Voksenlærling og voksenlærlingetilskud
Et tilbud til dig, der er over 25 år og ledig – eller i arbejde som ufaglært
Tilbuddet er til dig der gerne vil have en erhvervsuddannelse, som kan give dig nye og bedre muligheder på arbejdsmarkedet.
Som voksenlærling tager du en erhvervsuddannelse med en blanding af skole- og lærepladsperioder. Du får løn under hele forløbet – både mens du er i lære og i skole. Lønnen svarer, som minimum, til fagområdets mindsteløn for ufaglærte indenfor den gældende overenskomst og din arbejdsgiver kan få tilskud til lønnen.
Dine muligheder og størrelsen på tilskuddet afhænger af din uddannelsesmæssige baggrund og din ledigheds- eller beskæftigelsessituation.
I Kolding kommune udarbejder uddannelseskonsulenterne gerne en forhåndsvurdering af om du er omfattet af voksenlærlingetilskud eller ej.
Kontaktoplysninger: Uddannelseskonsulenterne Rikke Østrup Jensen og Diana Lærke, på tlf. nr. 79 79 74 00 eller opkval@kolding.dk.
Brug altid sikker digital post, når der skal sendes personoplysninger: Skriv sikkert til Jobcentret
Alle over 25 år kan blive voksenlærling og tage en erhvervsuddannelse. Er du derudover ledig eller ufaglært, kan din arbejdsgiver måske få et tilskud til din løn under uddannelsen.
Kan du svare ja til et af følgende spørgsmål?
- Du er ufaglært eller har en forældet uddannelse og har minimum en dags ledighed
- Du er faglært og har været ledig i mere end seks måneder
- Du er ufaglært og i arbejde
Så kan din arbejdsgiver få voksenlærlingetilskud på enten 30 kr. eller 45 kr. i timen.
Som voksenlærling tager du en erhvervsuddannelse med en blanding af skole- og lærepladsperioder.
For at blive voksenlærling skal du have en læreplads hos en arbejdsgiver. Som udgangspunkt skal du selv skaffe lærepladsen.
www.lærepladsen.dk er et godt sted at finde mulige lærepladser.
Din arbejdsgiver, den pågældende uddannelsesinstitution og dig indgår en uddannelsesaftale. Hvis din arbejdsgiver ikke er godkendt som læreplads indenfor den ønskede uddannelse, kan erhvervsskolen hjælpe med godkendelse.
”På arbejde er vi som en lille familie. Vi passer på hinanden, og mine kolleger er rigtig søde og gode til at hjælpe mig, hvis der er noget, jeg er i tvivl om”, siger Realyn Rasmussen, voksenlærling hos Malerfirmaet Gitte Schlage, Kolding.
Realyn Rasmussen, voksenlærling,
Malerfirmaet Gitte Schlage, Kolding:
Søde og hjælpsomme kolleger – og en god chef
”Nu er det halvandet år siden, jeg startede som lærling hos Gitte Schlage. Tiden går hurtigt. Jeg startede med at være i praktik, men Gitte syntes, jeg var så dygtig, så hun gerne ville oprette en lærlingeplads til mig. Jeg er glad for at have fået denne chance.
Jeg kommer fra Filippinerne og har været i Danmark siden 2014. Jeg har læst psykologi i 3 år i Manila, men den uddannelse kunne jeg ikke bruge i Danmark. Så jeg måtte finde på noget andet, for jeg vil gerne arbejde.
Hvorfor lige maler? Jo, en dag så jeg en kvindelig maler der gik og arbejdede der, hvor jeg bor. Det så sjovt ud og jeg kan godt lide at bruge mine hænder. Derfor spurgte jeg min jobkonsulent på Jobcenter Kolding, om jeg ikke kunne tage en maleruddannelse. Hun hjalp mig med at skaffe kontakten til Gitte, som har taget godt imod mig.
Jeg kan godt lide mit arbejde og jeg tager det meget seriøst. Jeg har ikke haft én eneste fraværsdag, siden jeg startede. På arbejdet er vi som en lille familie. Vi passer på hinanden og mine kolleger er rigtig søde og gode til at hjælpe mig, hvis der er noget, jeg er i tvivl om. Jeg får også mere og mere ansvar, efterhånden som jeg bliver dygtigere. Fx har jeg lige lavet mit første badeværelse helt selv. Jeg kan dog allerbedst lide lakérarbejde – og når fx gamle vinduer skal restaureres med en høj grad af finish. Det synes jeg er sjovt og hyggeligt arbejde.
Den teoretiske del af min uddannelse foregår på Syddansk Erhvervsskole i Vejle. Til september skal jeg på skole igen – på 2. hovedforløb. Jeg er afsted 5-10 uger ad gangen og vi lærer rigtig meget på skolen. Vi har blandt andet naturfag, dansk, materialelære og bygningsmalerfag. Vi lærer også om arbejdsmiljø, opmåling og meget andet. Det går ret fint på skolen og Gitte bliver så stolt, når jeg klarer mig godt.
Jeg er færdig med min uddannelse om ca. 1,5 år. Det glæder jeg mig til. Jeg håber på at komme i fast arbejde hos Gitte, men nu må vi se, hvordan det går ... Gitte snakker allerede nu om, at hun gerne vil ansætte mig. Så det krydser jeg fingre for.”
Realyn Rasmussen, voksenlærling
Malerfirmaet Gitte Schlage, Kolding