Diamantforløbet er et undervisningsforløb, der handler om at blive bedre til at få kontrol over sin vrede og styre temperamentet, når det af og til sætter os i nogle uheldige situationer.
Målgruppe
De unge i aldersgruppen 13 – slut grundskolen og deres forældre
Til unge, hvor temperamentet eller vreden fylder rigtig meget og er tydelig at få øje på. Det kan være dem, der hurtigt kommer til at kaste med en stol eller slå fra sig.
Kurset henvender sig også til de unge, der vender vreden mere indad og altså ikke i dagligdagen viser et stort temperament. Det kan være, at de som yngre har været mere udadreagerende, end de er i dag. De er kendetegnet ved at være den type, hvor vi ofte tænker, ”hvad mon der sker den dag, han eller hun får nok – eksploderer det hele så?”
Det er også til de unge, der ikke umiddelbart har et vredesproblem, men bevæger sig i bekymrende miljøer, hvor kriminalitet og andre uhensigtsmæssige aktiviteter er dominerende.
Formål
Kurset tager udgangspunkt i, at alle mennesker somme tider kommer i nogle situationer, hvor vi bliver bombarderet af mange forskellige signaler, som vækker følelser i os, og som kræver vores reaktion. Ofte uden at vi har tid til at tænke ordentligt over det.
Forløbet består af en individuel samtale med hver af de unge og deres forældre - derefter et forløb på 8 gruppemoduler. Forældre deltager ligeledes i undervisningen
Mål
Det er målet at skabe eftertanke og omtanke hos kursisterne – og viden, der kan få den unge til at handle anderledes.
Diamantforløbet skaber ikke mirakler, og kursisterne på forløbet kommer ikke ud som nye mennesker på den anden side, men forhåbentlig har de tilegnet sig nogle nye og mere hensigtsmæssige håndteringsstrategier, og forældre har fået indsigt i og redskaber til at understøtte den unge i den udvikling.