Få styr på affaldshierarkiet
Affaldshierarkiet er affaldsverdenens svar på kostpyramiden – bare omvendt. Vi vil nemlig helst have mest fra toppen og mindst fra bunden. Både i Kolding Kommune, Danmark og i resten af EU hjælper affaldshierarkiet med at prioritere, hvad man gør med affaldet.
Når du kender til affaldshierarkiet, får du måske mere lyst til at sortere dine ting og sager - og skille dem ad - så flere materialer kan flytte højere op i affaldshierarkiet.
Jo mere du sorterer, jo mere kan blive brugt igen.
Modtag Genbrugsfællesskabets digitale minikursus der forklarer, hvorfor det er vigtigt at sortere.
Niveauerne i affaldshierarkiet, som vi opererer ud fra i Kolding Kommune, er:
- Affaldsforebyggelse: Det bedste er at undgå, at der bliver skabt affald. Køb ting af god kvalitet, der holder i mange år, så du på sigt skal købe færre produkter.
- Genbrug: Køb hellere brugt end nyt. Sælg dine gamle ting eller giv dem væk. På den måde er du med til at forlænge levetiden og udskyde ny produktion. Vidste du, at Kolding Kommune også har flere forsøg i gang for at bruge ting og materialer direkte?
- Reparation (forberedelse til genbrug): Brug lidt tid på at reparere din cykel eller dit tøj. På den måde er du med til at mindske produktionen af nye varer og dermed ressourceforbruget.
- Genanvendelse: Hvis din telefon ikke er til at reparere, er den bedste og mest energibesparende løsning at aflevere den på genbrugspladsen. Telefonen bliver skilt ad, smeltet om og brugt i nye telefoner og elektronik. Dermed er du med til at spare på naturens ressourcer, så der ikke skal udvindes og produceres nye dele. Genanvendelse er også, når du sorterer æbleskrog og kyllingeben fra restaffaldet. 12 kilo madaffald kan genanvendes til biogas med samme energiindhold som 1 liter råolie.
- Energiudnyttelse (forbrænding): Ved at brænde affald kan man lave energi i form af elektricitet og varme. Godt 20 % af energien i røgen kan omsættes til el, mens varmeenergien fra afbrænding anvendes til opvarmning af fjernvarmevand, som ender ude i husene.
- Deponi: Affald, der ikke kan genbruges, genanvendes eller brændes, fordi det er er miljøfarligt, bliver gravet ned i jorden på danske deponier. Det gælder blandt andet materialer med asbest, fx tagplader, og PVC, fx badedyr.
Sådan kontakter du os
Redux – Affald og Genbrug
Bronzevej 3
, 6000 Kolding
Telefontider:
Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-16.30