placeres liberale erhverv og kontorarbejdspladser.
I byggefeltet med den eksisterende hal for fortsat være halanlæg, omklædning og lignende funktioner. Endvidere er der åbnet mulighed for at etablere spillerhotel.
Delområde B er udlagt som en fleksibel plads, der kan anvendes til såvel parkering som ophold og fritidsaktiviteter. I spidsbelastning, det vil sige ved store kampe eller andre arrangementer bidrager pladsen med godt 200 ekstra parkeringspladser. På andre tidspunkter kan pladsen anvendes til marked, leg boldspil og andre aktiviteter.
Delområde C er udlagt til åben-lav boligbebyggelse.
Området har hidtil været en del af idrætsområdet ved Cricketbanen. Det er dog vurderet, at området mere naturligt udlægges til 3 - 4 villaer, som bliver en del af en samlet villabebyggelse langs nordsiden af Marcus Allé.
