Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
30-01-2019 13:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget |
Sted: |
Mødelokale 1.2 Vest |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 17/4467
Resumé
Der blev afsat 500.000 kr. i budget 2017 til arbejdet med realisering af en forlængelse af Troldhedebanestien fra Ferup til Hundsholt og til fejringen af Troldhedebanens 100 års jubilæum.
En mindre del af økonomien blev anvendt til fejringen af Troldhedebanens 100 års jubilæum i august 2017. Der blev desuden indkøbt afmærkningspæle til stiprojektet, og resten af midlerne (450.000 kr.) blev overført til budget 2018 til arbejdet med forlængelsen af Troldhedebanestien fra Ferup til Hundsholt.
Lokale ildsjæle har arbejdet med etableringen af stien gennem flere år og har dannet foreningen Troldhedebanestien af 2013. Forvaltningen har samarbejdet med foreningen om at realisere projektet, som bl.a. har omfattet indgåelse af lodsejeraftaler.
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at orienteringen om status tages til efterretning,
at det godkendes, at projektet tilrettes således, at Troldhedebanestien forlænges fra Ferup til Kirsbølvej.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 30-01-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
Foreningen for Troldhedebanestien af 2013 og forvaltningen har i en årrække arbejdet på at forlænge Troldhedestien fra Ferup til Hundsholt. Det har imidlertid vist sig, at det ikke er muligt at indgå frivillige aftaler med alle lodsejere på strækningen. Derfor etableres og gennemføres en stiforbindelse på delstrækningen fra Ferup til Kirsbølvej, da det på nuværende tidspunkt desværre ikke er muligt at skabe en forbindelse helt til Hundsholt. Det er dog muligt via eksisterende vejnet at komme fra Kirsbølvej via Fynslund til Hundsholt. Se nedenstående kort.
Der er modtaget tilbud fra to entreprenører på etablering af sti på strækningen mellem Ferup og Kirsbølvej, som ligger lidt over budgettet på 450.000 kr. Der er en god opbakning til projektet i foreningen, hvorfor forvaltningen har indledt en dialog med dem om hvilke praktiske opgaver og elementer af projektet de evt. selv vil kunne løse for at få projektet realiseret inden for budgettet. Efterfølgende er de involverede entreprenører indstillede på at give et nyt bud på baggrund af en mere præcis opgaveformulering.
Stien bliver etableret som en 2 meter bred grussti med ruteafmærkning. Den fremtidige drift af stien vil blive udført af Foreningen for Troldhedestien mod at Kolding Kommune leverer de nødvendige materialer til formålet.
Forvaltningen anbefaler, at projektet tilrettes således, at Troldhedestien forlænges fra Ferup til Kirsbølvej samt at projektet søges realiseret inden for nuværende budget på 450.000 kr. ved at foreningen og lodsejerne selv udfører en række praktiske opgaver.
For at undgå udgifter til afgrødeerstatning er det aftalt med de berørte lodsejere, at stien etableres umiddelbart efter høst.
Kort, der viser forlængelsen af Troldhedebanestien. Den grønne linje viser den eksisterende Troldhedebanesti, der går fra Kolding by til Ferup. Den røde linje viser den planlagte forlængelse af Troldhedestien fra Ferup til Kirsbølvej.
Sagsnr.: 18/28094
Resumé
TREFOR Varme A/S har på foranledning af Huscompagniet Sønderjylland A/S udarbejdet et projektforslag vedrørende fjernvarmeforsyning af nyt boligområde jf. lokalplan 0531-100, Sletteskovvej, Nr. Bjert, Kolding.
Området er beliggende umiddelbart nord for lokalplan 0531-19, hvortil fjernvarmeforsyning blev godkendt i 2017. Da området ligger op af eksisterende fjernvarmeområde, kan projektet gennemføres ved en forlængelse af fjernvarmerørene.
Projektforslaget reducerer den samfundsøkonomiske omkostning med ca. 26%, i forhold til hvis området bliver forsynet med individuelle luft-til-vand varmepumper.
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at projektforslaget godkendes.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 30-01-2019
Godkendt.
Sagsfremstilling
I henhold til varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen skal kommunen forinden godkendelse af et projekt lave en samfundsøkonomisk, energimæssig og miljømæssig vurdering. Kommunen skal sørge for at projektet ud fra en konkret vurdering er det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt.
Projektforslaget er udarbejdet som alternativ til referencen, som er individuel opvarmning baseret på en standard luft til vand varmepumpe. Alle beregninger er foretaget over en 20-årig periode.
Projektområdet er planlagt til at omfatte 31 boligenheder opført som åben lav bebyggelse. Området antages fuldt udviklet over en 10-årig periode, og det forventes at 90% af de opførte boligenheder bliver tilsluttet fjernvarmeforsyning.
Da området ligger op ad et eksisterende fjernvarmeforsynet område, kan projektet gennemføres ved en forlængelse af fjernvarmerørene. Allerede ved etablering af anlægsarbejdet for fjernvarmeforsyning af det tilstødende lokalplanområde 0531-19, blev der ved ledningsdesignet taget højde for en områdeudvidelse, og således er fjernvarmenettet forberedt til også at skulle fjernvarmeforsyne området for lokalplan 0531-100.
Billedet viser projektets områdeafgrænsning.
Der forventes ikke behov for arealafståelse i forbindelse med realisering af projektet, da fjernvarmeledningsanlægget anlægges i offentlige og/eller fælles arealer.
Økonomi: Projektforslaget vil være til økonomisk fordel for kunderne. Realisering af projektforslaget reducerer kundernes varmeomkostninger med ca. 3% i forhold til referencen (ca. kr. 200,- om året). Projektforslaget er lavet som alternativ til referencen, som er individuel opvarmning baseret på en standard luft til vand varmepumpe.
Varmeforsyningsprojekter skal være i selskabsøkonomisk balance for ikke at belaste selskabets bestående kunder. Projektforslaget resulterer i et internt afkast på ca. 10%. Ifølge hvile-i-sig-selv princippet kommer en selskabsøkonomisk fordel kunderne til gode i form af billigere varmepriser.
Projektforslagets miljømæssige konsekvenser vil resultere i en reduceret udledning af CO2- ækvivalenter, SO2 og partikler, hvorimod NOx-emissionen forøges. Omkostningerne forbundet med miljøbelastningen er indregnet i det samfundsøkonomiske resultat.
I henhold til projektbekendtgørelsens bestemmelser skal det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt godkendes, og projektforslaget indstilles derfor til godkendelse.
Der er lavet en følsomhedsanalyse for projektets økonomi. Analysen viser, at projektet er robust overfor afvigelser i beregningsforudsætningerne.
Projektet er blevet miljøscreenet i forhold til evt. VVM-pligt, og der er truffet afgørelse om ikke-VVM-pligt.
Sagsnr.: 18/16319
Resumé
Forslaget til Lokalplan 0021-15, Bypark øst – et boligområde samt kommuneplantillæg 22 har været offentligt fremlagt i perioden 10. oktober 2018 til 5. december 2018. Ved indsigelsesfristens udløb havde forvaltningen ikke modtaget indsigelser. Der er indkommet to bemærkninger, som giver anledning til mindre suppleringer i redegørelsen.
Formålet med lokalplanen og kommuneplantillægget er:
- at skabe mulighed for en ny randbebyggelse i Byparken
- at sikre , at bebyggelsen fremstår som en ensartet helhed
Sagen behandles i
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Forslag
By- og udviklingsdirektøren foreslår,
at Lokalplan 0021-15, Bypark øst – et boligområde samt kommuneplantillæg 22 vedtages endeligt med mindre ajourføring af redegørelsen vedr. økologiske forbindelser og §4 arter.
Beslutning Plan-, Bolig- og Miljøudvalget den 30-01-2019
Forslaget indstilles til godkendelse.
Sagsfremstilling
Lokalplanen (med tilhørende kommuneplantillæg) er kategoriseret som en A-lokalplan jævnfør A, B, C kategoriseringen, hvilket betyder, at det er Byrådet, der har kompetence til at træffe beslutning om endelig vedtagelse af lokalplanen (med tilhørende kommuneplantillæg).
Politiske fokusområder m.m.
Helhedsplanen understøttes ved at etablere nye attraktive boliger tæt på bymidten.
Projektet indeholder klimatiltag som LAR-løsninger, der afleder overfladevand til det nyetablerede klimaprojekt.
Lokalplanen understøtter arkitekturstrategien ved at have fokus på materiale af høj standard og landskabsmæssig arkitektonisk sammenhæng mellem bebyggelse og parkanlæg.
Bebyggelsen skal efter helhedsplanens intentioner skabe en synlig afgrænsning af parkområdet mod syd (på samme måde som bebyggelsen ved Troldhedevej) Samtidig er den overordnede afgrænsning af boligområdet planlagt i sammenhæng med skræntanlægget i klimaprojektets sydlige del. LAR-løsninger med synlig afledning af overfladevand vil skabe en synlig sammenhæng mellem områderne. Samtidig vil der være nøje sammenhæng mellem stier til boligerne og den offentlige adgang til parkområdet, og parkens grønne struktur trækkes ind i bebyggelsen.
Lokalplanens indhold
Lokalplanen fastsætter bestemmelser for en bebyggelse på 6 punkthuse til boligformål. Højden er mellem 3 og 5 etager. Bebyggelsen fremtræder hovedsageligt i rødt tegl. Tage udformes som saddeltage – dog med mulighed for tagterrasser.