Den 28. september 2021 besluttede Byrådet at igangsætte projektering og licitation af Vamdrup Kino og Vamdrup Biblioteks fælles projekt ”Vores Hus” i Vamdrup.
Med en donation fra Bent O. Jørgensens fond på 5.735.000 kr. havde projektet et samlet budget på i alt 13.860.000 kr.
Huset bygges og ejes i et fællesskab mellem Vamdrup Kino og Kolding Kommune og visionen er, at huset kommer til at fungere som et åbent hus med et mangfoldigt kulturtilbud til borgere og foreninger i Vamdrup.
Finansieringen bestod af en kommunal bevilling på i alt 6.625.000 kr., en donation fra Bent O. Jørgensens fond på 5.735.000 kr., egenfinansiering fra Vamdrup Kino på 900.000 kr. hvoraf ca. 150.000 kr. kommer fra et sponsorat på isolationsmaterialer til byggeriet og en donation fra Jens Holms Biblioteksfond på 600.000 kr.
Projektet som tidligere er fremlagt for såvel Bent O. Jørgensens fond som Kulturudvalget i Kolding Kommune blev sendt i licitation i februar 2022 og efter anmodning fra Vamdrup Kino blev der i den forbindelse udbudt et ekstra kælderlokale på 50 m2.
Licitationsresultatet forelå mandag den 7.marts, og resultatet var præget af de stærkt stigende materialepriser. Det udbudte projekt inklusiv 50 m2 ekstra kælder ville kræve en ekstra finansiering på i alt 9.357.691 kr.
På den baggrund besluttede Kulturudvalget at annullere licitationen, og afsøge muligheder for yderligere finansiering.
Kolding Kommunes rådgivere pegede på, at et nyt udbud med en ny udbudsform forventeligt kan reducere den samlede entreprisesum. Samtidig har de to parter i byggeriet accepteret besparelsesforslag på det oprindelige byggeri på ca. 1.3 mio. kr.
Den ny udbudsform er en såkaldt hovedentreprise i omvendt licitation, hvilket betyder, at der udbydes til en fast entreprisesum (targetpris). De bydende konkurrerer dermed på at levere mest for pengene og giver mulighed for at byde ind med alternative løsninger, som selvfølgelig opfylder gældende krav. Det kan blive nødvendigt at leve med f.eks. et billigere loft, synlige installationer eller en mere rå overflade. Det er vurderingen baseret på den nuværende markedssituation for nybyggeri kombineret med erfaringer med andre lignende udbud, at den samlede pris ved denne udbudsform kan nedbringes, så byggeriet vil kunne realiseres med en anskaffelsessum på i alt 20.242.791 mio. kr.
Der har derfor været behov for at tilvejebringe en ekstra finansiering på i alt 6.382.791 kr.
Bent O. Jørgensens fond, har givet tilsagn om en ekstra bevilling til Vamdrup Kino på 2.5 mio. kr. mens Jens Holms Biblioteksfond har givet tilsagn om en ekstra bevilling på netto 3 mio. kr.
For Jens Holms Biblioteksfond gælder, at en forudsætning for tilsagnet er, at Kolding Kommune godkender en allonge til den nuværende lejekontrakt mellem Jens Holms Biblioteksfond og Koldingbibliotekerne. Allongen forlænger den nuværende uopsigelighed af lejemålet fra udgangen af 2026 til udgangen af 2032.
Samlet set efterlader de to fondes tilsagn et finansieringsbehov på 900.000 kr. Såfremt disse midler indarbejdes i anlægsoversigten 2023, kan der iværksættes et udbud på en hovedentreprise.