Aktivering når du får dagpenge
Er du arbejdsløs og får dagpenge, har du ret og pligt til at tage imod et tilbud om aktivering
Som arbejdsløs har du ret og pligt til at deltage i et tilbud. Formålet med tilbuddet er at forbedre dine muligheder for at komme i arbejde. Sammen med a-kassen og jobcenteret fastlægger du dit forløb, som beskrives i ”Min Plan”. Du har pligt til at overholde fastlagte forløb for at bevare din ret til dagpenge.
Hvornår skal jeg deltage i et tilbud?
Du vil senest kunne deltage i et tilbud, når du har været ledig i 6 måneder. Mens du deltager i tilbuddet, har du pligt til fortsat at søge arbejde og tage imod arbejde, som a-kassen eller jobcenteret formidler til dig.
Der er 4 former for tilbud:
- virksomhedspraktik
- job med løntilskud
- vejledning og opkvalificering
- nytteindsats.
Tilbud i form af nytteindsats kan du dog kun få, hvis jobcenteret tvivler på din vilje til at medvirke aktivt i indsatsen.
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Hvis du er i virksomhedspraktik eller er under vejledning og opkvalificering, kan du få udbetalt dagpenge, hvis du er medlem af en a-kasse. Hvis ikke du kan få dagpenge, kan du i stedet søge om kontanthjælp fra kommunen.
Hvis du er i job med løntilskud hos en privat arbejdsgiver, får du løn efter den overenskomst, der gælder for det arbejde, du laver. Hvis du er i job med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver, kan du højst få, hvad der svarer til den individuelle dagpengesats i løn.
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Du kan have mulighed for virksomhedspraktik, hvis du er ledig og har vanskeligt ved at få et job på normale vilkår eller et løntilskudsjob. Hvis du er dagpengemodtager, kan virksomhedspraktikken vare op til 4 uger, og du bevarer dine dagpenge under forløbet. Forud for din virksomhedspraktik skal du og jobcenteret og din arbejdsgiver aftale et præcist formål med praktikken. I skal så vidt muligt aftale, at forløbet bliver kombineret med – eller efterfulgt af – ordinære løntimer. Herudover kan formålet med praktikken også være, at du optræner særlige kompetencer eller får afprøvet og afklaret, inden for hvilke fag du ønsker at få job.
Kontakt dit jobcenter for at høre nærmere om virksomhedspraktik.
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Du har mulighed for at blive tilbudt et forløb i nytteindsats hos en offentlig arbejdsgiver, som fx kan være kommunen. Under en nytteindsats indgår du i et arbejdsfællesskab og udfører et stykke samfundsnyttigt arbejde for din forsørgelsesydelse.
Som dagpengemodtager kan du dog kun få nytteindsats som et rådighedsafprøvende tilbud. Det betyder, at tilbuddet gives for at afprøve rådigheden, hvis jobcenteret vurderer, der er tvivl om din aktive medvirken i beskæftigelsesindsatsen.
Et tilbud om nytteindsats kan vare op til 13 uger.
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Du kan blive ansat med løntilskud i en privat eller en offentlig virksomhed. Arbejdsgiveren modtager et tilskud til din løn. Forløbet aftales i samarbejde mellem dig, jobcentret og en virksomhed. Hvis du bliver ansat i et job med løntilskud, skal du fortsat være tilmeldt som ledig i dit jobcenter.
Løntilskud – private virksomheder
Når du har været ledig i 6 måneder, kan du blive ansat med løntilskud hos en privat arbejdsgiver. Du får løn efter den gældende overenskomst eller den løn, der normalt udbetales for det pågældende arbejde. En privat arbejdsgiver kan få udbetalt 88,92 kr. (2024) i løntilskud. Du kan blive ansat i op til 6 måneder med løntilskud.
Løntilskud – offentlige virksomheder
Når du har været ledig i 6 måneder, har du mulighed for at blive ansat med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver. Du får en fast timeløn, som er 138,16 kr. (2024), og får udbetalt løn, som svarer til din ydelse som ledig. Dog får du fuld pension af den løn, du ville have fået, hvis du havde været almindeligt ansat.
For dagpengemodtagere kan perioden med ansættelse i en offentlig virksomhed med løntilskud maksimalt vare i 4 måneder hos den samme arbejdsgiver.
Arbejdstiden fastsættes individuelt, men vil fx for en fuldtidsforsikret være på 37 timer. Det er også muligt at søge om befordringsgodtgørelse.
Arbejdsgiveren modtager et løntilskud på 129,13 kr. (2024).
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Vejledning og opkvalificering er en række forskellige tilbud til ledige. Tilbuddet kan være:
- korte vejlednings- og afklaringsforløb
- særlige projekter og uddannelsesforløb, blandt andet i et vist omfang praktik under uddannelsesforløbet og danskundervisning
- ordinære uddannelsesforløb, blandt andet almen voksenuddannelse, AMU-kurser og erhvervskompetencegivende uddannelser. Disse tilbud kan du kun få i helt særlige situationer.
Du skal aftale med dit jobcenter, om du kan få et tilbud om vejledning og opkvalificering.
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Alle unge dagpengemodtagere under 25 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse og uden forsørgerpligt, som er i stand til at tage en uddannelse, skal have pålæg om at tage en uddannelse på samme vilkår som alle andre.
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden 4 uger. Når du har klaget, skal kommunen genvurdere sin afgørelse. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sender kommunen klagen videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen. Afhængigt af hvad afgørelsen handler om, har kommunen enten 5 arbejdsdage eller 4 uger til at genvurdere afgørelsen, inden klagen videresendes til Ankestyrelsen.
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering