Høring
Forslag til Kommuneplan 2025-2036 i offentlig høring
Byrådet har den 17. december 2024 vedtaget at sende forslag til Kommuneplan 2025-2036 for Kolding Kommune i offentlig høring.
Kort beskrivelse om planen
Jf. Planlovens §§ 11 skal der foreligge en kommuneplan for hver kommune, som omfatter en periode på 12 år. Hvert fjerde år skal kommunen tage stilling til, om kommuneplanen genvedtages eller revideres helt eller delvist. Dette skal oplyses via en kommuneplanstrategi, og med Planstrategi 2023 besluttede Byrådet at kommuneplanen revideres delvist. Inden planen vedtages endeligt og træder i kraft, skal den offentliggøres som planforslag med offentlighedens mulighed for at komme med bemærkninger til planforslaget.
Kommuneplanen er Byrådets overordnede, samlede plan for den fysiske udvikling og arealanvendelse. Byrådet har ifølge planloven pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse. Der kan f.eks. ikke vedtages lokalplaner i strid med kommuneplanen. Til gengæld kan byrådet beslutte at ændre kommuneplanen, dels ved hvad der kan kaldes den store revision hvert 4. år, og dels med kommuneplantillæg.
Forslag til Kommuneplan 2025-2036 fremgår af kommuneplan2025.kolding.dk. Planafdelingen kan kontaktes på telefon 79 79 63 20.
Høringsperiode
kommuneplanforslaget er fremlagt i 8 uger i perioden fra den 4. februar 2025 til den 1. april 2025. Herefter vil de indkomne høringssvar blive behandlet.
I forbindelse med høringsperioden afholdes der to aftenmøder, hvor borgere og andre interesserede kan få nærmere indblik i det planforslag, der er sendt i høring. På møderne vil deltagerne få nærmere introduktion til kommuneplanen, og der vil desuden være infostande med mulighed for at få en snak med politikere i Kolding Byråd og kommunens fagfolk. Fokus på de to aftenmøder vil have forskelligt indhold, så det matcher lokalitet og forventede interesseområder. Aftenmøderne bliver holdt:
27. februar, kl. 19:00-21:00 i Vores Hus, Kinovej 1, 6580 Vamdrup – fokus primært på centerbyer, lokalbyer og det åbne land
6. marts, kl. 19:00-21:00 på Kolding Bibliotek, Slotssøvejen 4, 6000 Kolding – fokus primært på Kolding by
Møderne er åbne for alle og deltagelse sker uden tilmelding.
Bemærkninger til Kolding Kommune
Du kan sende bemærkninger om ethvert forhold i planforslaget til By- og Fællesforvaltningen, Nytorv 11, 6000 Kolding eller via funktionen ”Opret et høringssvar” her på siden, så vi har det senest den 1. april 2025. Hvis du ønsker at klage til et klagenævn, skal du følge nedenstående klagevejledning.
Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i myndigheders sagsbehandling. Indkomne bemærkninger er omfattet af reglerne om aktindsigt og vil kunne optræde i vores afgørelser, som blandt andet offentliggøres på vores hjemmeside.
Miljøvurdering
Kommuneplanen består af en fælles del for Trekantområdets syv kommuner og en lokal del for Kolding Kommune. Kolding har i samarbejde med de øvrige kommuner i Trekantområdet lavet en miljøvurdering af de væsentlige ændringer i kommuneplanen. Dette har resulteret i miljøkonsekvensrapporten for kommuneplan for Trekantområdet. Miljøkonsekvensrapporten offentliggøres samtidig med kommuneplanforslaget og til og med 1. april 2025 er der mulighed for at komme med bemærkninger hertil. De fremsendes på samme måde, som høringssvar til kommuneplanforslaget. Se vejledningen herover.
Kolding Kommune har foretaget en screening af, om ændringer i den lokale del af kommuneplanen, som ikke er behandlet i miljøvurderingen af den fælles kommuneplan for Trekantområdet, har en væsentlig indvirkning på miljøet. Kolding Kommune har vurderet, at de ændringer ikke har væsentlige indvirkninger på miljøet.
Miljøkonsekvensrapporten samt miljøscreeningsnotatet kan ses her på siden under "Dokumentation & Tilladelser".
Klagevejledning vedrørende klager til klagenævn
Hvad kan der klages over?
Miljøvurdering
Du kan klage over afgørelsen om, at der ikke er behov for at udarbejde en miljøvurdering af de ændringer i den lokale del af kommuneplanen, som ikke er behandlet i miljøvurderingen af den fælles kommuneplan for Trekantområdet.
Hvem kan klage?
Klageberettigede myndigheder, foreninger og organisationer, samt enhver, der har en væsentlig, individuel interesse i sagens udfald.
Hvem er klageinstans?
Planklagenævnet.
Hvordan klager man?
Du klager via Klageportalen, som du finder et link til på www.borger.dk og www.virk.dk. På borger.dk skal du søge efter ’Klageportal’.
Hvis du er fritaget fra at bruge Digital Post, er du også fritaget fra at anvende Klageportalen. I givet fald skal du sende din klage som et brev til Planafdelingen, By- og Fællesforvaltningen, Nytorv 11, 6000 Kolding eller som mail til plan@kolding.dk.
Hvad er klagefristen?
Miljøvurdering
Klagefristen er den 4. marts 2025, hvilket er 4 uger fra offentliggørelsen af afgørelsen om, at der ikke er behov for at udarbejde en miljøvurdering.
Retlige spørgsmål
Klagefristen vedrørende retlige spørgsmål er 4 uger fra offentliggørelsen af den endeligt vedtagne plan. Den endelige vedtagelse af planen kan først ske, når høringsperioden er slut og alle indkomne indsigelser er blevet behandlet.
Hvad er lovgrundlaget?
Planloven og miljøvurderingsloven.
Hvad koster det at klage?
900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer. Beløbene er i 2016-niveau og reguleres årligt efter det generelle pris- og lønindeks. Nærmere vejledning om klage og gebyr findes på www.naevneneshus.dk.
Søgsmålsfrist:
Ønsker du at prøve afgørelsen ved domstolene, skal du have anlagt søgsmål inden 6 måneder fra offentliggørelsen.
Informationer
Dokumentation & Tilladelser
Abonnér på Høringsportalen
Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret