Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
10-04-2019 13:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Teknik- og Klimaudvalget |
Sted: |
Mødelokale 1.2 Vest |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 15/17065
Resumé
By- og Udviklingsforvaltningen har i 2016 og 2017 gennemført i alt 9 pilotprojekter i udvalgte kommunale grønne områder. Projektet kaldes samlet for ”Vild Med Vilje i Kolding Kommune”. Formålet har været at undersøge, om der gennem ændringer i den grønne drift kan skabes en mere mangfoldig natur i områderne samtidig med, at der skabes flere oplevelsesmuligheder for borgerne. Desuden skulle projekterne belyse økonomien i de forskellige driftsændringer og metoder. Efter omlægningen fortsættes den ændrede drift, så områdernes udvikling kan følges fremadrettet.
Erfaringerne fra de 9 projekter er generelt gode. Det er med forholdsvis små ændringer i arealernes drift muligt at gøre arealerne mere spændende og varierede for publikum at benytte samtidig med, at områdernes potentiale for biodiversitet øges.
Der har i pilotprojekterne været stor fokus på kommunikationen til borgere i pilotprojekternes lokalområder, da der erfaringsmæssigt kan være barrierer i forhold til driftstiltag, som giver et ændret eller mindre velplejet udtryk. Konklusionen er, at der ved rettidig information kan skabes forståelse for projekternes formål og opnås positiv stemning omkring selv ret betydelige driftsændringer.
Forvaltningen vurderer sammenfattende, at der særligt på større græsflader, som i dag plejes med hyppig græsslåning, og i kommunalt ejede skovbevoksninger, er et stort potentiale for at øge både oplevelsesværdien og forudsætningerne for en højere biodiversitet, og at det på en række arealer vil kunne gøres, uden at det medfører væsentligt øgede driftsomkostninger. I skove er dette dog under forudsætning af, at man ikke indregner en eventuel fremtidig salgsværdi af vedmassen på arealet, en indtægt som indgår som en del af Vej og Parks driftsbudget.
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget og Teknik- og Klimaudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at evalueringen af projektet tages til efterretning,
at forvaltningen arbejder videre med at etablere 1-2 nye arealer årligt med en omlagt drift i henhold til de udviklede metoder for ”Vild med Vilje i Kolding Kommune”.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 03-04-2019
Godkendt.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-04-2019
Godkendt.
Yrsa Mastrup
Sagsfremstilling
Baggrund for projektet
By- og Udviklingsforvaltningen har undersøgt, om man ved at ændre driften i en række af kommunens grønne områder kan øge både den biologiske mangfoldighed (biodiversiteten) og oplevelsesværdien for borgerne i områderne. Der er derfor i 2016 igangsat 5 pilotprojekter, og i 2017 igangsat yderligere 4 pilotprojekter, som bl.a. skulle belyse de metoder, der kan anvendes, den forventede effekt og driftsøkonomien i disse. I sidste valgperiode blev Miljøudvalget og Teknikudvalget orienteret om projektets igangsættelse på udvalgsmøderne den 2. maj 2016, og med en ”midtvejsevaluering” på udvalgsmøderne den 3. april 2017.
Der er evidens for, at adgang til indholdsrig natur er vigtigt, både i forhold til menneskers sundhed, og når vi skal beslutte os for, hvor vi vil bo. Sidstnævnte skyldes, at det at man nemt at kan opleve naturen i hverdagen, opleves som en værdi. Her spiller naturens variation og mangfoldighed også en rolle, da det øger et områdes oplevelsesrigdom at kunne opleve f.eks. gamle træer, sommerfugle, fugle og vilde blomster. Summen af naturens mangfoldighed kaldes også for biodiversitet. Biodiversiteten er generelt under pres herhjemme – et stadig stigende antal arter er i tilbagegang, især fordi mange af dem har svært ved at finde nok egnede levesteder.
Intensiv drift af de grønne arealer, som f.eks. hyppig græsklipning, store ensartede driftsflader, oprydning af kvas og fjernelse af udgåede træer giver et relativt snævert spektrum af levesteder for dyr, svampe og planter. Ved at ændre driften, så der kommer en større variation af levesteder i de grønne områder, kan biodiversiteten på arealerne øges, samtidig med at borgerne får mulighed for en rigere naturoplevelse i det daglige, og uden at det behøver at være på bekostning af det visuelle udtryk, eller andre ønsker om at anvende arealerne.
Derudover kan den grønne drift også på sigt øge selve kvaliteten af levestederne, ved f.eks. at gøre et græsareal mere næringsfattigt via høslæt, hvor det afklippede græs fjernes efter slåning. På den måde bliver området mindre velegnet for fx kraftige græsser, brændenælder og tidsler, som er typisk er tilknyttet næringsrig jordbund, og bedre egnet som voksested for flere forskellige lave eller knap så hurtigt voksende vilde blomster.
Der er en stigende interesse for by-natur og anden borgernær natur, og mange borgere og turister vil gerne have en speciel oplevelse eller fortælling med, når de færdes i de bynære grønne områder. ”Vild med Vilje” er et landsdækkende koncept, hvor både kommuner, virksomheder og private borgere kan melde arealer ind, hvor man ønsker at give mere plads til, at naturen kan være ”vild”.
Politiske Fokusområder
Både Plan-, Bolig- og Miljøudvalget og Teknik- og Klimaudvalget har i deres udvalgspolitikker fokusområder, som relaterer sig til projektets formål.
I Plan-, Bolig- og Miljøudvalget er det:
- Mere plads til natur
I Teknik- og Klimaudvalget er det:
- Vi vil sikre mere grønt i byerne, mere biodiversitet og mere ’Vild Med Vilje’.
Projekterne i Vild Med Vilje i Kolding Kommune understøtter ovenstående fokusområder og indsatser ved at sætte fokus på synergien mellem grøn drift, attraktive grønne omgivelser, oplevelser og den biologiske mangfoldighed. Dette kan med fordel ske i dialog med naboer og andre interessenter i de konkrete projektområder.
Erfaringer fra pilotprojektområderne i 2016 og 2017
Projektet er blevet gennemført af en tværgående projektgruppe i forvaltningen, således at der undervejs har været kompetencer vedr. både bl.a. biodiversitet, økonomi, driftsplanlægning og driftsudførelse til stede.
Projektet i sin helhed og de enkelte pilotprojekter kan bruges til at give en række anbefalinger til:
- Hvordan en række typer af kommunale grønne arealer, som har et højt potentiale for øget biodiversitet og oplevelsesværdi, kan identificeres og prioriteres.
- Hvordan oplevelsesværdi og strukturer, som understøtter en øget biodiversitet, kan øges i en række kommunale grønne områder ved hjælp af ændrede driftsmetoder, og hvordan disse metoder kan indarbejdes i kommunens kvalitetsbeskrivelser for driften af de konkrete grønne områder.
- Hvad driftsøkonomien er i de enkelte tiltag, og hvad de potentielle gevinster er i forhold til hhv. biodiversitet og oplevelsesværdi.
- Hvordan lignende driftsændringer kan overføres og implementeres andre steder på kommunens driftsarealer, herunder hvilke parametre, der skal tages i betragtning, og hvordan kommunikationen til borgerne kan gribes an i den forbindelse.
Der har i projekterne været stort fokus på kommunikationen til borgere i pilotområderne både før og efter driftsændringerne, da det er en erfaring, at ændret drift kan medføre mange borgerhenvendelser og potentiel kritik fra naboer og brugere. Borgerne er bl.a. blevet informeret via artikler i pressen, orienteringsbreve til naboer og grundejerforeninger, informationsskilte opsat på stedet samt i et enkelt tilfælde et åbent borgermøde. Der er endvidere i 5 projekter afholdt mindre formidlingsarrangementer for lokalsamfundet og brugere i forbindelse med indvielse af projekterne.
Erfaringerne fra de 9 projekter er generelt gode. Det er med forholdsvis små ændringer i arealernes drift muligt at gøre arealerne mere spændende og varierede for publikum at benytte, samtidig med at områdernes potentiale for biodiversitet øges.
Driftsændringerne i pilotprojektområderne er lavet på en måde, så de også bedre kan understøtte ophold, og mulighed for læring. Dette er fx gjort ved at opsætte borde-bænkesæt, opsætte informationstavler, lave stier ind imellem det mere vilde og lave større tætklippede græsflader på delarealer omkranset af uklippet højt urtegræs.
For at øge områdernes biodiversitet, og skabe strukturer som understøtter en fortsat udvikling af denne, har man i projektet afsøgt eksisterende viden, om hvilke metoder fra naturpleje som er veldokumenterede og overførbare. Fokus har primært været på at forbedre kvaliteten, mængden og variationen af levesteder, på at skabe uforstyrrede delområder og på at fjerne næringsstoffer. Ud fra rent visuelle vurderinger vurderer forvaltningen, at driftsændringerne har skabt større variation af levesteder, flere blomstrende urter, mere dødt ved mm.
Særligt projekterne ”Parken ved Odinsvej” og ”Sortebjerg” har både før og efter realisering medført en del reaktioner fra områdets naboer. I parken ved Odinsvej har reaktionerne omkring driftsændringerne og det ændrede udseende af parken været meget positive, både fra en række naboer og fra den børnehave, som ligger op ad parken. Begge interessentgrupper fremhæver, at parken er blevet smukkere og mere spændende at besøge.
Projektet i Sortebjerg blev til en begyndelse mødt af nogen skepsis fra Lunderskov Lokalråd, og fra nogle lokale, som primært anvender arealet til hundeluftning. På et åbent borgermøde i november 2016 blev projektet og dets formål dog beskrevet nærmere, og der viste sig her en god opbakning fra de fremmødte. Efter anlæg af en kommunal hundeskov på et nærliggende areal, og via frahegning af et del-areal, er der fundet en løsning, som efterfølgende ikke har givet anledning til kritik fra lokalområdet. Kommunen og kogræsserlauget på arealet har efterfølgende modtaget flere positive henvendelser om, at man er glade for nu at kunne se græssende køer på arealet.
De foreløbige konklusioner mht. økonomien i de forskellige driftstiltag er, at den ændrede metode til græsslåning med 1-2 gange høslæt på store græsflader typisk er lidt billigere end den traditionelle drift, under forudsætning af at en vis del af græsarealerne hidtil er blevet klippet hyppigt. Denne metode er afprøvet i Parken ved Odinsvej og på hhv. Nørresø Allé og Bakkedraget i Vester Nebel.
Ændret drift af vejrabatter med opsamling af det afslåede materiale er væsentligt dyrere end traditionel drift. Denne metode er afprøvet ved Højvangen og Dons Landevej og i en vejrabat tæt ved Harte Skole.
En omlægning til biodiversitetsskov i hhv. Rebæk Kystskov og Hulskov, ændring til afgræsning via kogræsserlaug på Sortebjerg og en rydning af Rynket Rose på strandareal ved Moshuse indikerer ret uændrede driftsomkostninger, når først engangsudgifter til fx skilte, borde-bænkesæt, rydninger og hegning er foretaget. I skovområderne udelukker en omlægning til biodiversitetsskov dog eventuelle indtægter fra fremtidigt salg af tømmer og brænde, og dette er ikke indregnet i driftsøkonomien for projekterne. Indtægter fra salg af brænde og tømmer indgår i dag som en del af Vej og Parks driftsbudget.
Med baggrund i kun 2-3 driftssæsoner, og få pilotprojektarealer af hver type, er estimaterne for økonomien behæftet med nogen usikkerhed. En mere udførlig beskrivelse af erfaringer fra de forskellige pilotprojekter samt nogle fotos fra områderne findes i Bilag 1. Borgerrettede præsentationer af pilotprojekterne findes på: www.kolding.dk/vildmedvilje. En omfattende rapport med evaluering af hele projektet og yderligere perspektivering findes i Bilag 2.
Placeringen af de 9 pilotprojekter med ændret drift fra 2016 (projekt 1-5) og ændret drift fra 2017 (projekt 6-9).
Konklusion og anbefalinger fra forvaltningen, hvis der skal igangsættes nye projekter i regi af Vild med Vilje i Kolding Kommune
Forvaltningen vurderer, at der særligt på større græsflader, som i dag plejes med hyppig græsslåning (hvor der ikke foregår aktiviteter, som kræver kortklippet græs), og i kommunalt ejede skovbevoksninger, er et stort potentiale for både at øge oplevelsesværdien og forudsætningerne for en højere biodiversitet, uden at det medfører væsentligt øgede driftsomkostninger. For skovenes vedkommende er dette dog under forudsætning af, at man ikke indregner eventuelle indtægter fra fremtidigt udtag af brænde og tømmer.
Forvaltningen finder endvidere, at der ved omhyggelig og rettidig inddragelse og information af naboer og interessenter, i langt de fleste tilfælde kan skabes positiv stemning omkring selv ret betydelige driftsændringer i regi af de afprøvede Vild med Vilje-projekttyper.
Udvælgelse af de rette arealer, hvor der både er et potentiale for øget biodiversitet, ændret drift med flere oplevelser, lokal interesse og opbakning samt en realiserbar driftsøkonomi, kræver en bred administrativ indsats og inddragelse. Iværksættelse af nye projekter fremadrettet vil derfor kræve prioritering af administrative ressourcer til udvælgelse af arealer, igangsætning af ændret drift og kommunikation med lokalområdet.
Bilag
Sagsnr.: 19/3259
Resumé
Der er i 2019 afsat 3.000.000 kr. til renovering af Jernbanegade, fra Buen til Banegårdspladsen. Renoveringen tager udgangspunkt i bydesign-guiden for Kolding bymidte. De mange anbefalinger i guiden inddrages i gaderummets nye udformning og anvendelse. Anlægsprojektet forudsætter inddragelse af bymidte-forum, relevante interessenter og de enkelte lodsejere i gaden. Projektet ventes udført frem til medio december 2019.
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget og Teknik- og Klimaudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at projektidé og proces for renovering af Jernbanegade godkendes.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 03-04-2019
Godkendt.
Jakob Ville
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-04-2019
Godkendt.
Yrsa Mastrup
Sagsfremstilling
Der er i 2019 afsat 3.000.000 kr. til renovering af Jernbanegade, fra Buen til Banegårdspladsen. Renoveringen tager udgangspunkt i bydesign-guiden for Kolding bymidte. Budgettet suppleres med tilskud fra Erhvervsklubben Kolding og andre pulje- og driftsmidler på i alt 1.000.000 kr.
Jernbanegade skal være med til at forbinde Banegårdspladsen med gågadesystemet på en naturlig og indbydende måde. De mange anbefalinger i bydesign-guiden inddrages i gaderummets nye udformning og anvendelse. Der vil blive arbejdet med belægning, belysning, tilgængelighed, grønt, udeservering, inventar og meget andet.
Anlægsprojektet forudsætter inddragelse af bymidte-forum, relevante interessenter og de enkelte lodsejere i gaden. Der vil blive afholdt 3 workshops for ejere og lejere i Jernbanegade. Projektet ventes projekteret frem til juni 2019 og udbudt primo august 2019. Udførelse sker frem til medio december 2019.
Projektet er en del af opfyldelsen af bydesign-guiden og sammenhængen mellem bymidten og Jernbanegade. I den forbindelse er der afsat yderligere 3 mio. kr., som skal ses i sammenhæng med den nedsatte task force-gruppe for bymidten og deraf igangsatte initiativer.
Projektet udarbejdes i samarbejde med Land Plus Arkitekter og Schulze & Grassov Arkitekter og Stadsarkitekten. Der vil der være speciel fokus på, at projektet integreres i gadens nuværende og fremtidige kontekst, og at det vil komme til at have en naturlig sammenhæng med de øvrige planer for bymidten.
Bilag
Sagsnr.: 19/8077
Resumé
Ansøgning om udgiftsneutral tillægsbevilling til anlægsbevilling vedr. p.nr. 4982 Udvikling af Kolding Midtby med start i Jernbanegade.
Renovering af Jernbanegade fra Buen til Banegårdspladsen.
Sagen behandles i
Teknik- og Klimaudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at bevillingsansøgningen imødekommes.
Beslutning Teknik- og Klimaudvalget den 10-04-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Yrsa Mastrup
Sagsfremstilling
Projektet omfatter renovering af Jernbanegade, fra Buen til Banegårdspladsen.