Dagsorden eller referat
Liste med Dato, udvalg, sted samt pdf udgave af dagsordenen til download.
Dato: |
20-02-2020 15:00:00 |
---|---|
Udvalg: |
Koldings Arbejdsmarkedsråd |
Sted: |
Business Kolding, Pakhuset |
Pdf: |
|
Sagsnr.: 20/3935
Resumé
Administrerende direktør Morten Bjørn Hansen præsenterer og viser rundt ved Business Kolding.
Sagen behandles i
Koldings Arbejdsmarkedsråd.
Forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Koldings Arbejdsmarkedsråd den 20-02-2020
Orienteringen blev taget til efterretning.
Per Lynnerup
Jesper Vera Christensen
Sagsfremstilling
Business Kolding fungerer som det primære bindeled mellem Kolding Kommune og erhvervslivet i Kolding og skal medvirke til at skabe vækst og udvikling i erhvervslivet i kommunen. Business Kolding samarbejder med virksomheder, uddannelsesinstitutioner, offentlige aktører og organisationer og bringer parterne sammen.
Hos Business Kolding kan virksomhederne får vejledning, deltage i netværk og events og deltage i erhvervsudviklingsprojekter, og borgere kan få hjælp til iværksætteri og etablering af en virksomhed. Rådgivninger er for allerede etablerede virksomheder og nye tilflyttere til kommunen.
Administrerende direktør Morten Bjørn Hansen præsenterer og viser rundt ved Business Kolding.
Sagsnr.: 15/12505
Resumé
Business Kolding har udviklet et analyseberedskab for at kvalificere den lokale erhvervsfremme. På mødet vil hovedresultaterne fra Business Koldings analyser præsenteres: Udvikling i erhvervsstruktur, pendlertal, udenlandsk ejerskab af virksomheder og konjunkturprognose med vækstbarrierer.
Analyserne viser bl.a.:
- Mens beskæftigelsen stiger inden for de fleste brancher, står bygge- og anlægsbranchen stille i Kolding Kommune.
- Andelen af samlet beskæftigelse i CVR-numre i Kolding kommune, som er udenlandsk ejede, er på 32 %. Det er markant højere end i resten af trekantområdet
- En survey blandt virksomhederne i Kolding viser, at en af vækstbarriererne er udfordringen med at rekruttere arbejdskraft.
Der ønskes en diskussion i Arbejdsmarkedsrådet af:
- Hvad der kan gøres for at løfte beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren?
- Hvad det betyder for Kolding og arbejdsmarkedet, at udenlandsk ejerskab vokser?
- Hvad gøres der lokalt for at modgå flaskehalse på arbejdsmarkedet?
Sagen behandles i
Koldings Arbejdsmarkedsråd.
Forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at rådet drøfter oplægget.
Beslutning Koldings Arbejdsmarkedsråd den 20-02-2020
Rådet drøftede oplægget, bl.a. beskæftigelsen inden for bygge & anlæg, udfordringerne med at få de studerende til at bosætte sig i Kolding og mere fokus på erhvervsturisme for at tiltrække virksomheder til kommunen.
Per Lynnerup
Jesper Vera Christensen
Sagsnr.: 20/1407
Resumé
Kolding Arbejdsmarkedsråd inviteres til at deltage i dialogproces om udviklingen af Koldings havneområder.
Den 18. december 2019 underskrev Byrådets partier og løsgænger en hensigtserklæring vedrørende udviklingen af Koldings havneområder (se bilag).
På baggrund af denne hensigtserklæring gennemføres i løbet af de kommende måneder en dialogproces med borgere, virksomheder og andre interessenter. Hovedtemaerne for dialogprocessen er ’mere by’ og grønnere havn’. Input fra dialogprocessen vil blive brugt i arbejdet med en ny politisk vision for udviklingen af Koldings havneområder.
Projektleder Lene Lindberg Marcussen og Design, innovationskonsulent Sandra Bundgaard, samt Områdechef for Plan, Byg og ejendomme Karin Niemann-Christensen deltager i mødet.
Sagen behandles i
Koldings Arbejdsmarkedsråd.
Forslag
By- og Udviklingsdirektøren foreslår,
at Koldings Arbejdsmarkedsråd drøfter oplægget.
Beslutning Koldings Arbejdsmarkedsråd den 20-02-2020
Rådet drøftede oplægget med fokus på en afsøgning af muligheder og begrænsninger inden for planloven, høringsproces med inddragelse af relevante parter, vision for området og erfaringer fra andre kommuner, der har været igennem en lignende proces.
Per Lynnerup
Jesper Vera Christensen
Sagsfremstilling
Den 18. december 2019 underskrev Byrådets partier og løsgænger en hensigtserklæring vedrørende udviklingen af Koldings havneområder (se bilag).
Hensigtserklæringen indeholder tre punkter:
- Det er fortsat hensigten, at erhvervshavnen, by og fjord bindes sammen i en udvikling af havneområdet.
- Havneområdet udvikles med boliger, erhverv, kultur og rekreative områder, hvorved der bliver mere by og grønnere havn.
- En grøn og bæredygtig udvikling af havneområdet sker på baggrund af dialog med interessenter og i en åben dialog.
På baggrund af denne hensigtserklæring gennemføres i løbet af de kommende måneder en dialogproces. Hovedtemaerne for dialogprocessen er ’mere by’ og grønnere havn’. Input fra dialogprocessen vil blive brugt i arbejdet med en ny politisk vision for udviklingen af Koldings havneområder.
På mødet orienteres om udviklingen af havneområdet og om den igangsatte dialogproces. Derudover lægges op til en dialog og drøftelse af spørgsmål, der relaterer sig til udviklingen af Koldings havneområder, herunder betydningen for beskæftigelse, erhvervsliv m.v. indenfor Kolding Arbejdsmarkedsråds interesseområder. Udvalgets bidrag vil indgå i den politiske visionsproces.
Projektleder Lene Lindberg Marcussen og Design, innovationskonsulent Sandra Bundgaard, samt Områdechef for Plan, Byg og ejendomme Karin Niemann-Christensen deltager i mødet.
Bilag
Sagsnr.: 19/34565
Resumé
Hansenberg, IBC, SOSU-skolen, FGU og Ungecenter Kolding er gået sammen om at lave et fælles koncept, som skal hjælpe flere unge til at komme i gang med en erhvervsuddannelse.
Det fælles koncept går ud på, at der udbydes seks nye forberedende forløb, som retter sig mod flere forskellige brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft. Disse forberedende forløb kaldes Grundforløb Plus (GF+).
Samtidigt tilbydes unge med faglige udfordringer et kompetenceløft, så de efterfølgende kan blive optaget på et af GF+ forløbene. Derefter kan de komme i gang med en ordinær erhvervsuddannelse.
På mødet fortæller ungechefen, skolechefen på HANSENBERG og direktøren fra FGU Kolding & Vejen om samarbejdet og det nye koncept.
Sagen behandles i
Orientering i Børne- og Uddannelsesudvalget den 5/2 2020, Arbejdsmarkedsudvalget den 6/2 2020 og Koldings Arbejdsmarkedsråd d. 20. februar (til orientering).
Forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Arbejdsmarkedsudvalget den 06-02-2020
Orienteringen blev taget til efterretning.
Benny Dall
Beslutning Koldings Arbejdsmarkedsråd den 20-02-2020
Orienteringen blev taget til efterretning.
Per Lynnerup
Jesper Vera Christensen
Sagsfremstilling
HANSENBERG, IBC, SOSU-skolen, FGU og Ungecenter Kolding er gået sammen om at lave et fælles koncept, ’Vejen til faglært’, som skal hjælpe flere unge til at komme i gang med en erhvervsuddannelse.
’Vejen til faglært’ går ud på, at der udbydes seks nye forberedende forløb, som retter sig mod flere brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft. Disse forløb kaldes Grundforløb Plus (GF+).
Samtidigt tilbydes unge med faglige udfordringer et kompetenceløft, så de efterfølgende kan blive optaget på et af GF+ forløbene. Derefter kan de komme i gang med en ordinær erhvervsuddannelse.
Der er dog også nogle unge, som ikke er klar til at tage en erhvervsuddannelse. Disse unge tilbydes i stedet nogle mindre kompetenceløft, så de, via ufaglærte jobs, kan få erfaringer med forskellige brancher. På sigt kan det bane vejen for en erhvervsuddannelse.
GF+ i Kolding
GF+ er et nyt tilbud til uafklarede unge eller unge, der har behov for opkvalificering af deres generelle, almene og erhvervsfaglige kompetencer forud for valg af erhvervsuddannelse. Det kan blandt andet være unge, der har været ude af uddannelsessystemet i en periode og dermed har behov for at blive introduceret til skoleundervisning igen.
Formålet med GF+ er at afklare de unge og gøre dem parate til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse. Forløbet varer 10 uger, og efter gennemførelse kan de fortsætte direkte på det ordinære erhvervsuddannelsesforløb.
De unge, der tilbydes et GF+ forløb, vil eksempelvis kunne findes blandt FGU’s elever og blandt de ledige unge, der er i kontakt med Ungecenter Kolding.
Uddannelsesinstitutionerne vil udbyde seks forskellige GF+ forløb, der retter sig imod brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft:
- Byggeri, transport og produktion (HANSENBERG)
- Digitale medier og visuel kommunikation (HANSENBERG)
- Mad, sundhed, dyr og gartneri (HANSENBERG)
- Fødevarer, jordbrug og oplevelser (IBC)
- Kontor, handel og forretningsservice (IBC)
- Social og sundhed (SOSU-skolen).
Under forløbene kan de unge også få mulighed for at komme i praktik, og derved lære mere om brancherne. Ligeledes vil Ungecenter Kolding kunne tilbyde mentorstøtte mv. såfremt de unge har behov for det.
Kompetenceløft inden GF+
Hvis de unge skal kunne optages på et GF+ forløb, så skal det være mere end 2 år siden, at de har afsluttet 9. eller 10. klasse. Derudover skal de have mindst 02 i dansk og matematik fra folkeskolens afgangsprøver. Det er ikke alle unge, der har 02 i de to fag.
Derfor vil samarbejdspartnerne tilbyde de unge et kompetenceløft, så de opnår de krævede karakterer og derved kan optages på GF+.
Kompetenceløftet udbydes af FGU samt CSVs ’Eksamenshold’, som laves i samarbejde med VUC. Det første kompetenceløft ventes gennemført i februar og marts 2020. De unge, der gennemfører det, vil være klar til GF+ i april 2020.
Unge til ufaglærte jobs
Der er dog også nogle unge, som ikke er klar til at tage en erhvervsuddannelse. Disse unge tilbydes i stedet nogle mindre kompetenceløft, så de via ufaglærte jobs kan få erfaringer med forskellige brancher. På sigt kan det bane vejen for en erhvervsuddannelse.
Baggrunden for det fælles koncept
GF+ er en del af den politiske aftale ”Fra folkeskole til faglært – Erhvervsuddannelser til fremtiden”, som blev vedtaget i folketinget i november 2018.
’Vejen til faglært’ er en del af den samlede ’2020-plan for flere faglærte unge’ i Kolding.
Derudover vil ’Vejen til faglært’-konceptet erstatte ”Landbrug som levevej”, der også var et brancherettet forløb.
På mødet fortæller ungechefen, skolechefen på HANSENBERG og direktøren fra FGU Kolding & Vejen om samarbejdet og det nye koncept.
Sagsnr.: 19/16107
Resumé
Fremskrivninger viser at social- og sundhedsområdet (SOSU) inden for en kort årrække vil mangle hænder. Koldings Arbejdsmarkedsråd ønsker derfor og som led i udmøntningen af Kolding Kommunes ’Arbejdsmarkedspolitik’ og ’Politik for kvalificeret arbejdskraft og virksomhedsservice’, at igangsætte en kampagne der har til hensigt, at flere ledige skal informeres om og motiveres til at påbegynde en social- og sundhedsuddannelse.
SOSU kampagnen skal fortælle de ledige om uddannelsernes indhold, samt at mulighederne for job efter endt uddannelse er rigtig gode, da området oplever mangel på arbejdskraft.
Desuden skal kampagnen lægge op til et afklarings- og opkvalificeringsforløb for ledige, der har interesse i SOSU faget. Forløbet ’Klar til SOSU’ består af 20 dages AMU kursus på social- og sundhedsskolen, samt 15 dages praktik på social- og sundhedsområdet.
Jobcenter Kolding ansøger hermed Koldings Arbejdsmarkedsråd om kr. 15.000 til kampagneaktiviteter, der skal understøtte arbejdet i at informere og motivere ledige om mulighederne for at uddanne sig til social- og sundhedsassistent eller –hjælper.
Sagen behandles i
Kolding Arbejdsmarkedsråd.
Forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at Koldings Arbejdsmarkedsråd drøfter SOSU kampagnen, og
at rådet bevilger kr. 15.000 til udførelse af kampagnen.
Beslutning Koldings Arbejdsmarkedsråd den 20-02-2020
Godkendt.
Per Lynnerup
Jesper Vera Christensen
Sagsfremstilling
På Koldings Arbejdsmarkedsråds møde i september 2019 blev det besluttet at iværksætte tre kampagner for at skabe yderligere opmærksomhed omkring hhv. ’Ny Mesterlære’, en fremtid inden for metal, byggeri og industri, samt social- og sundhedsuddannelserne (SOSU). Rådet blev præsenteret for ønsket om at igangsætte SOSU kampagnen, men at ansøgning til finansieringen af kampagnen skulle vente til Koldings Arbejdsmarkedsråds møde i februar 2020.
Prognoser viser, at social- og sundhedsområdet inden for de næste år vil mangle hænder, hvorfor der er behov for at øge opmærksomheden på uddannelsen til både social- og sundhedsassistent eller –hjælper.
For at imødekomme SOSU områdets efterspørgsel af kvalificeret arbejdskraft anbefales det derfor nu, at igangsætte SOSU kampagnen, der skal informere om og motivere ledige til at påbegynde en social- og sundhedsuddannelse. SOSU kampagnen er dermed helt i overensstemmelse med ’Politik for kvalificeret arbejdskraft og virksomhedsservice’, der i høj grad lægger vægt på opkvalificering af ledige inden for brancher, der mangler kvalificeret arbejdskraft.
Fokus i kampagnen
Fokus i kampagnen rettes mod den højere livsindkomst som faglært, og hvordan en uddannelse inden for social- og sundhedsområdet øger den personlige markedsværdi på jobmarkedet. Da social- og sundhedsområdet mangler faglært arbejdskraft, er uddannelsen til social- og sundhedsassistent eller -hjælper en hurtig vej til beskæftigelse og en stabil løn.
I forbindelse med kampagnen vil der blive udarbejdet:
- Markedsføringsmateriale af social- og sundhedsuddannelserne, som vil blive annonceret på infoskærme på alle jobcentres adresser
- Opslag på ”Stig på” - Facebookside med ledige der har taget uddannelsen. Formålet er at promovere uddannelserne, samt at fortælle ’den gode historie’ omkring, hvad arbejdet på SOSU området indbefatter
- Pjecer/flyers og rollups som vil indeholde faktaboks med løninformationer og SOSU-uddannelsesforløbet og bliver placeret på jobcentrets adresser
- Tekster og materialer udarbejdes i samarbejde med FOA, og bliver udleveret på møder med de ledige.
’Klar til SOSU’ - afklarings- og opkvalificeringsforløb for ledige
Desuden skal kampagnen lægge op til Jobcenter Koldings afklarings- og opkvalificeringsforløb for ledige, der har interesse i SOSU faget. Forløbet ’Klar til SOSU’ består af 20 dages AMU kursus på social- og sundhedsskolen, samt 15 dages praktik på social- og sundhedsområdet.
Formålet med forløbet er, at deltagerne bliver afklaret om, social- og sundhedsområdet er en karrierevej for dem. Samtidig opnår deltagerne kompetencer til at blive ansat som vikar i Kolding Kommunes seniorområde.
Håndholdt indsats
For at motivere ledige til en karrierevej inden for SOSU området eller til Jobcenter Koldings afklarings- og opkvalificeringsforløb vil jobcentret etablere:
- Screening af jobcentres ledige
- Inspirationsture til SOSU skolen, samt plejecentre
- Virksomhedspraktik og løntilskud.
Kampagnen bliver gennemført vinteren/foråret 2020.
Der ansøges om kr. 15.000 til kampagnen.
Sagsnr.: 19/17685
Resumé
Virksomhedskontakten arbejder løbende på at understøtte virksomhedernes rekruttering af kvalificeret arbejdskraft, samt på at gøre samarbejdet med jobcentret så nemt som muligt vedrørende rekruttering, arbejdsgiverrefusion eller fastholdelse.
I forhold til rekruttering benytter virksomhederne sig, i stigende grad af digitale platforme og sociale medier. For at møde virksomhederne hvor de er, formidler Virksomhedskontakten jobcentrets services og ydelser via LinkedIn, Facebook, fx omkring opkvalificeringskampagner og konkrete CV’er. Desuden udsendes Virksomhedskontaktens nyhedsbrev til ca. 3.800 virksomheder.
Der udarbejdes en handleplan for 2020 omkring digitaliseringen af Virksomhedskontakten for herigennem at målrette og kvalificere kontakten til virksomheder via digitale platforme.
Sagen behandles i
Arbejdsmarkedsudvalget og Koldings Arbejdsmarkedsråd (orientering).
Forslag
Børne-, Uddannelses– og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at Arbejdsmarkedsudvalget godkender handleplanen.
Beslutning Arbejdsmarkedsudvalget den 06-02-2020
Godkendt med den tilføjelse at udvalget får en status til august, heri også med et fokus på, hvordan borgerne præsenteres for jobmulighederne.
Tobias K. J. Jørgensen
Benny Dall
Beslutning Koldings Arbejdsmarkedsråd den 20-02-2020
Rådet godkendte orienteringen og drøftede det nye nyhedsbrev fra Jobcenter Kolding, hvor der bl.a. er vedhæftet cv´er.
Per Lynnerup
Jesper Vera Christensen
Sagsfremstilling
Med afsæt i indsigter fra designprocessen i 2018 omkring virksomhedernes samarbejde med Kolding Jobcenter og den efterfølgende vedtagne ”Politik for Kvalificeret Arbejdskraft og Virksomhedsservice”, arbejder Virksomhedskontakten løbende på at udvikle samarbejdet med virksomhederne. Et arbejde, der har et målrettet fokus på at understøtte virksomhedernes vækst gennem hjælp til rekruttering af arbejdskraft, opkvalificering og uddannelse samt gøre det nemt at samarbejde med jobcentret. Her er digitalisering en vigtig del i udviklingen af samarbejdet. Ikke mindst fordi virksomhederne i stadig stigende omfang bruger digitale platforme til rekruttering, ligesom der er en vækst i de digitale løsninger, som offentlige aktører tilbyder virksomhederne.
Jobcentret etablerede Virksomhedskontakten i foråret 2019. Virksomhederne har hermed fået én indgang, hvor alle henvendelser kan gå igennem, hvis virksomhederne ønsker det. Det kan eksempelvis være til hjælp i forbindelse med rekruttering, arbejdsgiverrefusion eller fastholdelse. Derved er det blevet nemmere for virksomhederne at finde ind til jobcentret i kommunens mange kontaktpunkter.
Fra andet halvår af 2019 har Virksomhedskontakten arbejdet på at få de første erfaringer med formidling af services og ydelser på digitale platforme. Det være sig sociale medier som LinkedIn og Facebook, samt via elektroniske nyhedsbreve:
- På LinkedIn er profilen ’Jobcenter Kolding – Virksomhedskontakten’ siden opstarten pr. 1. september 2019 og frem til 15. januar 2020 nået op på 400 følgere. Det er målsætningen, at der ved udgangen af 2020 er 1.000 følgere.
- På Facebook har Virksomhedskontaktens profil ”Stig På” 10.000+ følgere. Profilen ”Jobcenter Kolding” har 241 følgere. Der er fokus på, hvordan Facebook profilerne skal udnyttes, og om de eventuelt skal omlægges.
- Virksomhedskontaktens nyhedsbrev sendes til ca. 3.800 virksomheder i Kolding Kommune. Vores målsætning er, at åbningsraten bliver 50%.
Formålet er, at virksomhederne løbende bliver gjort opmærksom på muligheden for èn indgang til jobcentret, og får på enkel vis præsenteret de muligheder, der ligger i samarbejdet med jobcentret. Læringen er her, at jo mere konkret og løsningsorienteret Virksomhedskontakten er i kommunikationen på disse platforme, jo større værdi tillægger virksomhederne det.
Handleplanen for 2020
Handleplanen for den videre udvikling af Virksomhedskontakten i 2020 omfatter nedenstående udviklingstiltag:
- Betalt markedsføring på de sociale medier fået mulighed for at måle på nye parametre såsom, visningsgrad, klik og CTR. Herved får vi data på kendskabsgrad, positiv leadgenerering og loyalitetsniveauet over for Jobcenter Kolding. En viden der skal benyttes i yderligere udvikling og målretning af jobcentrets kampagner, projekter og nyhedsbreve.
- Online kampagner vedr. rekruttering, småjobs, uddannelse- og opkvalificeringsforløb, samt Jobdating.
- Materiale omkring diverse tiltag vil i stigende grad blive eksponeret gennem online flyers, i stedet for trykt materiale.
- En systematik i formidling af konkrete og brancherettede CV.
- Fortsat udbredelse af de gode historier over for borgere såvel som virksomheder omkring den kompetente arbejdskraft og jobs.
På udvalgsmødet holder arbejdsmarkedschef Jakob Gudbrand et kort oplæg omkring konkrete eksempler på kampagner og indhold.
Sagsnr.: 19/16117
Resumé
Som en del af forenklingsreformen er der igangsat et landsdækkende A-kasse forsøg, hvor A-kasserne overtager forløbet for de ledige i deres første tre måneders ledighed. I Kolding kommune har således 5 A-kasser fået tilladelse til at have ansvaret for kontaktforløbet for dagpengemodtagere i en 4-årig periode fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2023. Det drejer sig om Dansk Metal, 3F, FOA, BUPL A-kasse og Socialpædagogernes A-kasse.
Det samlede antal ledige, på tværs af alle A-kasser og med op til 13 ugers ledighed, er på 530 opgjort primo januar 2020. Heraf er der 139 ledige, som omfattes af A-kasseforsøget med de fem nævnte A-kasser.
Der er afholdt samarbejdsmøder mellem Jobcenter Kolding og de respektive A-kasser, og derigennem er der sat en overordnet ramme for samarbejdet omkring kontaktforløbet.
Samtidig er der planlagt en procedure for, hvordan og hvornår ledige overdrages til jobcentret, både når ledige af A-kassen vurderes til at have komplekse problemstillinger og ved udgangen af de første tre måneder.
Desuden har møderne mellem jobcentret og A-kasserne afdækket områder, som der i det fremadrettede samarbejde skal rettes opmærksomhed mod.
Sagen behandles i
Arbejdsmarkedsudvalget og Koldings Arbejdsmarkedsråd (orientering).
Forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen om A-kasse forsøget til efterretning.
Beslutning Arbejdsmarkedsudvalget den 16-01-2020
Orienteringen blev taget til efterretning.
Beslutning Koldings Arbejdsmarkedsråd den 20-02-2020
Orienteringen blev taget til efterretning. Der meldes om en rolig opstart med enkelte it-udfordringer.
Per Lynnerup
Jesper Vera Christensen
Sagsfremstilling
Som en del af forenklingsreformen er der igangsat et landsdækkende A-kasse forsøg, hvor A-kasserne overtager forløbet for de ledige i deres første tre måneders ledighed. Samtidig forpligter A-kasserne sig til at tage kontakt til jobcentret tidligt i forløbet, hvis en ledig vurderes til at have komplekse problemstillinger.
I Kolding Kommune har således 5 A-kasser fået tilladelse til at have ansvaret for kontaktforløbet for dagpengemodtagere i en 4-årig periode fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2023. Det drejer sig om Dansk Metal, 3F, FOA, BUPL A-kasse og Socialpædagogernes A-kasse.
Kort om kontaktforløbet i A-kassen
Målgruppen for kontaktforløb med A-kasserne er ledige dagpengemodtagere, som vurderes ikke at have komplekse problemstillinger. Dette betyder, at der skal laves en vurdering inden for 14 dage fra første ledighedsdag i forhold til, om den enkelte ledige skal omfattes af et kontaktforløb i A-kassen eller i jobcentret. Hvis den ledige vurderes at have særlige problemstillinger, der kalder på særlig støtte, skal den ledige inden for 14 dage tilknyttes en jobrådgiver på jobcentret.
Det er forudsat i forsøget, at A-kasserne kan starte kontakten til medlemmet i opsigelsesperioden, men tre-måneders-perioden løber fra ledighedstidspunktet, det vil sige fra det tidspunkt, hvor medlemmet har tilmeldt sig jobcentret som ledig og er indplaceret i en dagpengeperiode. Dette betyder, at A-kasserne reelt har mulighed for at bistå ledige med vejledning og jobsøgning allerede fra opsigelsestidspunktet.
Fælles for alle A-kasserne er følgende:
- Senest 14 dage efter tilmelding kontakter A-kassen jobcentret, når en ledig skal tilknyttes kontaktforløbet i jobcentret.
- Minimum tre samtaler i løbet af de første tre måneder efter tilmelding. Heraf skal den ene være en fællessamtale mellem borger, A-kasse og jobcenter.
- Fællessamtalen er med alle A-kasserne aftalt til at finde sted mellem 11 og 12 ugers ledighed.
Opmærksomhedspunkter omkring samarbejdsaftalerne:
- Tre af A-kasserne ønsker, at fællessamtalerne mellem jobcentret og A-kassen afholdes på A-kassernes adresser.
- Der er forskel på A-kassernes tilgang til vurdering af de ledige med komplekse udfordringer.
- Der er forskel i tilgangen til brugen af den virksomhedsrettede indsats.
- Jobcenter Kolding har i aftalerne opfordret til brugen af A-B-C job strategien, samt skabelon til ansøgning om bevilling af uddannelse og kurser, så de ledige oplever en ensrettet tilgang hertil.
- Enkle A-kasser anvender deres eget profilafklaringsskema, som de selv har udviklet, frem for det fra STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering).
- Jobcentret skal bevillige kurser og uddannelser for ledige, der ikke er et kontaktforløb med.
- A-kasserne har i den opsagte medarbejders opsigelsesperiode mulighed for at samarbejde med medarbejderne omkring opkvalificering, jobsøgning, A-kasseindsatser mm.
- A-kasserne har et specielt branchekendskab inden for deres områder.
- Den ledige er i de første 3 måneder kun i kontakt med ”ét system”.
Opfølgning på forsøget
Det er aftalt med A-kasserne, at der afholdes to årlige møder på ledelsesniveau for at drøfte udviklingen og samarbejdet. Derudover følges forsøget tæt fra STAR med dataopsamling.
De ressourcer, der frigives i jobcentret ved færre samtaler, vil blive anvendt til at kunne øge indsatserne for samme målgruppe uden for A-kasse forsøget. Sammen med investeringen i en øget indsats for de jobklare ledige, vil denne prioritering kunne bidrage til øget effekt.
Antal ledige fra de respektive A-kasser pr. 11. december 2019
Det samlede antal ledige, på tværs af alle A-kasser og med op til 13 ugers ledighed, er på 530 opgjort primo januar 2020. Heraf er der 139 ledige, som omfattes af A-kasseforsøget med de fem nævnte A-kasser.
Siden august 2019 har jobcentret fulgt udviklingen af antallet af ledige for disse A-kasser. Det viser sig, at udviklingen er relativ stationær i forhold til antallet.
A-kasse forsøget indbefatter nyledige, hvorfor fokus skal rettes mod følgende to kategorier, over og under 30 årige, jf. skemaet nedenfor:
- ’Under 13 ugers ledighed U/30 år’
- ’Under 13 ugers ledighed O/30 år’
|
|
|
|
| Under 13 ugers ledighed U/30 år | Under 13 ugers ledighed O/30 år | Samlet antal ledige i A-kasser med i forsøget |
3F | 19 | 58 | 185 |
Metalarbejdernes A-kasse | 9 | 10 | 46 |
FOA | 13 | 14 | 74 |
Socialpædagogernes A-kasse (SLA) | 1 | 3 | 15 |
BUPL A-kasse | 3 | 9 | 35 |
I alt | 45 | 94 | 355 |
Overordnet vurdering af de lediges job- og uddannelsespotentiale
De ledige har vidt forskellige baggrunde og erfaringer, men det er vurderingen, at A-kasserne med fordel kan indtænke uddannelse og opkvalificering for især 3F’s ledige over 30 år. Hovedparten af 3F’s ledige over 30 år er ufaglærte, hvorfor især uddannelsesløft kunne være midlet til at blive faglært og derved komme i arbejde.
Det er kendetegnende for hovedparten af de ledige under 30 år i 3F, samt alle andre ledige i de øvrige A-kasser, at de er faglærte. Derfor kunne korte opkvalificeringskurser for de faglærte være vejen tilbage på arbejdsmarkedet, eventuelt også deciderede brancheskift.
I forhold til at vurdere jobpotentialet er det også vigtigt at se på, hvor efterspørgslen af arbejdskraft er inden for de gældende brancheområder.
Arbejdsmarkedsbalancen i Region Sydjylland viser at flere brancher mangler arbejdskraft og følgende viden er trukket pr. 1. december 2019:
3F
- Brancherne transport og køkken- og tjenerområdet oplever generelt mangel på arbejdskraft eller omfattende mangel på arbejdskraft.
- Brancherne lager og logistik, samt rengøring kategoriseres som et ’paradoksproblem’ i og med, at det er brancher med rekrutteringsproblemer og høj ledighed. For nogle ledige over 30 år, for hvem mange er ufaglærte, kunne uddannelsesløftordningen være en mulighed for at blive faglært inden for ovenstående brancher.
- Der er mangel på arbejdskraft inden for industriel produktion.
Metal
- Der er generelt mangel på arbejdskraft inden for brancherne metal & industri i flere jobfunktioner, særligt mekanikere.
FOA – Fag og Arbejde
- Der er generelt mangel på arbejdskraft inden for social- og sundhedsområdet og omfattende mangel på arbejdskraft for social- og sundhedsassistenter.
SLA – Socialpædagogernes Landsforbunds A-kasse
- Der er gode jobmuligheder for socialpædagoger.
BUPL – Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund
- Der er gode jobmuligheder for pædagoger.
Derved er der et godt afsæt for, at A-kasserne kan forkorte varigheden for deres ledige.
Sagsnr.: 18/1065
Resumé
For at sikre en maksimal inddragelse af Koldings Arbejdsmarkedsråds baglande, orienterer rådets medlemmer på mødet om nyt fra deres organisationer.
Sagen behandles i
Koldings Arbejdsmarkedsråd.
Forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Koldings Arbejdsmarkedsråd den 20-02-2020
Orienteringen blev taget til efterretning.
Per Lynnerup
Jesper Vera Christensen
Sagsnr.: 18/1065
Resumé
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren vil på mødet give en orientering om nyt fra forvaltningen.
Sagen behandles i
Koldings Arbejdsmarkedsråd.
Forslag
Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsdirektøren foreslår,
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning Koldings Arbejdsmarkedsråd den 20-02-2020
Orienteringen blev taget til efterretning.
Per Lynnerup
Jesper Vera Christensen
Bilag
- Status på integrationsområdet, februar 2020
- Bilag til dagsordenspunkt, status på integrationsområdet
- Status på arbejdsmarkedsområdet, februar 2020
- Ledelsesinformation, del 2, februar 2020
- Notat 4 puljer opkvalificering januar 2020
- Dagsordenpunkt Puljeansøgning - Bedre indsats 22-01-2020
- Budget og Regnskab for Koldings Arbejdsmarkedsråd
- Praktikker, voksenlærlinge, løntilskud og IGU 4. kvartal 2019
- Notat - Jobdating d. 31. januar 2020