Nye gebyrer for brug af lokaler i selvejende haller
Vi indfører en ny struktur for tilskud til selvejende haller i Kolding Kommune. Den nye struktur betyder samtidig, at foreninger skal betale et gebyr pr. time eller m2, når de bruger aktivitets- og mødelokaler, skyde- og squashbaner eller har faste lokaler til aktiviteter fra 1. august 2025.
Nye gebyrer fra 1. august 2025
Aktivitets- og mødelokaler (0-99m2): 15,50 kr. pr. time i gebyr for brug af aktivitets- og mødelokaler i selvejende haller.
Aktivitets- og mødelokaler (100-399 m2): 31 kr. pr. time i gebyr for brug af aktivitets- og mødelokaler i selvejende haller.
Squashbaner: 15,50 kr. pr. time i gebyr pr. squashbane i de selvejende haller.
Se oversigt over alle gebyrtakster
Sådan opgør vi antallet af timer
Selvejende haller får bl.a. aktivitetstilskud for timer, hvor godkendte foreninger afholder folkeoplysende aktiviteter i hallernes lokaler. Godkendte foreninger er foreninger, der er godkendt under Folkeoplysningsloven.
Sådan foregår booking af lokaler eller baner:
- Timerne bookes af eller hos den enkelte hal eller via Foreningsportalen.
- Foreningen får en bekræftelse på de bookede timer.
- Kolding Kommune sender en faktura til foreningerne én gang årligt på gebyr for bookede lokaler. Vi sender fakturaen ud i august og september måned, når sæsonen er sluttet.
Eksempler
Sæsonbooking
Hvis en forening laver en sæsonbooking og normalt træner hver tirsdag og torsdag fra kl. 18-20, indgår timerne i opgørelsen. Der sker ikke fradrag i timetallet, hvis foreningen for eksempel uforudset eller akut aflyser en enkelt træning pga. sygdom eller har udekampe i løbet af sæsonen.
Hal aflyser booking
Aflyser hallen en booking, fordi lokalet eller banerne skal bruges til anden aktivitet, indgår de aflyste timer ikke i timeopgørelsen, hverken når vi beregner tilskud til de selvejende haller, eller når vi opgør, hvad foreningerne skal betale i gebyr for brug af lokaler.
Booking kan ske i hele timer
Lokaler og baner kan kun bookes i hele timer. To foreninger kan dog aftale at dele en time.
En booking skal afspejle faktisk brug
En sæsonbooking skal afspejle, hvornår foreningen rent faktisk har aktiviteter i lokalerne eller på banerne. Starter en forening sine aktiviteter den 1. september og slutter 30. april, skal bookingen dække perioden. Bookingen må ikke ske fra for eksempel 1. august til 31. maj, da der ikke foregår aktivitet i måneden før og efter foreningens sæson.
Book timer inden sæsonstart
Foreninger skal booke timer inden sæsonstart. Dog kan foreningen annullere en booking senest 1. oktober, for eksempel hvis et hold har fået for få tilmeldte.
Faste lokaler
Godkendte folkeoplysende foreninger, der benytter faste lokaler i selvejende haller til f.eks. klublokale, foreningsdrevent fitness, skydebaner og e-sport, skal betale et gebyr på 92 kr. pr. kvadratmeter i 2025, hvis lokalet ikke kan benyttes til andre formål. Samtidig vil den selvejende hal modtage et aktivitetstilskud. Fritid og Idræt vurderer og godkender, hvor mange kvadratmeter udløser tilskud set i forhold til den aktivitet, der udøves i lokalerne. Det sker særligt i tilfælde, hvor lokalernes størrelse overstiger det reelle behov til de enkelte aktiviteter.
Vi fører tilsyn
Som kommune har vi pligt til at føre tilsyn med at bookede timer bliver brugt til aktiviteter, så der ikke sker fejlagtig udbetaling af tilskud til de selvejende haller. Det er foreningens ansvar, at bookingerne følger reglerne og afspejler faktisk brug.