Skip til hoved indholdet

Fuglefodring

Fuglefodring er en populær beskæftigelse i de danske haver til glæde for fugle og mennesker. Men det er desværre ikke altid kun til glæde for fuglene. Fuglefodring kan tiltrække rotter, da det er en nem tilgængelig fødekilde for dem. Du kan ikke sikre din foderplads 100 procent mod rotter, men du kan med nogle forholdsregler forebygge/minimere, at rotterne besøger dit foderbræt.

Sådan undgår du rotter ved foderbrættet

  • Læg ikke foder direkte på jorden, hvor rotterne nemt kan tilgå det.
  • Brug et foderbræt med glatte ståloverflader og en glat stang, som rotter ikke kan kravle eller klatre på/op af.
  • Placer dit foderbræt et par meter væk fra vegetation som fx træer og buske samt hegn eller andet, som rotterne kan bruge til at springe over på foderbrættet.
  • Brug et foderbræt med høje kanter, så der falder mindst muligt foder ned på jorden.
  • Læg ikke mere foder ud end hvad fuglene kan nå at spise op på samme dag.
  • Fjern dagligt foderrester inden natten og fej omkring foderbrættet.
  • Opbevar foder i en rottesikker beholder.
  • Undlad fuglefodring i træer og buske i form af f.eks. mejsebolde, da rotterne er glimrende klatrere og derfor nemt kan komme til boldene.
  • Hvis der bruges mejsebolde eller lignende, så hæng dem i en ståltråd og frit, så rotterne ikke kan klatre op til dem eller trække dem væk.

Rotterne er kommet - Hvad skal du gøre?

Fuglefodringen skal stoppe med det samme, hvis du har mistanke om rotter på din ejendom eller i nærområdet. Fuglefodringen må først påbegyndes igen, når bekæmpelsen er afsluttet, og fodringen skal fremadrettet følge ovenstående forebyggende råd. Kommunen kan pålægge dig at stoppe fuglefodringen, hvis det tiltrækker rotter.

Vi har lavet en pjece, der beskriver, hvordan du forebygger rotter ved fodring af fugle. Du kan læse mere her.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje