Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
04-03-2020 08:15:00 |
---|---|
Udvalg: |
Lokaldemokratiudvalget |
Sted: |
Mødelokale 101, IBA |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 19/567
Resumé
Malu Uldall Møller, Studiebykoordinator i Kolding, præsenterer status for Kolding som studieby som et oplæg til en fælles temadrøftelse om udfordringer og initiativer.
Sagen behandles i
Lokaldemokratiudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at temadrøftelsen tages til efterretning.
Beslutning Lokaldemokratiudvalget den 04-03-2020
Godkendt.
Sagsfremstilling
Studieby Kolding er et samarbejde mellem de 4 større videregående uddannelsesinstitutioner i Kolding; Designskolen Kolding, Syddansk Universitet, IBA og UC SYD.
Studiebykoordinator Malu Uldall Møller præsenterer status for Kolding som studieby, som oplæg til en fælles drøftelse med udvalget.
Oplægget vil komme ind på status og statistik for Kolding som studieby, en række aktuelle udfordringer set med institutionernes og de studerendes øjne, og en række eksempler på afsluttede, igangværende og kommende planlagte initiativer i Kolding.
Der præsenteres endvidere eksempler på initiativer fra nogle andre kommuner, hvor man også arbejder med at styrke profilen som attraktiv studieby, på at øge bosætningen af de unge både under og efter uddannelse, og på at engagere de unge i frivilligt arbejde og i dialogen med de lokale politikere.
Sagsnr.: 19/567
Resumé
Vamdrup Byforum og Lunderskov Lokalråd har fremsendt ansøgninger til Centerbypuljen.
Forvaltningen anbefaler, at de fremsendte forslag godkendes.
Sagen behandles i
Lokaldemokratiudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at Vamdrup Byforums forslag til forhåndsdisponering af Centerbypuljen 2020 godkendes,
at Lunderskov Lokalråds forslag til forhåndsdisponering af Centerbypuljen 2020 godkendes.
Beslutning Lokaldemokratiudvalget den 04-03-2020
Vamdrup Byforums forslag til forhåndsdisponering af Centerbypuljen godkendes.
Lunderskov Lokalråds forslag til forhåndsdisponering af Centerbypuljen godkendes med den bemærkning, at Centerbypuljemidlerne frigives til de ansøgte delelementer 1-4, og at finansiering af delelement 5, vedr. nyplantning og bunddække langs cykel- og gangsti mod plejehjemmet, kræver ansøgning om frigivelse af borgerplanmidler.
Sagsfremstilling
Vamdrup Byforum og Lunderskov Lokalråd har fremsendt projektansøgninger til centerbypuljen 2020.
Det er forvaltningens anbefaling, at udvalget godkender de fremsendte ansøgninger.
Der er 190.000 kr. til hver enkelt centerby.
Forvaltningen er i dialog med Forum Christiansfeld om Centerbypuljen 2020, og det er forventningen, at ansøgninger fra Christiansfeld fremlægges på Lokaldemokratiudvalgets møde den 1. april 2020.
Vamdrup
Vamdrup Byforum har fremsendt 3 ansøgninger:
- Belysning i jernbanebro ved Østergade
- Pleje af Kinotorvet
- Udflugtspavillon i Margrethelund
Ad 1)
Vamdrup Byforum ansøger om beløb til færdiggørelse af opsætning af belysning under jernbanebro i Østergade i Vamdrup. Projektet er allerede blevet prioriteret i 2019, og dette er en fortsættelse af projektet.
Der skal være en dialog med BaneDanmark om opsætning.
Ad 2)
På Kinotorvet findes grønne indslag i form af bede og stauder. Disse vækster
kræver i de første år pleje ved lugning, gødskning, vanding og beskæring. For at løse denne opgave faglig korrekt ansøger Vamdrup Byforum om et beløb på 25.000 kr. fra Centerbypuljen 2020.
ad 3)
Udflugtspavillon i Margrethelund er en del af den samlede helhedsplan for det grønne strøg i Vamdrup, som er vedtaget. Pavillonen kræver byggetilladelse og tilladelse efter skovloven. Forvaltningen vil gå i dialog om selve pavillonens arkitektur og karakter.
Vamdrup har dertil prioriteret 10.000 kr. til mindre småprojekter, som de også har defineret.
Lunderskov
Lunderskov Lokalråd ansøger centerbypuljen 2020 om færdiggørelse af arealet ved Kongsbjerg Skolen i henhold til tidligere skitseprojekt fra 2017-2018.
Dette projekt omfatter følgende delelementer
- etablering af grussti
- beplantning omkring den nye p-plads og plantning af opstammede kirsebærtræer
- opsætning af nyt rækværk i træ, langs cykelsti mod plejehjemmet
- rydning af beplantning langs gang- og cykelsti mod plejehjemmet
- Nyplantning af opstammede kirsebærtræer og buddække langs gang- og cykelsti mod plejehjemmet.
Punkt 1-4 svarer til det beløb, som er til rådighed for Lunderskov.
Det anbefales derfor, at projektet prioriteres i forhold til punkt 1-4, og punktet med nyplantning af opstammede kirsebærtræer og buddække langs gang- og cykelsti mod plejehjemmet ikke prioriteres nu, men kommer til at indgå i dialogen omkring borgerplansmidlerne.
Der skal være en dialog med skolen og Kolding Kommune om den nærmere udførelse m.m.
Lunderskov har ikke prioriteret midler til mindre småprojekter, hvilket de er bekendt med.
Sagsnr.: 19/567
Resumé
Forvaltningen har modtaget ansøgninger til årets landsbypulje på 3,75 mio. kr.
18 landsbyer har fremsendt samlet 58 projektansøgninger.
Desuden to ansøgninger fra fælleskaber mellem to eller flere landsbyer.
Landsbyforum har på mødet 22. januar 2020 fundet en fælles løsning inden for budgetrammen. De gældende kriterier har ligget til grund for fordelingen, ligesom der er lagt vægt på at hjælpe de afviste projekter videre gennem ekstern fondssøgning.
Landsbyforums forslag til fordeling af Landsbypuljen 2020 kan ses af vedhæftede skema.
Derudover er der overførte midler til en række projekter, som også fremgår af skemaet.
Skemaet vil blive gennemgået på KKL mødet, og der uddybes 4 udvalgte projekter.
Sagen behandles i
Kolding Kommunes Landsbysamarbejde (KKL) og Lokaldemokratiudvalget (LDU).
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår, at Landsbyforums forslag til fordeling af Landsbypuljen 2020 godkendes.
Beslutning Lokaldemokratiudvalget den 04-03-2020
Godkendt.
Beslutning Kolding Kommunes Landsbysamarbejde - KKL den 02-03-2020
Godkendt.
Mette Løve Voss
Yrsa Mastrup
Christian Krag
Erik Justesen
Hans E. Sørensen
Helle Jepsen
Jan Rothausen
Lasse Kokholm
Lisbet Friche
Malene Skøtt
Søren Harding
Susanne Frederiksen
Sagsfremstilling
Fordelingen i Landsbyforum er sket i henhold til de af Lokaldemokratiudvalget vedtagne formålsbestemmelser. Desuden er Landsbyforums formulerede kriterier igen anvendt til at prioritere hvilke projekter, forvaltningen anbefaler at støtte.
- Forskønnelse af landsbyerne
Skitseprojekter, der understøtter lokal udvikling, beplantninger, vejtræer. Anlæg af torve, pladser og fællesarealer og stier. Desuden bygningsvedligeholdelse af forsamlingshuse.
- Inventar og materialer
Bålhytter, borde/bænke, broer, legeredskaber, infotavler, belysning og mindre redskab og maskinindkøb.
- Diverse foreninger og klubber, inventar til forsamlingshuse, informationsmateriale og brochurer.
Forhåndsreserveret beløb til fundraising
I henhold til Landsbypuljens formålsbestemmelser, som blev vedtaget på Lokaldemokratiudvalgets møde i december 2018, er det muligt at ansøge om forhåndsreservering af midler fra puljen det efterfølgende år (under forudsætning af budgettets politiske godkendelse) til brug for egenfinansiering/kommunal medfinansiering ved fundraising af større projekter. Dog maksimalt 25% af den årlige pulje.
Tre landsbyer ansøgte om denne mulighed i 2019.
Ét projekt vurderer, at de først har behov for støttebeløbet i 2021, og beder om overførsel. Der er dermed to projekter, som på forhånd var godkendt med et beløb.
Disse to projekter har i samarbejde med Kolding Kommunes fundraiser udarbejdet et budget for deres samlede fundraising. Budgettet er fremsendt og godkendt af forvaltningen forud for Landsbyforums fordeling.
To projekter har ansøgt om forhåndsreservering af et beløb fra landsbypuljen 2021.
Der er tale om større anlæg, som ikke vil kunne løftes af landsbypuljen, men hvor støttebeløbet kan være med til at realisere en ekstern fundraising.
Fælles projekter
Der er ansøgninger til to projekter, hvor 4 landsbyer er fælles om et projekt.
Dels en videreførelse af udviklingsprojektet ved Alminde-Viuf hallen, som nu er klar til at gå i anlæg.
Dels et projekt, der udspringer af den første fælles landsbyplan, hvor Vester Nebel, Dons, Almind og Viuf søger om støtte til en designproces til udvikling af en fælles organisation med fælles vision for de 4 landsbyer.
Desuden har Kolding Kommunes Landsbyforum igen foreslået, at der bruges midler til landsbyernes abonnement på hjemmesideportalen Infoland. I år er der desuden indstillet midler til afholdelse af to workshops/kursusaftener for landsbyernes webmastere.
På mødet den 2. marts 2020 vil de anbefalede projekter kort blive gennemgået af landsbyrepræsentanterne.
Desuden præsenteres 4 udvalgte projekter mere indgående:
- Aktivitetspark Eltang
Aktivitetsparken | Placering, og nuværende forhold |
Projektets idé er centreret om sundhed og sammenhold. Eltang Aktivitetspark skal være et dynamisk mødested, hvor de fysiske rammer er moderne og attraktive. Det skal være et sted for velvære, som indbyder både børn, unge og voksne til fælles aktiviteter i form af leg, sport og hygge både i organiseret og uorganiseret form.
Aktivitetsparken skal sammen med områdets øvrige aktiviteter være det sted, hvor man opfordrer hinanden til at mødes, og hvor man får lyst til at bevæge sig væk fra skærmen og ud i det offentlige rum, for at være aktiv, bevæge sig og lære sig selv og andre bedre at kende. Aktivitetsparken skaber det rum, hvor de mange nye tilflyttere naturligt vil blive en del af det fællesskab og sammenhold, som Eltang er kendt for, og som er en medvirkende årsag til, at så mange nye borgere for tiden vælger at bosætte sig i netop Eltang.
Projektets samlede økonomi er ca. 1 mio. kr. Landsbyforum indstiller, at der i 2020 bevilges 200.000 kr. fra landsbypuljen til projektet, som vil gøre en stor forskel for den samlede eksterne fondssøgning.
- Skanderup Legeplads
Skanderup har de senere år lagt kræfter i en opdatering af deres fælles offentlige grønne område. Området benævnes ”legepladsen”, men ønsket er, at stedet skal have en meget bredere appel, på samme vis som byparker, lystanlæg og fælleder gør i større byer.
I 2019 støttede Landsbypuljen udskiftning af en ældre bålhytte til et reelt udendørs forsamlingshus. Huset blev leveret som samlesæt og bygget ved frivillig indsats. Samtidig fik byen hjælp til skitsering af et legemiljø, som skaber grønne rammer om eksisterende og nye legeredskaber.
I 2020 indstiller Landsbyforum, at dette projekt realiseres, samtidig med at der er givet støtte til en ny hoppepude, som er områdets store attraktion.
Madpakkehus/udendørs forsamlingshus opført i 2019. | Plan for legemiljø, der ønskes gennemført i 2020. |
- Vild med Vilje – eller blomstrende Stepping
Én af året mindste ansøgninger beløbsmæssigt – men med store visioner for frodighed, biodiversitet for den samlede landsbyskare.
Stepping har med interesse fulgt med i de kommunale ”Vild med Vilje” projekter, og synes det kunne være spændende at finde et par gode modeller til at øge biodiversitet og frodighed i landsbyerne.
Samtidig er der kendskab til hvordan der i mange lokalsamfund er gjort forsøg med at så blomsterblandinger, ofte smukt det første år – men ikke bæredygtigt de følgende.
Landsbyrådet ønsker at forskønne Stepping ved at finde udvalgte områder i byen, hvor der gennem ændret drift og evt. anlægsmæssig indsats kan udvikles et frodigt dække af ”vilde blomster”, til glæde for beboere og naturen.
Landsbyforum indstiller, at der bevilges 5.000 kr. – samt støtte fra forvaltningen – til undersøgelse og forsøg med udvikling af bæredygtigt urtedække i landsbyskala.